Af danske politikere og medier er direktivet blevet præsenteret som tvang med tvang på. At Danmark tvinges til at indføre øremærket barsel, og at man mener, at det betyder, at man vil tvinge fædre til at gå på barsel.

Mange har dog svært ved at se, hvordan denne øremærkning betyder, at nogen tvinges til noget.

Også Joan Prahl, som er forbundssekretær hos fagforbundet FOA, har tweetet om den øremærkede barsel. Hun mener, det er “fuldstændig tåbeligt” at kalde den for tvang, blandt andet fordi hun oplever, at unge mænd ønsker at tage del i barslen, men har svært ved at få lov.

Men kan man ikke godt sige, at man fortæller folk, hvordan de skal indrette deres liv med deres barn? Lige nu kan de jo disponere frit over de her 32 uger, men i fremtiden vil vi så sige, at faren skal tage otte uger?

“Sådan kan man kan godt vælge at se på det, men i dag er der ikke den ligestilling i forhold til at træffe valg om de 32 uger. Jeg repræsenterer mange kvinder, der sidder i deltidsstillinger og stillinger med lav løn, og som det er nu, bliver valget ofte, at det er kvinden, der tager al barslen, fordi det er det nemmeste og økonomisk bedste for familien. Men det gør, at moren hele livet igennem halter efter på løn og arbejdsvilkår.”

“Jeg synes faktisk, at det er en gave til fædrene, at de nu også får et værktøj til at kunne sige; jeg har faktisk ret til at holde barsel med mit barn. Det vil resultere i en øget ligestilling både til mor og til far. Det er ofte sværere for far at få orlov fra sit arbejde. Fædrene får nu lov til at tage større del i deres familie. Og mit indtryk er, at det har mændene lyst til.”

Men man kan jo også sige, at det har de allerede mulighed for, de kan tage lige så mange af de 32 uger, som de har lyst til, hvis de kan blive enige med moren, og de kan gå ind til deres chef og bede om fri til at være sammen med deres barn. Hvorfor skal de have den her gave?

“Det skal de have, fordi det er skidesvært at få lov. Vi oplever, at mændene har lyst til at tage del i barslen, men vi kan se, at de ikke gør det i dag, og jeg håber, at vi med øremærket barsel får mere ligestilling i familie- og arbejdsliv.”

Men hvordan ser barselsrettighederne egentlig ud? Og hvad skal der ske?

I dag har den fødende forældre ret til fire ugers orlov før fødslen, som efterfølges af 14 ugers barselsorlov. Fædre eller medmødre har ret til 14 dages barsel, efter barnet er født. Derudover har forældrene tilsammen ret til 32 ugers barselsorlov, som de selv kan disponere over.

Det vides endnu ikke, hvordan den øremærkede barsel vil blive implementeret, men hvis vi forestiller os, at de danske politikere ikke har lyst til at give forældre mere barsel i alt, så vil de otte uger formentlig blive øremærket blandt de 32 uger. Muligvis vil de også æde af de 14 dage, som fædre og medmødre nu har ret til.

Man kan blive helt forvirret af alle de uger – kun folk, der venter børn fatter at regne tid i uger – men det betyder, at den fødende forældre stadig vil have godt ti måneders barsel, hvis de to øremærkede måneder tages fra de 32 uger (otte måneder).

I mange år har USA pålagt Nordkorea strenge sanktioner for at forhindre regimet i at få fingrene i atomvåben og andre former for missilteknologi. Men der bliver ikke gjort det store for at forhindre Pyongyang i at få fingrene i amerikanske smartphones, computere og software, som giver regimet muligheden for at føre cyberkrigsførelse ved hjælp af amerikansk teknologi.

Selv om spændingerne i regionen er dulmet lidt i forbindelse med Donald Trumps meget omtalte topmøde med Kim Jong Un, har forskere fra efterretningsselskabet Recorded Future fundet ud af, at Nordkoreas magtelite har benyttet Apples iPhone og Microsofts Windows til at facilitere koordinerede cyberangreb over hele jorden.

Slap kontrol med eksport og en manglende vilje til at følge internationale normer, for hvad der udgør en luksusvare, har gjort det nemt for den nordkoreanske ledelse at anskaffe den nyeste teknologi, som for eksempel den nye iPhone X.

Mens Trump forsøger at lukke ned for kinesiske selskaber som Huawei og ZTE på grund af frygt for nationens sikkerhed, har den amerikanske regerings tiltag ikke formået at forhindre, at amerikanske produkter bliver eksporteret til Pyongyang.

"Amerikansk teknologi har gjort Nordkorea i stand til at udføre destabiliserende, forstyrrende og ødelæggende cyberangreb, og takket være internettet har de været i stand til at omgå internationale sanktioner," advarer rapporten fra Recorded Future.

