VICEhttps://www.vice.com/daRSS feed for https://www.vice.comdaWed, 23 Jan 2019 17:30:59 +0000<![CDATA[Den her fyr brugte 234.000 kroner på et videospil... og er nu #4 i verden]]>https://www.vice.com/da/article/wjmqb4/den-her-fyr-brugte-234000-kroner-paa-et-videospil-og-er-nu-4-i-verdenWed, 23 Jan 2019 17:30:59 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Will Bromleys mor er sikker på, at hendes søn ville have haft penge til udbetalingen på et hus, hvis han havde sparet de penge, han har brugt på videospillet Big Buck Hunter.

"Ja, det skal nok passe, men jeg kunne også have betalt udbetalingen på et hus for de penge, jeg har brugt på stoffer og alkohol gennem årene," siger Bromley og griner. Jeg spørger ham, om han har et bud på, hvor mange penge han har brugt på spillet på den lokale bar.

”Shit, den er svær at svare på,” svarer han. ”Nok omkring 50 af de store (cirka 234.000 kroner, red.), hvis det kan gøre det.”

Det er varm dag i Newtown, og Will Bromley er iført shorts, en truckerhat og hans Big Buck Hunter World Championship-t-shirt. Han ser overraskende beskeden ud, når man tænker på, at han – i visse kredse – anses for at være en elitesportsudøver. På nuværende tidspunkt er Will den fjerdebedste Big Buck-spiller på planeten.

1548205288032-IMG_9124

”Det var sindssygt,” siger Will, da jeg spørger ind til oplevelsen. Han beskriver, hvordan han på første aften drak sig ned, indtil han blackoutede. Næste dag fandt han ud af, at han havde spillet og drukket for 4.000 kroner. "Jeg spiller ellers ikke om penge, jeg hader enarmede tyveknægte," siger han og tiltaler, at han kun blev draget til roulettebordet, fordi skaberen af Big Buck Hunter og en masse topspillere fra USA sad der.

Den næste dag tog Will den med ro og sørgede for at få masser af hvile op til turneringen. ”Jeg gav mig selv en lille peptalk foran spejlet inden turneringen: Du kan godt, Will. Det går, som det går, bare hav det sjovt med det, og lad være med at forvente for meget.

I turneringen spillede 64 spillere én-mod-én i shoot out-mode, hvor to spillere skyder rådyr samtidigt. Will kvalificerede sig ved at komme på en sjette plads. ”Mit mål var en placering i top-10,” siger han. ”Det var det, jeg gik efter. Jeg vidste, hvad jeg kunne, jeg tog det bare et spil ad gangen, og så blev jeg ved med at vinde.”

Will endte med en samlet fjerdeplads, hvilket var to pladser over hans placering i kvalifikationen. Han var ellevild. Ikke kun, fordi han havde vundet 46.000 kroner i præmiepenge, men også fordi han havde lært en masse andre spillere at kende. ”Det føles som en stor familie,” siger han. ”Der er sjældent dårlig stemning mellem spillere. Vi støtter hinanden… det er bare en stor fest.”

Modsat de fleste andre videospil er Big Buck Hunter-kulturen som skabt til en bar, hvor man drikker, mens man spiller. Det afskrækker typisk de helt unge og de mere tilbagetrukne gamere. Enkelte meget seriøse spillere har deres egne maskiner installeret hjemme i kælderen, men Will mener, at det er mere almindeligt for ambitiøse spillere at købe en maskine, installere den på den lokale bar og på den måde tjene penge på den, når man ikke selv spiller.

I forhold til teknik husker Will stadig sin første og største åbenbaring. ”Det skete for otte år siden. Det gik op for mig, at skud på lang afstand gav flere point end de helt præcise skud,” siger han. ”Det var en kæmpe gamechanger for mig, og det ændrede min spillestil.” Will viser mig sin teknik: Han skyder et rådyr to gange bagi, lader det løbe ud mod horisonten og skyder det så på lang afstand.

I USA er den stereotypiske forestilling om folk, der spiller Big Buck, at de er republikanere med ønske om en liberal våbenlovgivning, og at de i nogle tilfælde er tidligere militærfolk. Will voksede op i den australske forstad Newtown og gik på et gymnasium med fokus på kreative fag. Han bor i Sydney og siger, at han nogle gange får sure kommentarer fra vegetarer og veganere, ”mest kvinder, når de går forbi og siger: Hvor er det ulækkert.

Han understreger, at det ”bare er et spil,” og forklarer, at han engang skød en hare, og at oplevelsen gav ham ”ar på sjælen”. Han siger, at han under ingen omstændigheder kunne finde på at skyde et dyr for sportens skyld. For ham er Big Buck Hunter et spil i stil med andre barspil som billard og dart. ”Det hele handler om motorik og koordinationsevne.”

Da jeg kommer ind på, at Will virkelig er blevet meget bedre over det sidste års tid, afslører han, at han er holdt med at ryge cannabis. Det har været godt for ham. ”Jeg holdt op med at ryge den 1. september. Jeg røg virkelig meget, og det var ikke så fedt,” siger han. ”Jeg røg bong som en gal, fordi jeg boede i en lejlighed ovenpå min arbejdsplads, så jeg kunne bare sige: Jeg skal lige op på toilettet, skynde mig ovenpå, suge bong og så vende tilbage til arbejde.”

