"Jeg er på Instagram-filter-rehab"
The Up Close and Personal Issue

"Jeg er på Instagram-filter-rehab"

Mød den københavnske pop-poet Sofie Diemer, der vil skrive om at være ung, mens hun er det.
June 3, 2016, 8:00am

Alle billeder af Tor Birk Trads.

Denne artikel er også udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine

Hverken kunster eller forfatter. Og slet ikke 'sin generations talskvinde'. Men bananpigen, hende med bananerne eller måske banandronningen. Ihvertfald ung. Ja, den betegnelse kan 20-årige Sofie Diemer, der netop har udgivet sin første digtsamling LOL-LITA, i hvert fald gå med til, da hun afprøver forskellige betegnelser om sig selv på Assistens Kirkegård i København, der med sine gule murer er relevant, fordi gul er farven på en banan, påpeger hun og smiler skælmsk.

Advertisement

Bananen bliver tilbagevendende i denne artikel. Ligesom den er tilbagevendende i LOL-LITA og i Sofie Diemers cyberspacede univers. For der er bananer på omslaget til LOL-LITA, bananer lagt i hjertemønster for at blive lagt på Instagram, og der er bananslikkeri, bad med bananer og bananer på Assistensens gravsteder i løbet af de knap 80 siders tankestrøm, eller facebook-feed om man vil, som er drevet frem af digterjeg'ets usikkerheder om seksualitet, kærlighed og identitet.

"Banan er jo pik," siger Sofie Diemer. "Den er så tydeligt en pik, at det er sjovt at prøve at gøre den til alt muligt andet. At gøre den til noget æstetisk og noget poetisk."

"Jeg manglede noget, der turde at være klamt og grænseoverskridende. Derfor er bogen en opvisning i, hvor grænseløs, klam, ekstrem og trashy min tankegang kan være."

LOL-LITA er en digtsamling, men ellers først og fremmest et koncept og et eksperiment, slår hun fast. Bygget af elementerne bølger, bananer, fugle, ost, sex og cyberspace og med ambitionen om at være et øjebliksbillede fra en 20-årigs tilværelse.

"Hvem fuck er jeg? Hvordan har jeg lyst til at se ud, og hvordan er forventningerne til mit udseende? Skal jeg have hår under armene eller ej? Man er jo et hormonelt nervevrag som teenager, og du skal både finde ud af, hvem du er i virkeligheden, og hvem du er på de sociale medier - den anden virkelighed. Så hvordan manøvrerer jeg og finder mig selv i alle de virkeligheder? Det er svært, og det er da problematikker, jeg selv mærker," fortæller hun.

Advertisement

"Derfor kan jeg også godt forstå, at ældre mænd, der læser digtene, måske ikke kan sætte sig ind i præmissen og ikke kan leve sig ind i, hvordan det er at være en teenagepige med en stor seksualitet, man ikke ved, hvor man skal placere henne," fortsætter Sofie Diemer med reference til nogle af bogens anmeldelser, der ikke ligefrem er begejstrede, men kalder skrivestilen for 'en form for kluntet hyperærlighed', 'behagesygt fnidder' og pointerer, at digteren er en 'reel poetryslammer'.

Det er da også poetry slam, der er årsagen til, at Sofie Diemer i dag er udgivet på Danmarks største forlag. I gymnasieårene begyndte hun at skrive den særlige performance-poesi, hvor 'slammere' konkurrerer gennem oplæsninger af digte og prosa og bliver stemt videre eller hjem af publikum.

"Poetry slam gav mig en rygrad til at turde formidle de kreative processer, der sker i mig. Det har givet mig litterær selvtillid, og jeg havde nok ikke kunnet skrive en bog uden den erfaring," forklarer hun og fortæller, at hun satte sig for at skrive en bog i sit sabbatår.

Og selvom Sofie Diemer gerne vil reflektere over sine digtes indhold og temaer og generelt har det vildt over, at hun rent faktisk er blevet udgivet, så vil hun langt fra betegne sin debut som stor, litterær kunst. For det er som sagt mere et koncept.

"Jeg har aldrig haft en ambition om at skrive god og smuk poesi. Jeg vil gerne skabe en mere poppet poesikultur, der inviterer andre unge indenfor i lyrikken og skaber interesse for ord. Digte behøver ikke være indviklede og utilgængelige, de kan godt være mainstream," funderer hun.

"Jeg ville også ønske, at jeg ikke puttede filtre på mine billeder, men det gør jeg altså også. Nu er det dog ikke tre, men et."

