Annoncering
Vice Blog

Vi fik Klaus Riskær til at uddybe, hvad han skal bruge sin hashmark til

Forvent ikke at se en Riskær-ryger på markedet lige foreløbig.

af Kristian Magnus
18 februar 2016, 2:29pm

En ung Klaus Riskær på et billede, der er taget længe før, han blev hashbonde. Via.

Selvom hans erfaring med cannabis begrænser sig til den lejlighedsvise fredspibe, så glæder den fallerede finansfyrste sig til at komme i gang med sit sydamerikanske landbrug. Han regner med, at plantagen "Fredfyldte Sky" skal levere omkring 50-75 ton cannabis om året.

I sommer forsøgte han at komme i Folketinget for både Alternativet og Kristendemokraterne. Det gik ikke. Tidligere har han siddet i Europaparlamentet for Venstre, som han senere forlod. Han var også primus motor bag internetvirksomheden Cybercity, der blev solgt for et trecifret millionbeløb.

Og netop nu er Klaus Riskær på vej hjem fra sit seneste projekt – 600.000 m2 uruguayansk hashplantage. Her skal have agere landmand for pharmavirksomheder, der mangler et sted, deres cannabis kan vokse sig stor og stærk.

Og 'den lille hjælper' har fulgt Klaus Riskær, siden han var 16. Han var og er stor fortaler for legaliseringen af hash, og har holdt flere brandtaler på Christiania, hvor han plæderede for en legalisering af Mary Jane. "Altid diskuterer vi misbrug og misbrug. Kære venner. Der er misbrug over alt. Der er folk, der misbruger alkohol. Der er folk, der misbruger sex. Og der er ledende politikere, der misbruger rejsebilag", sagde Klaus Riskjær i 2014 til 7000 jublende demonstranter ifølge Local Eyes.

Det er dog ikke ryger, han skal tjene penge på i Uruguay. Han skal levere en ydelse til virksomheder, der i forvejen sælger produkter, som indeholder cannabis.

Vi tog en snak med Klaus Riskær om hans forhold til den grønne urt og hans seneste forretningseventyr.

VICE: Hej Klaus, tak for at du tager dig tid til at snakke med mig. Hvordan gik turen til Uruguay?
Klaus Riskær: Ja, den er gået fint, men jeg tror, vi er nødt til at være mere specifikke. Altså det der hyggesnak... Du må selvfølgelig selv om, hvordan du bruger tiden. Hvis du vil tale om, hvordan jeg havde det i Uruguay, så er det fint nok. Det er et fedt sted. Jeg har ni minutter...

Okay, okay. Det var bare for at starte blødt. Hvorfor valgte du Uruguay?
Vi fokuserer på at lave landbrug. Vi vurderer, at der hvor vi kan konkurrere, det er på produktionen af råvaren – billigst muligt, sådan så vi på lang sigt kan være konkurrencedygtige. Vi har vurderet, at Uruguay var det rigtige sted på grund af klimaet, og fordi de høster seks gange om året. Og så har den uruguayanske regering været utrolig hjælpsomme i forbindelse med at skaffe de rigtige tilladelser.

Du er helt skæv i dit spørgsmål. Spørgsmålet er skævt, man skulle tro, at du havde fået en lille ziggy her til morgen - Klaus Riskær.

Havde du en stor viden om cannabis, inden du kastede dig ind i det i et forretningsmæssigt øjemed?
Jeg har røget det, siden jeg var 16. Ej, det gas. Jeg er kun selskabsryger, når fredspiben går rundt, du ved, ved særlige lejligheder. Så ikke så megen anden erfaring end den almindelige relation.

Jeg har jo været fortaler for fri cannabis i meget lang tid. Jeg har også holdt cannabistalen på Christiania et enkelt år – du kan stadig finde den på YouTube. Cannabis er jo ikke noget, der er nyt for mig politisk set. Jeg laver jo aldrig noget, jeg ikke kan gå ind for politisk.

Selve den tekniske konstruktion af cannabis – THC, forskellige variationer af det og så videre – det er jo noget, jeg først nu er ved at stifte bekendtskab med. Vi er en gruppe af folk i det projekt, så vi har også eksperter med. Mit bidrag er at snitte forretningsplanen til og lave den rigtige strategi og den rigtige løsning med at få den rigtige regeringstilladelse, så vi kan skalere produktionen i nærmest uanet størrelse.

Nu nævner du selv, at du har røget lidt. Hvordan har du tænkt dig at kvalitetstjekke produktionen?
Du skal lige forstå en ting her. Folk hjemme i stuerne bilder sig ind, at når man producerer cannabis, så smider man bare lige nogle frø i en mark, og så går man i gang. Sådan spiller klaveret ikke. Den måde vi producerer på er, at vi har en regeringstilladelse. Vi laver ikke nogen færdige cannabis-produkter, der skal ud på markedet.

Okay. Men jeg tænkte mere på den erfaring, du har med cannabis. Om du er i stand til at kvalitetstjekke det færdige produkt?
Kristian, Kristian, Kristian. Du er helt skæv i dit spørgsmål. Spørgsmålet er skævt, man skulle tro, at du havde fået en lille ziggy her til morgen.

Ok, fint nok. Fortæl om jeres selskab.
Vores selskab hedder Fredfyldte Sky (Nube Serena, red.). Det er nemlig smukt. Os, der står bag, har den holdning, at hvis det går godt, så har vi da også idéer til, hvordan man eksempelvis kan producere billig medicinsk cannabis til 3.verdenslande. Vi ser på det her i en bred sammenhæng.

Vi har tilladelse til at producere hamp, så længe den bare har et lavt THC-indhold. Vi vil også starte op med at producere fibre, som kan konkurrere inden for plastikindustrien, så vi kan lave noget, der er grønt, og noget der er langtidsholdbart. Vi er en grøn virksomhed i enhver tænkelig henseende.

Har du smagt på dit produkt?
Nej. Det er nemlig sådan, at hvis der er så meget som en joint på den plantage, så ryger vores tilladelse. Hvis der er noget sted i hele verden, hvor du ikke må ryge en joint, så bliver det på den Fredfyldte Skys marker. Der er nultolerance. Vores tilladelse er afhængig af, at sådan noget aldrig finder sted.

Du kunne slet ikke få en lille smule med ud?
Altså, det cannabis vi laver er medicinsk cannabis, og har så lavt et THC-indhold, at det slet ikke giver mening at ryge det.

Men er det ikke meningen at det skal blive det?
Det er ikke en hashmark.

Så der kommer ikke en Riskær-ryger på markedet?
Det har jeg lige forklaret dig. Du har slet ikke forstået, hvad jeg lige har sagt til dig. Vi sælger ikke slutprodukter. Du har simpelthen ikke hørt efter. Vi laver råvarerne for virksomheder, der så laver slutprodukter. Alle pharmavirksomheder, der vil bruge cannabis i deres produkter skal bruge et sted, hvor cannabissen kan vokse. Vi har bare nogle kæmpe marker, hvor cannabissen bliver høstet og så kørt over i nogle lader, hvor disse virksomheder så bearbejder det, og tager det hjem i deres egne produktionsapparater i deres egne lande.

Tak for snakken, Klaus, og held og lykke med hampen.

Læs mere fra VICE:

Dansk hash er tre gange stærkere, end det var for tyve år siden

Hvor rig bliver man af at sælge lovlig hash?

I dag behandler politikerne et forslag om cannabis til syge