Kun få dage efter, han havde lagt cannabissen på hylden, fik han sin sponsor, hvilket førte til Las Vegas-turen, der i sidste ende resulterede i en stor præmiesum. Will betalte noget gæld af, købte en ny bil, en iPad, en bluetooth-højtaler og en rejse langs den vestaustralske kyst.

”Jeg er lidt spirituel, og jeg tror virkelig på, at det skete, fordi jeg begyndte at holde af mig selv igen,” siger han. ”Universet belønnede mig med en masse fede ting. Gode, positive ting.”

]]>
wjmqb4Nat KasselJulian MorgansLasse CatoGamingAustralienSportvideospilBig Buck World ChampionshipsjagtBig Buck HunterWill Bromleygamere
<![CDATA[Billeder af serbere, der hylder Putin]]>https://www.vice.com/da/article/3kg8a5/billeder-af-serbere-der-hylder-putinWed, 23 Jan 2019 10:04:58 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Serbien

Serberne elsker Putin. Meget. Præsident Aleksander Vučić regnede på forhånd med, at cirka 70.000 serbere ville gå på gaden i Beograd i torsdags for at byde den russiske præsident velkommen i forbindelse med et officielt statsbesøg. Men præsidentens estimat viste sig at være alt for beskedent – Ifølge politiet marcherede omkring 125.000 serbere nemlig gennem byen.

1547761730429-PRI_0947

]]>
3kg8a5Mihailo TešićDaniel BukumirovicStefan PribanovićLasse CatoPutinPolitikreportageRuslandFotoSerbienVICE InternationalAleksandar Vucic
<![CDATA[Billedserien "Sit Like a Lady" vil gøre op med, at seksuelle overgreb er kvindens skyld]]>https://www.vice.com/da/article/kzvvdx/billedserien-sit-like-a-lady-vil-goere-op-med-at-seksuelle-overgreb-er-kvindens-skyld-broadlyWed, 23 Jan 2019 09:53:16 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D USA

Selv efter at have studeret og arbejdet i New York i næsten ti år oplevede multikunstneren Natasha Sumant, at hun stadig ændrede sin opførsel, hver gang hun besøgte sin familie i Indien. Hun følte, at hun konstant befandt sig under mændenes vågende øje, og at hun altid var undertrykt af patriarkatets normer.

”Når du som kvinde vender tilbage til Indien fra New York, er det første, du bliver akut bevidst om, måden du opfører dig i det offentlige rum, for det mandlige blik er overalt, og din krop er under konstant overvågning,” siger Sumant. ”Ikke af loven eller en politisk institution, men af samfundet og dets forventninger til, hvordan kvinder bør begå sig uden for hjemmet. Den gængse opfattelse er, at måden, du klæder dig på, afgør, hvor sikker du er, men vi ved, at det bare er samfundets måde at kontrollere kvinder på.”

I Indien fejes chikane i det offentlige rum let og elegant ind under et uskyldigt klingende begreb, der oversættes ”eve teasing” på engelsk. "Eve" er en reference til Eva (som i Adam og Eva) som den fristende kvinde. På den måde lægger man ansvaret for chikanen på kvinden, der udsættes for den. Eve teasing dækker alt fra sjofle kommentarer til fysisk chikane. Kvinder, som går rundt i Indiens gader, beder i templerne, går i skole eller tager metroen eller bussen, må ofte lægge ører til sjofle kommentarer eller det, der er værre. Men landet gør meget lidt for at beskytte dem.

Den tiltagende chikane, kvinder udsættes for, når de bevæger sig uden for deres hjem, inspirerede Sumant og fotografen Pretika Menon til fotoserien ”Sit Like a Lady” af de tre kvindelige rappere Dee MC, Sofia Ashraf og Anushka Manchanda, som gennem deres arbejde udfordrer måden, kvinder forventes at opføre sig på. Billederne viser de tre kvinder iført tøj fra streetwear-brandet Gundi Studios i et tog, på gaden og på stranden flankeret af rødklædte spøgelser, der repræsenterer samfundets misbilligelse. Titlen på billedserien er en reference til den mondæne måde, som kvinder forventes at opføre sig på for at undgå chikane.

1546883549382-Screen-Shot-2019-01-07-at-125639-PM

”I Indien og Sydasien kaldte man det eve teasing. Drilleri, ikke chikane. Noget, drenge gør for at more sig. I det globaliserede nord kaldte man det ’catcalling.’ Manglen på ord til at beskrive fænomenet både i Indien og resten af verden afslørede, at sexchikane på gaden ikke blev opfattet som et problem,” fortsætter hun.

Blank Noise har stået for events, der opfordrer kvinder til at generobre deres plads i det offentlige rum, for eksempel arrangementet ”Meet to Sleep”, hvor kvinder samledes i offentlige parker for at tage lure sammen uden frygt for at blive chikaneret. De arrangerer også protester under hashtagget #INeverAskForIt, som udfordrer samfundets tendens til at bebrejde ofrene snarere end gerningsmændene for voldtægt og andre former for overgreb.