Pyongyangs hær af cybersoldater er vokset i skyggerne de seneste år, mens hele verdens opmærksomhed har været vendt mod regimets atomprogram. Den nordkoreanske hackergruppe Lazarus er ansvarlig for nogle af de største angreb de seneste mange år - herunder det voldsomme WannaCry ransomware i 2017, angrebet på sydkoreanske tv-stationer i 2013, hacking af Sony Pictures i 2014 og tyveriet af 81 millioner dollars (500 millioner kroner) fra Bangladesh Bank i 2016.

Det amerikanske sikkerhedsfirma Dragos kunne i marts fortælle, at en ny hackergruppe ved navn Covellite gik efter vigtig infrastruktur i USA - såsom strømnettet, atomkraftværker og olieraffinaderier.

iPhone-popularitet

Recorded Futures research er baseret på at analysere webtrafikken blandt alle dem, der går på det globale internet fra Nordkorea. Selv om mange nordkoreanere kan købe en smartphone, så kan de kun komme på det regeringskontrollerede intranet. Det er udelukkende en meget lille del af befolkningen, der adgang til resten af nettet.

Priscilla Moriuchi er tidligere trusselekspert hos NSA med speciale i det østlige Asien og er i dag leder af afdelingen for strategisk trusselsudvikling hos Recorded Future. Hun fortæller VICE News, at det på et vilkårligt tidspunk kun er omkring 200 mennesker fra Kim Jong Uns inderste kreds, der adgang til det brede internet.

Efter at have analyseret trafikken i omkring et år, og noteret, hvilket hardware og software, der blev anvendt, lagde Moriuchi og hendes kollega, Fred Wolens, mærke til, at amerikansk teknologi var endt i hænderne på Nordkoreas elite.

Blandt det udstyr, der blev brugt, var de nyeste smartphones fra Apple og adskillige versioner af Microsoft Windows, herunder de nyeste Windows 10 opdateringer. En række Samsung-telefoner blev også brugt.

Analysen viste, at Apples iPhone var den mest populære smartphone, selvom nogle af dem altså brugte den syv år gamle iPhone 4S. Kim er blevet fotograferet adskillige gange, hvor han bruger Apple-produkter — herunder en MacBook Pro.

Selv om størstedelen af Nordkoreas cyberangreb bliver foretaget udenfor landet, bliver de stadig koordineret fra Pyongyang. Moriuchi pointerer, at nordkoreanske hackere har udnyttet Windows og Apples svagheder til at infiltrere systemer over hele verden — og dermed indikerer hun, at Nordkoreas cyberkrigere i udlandet også bruger amerikansk teknologi.

Eksport-kontrol

Så hvordan har Nordkoreas magtelite fået fingrene i den teknologi?

"Eksportkontrollen har fungeret på rigtig mange områder, som for eksempel i forhold til udvikling af atomvåben og andre våbensystemer, men systemet omkring teknologi er helt anderledes," siger Moriuchi.

Der er flere ting, der begrænser den amerikanske regerings muligheder for at forhindre Nordkorea i at få fingrene i ny teknologi.

Der er to måder, amerikansk teknologi kan finde vej til Nordkorea. Den ene er direkte fra USA. Siden år 2000 har der været syv år, hvor det ikke var ulovligt at eksportere teknologi direkte til Nordkorea, så firmaer og eksportører kunne sende smartphones og computere uden at bryde loven eller amerikanske sanktionsregler.

Sådan er det ikke længere, men der er stadig veletablerede netværk af teknologileverandører i lande som Kina, som med glæde vil sælge amerikansk teknologi til Nordkorea. Det kan lade sig gøre, fordi de nuværende sanktioner, der skal forhindre salget af luksusvarer, er meget løst formulerede.

Da FN definerede "luksusvarer" i Resolution 2321, inkluderede de ikke elektronik, men hver enkelt medlem af FN har lov til at fortolke "luksusvarer," som de har lyst til. Det har givet en del smuthuller i lovgivningen, så Nordkorea kan få fat i amerikansk teknologi.

Selv om virksomhederne bare følger de regler, der er udstukket af FN og de enkelte regeringer, mener Moriuchi, at Det Hvide Hus skal gøre mere for at forhindre, at deres eget teknologi ender i hænderne på fjendtlige regimer.

"Det er regeringens ansvar at sige fra. At sige, at det ikke er acceptabelt, at Nordkorea holder den amerikanske regering og elektronikvirksomhederne som gidsler i deres fortsatte cyberangreb. At de ikke vil lade vestlige teknologi blive brugt i de her angreb," siger hun.

Under Benito Mussolinis fascistiske regime (1922 til 1943) blev italienere i tusindvis placeret på sindssygehospitaler - ofte bare fordi de ikke ville tilpasse sig regeringens definition på moralitet. Og det var først i 1978, at den italienske regering gennemførte en lov om mentalt helbred, der forbød alle selvstændige psykiatriske hospitaler, hvor patienter boede i komplet isolation.

Det var en lang og besværlig proces at lukke de her institutioner og erstatte dem med psykiatriske afdelinger på almindelige hospitaler. For eksempel gik der 20 år, før sindssygehospitalet Pisani i den sicilianske by Palermo lukkede ned.

