Annoncering
Missioner

Jeg sagde ja til alt i en uge og endte på hospitalet

Hvad sker der, når en selvudnævnt misantrop siger ja til at lave alt, hvad han hader?

af Michael Buchinger
14 december 2015, 9:40am


Michael elsker hvidvin, men hader stort set alt andet. Det reklamerer han ofte med på sin YouTube-kanal. Han har endda vundet en online videopris i år for sit program "Mine hadelister" – så hvis Michael Buchinger i en uge er tvunget til at være positiv omkring alt, så er det ret stort.

Jeg elsker at sige nej. Mit svar til de fleste forslag og invitationer er enten "nej!" eller den form for "ja", hvor folk godt ved, at jeg ikke mener det – sikkert fordi jeg som regel ryster på hovedet lige efter og følger det op med et "nej..."

"Michael, har du lyst til komme hjem til mig til en vild, spontan spilaften?", spurgte en ven mig for nyligt over telefonen. Det krævede al min selvkontrol ikke at hvæse af idioten. Det eneste, jeg har mindre lyst til end en "vild spilaften", er at sidde på forreste række til en David Hasselhoff-koncert. "Nej tak" sagde jeg, hvilket var et svar, min ven ikke ville acceptere. "Du er altid så negativ" svarede hun irriteret. "Du burde sige ja til nogle af mine forslag, bare en enkelt gang."

Generelt synes jeg ikke super godt om folk, der mener, at en omgang brætspil kan være omdrejningspunktet for en "sjov aften". Men på en måde havde hun også ret. Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvad der ville ske, hvis jeg i stedet altid sagde "Ja!" til alt.

Så i et modigt øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg i en uge ville sige "ja" til alt, hvad mine venner foreslog. Det ender sikkert i flere runder Yatzy end nogen person nogensinde burde udsættes for, men hvem ved, måske bliver det sjovt.

Dag 1

Allerede fra starten af den første dag er det virkelig svært at sige ja til alting - og jeg er dårligt nok kommet ud af min lejlighed. Jeg starter med at reagere positivt på clickbait-overskrifter ("Vil du vide, hvilke kendisser, der har elleve tæer?" – "JA!!!"), men det er ikke rigtig pointen i, hvad jeg har sat mig for.

Senere er jeg på restaurant med nogle venner, og det føles som begyndelsen på en ny æra. Jeg svarer med et rungende ja på stort set alle spørgsmål, tjeneren stiller mig: "Kunne du tænke dig et glas vin til?" - "Ja!" - "Kunne du tænke dig at prøve vores creme brûlee?" - "Ja!" Jeg sender mine venner et flabet blik i håb om, at de bemærker min nyfundne joie de vivre.

"Du sparer ikke på noget, hva' Michael?" er desværre det eneste, de siger, og jeg føler mig skuffet. Vin og dessert er også knap så horisontudvidende. Det sætter bare mit bælte på overarbejde. Jeg beslutter mig derfor for at lede efter oplevelser et andet sted.

Da jeg kommer hjem, får jeg en mail fra redaktøren af en radiokanal, der vil have mig til at lave et timelangt live program på de sociale medier i morgen. Han spørger mig, om jeg er interesseret i at være gæst på programmet. Jeg er tæt på at kaste min creme brûlee op ud over tastaturet ved ordene "radio" og "live".

Som et menneske, der får præstationsangst, hver gang jeg skal bestille pizza, er ideen om at skulle tale live i radioen en dybt forfærdelig tanke. Hvad hvis jeg grynter midt i et grin, og hele landet hører det? Fuck det. Jeg har desuden tit fået fortalt, at jeg har et ansigt, der passer til radio. Jeg skriver "helt sikkert, det ville jeg elske!" og sender min kæmpe løgn af en mail afsted.

Dag 2

På vej til radiostationen har jeg det lidt på samme måde, som hvis skulle på date: Spændt, lidt skeptisk og fuldstændig klar til at spurte ud af døren, hvis stemningen går ned af bakke.

Efter jeg har hilst på alle, giver de mig et glas vand, som jeg omgående spilder ud over hele bordet. Jeg undergår kun lige at kortslutte elektronikken i studiet... Klassisk mig! Jeg er ikke ekspert i kropssprog, men jeg er ret sikker på, at værterne overvejer at banke mig ihjel med deres mikrofoner.