Andre grupper i Sydasien arbejder også for at normalisere kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum ved at bekæmpe chikane. Girls at Dhabas i Pakistan organiserer sammenkomster, hvor kvinder blandt andet kan mødes og spise på gadecaféer. De dokumenterer deres protester på sociale medier og har mødt opbakning fra folk over hele verden.

For aktivister som Patheja handler det ikke kun om "eve-teasing". Det handler om at gøre Indien til et sted, hvor kvinder frit og trygt kan leve deres liv. Og der er fremgang at spore, siger hun.

”Indien er mange forskellige ting. Det er et pluralistisk sted. Der er et bredt spænd af udfordringer for forskellige kvindeidentiteter. Vold mod kvinder, som retfærdiggøres og sikres af patriarkatet, udgør en rød tråd,” siger Patheja. ”Det baner vejen for, at skam og bebrejdelse kan blomstre. Det begrænser kvinders chancer for at blive født, fordi det er forbundet med en fremtidig medgift, og derfor er fosterdrab på piger udbredt. Det baner vejen for børneægteskaber. Det retfærdiggør seksuelle overgreb på gaderne. Det afspejles i udtalelser af dem, der har magten, som retfærdiggør vold mod kvinder. Det er ved at ændre sig i Indien og i resten af verden. Det er god turbulens.”

Foto: Pretika Menon. Kunstnerisk ledelse: Natasha Sumant. Makeup: Eshwar Log. Modeller: Roxanne Tarapor, Jessica D’cunha and Pallavi Nagesh.

]]>
kzvvdxNadya AgrawalJack SunnucksPretika MenonBroadlyIndienFotoseksuelle overgrebbilledserieFotografiseksuel chikaneeve-teasing
<![CDATA[400 danske mænd tager piller, der beskytter dem mod hiv]]>https://www.vice.com/da/article/mbzqm8/400-danske-maend-tager-piller-der-beskytter-dem-mod-hiv-broadlyWed, 23 Jan 2019 08:50:40 +0000Der findes en pille, som beskytter imod hiv. Den kaldes PrEP (pre-exposure prophylaxis), og der er allerede cirka 400 danske mænd, som har sex med mænd, der får medicinen udleveret gratis på hospitalet. De er dermed ikke i risiko for at få hiv, hvis de har sex uden kondom. Men det med kondomet vender vi tilbage til.

Hvis du sidder og tænker, fuck, hvor nice, hvorfor har jeg ikke hørt om det? Og hvor skal jeg stille mig i kø?, så er svaret, at PrEP først blev godkendt til brug i Danmark i november, og at det endnu ikke er endeligt besluttet, hvordan det rent praktisk skal administreres. Derfor er der ikke blevet gjort så meget larm for det.

Lige nu er det sådan, at du kun kan blive godkendt til at få PrEP, hvis du er i en såkaldt "højrisiko" for at blive smittet med hiv, hvilket vil sige, at du er en mand, som har sex med mænd, og som relativt ofte har ubeskyttet sex og i den forbindelse pådrager dig kønssygdomme som for eksempel gonorré, klamydia eller syfilis.

En af dem, som rekrutterer personer til PrEP, hedder Jacob Tolstrup. Han er læge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet i Købehavn, og selv om han siger, at man er ”ret rundhåndede,” når der ordineres PrEP, mener han ikke, at alle og enhver skal kunne få det.

”Jeg har som udgangspunkt den indstilling, at patienter skal have det, som de beder om,” siger Jacob Tolstrup. ”Men hende, som jeg lidt groft kalder for Pigen med Perleøreringene, der har lyst hår, læser jura og har været i et lukket forhold med den samme kæreste i mange år, er ikke kandidat til at få PrEP. For hun er ikke i risiko for at blive smittet med hiv.”

Til gengæld er 24-årige Martin Dover blevet godkendt til at få PrEP. Martin Dover og hans kæreste er i et åbent forhold, og for et års tid siden besluttede de, at det nok var en meget god ide, at de begge kom på PrEP. ”Det er jo en fed ekstra beskyttelsesmulighed,” siger Martin Dover. "Hvis man for eksempel har været fuld til en fest, kan man godt have glemt kondomet, men så har man trods alt været beskyttet mod det værst tænkelige."

Blå PrEP-piller ligger i en lille krukke
PrEP skal tages en gang dagligt.

Martin Dover ved ikke, om han har fået flere kønssygdomme efter, at han begyndte på PrEP, selv om han vurderer, at han nok bruger mindre kondom nu. "Kondom er en ekstra beskyttelsesmulighed, som jeg kan vurdere fra gang til gang, om jeg vil benytte mig af. Ligesom kvinder, der er på p-piller. Bortset fra, at der er mindre udskamning af en kvinde, der dropper kondomet, fordi hun ikke risikerer at blive gravid, end der er af en homoseksuel mand, der dropper kondomet, fordi han ikke risikerer at få hiv,” siger Martin Dover. Udskamningen mener han både finder sted indenfor miljøet såvel som udenfor. ”For nogle er PrEP nok med til at forstærke en stereotyp om, at homoseksuelle mænd er mere promiskuøse.”