Men kort tid før det skete i januar 1986, blev der på selve hospitalet afholdt en stor koncert for at fejre de progressive forandringer i Italien. De fem timer med punk og rock gik under navnet "Qualcuno volò sul nido del cu," som er et ordspil på den italienske titel til Gøgereden.

Det var ikke alle, der tog godt imod arrangementet, for psykisk sygdom var stadig tabu i store dele af det italienske samfund. Når medierne skrev om det, var det med overskrifter som "Rock for de vanvittige," og "En koncert til sindssyge, ensomme mennesker".

Showet blev blandt andre arrangeret af Letizia Battaglia, som er en berømt siciliansk fotojournalist, der har dokumenteret italiensk modkultur siden 1970'erne. Da hun dengang udtalte sig til den lokale presse, sagde hun: "Fremmedgørelse påvirker ikke kun de psykisk syge, men alle, som ikke har rum til at udveksle ideer. De her unge mennesker er meget modige, når de tør spille på et sindssygehospital."

Et af de unge mennesker var Fabio Sgroi, som spillede koncert med sit punkband MG. Udover at spille tog den nu 53-årige fotograf også nogle billeder den aften, og de er med i bogen Palermo 1984-1986, Early Works.

Den alternative scene i Palermo var stadig relativt nystartet og lille dengang, og der var en opdeling mellem punkere og goths. "Der var sjældent konflikter mellem de to grupper," fortæller Sgroi. "Vi kendte alle sammen hinanden, fordi vi blev nødt til at hænge ud på de samme få barer, der ville lade sådan nogen som os komme ind. Det var dengang, hvor mafiaen have mange henrettelser, og hvor der konstant hang politihelikoptere i luften. Dengang gaderne lå øde om natten. Det var det system, vi gjorde oprør mod."

Palermo 1984 - 1986, Early Works er udgivet af Yard Press.
Se flere billeder herunder.

Questo articolo è apparso originariamente su VICE IT.

Selv om det er to år siden, husker jeg meget tydeligt, da jeg fik emailen fra lægen. Jeg var sammen med min veninde, som jeg boede med på det tidspunkt. Jeg var helt nervøs, da jeg skulle åbne mailen, men nåede lige at blive lettet, da jeg læste første linje, hvor der stod: "Du har ikke ikke klamydia," men glæden forsvandt så virkelig brat, da jeg kunne læse, at jeg havde gonorré i stedet.

Et par uger forinden var jeg blevet hevet med til en fest af hos en venindes veninde, og der var en dreng, jeg havde gået på efterskole med. Vi tog hjem sammen og blev sammen hele næste dag. Da vi skiltes, aftalte vi at ses igen. Efter et par dage får jeg en sms fra min veninde, der spørger, om vi brugte kondom. Det viser sig så, at ham fyrens bolleveninde har været til festen, og at han havde sagt til hende, de ikke kunne tage hjem sammen, fordi han havde klamydia.

Jeg skriver en lidt sur besked, fordi det er ret dårligt, han ikke har sagt det - især når vi var sammen af flere omgange og havde talt om at ses igen. Han siger så, at han havde taget pillen for længst, så det ikke burde smitte. Men jeg tager alligevel op til lægen og bliver testet, for så at tage hjem og vente to uger på resultatet. Og da det viste sig, at jeg slet ikke havde klamydia, men gonorré, gik jeg i panik og tænkte: Hvad skal jeg stille op? Hvorfor lige gonorré?

Af en eller anden grund virkede gonorré meget mere skamfuldt en klamydia. Jeg følte mig i hvert fald super klam. Men jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle ringe dem, jeg havde været sammen med de seneste tre måneder (hvor man har oplysningspligt, red.). Det var selvfølgelig ham fra festen, men så også to af mine venner, jeg havde været sammen med.

Jeg var nervøs, da jeg ringede til den første. Men han var skidesød. Han sagde, det var fedt, jeg ringede, og at jeg bare skulle holde hovedet højt. Den anden var til gengæld ret bebrejdende. Han var sådan: "Ja, jeg hører, der er noget, du gerne vil sige? Det er jo så ikke så fedt." Han havde lige fået en kæreste, og det passede ham dårligt, men det var jo ligesom ikke min skyld. Nå, men jeg bad dem skrive, når de fik svar på prøven, så jeg kunne finde ud af, hvem der havde givet mig det.

I mellemtiden kom jeg til behandling på Bispebjerg Hospital, og det var en både opløftende og ubehagelig oplevelse. Det var ubehageligt at sidde i venteværelset, og jeg var faktisk ret ked af det. Det blev ikke bedre, da det så viste sig, at behandlingen var en sprøjte i ballen, som man tilmed også kunne blive så kvalm og svimmel af, at man ikke måtte rejse sig og tage hjem, før der var gået en halv time.

