Indrømmet, nogle gange kan det være svært at finde rundt i horderne af danske rappere med fransk-inspireret lyd. Altså, den slags rapmusik, der for det utrænede øre kan lyde som Gillis greatest hits. Men samtidig kan det også være svært at finde rundt på den danske trap-scene. Og blandt popkunstnerne. Og så fucking videre. Lad os bare indse det: Alle mennesker og deres lillebror har mulighed for at lave musik og distribuere det selv, så den generelle mængde af musik, der bliver udgivet, er alt for stor for almindelige mennesker at overskue som helhed. Derfor skal man spidse øjne og ører og råbe højt, når man falder over noget nyt, der virker specielt.
Og det skete, da vi så den 17-årige Ishøj-rapper ZK til en showcase i Pumpehuset sidste måned. Han indtog scenen i et tracksuit og klare dråbebriller – et outfit, der ville være enhver god mafia-bookmaker værdigt. Blandet med en helt stiv kropsholdning og aggressive gestikuleringer med armene kunne man godt være bange for, at det hele ville virke fjollet, men nogle folk bliver bare mere fascinerende af at være karikerede. ZK er én af dem.
Videos by VICE
Ud over hans energi og visuelle udtryk, er den unge rappers øre for at blande gaderap med melodier og catchy vendinger hans helt store force. Og det skiller ham ud fra mængden. Prøv for eksempel at lade være med at bruge resten af dagen på at synge: // de vil bare zum, zum, zum / lave peng’, lave peng’ / boom, boom, boooom // om og om igen, hvis du hører bare et par sekunder af hans hit “Zum Zum” – et track, der for øvrigt er streamet over tre millioner gange på Spotify. Ligesom hans andre singler “Ca Ca” og “Solskin” (hans sidste officielle track, “Way Way”, er blevet spillet 2,6 millioner gange).
For at prøve at forstå fænomenet, der er ZK, bad vi det seneste stjernefrø på Vestegnens raphimmel om et interview. Han kunne godt overtales til en snak – over mail. Derfor tog vi chancen og sendte rapperen en række spørgsmål. Og vi blev ikke skuffede over svarene, der var lige så no-bullshit som hans bidske, dominerende livepersona. Faktisk var de så gode, at vi har valgt at trykke dem allesammen.
Se ZK’s hidtil eneste video, “Solskin”, herunder, og scroll videre for at læse, hvorfor han er så aggressiv på scenen, hvem han gerne vil inspirere, og hvorfor han godt kunne tænke sig at spille til Dansk Folkepartis landsmøde:
Noisey: Du kommer fra Ishøj – hvordan ville du beskrive dit barndomshjem?
ZK: Ishøj er verdens centrum for mig. Det er her, min historie starter.
Er det rigtigt, at du droppede ud af skolen tidligt? Og hvorfor?
Jeg blev smidt ud af folkeskolen, jeg gik på. Jeg har aldrig rigtig kunne passe ind i uddannelsessystemet.
Hvad er “ZK”?
Z er forbogstavet på mit fornavn, og K er forbogstavet på mit efternavn.
Hvornår begyndte du at lave musik?
Da jeg var 11 år gammel, lagde jeg min første sang op på YouTube. Jeg tror stadig, man kan finde mine sange der.
Hvordan vil du beskrive din lyd?
Jeg kan ikke rigtig sætte ord på min lyd – den tager PakiNextDoor (ZK’s producer, red.) sig af, men mine historier er mine oplevelser og erfaringer fra gadelivet.
Live virker du lidt som en bokser, intensitetsmæssigt. Hvad for en mentalitet synes du, det er vigtigt at have, når du er på scenen?
At gå på scenen for mig er, som når der er rav i gården. Jeg føler, jeg skal ud og bevise mit værd. Kriger mentalitet.
Hvad laver du typisk, 10 minutter før du går på?
Slapper af med et glas whisky og hører “Rotterdam” med Miami Yacine, for at komme i den rigtige stemning.
Hvad med 10 minutter efter?
Hjem og sove. Jeg har gjort min del af jobbet.
Du har otte timer til at tage i studiet. Hvornår på dagen skal det være og hvorfor?
Jeg er klar på at ramme studiet når som helst. Har ikke tidspunkter, hvor jeg er mere eller mindre produktiv.
Hvornår vidste du, at din musik var ved at blive virkelig populær?
Da folk begyndte at genkende mig på gaden.
Har du noget indtryk af, hvem der hører din musik?
Jeg ved, de yngre hører mig + 100% din dame.
Hvilke situationer kunne du godt tænke dig, at din musik bliver hørt i folks hverdag? Hvornår ville du for eksempel selv høre ZK, hvis du ikke var ZK?
“Zum Zum” er til folk, når de er på arbejde. Alle kan relatere til at lave penge, om det er ude på gaden, eller om det er bag disken i en butik. Ellers håber jeg, at folk hører min musik, når de har brug for et boost på humøret i deres dagligdag.
Hvordan det være, at du har alle de her sange med to ens ord i titlen (“Zum Zum”, “Ca Ca”, “Way Way”)?
Kort, nemt og catchy ;-)
Kan du huske den der Mazda-reklame?
Nej
Hvordan vil du beskrive dig selv som person?
Godhjertet
Hvis du kunne give koncert hvor som helst i verden, hvor skulle det så være?
Miami i fuld varme med min Bombay i munden.
Hvis du kunne spille til hvilken som helst historisk begivenhed, hvad skulle det så være? Og hvorfor?
Til Dansk Folkepartis landsmøde. De kan helt sikkert relatere til at være “Ca Ca”.
Hvorfor kan du godt lide at lave musik?
Det mit liv. Musik er den eneste vej for mig.
Hvad for noget musik hører du selv mest for tiden? Hvem kan du godt lide?
Jeg hører meget rap fra Tyskland og Italien lige pt. Jeg kan lide det meste herhjemme, så længe det har sjæl og noget at fortælle. Sivas er godfather, og af de nye artister føler jeg især David Dieu, som i øvrigt har produceret min anden single, “Way Way”.
Tak, ZK.
Mere
fra VICE
-
Screenshot: Sony Interactive Entertainment -
Screenshots: HBO, Sony Interactive Entertainment -
Screenshot: ASUS -
Screenshot: WWE/USA Network