Den fordom om PrEP kender Christian Andersen godt. ”Der er lidt en konnotation af, at det er de slutty, der tager PrEP. Jeg har hørt, at der på Grindr og Happn er nogle, som bliver kaldt ’PrEP-whores’ – altså PrEP-ludere,” siger Martin Andersen. Også Jacob Tolstrup kender til den opfattelse: ”Fordommen er jo, at det er en samling homoseksuelle mænd, som bare gerne vil kunne knalde til højre og venstre uden at få hiv og have medicin på samfundets regning.”

Siden Martin Dover begyndte på PrEP, har han tænkt en del over, hvad sikker sex egentlig er. ”Man møder tit den norm, at sikker sex betyder sex med kondom. Men kondomet er jo ingen garant for, at den sex, du dyrker, er sikker. For det første kan kondomer jo altid sprænge. Man kan også bruge kondom ved penetration, men smide det under oralsex, og så er den del af sexen jo ikke sikker,” siger Martin Dover og henviser til, at man også kan få klamydia og gonorré i svælget. I værste fald kan hiv også overføres på den måde (hvis man ikke er på PrEP), og ifølge Jacob Tolstrups forskning, er det kun en promille, der bruger kondom under oralsex.

Derfor tænker Martin Dover mere på sex som et spektrum af sikkerhed. ”Der findes jo nogle for hvem, det at bruge kondom ligger så fjernt, at det kommer de aldrig nogensinde til at gøre, og for dem er PrEP en måde at dyrke en sikrere form for sex, end de ellers ville have gjort.”

]]>
mbzqm8Nicoline LarsenLene MunkSine FuglsangBroadlyHIVPrEPmændhomoseksualitetklamydiasikker sexgonorrékønssygdommeSEX
<![CDATA[Sådan føles det at få 13 ifølge folk, der aldrig har fået 13]]>https://www.vice.com/da/article/8xy9gk/saadan-foeles-det-at-faa-13-ifoelge-folk-der-aldrig-har-faaet-13Tue, 22 Jan 2019 16:54:20 +0000Der bliver givet alt for mange 12-taller, og springene mellem 4, 7 og 10 er for store. Det er konklusionen på en stor, samlet evaluering af 7-trinsskalaen, der tilbage i 2007 erstattede 13-skalaen på alle danske uddannelsesinstitutioner. Derfor vil uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers nu justere karakterskalaen, så den igen fokuserer mindre på fejl, og samtidig vil han give mulighed for at belønne "den ekstraordinære præstation."

Hvilket naturligvis leder tankerne hen på 13-tallet. Karakteren, som alle, der har fået karakterer før 2007, har haft mulighed for at blive belønnet med, hvis de leverede den "usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation."

Os, der har prøvet det, ved, hvad det betyder. 12, som lige nu gives for "den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler," er fedt, men 13 var fantastisk. 12 er intet ved siden af 13. Jeg ved det, fordi jeg har prøvet begge dele. Jeg fik et 13-tal i 9. klasse til afsluttende eksamen i mundtlig dansk, og jeg kan stadig mærke suget maven, huske censors tøj, og hvordan mit eget notepapir så ud. Og det var ét 13-tal. Siden dengang har jeg modtaget adskillige 12-taller, både i gymnasiet og på uni, men jeg kan ikke engang huske i hvilke fag.

13-tallet kunne noget, 12-tallet aldrig vil kunne. Nu er det måske på vej tilbage, og derfor har vi spurgt danskere, der er for unge til nogensinde at have haft noget at gøre med 13-skalaen, hvordan de tror, det føles at få 13.

Taleb

Taleb, 24, videojournalist

Hvordan tror du, det føles at få 13?
Jeg tror, det ville føles virkelig godt. Virkelig dejligt. Det ville føles luksus. Jeg har fået 12, og det var sindssygt dejligt, men der ved man jo ikke, om præstationen egentlig lå på 11 eller 13. Og der er 13 jo fedest.

Hvordan tror du, du selv ville reagere, hvis du fik 13?
Jeg tror, jeg ville vise det til min mor og far. I en alder af 24 år ville jeg skynde mig hjem og vise det til mine forældre. Det gjorde jeg også med de 12-taller, jeg fik i gymnasiet.

Tror du, det var sådan, folk reagerede, da de fik 13?
Ja, er det ikke sådan en ting? 13 kan man jo aldrig rigtig forvente – det er overraskelsen over at have præsteret så godt. Der er jo mange, der arbejder virkelig hårdt hele tiden for at få 12-taller, men det kan man ikke på samme måde med 13.

Så der er forskel på at få 12 og 13?
For mig ville det nok være det samme. Jeg var sådan en, der ikke arbejdede særlig målrettet, så det var en totalt lykkerus, når jeg fik 12. Men folk, der ofte får 12, og som går benhårdt efter det, vil nok opleve det samme med 13.