Til gengæld kunne de godt mærke på mig, jeg ikke syntes, det var rart. Personalet sagde til mig, jeg skulle slappe helt af, og at de fik omkring ti gonorré-henvendelser om dagen, og det nærmede sig klamydia-omfang. Min veninde hentede mig, og jeg havde dårlig mave i en uge bag efter.

Men jeg havde jo bedt de der drenge om at ringe, når de vidste, om de også havde det. Det viste sig, at hverken ham fra festen, eller ham, der havde taget det pænt, var smittede. Og så var der jo ligesom kun ham idioten tilbage - og jeg hørte aldrig fra ham.

Men det er sjovt, man skal skamme sig så meget. Altså, mine veninder ved det, men jeg har ikke fortalt det til min kæreste. Det havde været noget helt andet med klamydia, fordi det ligesom ikke er så fordomsfyldt i forvejen – nærmest alle har jo haft noget at gøre med klamydia.

Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg slet ikke kender andre, der ringer rundt, når det er sker. Jeg var slet ikke tvivl om, at jeg skulle gøre det, men det var en ret ubehagelig oplevelse – især med ham der, der udskammede mig. Ham ville jeg måske havde undladt at sige det til, hvis jeg kunne gøre det om.

Men vi burde nok bare alle sammen sige det til hinanden, så vi ikke skal skamme os mere.

* Maria er ikke kildens rigtige navn, da hun ikke ønsker, at folk skal vide, hun har været smittet med gonorré. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

Når det handler om skønhed, er der ikke én målestok, som passer alle. Takket være bevægelsen for kropspositivitet er der flere og flere mennesker, som udfordrer skønhedsnormerne og omfavner deres sande jeg både online og i den fysiske verden. I den forbindelse er huden det sidste tabu, som bevægelsen gør op med. Model og aktivist Louisa Northcote fortæller her om, hvordan det føles at leve med akne, og hvorfor hun vil have folk til at acceptere sig selv og den hud, de bor i.

Vi møder også Kat, Hannah og Iman, som alle har kæmpet med akne igennem deres liv og er ivrige efter at udfordre tabuet, der omgærder hudsygdommen. Det er derfor, de står frem i meget personligt projekt med titlen Epidermis, som er startet af fotograf og tidligere akneoffer, Sophie Harris-Taylor.

I følgende video er vi sammen med Sophie, mens hun tager rundt og fotograferer kvinder i forbindelse med projektet, som består af en række portrætter af kvinder i deres naturlige, bumsede pragt. Vi har talt med dem om deres erfaringer, og hvorfor det er vigtigt at ændre den gængse opfattelse af bumser. Du kan også se Sophies portrætserie herunder. De urealistiske skønhedsidealer er døde – det er på tide at råbe #freethepimple.

”Da jeg var ung, havde jeg ingen at tale med om bumser. Så nu har jeg skabt mit eget samfund omkring det ved hjælp af hashtagget.” – Louisa Northcote om stiftelsen af #freethepimple

”Jeg havde cystisk akne og kunne ikke vaske ansigtet uden, at det begyndte at bløde. Det gjorde, at jeg ikke havde lyst til at interagere med verden. Jeg ville bare blive hjemme. Jeg synes, projektet viser, at akne ikke rammer alle på samme måde.” – Hannah

”Jeg har aldrig vist mig i offentligheden uden sminke på, så jeg føler mig meget sårbar, men på en smuk måde.” – Iman.

”Jeg har været meget heldig i kraft af, at jeg har nogle stærke og fantastiske kvinder i mit liv, der har en smuk opfattelse af, hvad det vil sige at være en smuk kvinde.” – Kat

”Vi ser en klar tendens til, at de unge i højere grad henvender sig til os. Det, tror vi, blandt andet sker, fordi der de senere år har været større fokus på vold mod kvinder,” siger Susanne Maria Lamhauge, der er leder på Danners Rådgivnings- og Krisecenter.

Hun mener, at der kan være mange grunde til, at man nu ser en stigning blandt de yngre kvinder, der søger hjælp til at komme ud af voldelige forhold. Det kan være, at unge kvinder er blevet mere opmærksomme på at bryde med voldelige forhold, at den vold unge kvinder udsættes for, er blevet mere voldsom, eller måske er volden mod unge stigende.

Hun fortæller også, at de unge kvinder, er bedre til selv at finde informationer på nettet, om hvor de kan få hjælp, og at det også kan være en grund til stigningen. ”Det er min oplevelse, at de på en måde er aktivist i eget liv. De benytter sig af de vidensplatforme, der er.”

Danners krisecenter, der ligger i København, har til formål at hjælpe voldsramte kvinder til at komme ud af voldelige forhold. De kan bo på krisecentret, hvor de får råd og vejledning til at få et liv uden vold.

I 2017 lavede Ligestillingsministeriet en holdningsundersøgelse blandt 16-24 årige. Undersøgelsen hedder Vold kan forekomme, og den havde til formål at lære unge kvinder og mænd at sige fra og genkende tegn på psykisk vold i deres forhold. Den undersøgelse viste, at 33 procent af unge kvinder har haft forhold, hvor de har oplevet, at deres grænser er blevet psykisk overskredet af deres kæreste. Ligesom undersøgelsen også viser, at hver tredje ung har svært ved at sætte grænser i deres forhold.