Bortset fra denne lille faux pas er min præstation dog overraskende solid. Jeg fyrer en masse sarkastiske bemærkninger af, tager imod opkald fra lyttere og siger ting som "hahaha Tamara, du er fandme sjov", selvom Tamara egentlig ikke er så sjov. Det lykkedes mig også at undgå enhver form for grynten. Dagen er en triumf.

Fik du læst: Lana Prins skyder sensuelle portrætter af sine nøgenbadende veninder

Dag 3

Jeg har det godt efter gårsdagens radiosucces. Jeg slentrer gennem gaderne og støder pludselig på en facer, der spørger mig, "Har du lidt tid til at snakke med mig om regnskoven?" som om hun brænder inde med en forfærdelig hemmelighed. Normalt ville jeg i sådan en situation pege ud i distancen og så løbe væk i den modsatte retning.

Men ikke i dag: "Ja, jeg har noget tid!" siger jeg, så højlydt at jeg skræmmer damen. Hun begynder at snakke, og jeg begynder at nikke og sige "mhm" hvert 5. sekund som en robot, der er programmeret til at imitere mennesker. Jeg er åben over for samtalen og, for at være helt ærlig, synes jeg, den er ret interessant. "Såå...kunne du godt tænke dig at adoptere et træ?" spørger min nye veninde mig i kulminationen af sin salgstale.

Jeg ved det, jeg ved det, jeg sværgede på, at jeg ville sige ja til alt. Men hvis jeg gav hende her penge, kunne jeg også lige så godt overføre penge til den nigerianske prins, der tidligere i dag sendte mig et indbydende e-mail tilbud.

I stedet beslutter jeg mig for, at jeg i det mindste ikke vil sige "NEJ!" "Alting til sin tid..." hvisker jeg mystisk, som om jeg er bedstemoderen fra Pocahontas, der ironisk nok også er et træ. Jeg bevæger mig langsomt ud af hendes synsfelt, og er på vej hjemad, mod min lejlighed, da jeg får en SMS fra en ven.

"Vil du med ud og træne i morgen?" spørger han. Øv.

Min ven er ret atletisk. Mindst tre gange om ugen træner han Crossfit kl. 7 om morgenen – en tid på dagen, jeg som regel bruger på at sove dybt. Han har spurgt mig i månedsvis om at komme og tjekke det ud sammen med ham. "JA", svarer jeg denne gang, mens små tårer ruller ned af mine kinder.

Dag 4

Jeg er på ingen made atletisk. Hvis jeg tog ud og shoppede i en sportsforretning, ville min bank sikkert ringe for at høre, om mit kort var blevet stjålet. Så jeg bruger mindre tid i dag på at sige ja, og mere tid på at tænke på undskyldninger til i morgen.

"Du ved godt, at jeg ikke har det så godt!" Måske er det creme brûleen, jeg spiste for fem dage siden, lyver jeg. Det går op for min ven, at jeg gruer for Crossfit, og han prøver at berolige mig. "Bare rolig, det er totalt afslappet. Vi er som regel bare fire sammen med instruktøren, og hvis der er en, der går kold, hepper de andre bare på ham!"

Jeg er forvirret over, at min ven tror, jeg vil få det bedre af, at han beskriver mit personlige helvede.

Dag 5

Kl. 8 om morgenen (vi besluttede os for det "sene" hold) går jeg ind i træningscentret. Instruktøren byder mig velkommen med følgende: "Du har valgt en dårlig dag at komme."

"No shit, Sherlock! Hver dag, der starter med motion, er en dårlig dag," tænker jeg.

"I dag, i stedet for at lave forskellige ting, skal vi hver bare lave 1.000 kettlebell swings. Kettlebells er sådan nogle tunge metalbolde, der helt sikkert bruges af mafiaen til at få lig til at synke ned i havet. Kettlebell swings er, når man svinger de her sataner frem og tilbage mellem sine ben. Med andre ord: Sjovt, sjovt, SJOVT!

"Tror du, at du kan klare det?", spørger han mig pænt. "JA!" siger jeg på Pavlovsk manér, mens jeg går i gang sammen med de tre andre folk på holdet.

Jeg er allerede gennemblødt efter 100 swings, og efter 200 til begynder blodet at flyde. Friktionen mellem jernhåndtagene og vores rå hænder får os alle sammen til at bløde. Til sidst ser jeg ud, som om at jeg har udvekslet high fives og håndtryk med Kaptajn Klo.