]]>
8xy9gkRenna Rose AggerLasse CatoUddannelseeleveruniversitetetfolkeskolegymnasietkarakterer karakterræspræstationskultur13-skalaen
<![CDATA[Jeg tilbragte en dag i "verdens bedste lufthavn", og det var helt OK]]>https://www.vice.com/da/article/mbyyg3/jeg-tilbragte-en-dag-i-verdens-bedste-lufthavn-og-det-var-helt-okTue, 22 Jan 2019 13:56:02 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Singapore er cirka på størrelse med Bornholm, hvilket gør det til et af verdens mindste lande. Men det, landet mangler i kvadratkilometer, gør det op for i kæmpemæssige, overdådige bygningsværker, som tydeliggør landets velstand, tiltrækker turister fra hele verden og indbringer lilleputnationen flere superlativer end en blå bog fra gymnasiet. Selv om de kan prale af verdens første dobbelte helix bro og verdens højeste pool, er Singapores absolutte stolthed den enorme lufthavn Changi.

Seks år i træk er Changi blevet kåret til verdens bedste lufthavn af den førende organisation, når det kommer til at rangere lufthavne, Skytrax. Lufthavnens faciliteter og spisesteder minder mere om et luksusresort end et sted, hvor du venter på dit næste vakuumpakkede måltid og propper i ørene. En scene fra filmen Crazy Rich Asians er endda optaget i lufthavnen, hvor Constance Wu får rost både stedets sommerfuglehave og biograf.

Afhængig af dit verdenssyn og størrelsen på din bankkonto er Changi enten verdens ottende vidunder eller et forbrugerhelvede, hvor skinnende, distraherende elementer er til for at holde dig inden for murene og lokke dig til at smide penge i lufthavnens pengekiste. På en tur til Singapore besluttede jeg mig for nylig for at forsøge at afprøve så mange af Changis herligheder, som det var muligt på fem timer.

An lcd screen displays photo booth pictures of travelers
Foto: Forfatteren

Ligesom Winston Smith i slutningen af George Orwells 1984 var min modstandskraft blevet overvundet, og lufthavnen havde banet sig vej ind i mit hjerte. Uanset hvor skræmmende, jeg synes, forbrugersamfundets monumenter ellers er, er jeg overbevist om, at jeg vil savne Changi, næste gang jeg sidder på gulvet i LAX og spiser en jammerlig wrap til 14 dollars, mens jeg forgæves forsøger at lade min telefon op i et smadret stik.

]]>
mbyyg3Justin CaffierHarry CheadleLasse CatoSingaporereportagePoolrejserlufthavneChangiverdens bedste lufthavnKris Mok
<![CDATA[En dansk muslim fortæller, hvad der skete, da hun smed tørklædet]]>https://www.vice.com/da/article/nexj8k/en-dansk-muslim-fortaeller-hvad-der-skete-da-hun-smed-toerklaedetTue, 22 Jan 2019 12:05:16 +0000Sara El Ghazi er 23 år, arbejder til dagligt med unge i aktivitets- og frivillighedscenteret Ressourcecenter Ydre Nørrebro og er ved at uddanne sig til eventkoordinator. Hun er født og opvokset på indre Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sine forældre og sine to yngre søskende. Alle kvinder i Saras dansk/marrokanske familie bærer tørklæde, og derfor havde hun ikke gjort sig mange overvejelser, da hun som 12-årig besluttede at gøre det samme. Det havde hun til gengæld, da hun 21. oktober sidste år lagde tørklædet på hylden. Her er Saras historie om at smide tørklædet som fortalt til Renna Rose Agger.

Det første, jeg lagde mærke til, da jeg tog tørklædet af, var, hvor ligegyldig jeg åbenbart er. Det lyder fjollet, men det var en helt vild følelse, at ingen kiggede på mig. Faktisk var det først der, det gik op for mig, hvor meget almindelige mennesker havde gloet på mig, da jeg bar tørklæde. I bussen. På caféer. På gaden. I butikker. Alle kiggede på mig, men jeg havde aldrig skænket det en tanke, at det ikke var normalt. Eller at det skyldtes, at jeg i deres øjne ikke var normal.

Sara står med siden til og ryggen skråt mod kameraret. Hendes hår er sat op i en knold
Sara synes, noget af det bedste ved ikke at gå med tørklæde er, at hun ikke behøver at gøre andet end at sætte håret i knold, før hun går ud af døren om morgenen. Foto: Hedda Rysstad

Mine venner tog det også pænt. Jeg var nervøs for, om de ville se mig anderledes. Og jeg synes selv, jeg var ret modig, den dag jeg tog det af. For jeg skulle se en masse af mine venner spille fodbold om eftermiddagen. Og hvad ville de egentlig sige? Et par af dem spurgte forsigtigt, om de måtte spørge, hvorfor jeg havde taget det af. Og der svarede jeg bare, at det måtte de gerne, men at jeg nok ikke kunne give et tilfredsstillende svar. Jeg fjernede også mit profilbillede på Facebook og lagde en Insta story op, hvor jeg ikke havde tørklæde på – for lige at prøve reaktionerne af. Et par af mine veninder var kede af, at jeg ikke havde fortalt dem om mine overvejelser, så vi kunne have talt om det inden. Men ellers var intet forandret. Jeg er jo stadig bare Sara.