Susanne Maria Lamhauge fortæller, at netop psykisk vold er noget, de ser meget blandt de unge kvinder. ”Unge kvinder oplever, at det er svært at sætte grænser i deres forhold. Vi ser selvfølgelig også fysisk vold blandt de unge kvinder, men det vi oplever er, at når der er fysisk vold, er der også psykisk vold.”

Men det er faktisk ikke udelukkende en dårlig ting, at flere unge kvinder kommer til krisecentret. ”Man kan også se det som noget positivt. Kvinderne bryder med volden langt tidligere, og de har bedre forudsætninger for at lægge det bag sig på et tidligere tidpunkt i livet. Det betyder, at hverken de eller deres børn skal slås med det langt op i livet.”

Hun fortæller, at mange af beboerne på Danner har levet i voldelige forhold i fem år eller mere. ”Man siger, at det tager lige så lang tid at komme ud af livet med vold, som man har levet i volden. Så jo tidligere man kommer ind til os, jo tidligere kan man komme ud.”

På Danner er de opmærksomme på, at gruppen af unge kvinder betyder, at man skal give en anden hjælp end til voldsramte kvinder, der er længere i livet og har mere livserfaring.

”De helt unge 18-19-årige er ofte meget udsatte og psykisk sårbare. Vi er særligt opmærksomme på at tjekke deres mistrivsel. De har ofte ikke de samme erfaringer som ældre kvinder, og de var jo nærmest børn, da volden begyndte.”

I første omgang handler det derfor om at stabilisere de unge kvinder, der ofte står meget usikkert i livet. Til gengæld har de unge kvinder oftere en tættere sparring med det voldsfaglige personale, og de er bedre til at skabe relationer til hinanden.

"De unge imellem skaber netværk, når de bor her. Det betyder, at de kan hjælpe hinanden, når de bryder med volden og skal ud i verden. De er meget gode til at tage kontakt og benytte sig af hinanden. Det er vigtigt ikke at være alene, når man som voldsramt kvinde skal finde tilbage til livet.”

USA's førstedames tøjvalg er ofte i mediernes søgelys, men nogle gange behøver man ikke at lave en dybdegående analyse for at forstå symbolikken bag Melania Trumps outfits. Nu har hun udmærket sig ved at iføre sig en jakke med ordene "I REALLY DON'T CARE DO U?" malet på ryggen, da hun besøgte et interneringscenter, hvor migrantbørn uden papirer bliver holdt indespærret. Hendes talsperson bekræftede, at Trump var iført den pågældende jakke fra Zara, da hun gik om bord på flyet til Texas, og fortæller Jim Acosta fra CNN: "Det er en jakke. Der er ingen skjulte budskaber. Efter dagens vigtige besøg håber jeg ikke, at medierne vil fokusere på hendes garderobe."

Førstedamens talsperson har en pointe - der er ingen skjulte budskaber med jakken, for budskabet er skrevet med store bogstaver på ryggen. Folk reagerede, som man kunne forvente. "Det med Melanias jakke kan simpelthen ikke være rigtigt. Det kan det ikke. Jeg vælger ikke at tro på det," skrev vært for MSNBC Chris Hayes på Twitter. CNN-journalisten Kate Bennett kaldte jakken for et "uheldigt stilvalg," mens Sam Stein fra Daily Beast sammenlignede med højrefløjens vrede over, at Obama var iført et lysebrunt jakkesæt i 2014 og tweetede: "Det tyder på, at mange mennesker kun brokker sig over Melanias jakke, fordi de er sure over, hvordan folk reagerede på Obamas brune jakkesæt." Aktivist Jordan Uhl peger på, at det varme vejr i både Washington DC og Texas gjorde en jakke unødvendig, og at det derfor var "en bevidst handling."

Andre fokuserede på jakkens pris. "Det er en jakke til 250 kroner, og Melania ville aldrig normalt blive set i noget så billigt. Det her var ikke et tilfælde," skriver en journalist fra National Observer i Canada. Ligegyldigt om jakken symboliserer det, vi allerede ved – at Trump-administrationen blæser på migrantbørn, og at Melania ikke tager sit hverv som førstedame særlig seriøst - så opstår der under alle omstændigheder et presserende spørgsmål: Var der seriøst ikke en eneste af hendes ansatte, der advarede hende omkring den effekt, det ville have, når hun tog sådan en jakke på til netop den lejlighed?

Donald Trump gik straks efter på Twitter for at forklare, hvilket budskab hans kone i virkeligheden sendte med sin jakke:

Selvfølgelig er præsidentens udsagn om, at "Melanias jakke er en henvisning til alle Fake News-medierne" en direkte modsigelse af Melanias egen talsperson, der påstod, at "der ikke var nogle skjulte budskaber."

