At være komplet ligeglad med, hvad jeg stopper i kæften på mig selv, er et relativt gennemgående tema i mit liv. Og det er ikke fordi, at jeg har ugentlige reservationer hos den gastronomiske avant-garde, hvor jeg hamrer amuse-bouche af kongeørn ned i svælget. Jeg tænker nærmere på al den tid, jeg og alle andre uden penge har brugt på de fedtede, familieejede madbuler, der har monopol på gadehjørner i storbyer verden over - de snaskede torne i siden på ethvert område, der forsøger at gentrificere sin palet.

Derfor er det ærgerligt, at den slags smattede restauranter ikke umiddelbart er så nemme at få øje på her i København – byen der hypes som verdens centrum for innovativ kokkekunst. I sidste uge besluttede jeg mig derfor for at finde og prøve de værste restauranter i København.

Fødevarestyrelsens Smiley-database viste sig en pålidelig guide. Som restaurantejer har du dit på det tørre, hvis inspektørerne fra Fødevarestyrelsen giver dig en smiley, der ser ud til at have kæmpe optur, en almindeligt fornøjet smiley eller en apatisk smiley. Men hvis du får en trist smiley (en Claire Danes om du vil) tyder det på, at du er pisseligeglad med om dine kunder går hjem med eller uden bændelorm.

Gennem databasen fandt jeg en række restauranter med en trist smiley ved siden af deres navn sammen med lange lister af hygiejneforseelser, der spændte over generelt beskidte køkkener til mug i køleskabene:

Set udefra ligner Vesterbros Bistro de Paris arketypen på en almindelig restaurant, der bare har givet op - plastikbogstaverne er begyndt at skalle af, og den lille sandwichtavle, der annoncerer dagens ret, kunne ikke være mere sørgelig. Men man kan ikke altid skue hunden på hårene – det øjeblik, jeg trådte ind ad døren, blev mine næsebor overfaldet af en dunst, jeg kun kan beskrive som et potpourri af kattepis og indelukkede prutter. Min spisekammerat og jeg blev eskorteret hen til et bord, der emmede af ægte, fransk romance i form af en baggrund af mistænkelige, brune pletter på væggen og IKEAs fortolkning af Eiffeltårnet mast ind under bordets gennemsigtige plastikoverflade.

Da jeg var ikke i humør til at smide 200 kroner efter en luns kalvekød i en beværtning med en så gennemtrængende aroma af kropsvæsker, valgte jeg i stedet en forret bestående af assorterede patéer og pølser. Selvom deres svinepaté, foie gras og valnøddepølse udgjorde en vifte af fabriksgrå nuancer, kan jeg ikke benægte, at det smagte fucking lækkert. Vi udslettede vores portion med glubsk entusiasme

Det viste sig, at to af Københavns mest uhygiejniske restauranter ligger lige over for hinanden, så vi betalte regningen og krydsede vejen.

Stemningen på Restaurant Canton kan bedst beskrives som 70% orientalsk karikatur og 30% Vegas. Alt ved stedet var latterligt – fra den vrede, ædelstensbeklædte dragelampe, der strakte sig stolt gennem det enorme rum, til de fuldstændig symmetriske og kæmpestore sløjfer, der strangulerede ryggen på samtlige stole. Jeg valgte to kinesiske klassikere: stegt and med syltede grøntsager, og det mærkeligste jeg kunne tilfredsstille min morbide nysgerrighed med: 'sweet 'n sticky' kyllingefødder.

Den første ret ramte mig som en andeversion af MDMA. Den kneppede mine sanser fuldstændigt- sikkert fordi den ikke smagte af andet end salt og fedt, præcis som ordentlig stegt and bør, hvis du spørger mig. Kyllingefødderne var en noget anden oplevelse. Jeg nød den første på en syg og forskruet måde: at spise noget, der eksploderer med den varme, fedtede konsistens af sæd i din mund, mens du knaser fodens uhyggeligt små knogler mellem dine tænder, er bare en dejligt tilfredsstillende og dyster bedrift. Men på den lange bane er det trods alt ikke så appetitvækkende at slubre slimede, babyfingre-lignende dyrestumper i sig. Jeg kunne ikke få kyllingefod nummer to ned, så vi betalte vores regning og tog videre.

Food Palace skiltede mod al forventning med en stolt smilende smiley på hoveddøren, da vi ankom. Dog kompenserede restauranten for sin positive sundhedsvurdering ved at være et hul af dimensioner. Food Palaces angreb på mine sanser borede sig dybere ind i min psyke end noget andet, jeg nogensinde har været ude for: lugten var så intens en blanding af fedt, gammel sved og mystisk kød, at jeg er sikker på, den vil hjemsøge mig for evigt. Måske havde dunsten gjort det af med en del af mine hjerneceller, for jeg havde virkeligt svært ved at overskue deres lange, mangfoldige udvalg af fast food fra alverdens kulturer (hvordan kan noget sted både have tyve karryretter, pizza, burger og döner på menuen?). Jeg valgte impulsivt en eller anden ret, der lød lidt karryagtig.

Endnu en gang lod restaurantens generelle hæslighed kun til at forbedre den kulinariske oplevelse. Jeg fik en stuvning af kylling og okra, og den smagte åndssvagt godt. Så godt at mændene bag disken tydeligt emmede af stolthed, mens de iagttog os fortære retten på ganske få minutter. Vi var glade og tilfredse og tog videre mod det sidste sted på listen.

Da vi kom til Arabica Coffee & Lounge, var der med det samme tre ting, der indikerede, at det ville blive en oplevelse for livet:

1: Da min fotograf tog et billede af restaurantens facade, kom en forskrækket mand ud 'bare for at sikre sig, at det ikke var politiet.'

2: Interiøret bestod af en indkøbsvogn fyldt med skrammel, nogle mølædte puder og flere indrammede stillbilleder fra The Godfather.

3: De serverede ikke mad længere, fordi de 'var ved at bygge køkkenet om.' De kunne dog godt servere os lidt dessert og vandpibe.

Vi fik os et massivt stykke kage og en vandpibe med kokossmag. Kagen var ekstremt lækker, og det samme var piben. Det var en fin afslutning på et eksperiment, der bekræftede mig i min kærlighed til beskidte, lurvede spisesteder. Man får nemlig ikke alene selskab af nogle herligt bizarre personligheder – der er faktisk også ret gode chancer for at få noget virkelig godt at spise.

Mere fra VICE:

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma

Ting du bør vide, hvis du skal i fængsel i Danmark

René Dif har valgt musikken fra og chipotlen til