Til gengæld var det en ret stor omvæltning at færdes i det offentlige rum. Ikke kun fordi folk ikke længere gloede på mig, men også måden, jeg blev mødt på, var forandret. De der akavede øjeblikke ved kassen, hvor ekspedienten i tøjbutikken ikke vidste, hvor hun skulle kigge hen, fandtes pludselig ikke længere. Jeg troede, alle mennesker havde de oplevelser i butikker, og jeg havde aldrig tillagt tørklædet betydning, men da det gik op for mig, at det slet ikke behøvede at være akavet at købe en bluse, blev jeg klar over, hvor mange, der definerede mig ud fra mit tørklæde. Ikke nødvendigvis fordi folk altid så skævt til mig, men alle stoppede lige op og bemærkede det. Og de her ting er jo meget sjove, men der er også dele, der er mere foruroligende. For jeg oplever også, at specielt ikke-muslimer lytter meget mere til mig nu. Før var jeg bare pigen med tørklæde. Nu er jeg pludselig en selvstændig moderne muslimsk kvinde, der er gået imod flokken gået sine egen veje. En stemme, man godt vil høre. Og det er selvfølgelig dejligt, at jeg kan blive hørt – blandt andet fordi jeg er ved at uddanne mig til eventkoordinator, og det er ret vigtigt, at folk lytter til en, når man skal stable projekter på benene. Men det er også foruroligende at tænke på, at det var anderledes, da jeg bar tørklæde.

Der var også mange gode ting ved tørklædet. Eksempelvis den respekt, folk viste mig. For tørklædet får på godt og ondt folk til at tage lidt ekstra hensyn. Mange spørger, om det er okay, før de lægger armen om en eller giver et kram, ligesom de passer på med stødende jokes og den slags. De tænker sig lige om en ekstra gang. Og det er faktisk virkelig en positiv ting. Samtidig savner jeg det fællesskab, man får med andre tørklædeklædte på gaden. Det kan sammenlignes lidt med, når man møder danskere i udlandet. Man smiler lige til hinanden og anerkender hinandens eksistens. Det var en dejlig lille ting.

Derudover kan jeg savne at blive påmindet om min religion. Det er nemmere at forholde sig til sin tro, når man ved, at man så tydeligt repræsenterer sin religion. Det er på ingen måde, fordi jeg falder fra, men jeg kan godt tage mig selv i ikke at have tænkt på min tro en hel dag. Samtidig er der er også flere fristelser nu, fordi folk ikke på samme måde tænker over, at jeg er muslim. Jeg var eksempelvis ikke ude for, at nogen flirtede med mig på gaden eller bad om mit nummer, mens jeg gik med tørklæde. Og det samme med at få tilbudt alkohol. Så der er flere ting at forholde sig til nu, men for mig betyder det faktisk, at jeg ikke tager min tro for givet. At jeg selv tager aktivt stilling til den.

Så er der dage som i går, hvor det bare giver så meget mening for mig. Jeg vågnede alt for sent og skulle skynde mig i skole. Jeg havde sovet med en knold i håret og kunne bare hoppe i tøjet og løbe ud af døren. Det havde jeg aldrig kunnet for et halvt år siden. Ikke kun fordi tørklædet tager tid at sætte ordentligt, men fordi man samtidig skal bruge ekstra tid på at matche sit tøj, så man ikke ligner en, der er klar til at smide koranen i hovedet på alle, man møder. Vestligt tøj og tørklæde skal være ret gennemtænkt for at se godt ud, synes jeg, så det er ret tidskrævende, hvis man ikke vil skille sig alt for meget ud. Lige nu nyder jeg bare at kunne stå op om morgenen, gå ud af døren og ligne alle andre.

]]>
nexj8kRenna Rose AggerReligionmuslimerTrotørklædeKøbenhavntørklæderessourcecenter ydre nørrebro
<![CDATA[Mød kvinden, der har opfundet alles nye yndlingsfilter på Instagram]]>https://www.vice.com/da/article/8xpz5z/moed-kvinden-der-har-opfundet-alles-nye-yndlingsfilter-paa-instagram-broadlyTue, 22 Jan 2019 07:47:20 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D Tyskland.

Boom. Og pludselig er du insta-berømt. Det her surrealistiske fænomen fra den digitale tidsalder er lige præcis, hvad der skete for Johanna Jaskowska. For en uge siden var det kun hendes tætte venner, familie og nogle få interesserede fremmede, som fulgte det 26-årige multitalent, men nu har hun over 135.000 følgere – og hvert sekund stiger antallet. Alle vil pludselig dyppe deres ansigt i virtuel vaseline og få det til at funkle af lyseffekter. Alle ønsker at forvandle dem selv til smukke, plastik-cyborg-væsener ved hjælp af Johannas ansigtsfiltre til Instagram, "Beauty3000", "Zoufriya" og "Blast". Johanna Jaskowska har formået at tilbyde vores selvelskende generation (som lader til at være fanget et sted mellem kat, kanin og hundeørefiltre) noget nyt.

Vi mødte hende i Berlin til en snak om narcissisme, cyborgs og skønhed. Hun afslørede også, hvordan vi alle sammen kan følge i hendes fodspor.

i-D: Hvordan kom du på idéen til at udvikle de her tre filtre, som selv @uglyworldwide bruger?
Johanna Joskowska: Skønhed spiller en kæmpe rolle i virkelighedsforvrængende filtre. Både fotografi, film og futuristiske ting har inspireret mig enormt meget. Hvis du for eksempel tænker på fotografi, er det det perfekte lys, der gør modellen smuk. Med AR kan du simulere det lys. Det er præcis det, jeg gerne ville eksperimentere med ved at bruge de her filtre. Det startede faktisk med, at jeg prøvede at se, hvordan de her processer fungerede – først på Facebook og derefter på Instagram. Jeg lavede mit første Instagramfilter til min ven Zoufriya, som godt kan lide at give folk på billeder sæbeøjne.

