FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

​En ekspert forklarer, hvad der vil ske, hvis Trump nægter at anerkende valgresultatet

I USA er der en lang tradition for, at præsidentkandidater taber med værdighed og respekterer udfaldet af valget. Men Trump er anderledes.

Donald Trump til republikansk debat under primærvalget i november 2015. Foto: Scott Olson/Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Under den seneste præsidentdebat i onsdags sagde Trump til ordstyren Chris Wallace, at han ikke nødvendigvis anerkende resultatet, hvis han tabte valget. "Jeg holder jer i spænding, ok?," sagde han, mens en million journalister gik i gang med at skrive referater af debatten.

Som Wallace sagde til Trump, er der en lang tradition i USA for at tabe med værdighed og respektere udfaldet af valget. Tabere gør altid et stort nummer ud af, hvor vigtig og fantastisk processen er – også selv om der har været tale om et kontroversielt nederlag som med Al Gores. Eller selv om de inderst inde har det som Dick Tuck (helt seriøst, det hed han), der efter at have tabt det californiske senatvalg i 1966 udtalte: "Vælgerne har talt, de møgsvin."

Advertisement

Har der nogensinde været nogen, der direkte nægtede at trække sig fra valget, og hvad ville der overhovedet ske i sådan en situation? For at få svar på de her spørgsmål ringede jeg til James McCann, der er professor ved Purdue Universitet i Colorado med speciale i valgnederlag og komparativ politik.

VICE: Har vi nogensinde haft en præsidentkandidat, der ikke har erkendt sit nederlag?
James McCann: Der bliver altid holdt en nederlagstale, men kandidaten kan vælge at afholde talen på forskellige måder. En måde at gøre det på ville være Al Gore-eksemplet. Selv når det mest usædvanlige sker, udviser man en form for konduite ved at trække sig med en meget offentlig anerkendelse af demokratiets vigtighed og så videre. Også selvom der har været uregelmæssigheder eller er sket usædvanlige ting under valget og den efterfølgende stemmeoptælling. Andre bruger talen som en ny begyndelse, hvor man trækker sig fra valget med budskabet: "Ja, jeg anerkender, at vi tabte, men kampen fortsætter. Vores ideer tabte ikke. Vi skal nok komme igen." Sådan nogle ting. Og det er også meget forståeligt. Offentlige personer er som oftest karrieredrevne. Og man vil altid gerne se fremad.

Men Trump er ikke levebrødspolitiker. Han har aldrig haft et offentligt embede.
Jeg ved ikke, hvad det næste ville være for Trump. Han har ikke samme motivation til at være storsindet omkring det. Hvis han siger, at det her er en engangsforestilling, og at han aldrig har tænkt sig at stille op til præsidentvalget igen, men gerne vil køre sig selv i stilling til et nyt eventyr - som at starte en ny tv-kanal, der kunne konkurrere med Fox News, så har han et et incitament til at være ekstremt trodsig.

Advertisement

Hvad sker der, hvis han nægter at acceptere resultatet, eller påstår, at der har været valgsvindel?
Hvis han hævder, at der har været alvorlige uregelmæssigheder under valget såsom fusk med stemmesedlerne, så skal han virkelig kunne bakke det op med beviser. Det er ikke noget, man bare kan sige. Man har brug for dokumentation, hvis man skal komme nogen vegne med sådan en anklage.

Jeg siger det her som professionel observatør af valgsystemet her i USA – det ville være ekstremt svært at slippe afsted med svindel. Vores valgsystem er så fragmenteret. Der kan ske alle mulige fejl - en vælger kan nemt komme til at stemme på den forkerte kandidat ved et uheld, men det er meget svært at forestille sig nogen form for systematisk, landsdækkende svindel ved valget.

Kunne han lægge sag an mod dem, der administrerer valget, og ville det forsinke processen?
Han kunne gå rettens vej alt efter hvilke beskyldninger, han fremlægger. Hvis man vil, kan der jo lægges sag an om alt, og hvis Trump har penge og lyst til at holde en masse dygtige advokater beskæftiget, kan vi godt risikere at se en lang række søgsmål. Men i sidste ende ville man stadig have brug for håndfaste beviser. På en måde går han lidt rettens vej allerede via den offentlige debat. Han forsøger at sige, at hele verden er imod ham, og at det er massemediernes skyld. Det er selvfølgelig ikke noget, man kan stå på mål for i en retssal. Det er bare en retorisk påstand.

Advertisement

For mig at se kan der ikke komme nogen uoverensstemmelser, der kunne give ham en reel sag. I sidste ende er det valgmændenes stemmer, der tæller. Trump kunne have en sag, går jeg ud fra, hvis han hævdede, at der havde været uregelmæssigheder med udpegelsen af valgmænd, eller hvis han systematisk udfordrede valgresultaterne på delstatsniveau. Det afhænger alt sammen af valgets endelige udfald.

Jeg tvivler stærkt på, at det ville have nogen reel betydning for det videre forløb, hvis Trump nægtede at erkende sit nederlag. Det kan til gengæld være ekstremt destabiliserende for den offentlige ro og orden. Vi har allerede set tendenser til uro i forbindelse med hans valgkampagne, så i værste fald kan han have held til at opildne til voldelige optøjer. Jeg tvivler dog ikke et sekund på, at myndighederne ville kunne håndtere den situation.

Er accepten af nederlaget så i virkeligheden bare en symbolsk handling?
Ja, men jeg vil stadig mene, at der er tale om en vigtig symbolsk handling. At valgets taber helt og holdent accepterer resultatet siger noget om en grundlæggende anerkendelse af demokratiets spilleregler.

Lad mig sige det sådan her: Hvis du var en komparativ politolog, der skulle vurdere et ungt demokratis robusthed, ville et af parameterne være, om taberen accepterer nederlaget, eller om de modarbejder resultatet uden om de formelle institutioner. Hvis sidstnævnte er tilfældet, ville det indikere et demokrati, der var ved at sygne hen. Der må og skal være respekt om demokratiske valg, for i sidste ende er det den gensidige tillid og velvilje, der er nødvendig for, at et demokratisk system kan fungere.

Læs mere om Trump:

Sådan overlever du, hvis Trump smider en atombombe over Danmark

Hvordan er det at hedde Donald Trump?

Her er en dansk ekspert, som virkelig håber, at Donald Trump bliver præsident