"Hvor mange swings har du lavet, Michael?" spørger instruktøren mig efter 30 minutter. "600!", stønner jeg.

"Okay, det er nok. Du sveder allerede mere, end du burde."

Når din instruktør siger, at du godt kan stoppe med at træne, fordi du sveder for meget, ved du, at du er en rigtig sportsmand.

Dag 6

Jeg bruger endnu en dag derhjemme uden rigtigt at forlade min lejlighed. Men det er sværere den her gang, fordi det gør ondt, når jeg prøver at rejse mig op. Selv facer-damen, der antastede mig for et par dage siden, ser medlidende på mig, da jeg smertefuldt halter forbi hende. "Hvad er der blevet af den joie de vivre, der styrede dit liv for et par dage siden?" syntes hun at spørge. Hun er helt sikkert klar over, at det tog mig tre minutter at tage underbukser på i dag.

Midt i min frokost på en restaurant vælter jeg ud mod badeværelset – en tur der for mig og mine ømme muskler virker så lang og hård som at gå hele Camino de Santiago – og det går op for mig (advarsel, TMI) at min urin er en farve, som urin aldrig bør være, nogensinde. Fuld af bekymring lykkes det mig at nå hen til min læge, hvor de tager en blodprøve.

"Du har rabdomyolyse," forklarer hun, med et Lille doktor på prærien-niveau af omtanke, efter hun har fået resultaterne af min blodprøve. "Det vil sige, at dit muskelvæv er ved at blive nedbrudt. Hvad har du gjort ved dig selv?" "Jeg var til en prøvetime af Crossfit," siger jeg. Jeg kan se på min læges ansigt, at hun kæmper med at holde et grin tilbage.

Hun foreslår, at jeg med det samme tager på hospitalet og overnatter der, så jeg kan få indsprøjtninger til at modvirke mit forhøjede "CK-niveau". "JA!", svarer jeg entusiastisk, mens jeg sidder og ser dum ud. At sige ja har vist sig at være den dårligste beslutning, jeg har truffet i et stykke tid (her er det vigtigt at påpege, at jeg for nyligt købte et par Crocs med blødt for).

Mens jeg tilbringer natten i en kølig, stille hospitalssuite og kun holdes vågen af det tikkende ur og dryppene fra mit drop, spørger jeg mig selv, om det virkelig var den slags "nye oplevelse uden for min tryghedszone" som jeg var på jagt efter. Jeg havde mere tænkt på ting som at "prøve eksotiske oste for første gang" eller "klappe søde dyr i zoologisk have."

Dag 7

Den efterfølgende morgen får jeg at vide, at jeg kan tage hjem, og at mine blodniveauer er i forbedring. Jeg overvejer et kort øjeblik at synge en hjerteskærende version af Dido-sangen "Thank You" til oversygeplejersken. Men beslutter mig i sidste ende for at lade være.

Undervejs i min turbulente dag i glemmer jeg fuldstændig at tjekke mine beskeder og gør det derfor i hospitalets vestibule. Udover det sædvanlige spam ser jeg en besked fra min veninde, der er komplet forelsket i spilaftener.

"Er du interesseret i at tage med mig til ukulele-koncert?" vil hun gerne vide. Jeg undrer mig over, om hun har tilmeldt sig et nyhedsbrev ved navn "100 forfærdelige ting, man kan lave sammen." Hvordan blev vi egentlig overhovedet venner?

Jeg skal til at svare "JA!" ud af ren refleks, men funderer lige et kort øjeblik over min uge. Jeg tænker på min intime samtale med regnskovsdamen, kettlebell swings fra helvede, og sidst men ikke mindst, mit hospitalsophold.

Så skriver jeg "nej tak", og mærker endelig følelsen af at kunne trække vejret igen, som at vende tilbage til min seng efter en lang festival. Jeg trykker "send" med dybtfølt tilfredshed og et smil på læben, halter ud af hospitalet og efterlader det positive syn på livet, jeg har gået rundt med over den sidste uges tid.

Mere fra VICE:

Billeder af Københavns sørgeligste julepynt

Roland Møllers mange roller

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

Tagged:
Denmark
danish
ja
mistantropi
Positivisme