Nu hvor du har alle de her følgere, føler du dig så presset til at producere mere?
I forhold til mit arbejde, nej, ikke rigtig. Jeg ved, at jeg vil fortsætte med at gøre de samme ting, som jeg havde gang i før – men i forhold til kommunikation, så ja. Jeg vil gerne lytte til alle, svare alle, men det kan jeg ikke, for det tager bare for lang tid. Der er så mange mennesker, der kontakter mig og gerne vil arbejde med mig. Det er fedt, men jeg er nødt til først at finde ud af med mig selv, hvad det er, jeg gerne vil lave.

Hvad, tror du, har gjort de her tre filtre så populære?
De fleste ting, vi ser i dag i forhold til filtre, handler om at forvandle dit ansigt til en kats. Og så er der skønhedsfiltre, som giver dig super lange øjenvipper og glødende røde læber. Mine filtre er anderledes. De lægger bare et tyndt lag over dit ansigt, som skaber den her skønhedseffekt. For hvad er filtre til for? Deres brugere. Med filtre har du også mulighed for at eksperimentere med lys, som det ellers kun er fotografer, der har mulighed for. Med mine filtre bliver du selv modellen.

Du har allerede nævnt, at brugerne spiller en stor rolle. I din instagram-bio står der, ”Der er intet filter uden dig.” Hvad ligger der bag?
Der plejede at stå, ”Jeg er ikke nogen robot,” men da folk begyndte at reposte filtrene, fik jeg lyst til at sige mere med min biografi. Alle begyndte pludselig at fortælle mig, hvor vilde de var med mine filtre, og jeg ville gerne takke dem. Filtrene handler ikke om filtrene selv, men menneskene bag. Jeg giver bare folk et værktøj, som de kan bruge til at gøre noget for sig selv.

Hvad siger filtrenes ekstreme popularitet om vores samfund?
At folk går enormt meget op i selvpromovering – at være smuk, at vise sig fra sin bedste side. Narcissisme. Der er mange facetter af det: det kan handle om at vise sin krop, sit arbejde eller sin humor. Hvert enkelt aspekt af din personlighed kan bruges. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, men nogle gange er det ikke særlig spontant. Der en populær teori, som går ud på, at din ”rigtige” personlighed og din digitale personlighed kan være vidt forskellige. Men det er på en måde også fedt, at du har muligheden for totalt at skabe din egen personlighed i den virtuelle verden.

Er det det, der fascinerer dig ved arbejdet med filtre?
Jeg er meget interesseret i sociale eksperimenter og at observere, hvordan folk opfører sig i bestemte situationer. Jeg kan godt lide at skabe ting, at vise dem til folk og se, hvordan folk bruger dem. Og så analysere det hele. For eksempel måden, de bruger mine filtre på. Folk er så forskellige, og de har alle sammen mange forskellige sider. Det sociale aspekt af mit arbejde fascinerer mig. Der er altid en god portion humor og social kritik i mit arbejde.

Noget, jeg også synes er fascinerende, er det potentiale ansigtsfiltre har. De kunne danne en platform for kunst…
Helt klart. Du har så mange muligheder. Også hvis du bare tænker på selve ansigtet: øjnene, munden, smilet, ansigtsudtrykket. De er alle sammen faktorer, som kan udløse specifikke funktioner. Jeg har allerede overvejet at lave animerede plakater og kunne godt tænke mig at eksperimentere mere med grafisk design. Når du for eksempel griner, kunne skrifttypen blive forvrænget, eller hvis du blinker kunne farven ændre sig. Jeg kunne godt tænke mig at ændre måden, vi interagerer med ting, som allerede eksisterer.

På den måde giver filtre os også følelsen af anonymitet i en verden, hvor skjulte kameraer lurer rundt om hvert eneste hjørne...
Præcis, de fungerer som en slags maske. Og masker har eksisteret i vores kultur i lang tid. Tag for eksempel afrikansk kultur, hvor man anvender masker som en form for kommunikation. I dag giver internettet os muligheden for at bruge masker på en ny måde.

Tror du fremtiden vil byde på sådan noget som ansigtsfiltre i det virkelige liv?
Det er muligt, men så ville vi være nødt til at gå rundt med et apparat over øjnene, som lagde et digitalt lag oven på folk. Hvis du tænker på Black Mirror – og det afsnit, hvor folk kan blive blokeret – måske det faktisk kunne ske en dag. Hvis jeg pludselig så alle mennesker omkring mig med forskellige digitale animationer eller masker, så er jeg ikke sikker på, at jeg stadig ville have lyst til at interagere. Men det ville helt sikkert være interessant som eksperiment eller performance. Men i fremtiden kunne AR også anvendes i byer. Vi kunne for eksempel bruge AR-apps som vejvisere gennem bybilledet. Men jeg er ikke sikker på, folk er klar til permanent at gå rundt med bizarre briller.