Om det er Melanias besøg, der nu har fået Trump til at skrive under på et præsidentielt dekret om, at migrantbørn skal blive hos deres forældre, er ikke til at sige. Men fremover bliver familierne, som stoppes ved grænsen mellem Mexico og USA, ikke længere adskilt.

Alle, som har udforsket Los Angeles i bil, har lagt mærke til de sære bygninger, der af og til dukker op – excentrisk design, der udfordrer arkitekturens normer, og nogle gange også tyngdeloven. Nogle af de mærkværdige steder er berømte, som for eksempel TCL Chinese Theatre i Hollywood, mens andre er mere ukendte. Men når først man begynder at kigge efter de surrealistiske huse, ser man dem overalt.

Jim Heimann har kigget efter dem i meget lang tid. Han er urban antropolog, fotograf og illustrator, kendt for sin store viden om Hollywood og Los Angeles, og han har samlet på billeder af den slags bygninger i årtier. Hans bog California Crazy er oprindeligt fra 1980, men er siden blevet udvidet og opdateret, og hans dokumentation af de tossede konstruktioner i Sydcalifornien har givet navn til en hel genre af arkitektur. Nu har han så lavet en ny bog, der også hedder California Crazy, som forhåbentlig kan introducere en ny generation til alle de arkitektoniske perler, den solrige stat gemmer på. Jeg talte med Heimann om hans kærlighed til ukonventionelle bygninger.

VICE: Hvordan fandt du på konceptet til bogen?
Jim Heimann: Det begyndte, da jeg lavede research om natklubber i Hollywood. Når jeg ledte efter sagsmapper fra Hollywood, endte jeg hele tiden med at falde over de her bygninger. Så jeg kopierede dem, og lagde dem i en mappe. Jeg fandt ud af, at der var en hel kategori af bygninger, som ingen ville beskæftige sig med, fordi det er en slags anti-arkitektur, og visse arkitekter synes ikke, det var deres opmærksomhed værd. Det gjorde det kun mere interessant for mig.

Er der nogle bygninger fra din barndom i LA, som også har fundet vej til bogen?
Ja, den donutbutik, vi plejede at besøge hver søndag, som lå et par kilometer fra mit barndomshjem (og stadig ligger der). Når man lander på den nordlige landingsbane i Los Angeles' lufthavn og ser i højre side af flyet, kan man spotte den kæmpe donut i horisonten, hvis man kigger godt efter.

Er der et ord, der beskriver den her strømning af bizar arkitektur i LA, eller bliver de husene og monumenterne betragtet som selvstændige strukturer, der ikke har forbindelse til hinanden?
Der er meget forskellig terminologi, som folk bruger. En arkitekturhistoriker, som har skrevet et essay i bogen, kalder det for "programmatisk arkitektur". Det er den officielle term. Jeg synes, det er mere uformelt at kalde det pop-arkitektur, så det hælder jeg til. Efter bogen er kommet, er der også nogle mennesker, der kalder det "California crazy architecture." Navnet stammer fra tanken om, at hele Sydcalifornien er ret mærkeligt og skørt, hvilket så afspejler sig i bygningerne.

Hvilke dele af Californien er med i bogen? Du nævner Los Angeles, men kommer bygningerne også fra andre steder i staten?
LA og hele Sydcalifornien er bygget op omkring bilen som transportmiddel og intet andet. I 1920'erne og 1930'erne opstod alle de her satellitbyer og forstæder, som er forbundet via et enormt vejnet, og langs vejene i hele den sydlige del af staten kan man spotte underlige bygninger. Jeg havde egentlig også kig på San Francisco, for der er nogle få interessante bygninger, men San Fran er mere europæisk og skiller sig derfor for meget ud.

Hvad med andre stater?
Klimaet i Sydcalifornien gør, at man ikke behøver forholde sig til fire årstider og kuldegrader, som man for eksempel skal i det nordøstlige USA.

Det spiller også ind på arkitekturen og er grunden til, at bygningerne ser ud, som de gør. Husene er ikke bygget til at holde – de skal klare sig 20-30 år, og så ser vi hvad der sker. Derfor er der også mange af bygningerne, som er væk i dag.

Det er sgu da smart.

Brian Mikkelsen har været erhversminister siden 2016 – et job, han også har haft i en tidligere regering. Han har dermed været minister for præcis de samme mennesker og interesser, han nu skal pleje som topchef i erhvervsorganisationen. Men så er det heller ikke lige så skræmmende at komme ind på en ny arbejdsplads, hvor man skal til at lære nye mennesker og rutiner at kende.

”Jeg kender jo Dansk Erhverv rigtig godt,” skriver han i en pressemeddelelse, ”ikke mindst formandskabet, forretningsudvalget og bestyrelsen og de virksomheder, de repræsenterer i Dansk Erhvervs folkevalgte organer.”