Litterære inspirationskilder har hun heller ikke mange af. Suzanne Brøgger er sej, men ellers kommer inspirationen fra Tumblr-blogs, Instagram og andre sociale medier. For hun elsker cyberspace. ELSKER. Og der bliver sendt snaps af kønsbehåring, lagt billeder på Insta, swipet, liket og indsat plante-emojis, smiley'er og <3 side efter side. Digterjeg'et er en lolcat, en pussy, en queen of the night. Digitaljargonen er insisterende. Både i Sofie Diemers bog, og når hun taler. Hun owner og embracer cyberspaces muligheder. Hun hater på naturdigte og beskrivelser af byens vibe. Derfor valgte hun at bruge dem aktivt i sin skriveprocess, fortæller hun. Hun er ikke en Dan Turell, selvom LOL-LITA's digterjeg på samme måde bevæger sig gennem København, hvor "internettet/føles som små bølger/der knækker omkring mig". Men hun har for nylig begravet sin visdomstand på et stykke ensomt græs tæt ved Dan Turells grav på Assistensen.

"Det er da en lollet ting at gøre," siger hun, da hun viser den vildtgroende græsplet på Assistensen frem, hvor tanden, der sandsynligvis har fået sit navn, fordi man først får dem, når man er blevet voksen og vis, ligger begravet. Men selvom LOL-LITA stiller eksistentielle spørgsmål, så er der ingen vise svar og løsninger. Og det er helt bevidst.

Advertisement

"Jeg har aktivt valgt, at LOL-LITA-karakteren ikke skulle få det bedre i løbet af bogen og digtet, og at hun ikke skulle finde en løsning på sit kaos ved at for eksempel at starte på en videregående uddannelse efter sommerferien. Jeg har flere gange har haft lyst til at gøre tilværelsen lettere for hende, men sådan fungerer virkeligheden jo ikke," siger hun.

For Sofie Diemer var netop træt af, at karaktererne i de ungdomsbøger, hun selv har slugt som teenager, aldrig føltes rigtigt genkendelige. Tingene løste sig altid for dem, og bøgernes føltes, som om de var skrevet af voksne ude af trit med det bombardement af reality-tv og onlinekultur, som millennials som Sofie Diemer vokser op med.

"Derfor havde jeg lyst til at skrive om at være ung lige nu, mens jeg selv stadig er ung. Det betyder nu, at jeg oplever en forventning fra for eksempel medierne om, at jeg pludselig skal gøres til talskvinde for min generation. Men det har jeg slet ikke lyst til, for jeg vil ikke definere, hvordan det er at være 20 år. Det er der ikke ét svar på," fortæller hun.

På en af Assistensens stier hiver hun sin iPhone frem for at tjekke Instagram. Hun har udloddet en bog, hvis man tagger hende i et billede med en banan. Indtil videre er der tre, der har tagget hende. En har sågar skrevet rimet; "Jeg behøver ingen chiquita, så længe du er min LOL-LITA". Tre likes allerede er fint, konkluderer hun.

"Jeg arbejder meget med ikke at være styret af like-kulturen, og jeg ville ønske, at jeg ikke slettede et billede, hvis det ikke har fået nok likes. Men det gør jeg altså. Og jeg ville også ønske, at jeg ikke puttede filtre på mine billeder, men det gør jeg altså også. Nu er det dog ikke tre, men et," siger hun og tilføjer: "Jeg er på Instagram-filter-rehab."

Advertisement

Og det er en anden af ambitionerne bag bogen. At gøre op med det polerede selvbillede, der dominerer adfærden på de sociale medier. Perfekte kvindekroppe. Selvsikre poses. Et bombardement af sex og nøgne kroppe.

"Det er en slags litterært opgør med den iscenesættelse, hvor man ikke udstiller sine usikre sider. Jeg manglede noget, der turde at være klamt og grænseoverskridende. Derfor er bogen en opvisning i, hvor grænseløs, klam, ekstrem og trashy min tankegang kan være," forklarer Sofie Diemer, der har haft som succeskriterium for sin bog, at den enten sætter tanker i gang hos læseren eller i det mindste får dem til at grine. Derfor er hun heller ikke klar til at blive kaldt forfatter.

"Forfatter er en meget stor rolle at påtage sig, føler jeg. Og jeg føler slet ikke, at jeg er gammel nok til at kalde mig forfatter. Jeg er nok ikke gammel nok til andre titler end 'ung', og det er heller ikke mit mål at være andet lige nu."

Læs mere fra Vice Magazine:

Bag om forsiden på Vice Magazine juni 2016

To kunstnere udforsker optiske bedrag i serien 'Cuttings'