Men i kraft af vores mobiltelefoner er vi vel praktisk taget allerede halvvejs cyborgs?
Jeg elsker film som Bladerunner og Ghost in the Shell, og jeg kunne godt tænke mig at være halvt robot. Så ville jeg have en chip indopereret i armen, som jeg kunne bruge til at åbne døre. Det ville være rart, for så behøvede jeg aldrig mere bekymre mig om at miste mine nøgler.

De muligheder, som ansigtsfiltre åbner op for, er langt fra udtømte. Kan vi også deltage uden at have fået den rette træning?
Facebook har udviklet det her vidunderlige værktøj, der hedder Spark AR Studio. Hvis folk har lyst til at eksperimentere med de her ting, vil jeg anbefale, at man downloader softwaren og følger gruppen Spark AR Creators på Facebook. Jo flere mennesker, der bliver involverede og udveksler idéer, jo bedre bliver softwaren. Gruppen diskuterer og giver feedback, forskellige input og støtte. I øjeblikket er der ikke særlig mange udviklere, som officielt har tilladelse til at arbejde med Instagram. Men en dag vil det ændre sig, og vi vil alle sammen have muligheden for at uploade vores egne personlige filtre.

]]>
8xpz5zMarieke Fischer Staff de i-DBerlinBroadlyInstagramAugmented RealityKunstModeinstagram filter
<![CDATA[Den her fotograf vil vise, hvordan livet virkelig ser ud i Mellemøsten]]>https://www.vice.com/da/article/3k9kb3/den-her-fotograf-vil-vise-hvordan-livet-virkelig-ser-ud-i-mellemoestenMon, 21 Jan 2019 16:48:42 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet på VICE Arabia.

"Hvis du bad mig om at beskrive Mellemøsten, ville jeg sige, at det er et sted fyldt med varme, kultur og kærlighed," siger fotografen Ali Al-Shehabi. "Desværre vælger vestlige medier at portrættere regionen gennem fordomme. For eksempel er folks billede af Dubai ofte præget af superbiler, high-tech og luksuriøse bygninger. Men der er så mange andre værdier, der er meget vigtigere. Jeg vil have, at mine billeder viser, hvordan der faktisk er i det område."

Ali blev født i Bahrain, før hans familie flyttede til Dubai, da han var et år. Efter at være blevet student begyndte han som 24-årig på en uddannelse i 'petroleum engineering', men droppede hurtigt ud og flyttede til Tokyo, hvor han studerede kunst og medier, før han valgte at uddanne sig til fotograf.

1547557974133-real-ar-1
]]>
3k9kb3Zineb HoussineBadar SalemLasse CatobahrainreportageFotoUAEVICE Internationalphotograpymellemøstenvice arabiaali al-shehabi
<![CDATA[Mød teenageren, der flygtede fra livet som sexslave og nu bliver smidt ud af Sverige]]>https://www.vice.com/da/article/yw8md5/moed-teenageren-der-flygtede-fra-livet-som-sexslave-og-nu-bliver-smidt-ud-af-sverigeMon, 21 Jan 2019 15:24:38 +0000Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Sverige

I en hytte med pastelfarvede tapeter og buldrende pejs midt i Sverige fortæller 19-årige Muhammad Muhammedi om sin opvækst i Quetta, en pakistansk millionby omgivet af 3.000 meter høje bjerge. Og om, hvorfor hen flygtede.

Bacha bazi hedder det pædofile fænomen, som går ud på at holde drenge som slaver for at udnytte dem både seksuelt og på andre måder. Det bruges som en statusmarkør og har dybe historiske rødder i Centralasien. På dari, en afart af persisk, betyder bacha bazi drengeleg.

”Man taler ikke så meget om det, men alle kender til det. Det er en del af kulturen,” fortæller Muhammad, som selv blev holdt fanget af en mand. ”De tager drenge fra gaden, som er hjemløse og desperate. De giver dem mad, men de ejer også drengene. Man kan ikke flygte.”

Mænd og kvinder lever adskilt i Afghanistan og Pakistan, så unge drenge bliver en gang imellem ofre for voksne mænds magtbegær og drifter, fortæller Muhammad. ”Æreskulturen fungerer sådan, at piger ikke får lov til at gå ud. Hvis en mand voldtager en pige, sker der en masse ting,” siger Muhammad og forklarer, at der bliver set igennem fingrene med det, hvis en mand voldtager og udnytter drenge i stedet.

1547739026326-13

Muhammad ser ud over vinterlandskabet, og trods de 15 minusgrader lader hen ikke til at fryse. Udvisningen kan ske når som helst nu, men Muhammad kan ikke forestille sig, hvordan hen skal klare det.

”Jeg vil leve i fred og frihed ligesom alle andre. Jeg vil tænke på mere end bare overlevelse, jeg vil tænke på mere end bare at kæmpe. Jeg vil have et godt liv.”

]]>
yw8md5Johan PehrsonJonas GrönvikLasse CatoInterviewAfghanistanIntegrationsverigeDalarnaflygtningePakistanMigratiosnverketBacha bazi