Onde tunger kunne måske mene, at der er en interessekonflikt på spil, og at man som minister ikke bare kan rykke om på den anden side af forhandlingsbordet fra den ene dag til den anden. Men Brian Mikkelsen afviser, at han nogensinde har truffet politiske beslutninger til fordel for sin kommende arbejdsgiver, og han kan slet ikke se noget problem med sit skifte.

I samme ombæring skriver han på Facebook, at han i sit nye job glæder sig til ”at kæmpe endnu mere for dansk erhvervslivs vilkår og muligheder”– underforstået, at det har han hele tiden gjort i sit virke som minister.

Med sit skifte skriver Brian Mikkelsen sig ind i den lange række af politikere, der har brugt tiden i Folketinget som et springbræt til et velbetalt job i det private erhvervsliv inden for det samme område, som de tilfældigvis var minister for. Vi nævner i flæng:

Bjarne Corydon var manden, der orkestrerede salget af de statslige DONG-aktier for et påfaldende lavt beløb, hvilket ikke gjorde ham synderligt populær, men det var ligemeget, for før nogen havde set sig om, var han blevet direktør for et konsulentfirma, han havde tætte bånd til fra sin tid som finansminister.

Maria Reumert Gjerding sad som miljø- og klimaordfører for Enhedslisten, men droppede jobbet i Folketinget for at springe direkte over i et job som direktør for Danmarks Naturfredningsforening.

Anders Fogh Rasmussen støttede som statsminister invasionen af Irak, som har kostet hundredtusindvis af civile livet – en konflikt, der fortsat skaber ustabilitet i regionen, men til gengæld har sikret våbenindustrien klækkelige kontrakter. Det falder så sammen med, at han siden sin tid som generalsekretær for Nato har fungeret som konsulent for blandt andet, ja, våbenindustrien.

Derudover kan det i forbifarten nævnes, at Henrik Sass Larsen har haft konsulentvirksomhed for erhverslivet ved siden af sit job som politisk ordfører for Socialdemokraterne, Lene Espersen har forladt folketinget til fordel for et job som direktør i det private erhvervsliv, og Karen Hækkerup er direktør for Landbrug & Fødevarer. Og listen fortsætter.

Nu er det så Brian Mikkelsens tur til at hjælpe det erhvervsliv, som han har gnubbet skuldre med i årevis, og det er der intet problem ved. Overhovedet.

Måske har Brian bare luret det hele. Der er valg om et års tid, regeringen kunne sagtens gå hen og miste magten, og så kommer det til at blive meget sjovere (og mere velbetalt) at have en toppost i dansk erhvervsliv end at sidde som oppositionspolitiker i et kuldsejlet parti.

Og mens Lars Løkke leger stoledans og forsøger at holde sammen på regeringen, bliver danskernes tillid til politikerne ved med at falde stødt.

Men der er sikkert ingen sammenhæng.

Forestil dig det her: Året er 1998, der er gået under et år, siden Tony Blair trådte ind i 10 Downing Street. Madonnas Ray of Light-album kravler stødt op ad hitlisterne, og 11 lande i Europa er begyndt at bruge euroen. Om små tre måneder har en serie kaldet Will & Grace premiere på amerikansk tv, og, som Joe Biden senere siger, gør den ”mere for at oplyse amerikanere” og LGBTQ-samfundet, end ”nogen anden har gjort før”.

I juni 1998 er det imidlertid ikke noget, mit 10-årige jeg forstår så meget af. Jeg har netop påbegyndt min spirituelle rejse mod oplysning. Som min nyligt konverterede buddhist-mor siger, så er jeg i gang med at bryde reinkarnationens hjul og bevæge mig ud på oplysningens sti.

Jeg sidder i en biograf i Singapore og ser Mulan, den 36. animerede Disney-film og den første med en asiatisk heltinde. Tegnefilmen, der i denne uge kan fejre 20-årsjubilæum, er formodentlig også den mest queer-venlige historie, Disney nogensinde har produceret. I dag står den som en kulturel milepæl for en hel generation af asiatiske LGBTQ-personer over hele verden.

Til de af jer, der ikke kan hele filmen udenad, kommer plottet her i grove træk: Historien, som er baseret på en kinesisk ballade fra det sjette århundrede, handler om en drengepige, hvis syge far indkaldes til militæret for at kæmpe mod hunnerne. I stedet for sin svagelige, gamle far tager Mulan af sted. Hun har rustning og sværd med og melder sig under fanerne i farens navn. Efter hun har vist sig som en kapabel kriger, får hun til opgave at føre an i slaget, der besejrer hunnerne, hvorefter hun hædres af ingen ringere end kejseren selv.

Jeg blev fanget af Mulan af alle de indlysende årsager. Her var en prinsesse, som ikke bare lignede mig, men også levede et liv, der – hvis jeg anstrengte fantasien lidt – mindede om mit eget. Min familie spiste også ris til aftensmad og ligesom Mulan, fik jeg også skæld ud for at tygge med munden åben. Ligesom Mulan havde vi også et familiealter (et lille et i stuen, som vi med jævne mellemrum tændte lys ved). Bare det at høre ægteskabsmægleren råbe hendes navn, ”Fa Mulan”, fyldte mig med glæde, selv om det er et dårligt mashup af kantonesisk og mandarin (Fa er kantonesisk, mens Mu Lan er mandarin – "Fa Mulan" svarer til at konstruere et navn fra spansk og esperanto).

Men det ville være løgn, hvis jeg sagde, at mit 10-årige jeg bare var høj på at se min egen etnicitet repræsenteret på det store lærred. Jeg var godt klar over, at der foregik noget fantastisk undergravende på skærmen. Der er ikke mange Disney-prinsesser, som binder brysterne op og klæder sig som mænd. Selv den meget heteronormative slutning, hvor Mulan og Kaptajn Li Shang bliver gift, passede ikke helt sammen med det underliggende budskab.

Enhver idiot med øjne i hovedet kan se, at Shang, der i begyndelsen af filmen snerrer af Ping (Mulan i forklædning), ikke forelsker sig i hende, da han erfarer, at hun er en kvinde, men da ”Ping” sparker ham omkuld under "I’ll Make a Man Out of You". Det er ikke for sjov, at folk på Twitter kalder Shang for en ”biseksuel legende” og begræd Disneys beslutning om at sakse karakteren i forbindelse med live-action udgaven: ”Hvil i fred, du biseksuelle ikon,” skrev en fan i den forbindelse. I 2013 hentydede Disney selv til queer-referencerne i filmen, da man besluttede, at Mulan i serien Once Upon a Time selv var biseksuel.

Billede via Disney

Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvad ordet ”biseksuel” betød. Jeg vidste bare, at der var noget anderledes over Mulan sammenlignet med alle de andre Disney-prinsesser. Hun var anderledes på den samme måde, som jeg følte mig anderledes. Ligesom Mulan var jeg ikke interesseret i at være piget. Og jeg følte sommerfuglene i maven, da jeg så Mulan og Shang sammen til sidst i filmen. Var det Shang, jeg ville have? Eller ville jeg have Mulan? Eller bare en af dem lige meget hvem? Eller dem begge?

Et par år senere klippede jeg alt mit hår af, byttede min Sanrio-rygsæk ud med en pung med kæde i, skiftede mine børnejeans ud med hængerøvsbukser og blå skjorter. Det er selvfølgelig fjollet at påstå, at Mulan gjorde mig til en baby-butch, men den var helt afgjort en ingrediens i den underlige suppe, der var min spirende seksuelle identitet. I det mindste viste den mig, at asiatiske piger kan være seje, stærke og uafhængige. De behøver heller ikke være specielt feminine. Det var et eventyr, hvor pigen både fik drengen og var drengen.

Jeg er ikke den eneste asiatiske LGBTQ-fan, der har lige så mange følelser for en tegnefilm lavet for børn. ”Jeg har kinesiske og hvide aner og voksede op i det meget hvide Skotland, men Mulan viste mig, at jeg ikke behøvede gemme mig,” fortæller den Bristol-baserede skribent og fotograf Ailsa Fineron. ”Jeg kunne være både feminin og maskulin og stærk. Og det er stadigvæk en vigtig indsigt i dag, hvor jeg har fundet mig selv som biseksuel. Den legemliggørelse af styrke, modstand og androgyni er noget, jeg siden har ledt efter i wuxia-film, men Mulan vil altid være min første kærlighed.”

Den New York-baserede skribent Arabelle Sicardi var fem, da filmen udkom i USA. ”Jeg har stadigvæk min Mulan-madkasse,” siger hun. ”Hun var og er stadig en interessant skikkelse. Hendes historie er så rig på detaljer, den sande historie om Mulan er også sej, og jeg er selvfølgelig meget optaget af de remakes, der findes. Men sikke en fantastisk historie om familie, krig og identitet at vokse op med som queer-barn af asiatisk afstamning.”

Men Mulan er selvfølgelig ikke perfekt. For det trænede øje er filmen et ahistorisk rod – den Forbudte By, som Mulan redder fra undergang i slutningen af filmen, blev først opført i det 15. århundrede. Hunnerne terroriserede primært Europa og Centralasien i det femte århundrede, og filmen smelter dem sammen med Xiongnu, en nomadisk krigerstamme, der på det tidspunkt var blevet assimileret i det kinesiske samfund. Men for 20 år siden vidste jeg ikke noget om den slags, og det afholdt heller ikke filmen fra at efterlade et spor dybt i mig, som jeg først skulle finde mange år senere, da jeg begyndte at date drenge og piger.

Når jeg så på Fa Mulan, så jeg ikke bare en person, som lignede mig – jeg så en person, hvis indre liv lignede mit eget. Om man er butch, femme, biseksuel og/eller queer, så er Mulans budskab, at man kan udforske forskellige identiteter og måder at præsentere sig selv på – og så selvfølgelig redde kejseren af Kina.