Sådan leger 'Westworld' med vores hang til traumatiske fortællinger

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Artiklen indeholder spoilere fra de første fire afsnit.

I midten af fjerde afsnit "Dissonance Theory" kræver Man in Black (Ed Harris) svar fra Armistice (Ingrid Bolsø Berdal) – en af Westworlds frygtede lovløse. Hun har en kæmpe tatovering af en slange på hele kroppen, og han vil vide hemmeligheden bag den. Hun fortæller ham historien om Wyatt, manden der slagtede hele hendes landsby og tvang hende til at spille død og smøre sig ind i sin egen mors blod for at overleve. Siden da har hævnen drevet hendes liv.

Men vi har set Armistice før, og dengang var det ikke hendes baghistorie. Wyatt er en ny tilføjelse. Han er plottet ind i historien af parkens direktør Ford (Anthony Hopkins), som har indlejret et traume hos Armistice, fordi det giver hende noget at handle på. Hun har måttet lide for at blive mere interessant for parkens gæster.

Mens Westworld nærmer sig midten af sin første sæson, er det underliggende problem ikke det uundgåelige robot-oprør mod teknikerne og gæsterne i verdens mest støvede forlystelsespark. Den største katalysator i serien – hvordan robotternes traumer til sidst koger over – er centralt for, hvordan historien påvirker sit publikum. Serien framer bevidst handlingen som en levende organisme, der på snedig vis gør seeren til medskaber i dens konstruktion. Og den rejser spørgsmålet om, hvorfor vi er så tilpasse med at se traumatiske karakterer – og hvad det siger om os.

Den gode nyhed er, at vi ikke skal tvangsfodres med en masse etiske monologer om kunstig intelligens først – det er ikke en serie, der vil have os til at sympatisere med parkens papirnussere og teknikere. Det eneste øjeblik, vi sympatiserer med parkens operative chef, Theresa Cullen (Sidse Babett Knudsen) er, da hun bliver offer for Fords sociopati – det øjeblik hun føler sig lige så erstattelig som robotterne. I stedet bruger serien metalaget i sit eget setup til at lege med den investering, man som seer har i en historie. Seriens første store twist var afsløringen af, at Teddy (James Marsden), som kommer tilbage til byen for at se sin store kærlighed Dolores (Evan Rachel Wood), ikke er gæst men robot. Og det er foruroligende – ikke fordi vi hepper på, Teddy skal redde Dolores fra den morderiske Man in Black (hendes narrativ er for cyklisk til at inspirere den store medfølelse), men fordi de i al den tid, de er alene, ikke har performet for andre end hinanden og slået tiden ihjel, indtil Dolores traume begynder igen.

Der er altid en særlig fare ved at gøre kvinders traumer til en motor for fortællingen, og der er ingen tvivl om, at kvinderne i Westworld gennemgår mange lidelser. Tricket består i, at Westworld anerkender betydningen af det valg, men sørger for, at vi ikke forstår det godt nok til at være blinde for deres lidelser. Med undtagelsen af Teddy lader de mandlige robotter kun til at måtte se døden i øjnene en enkelt gang. Dolores og Maeve (Thandie Newton) lider igen og igen, og med hver eneste tilbagevendende cyklus i deres narrativ, mister vi en lille smule bevidsthed: om deres fornuft, om den fare de er i, om tidens gang – og om de valg, der bliver taget i fortællingen af historien.

For Dolores strækker narrativet sig kun over en enkelt dag, medmindre nogen griber ind. Nu, hvor nogen rent faktisk har gjort det, begynder hun at opdage revnerne i sin verden. Maeve, som er et trækplaster i centrum af byen, er på en lidt mere fleksibel handlingstråd, selvom hun stadig er blevet myrdet nok gange til at have mareridt om agenter i beskyttelsesdragter. I glimt husker hun noget, der ligger længere tilbage. Det er den slags traume, som får en til at vende sig imod sine tilfangetagere, og Maeve har hidtil været tilbøjelig til at være imødekommende, men i "Dissonance Theory" holdt hun det blodige bevis på, at ingenting længere bærer nogen betydning. Hun ved, hun befinder sig i et narrativ nu – hun ved, at nogen har ladet det ske igen og igen. Antydningen i disse parallelle traumehistorier er, at Dolores vil finde svar, og Maeve vil have hævn.

Men Westworld er mere interesseret i, hvordan den slags historier bliver konstrueret, end historierne i sig selv. Den minder os om, hvor mange mennekser, der er involveret i selv de mindste begivenheder i parken– de narrative operatører, der overvåger hologrammet af parken, designerne der justerer personlighedsegenskaberne for at gøre robotterne mere medgørlige, den nye attraktion, vi har i vente, de tilbagevendende gæster, som følger historierne som var det køen til rutchebanen. Med disse redskaber i bagagen forstår vi Armistice som en 'sovende spion': Hendes traume kan enten være eksposition for Man in Black eller den faktor, der vækker hende. Og eftersom vi ved mere, end folkene på kontoret gør, tvinger serien os til at anerkende, hvordan vi almindeligvis afkoder traumehistorier i en historie – og den måde vi forstår den på – ved at få os til at sympatisere med robotterne. Vi forstår, at det, Dolores og Maeve udsættes for, er forkert. Og i tilfældet med Armistice mærker vi, hvor foruroligende det er at udstyre nogen med et traume med tilbagevirkende kraft. Vores store erfaring med den slags historier gør, at vi genkender traumerne som den narrative motor. Westworld tvinger os til at overveje vores egen rolle i accepten af traumerne – og på den måde bliver vi parkens gæster. Sådan leger serien med, hvordan et publikum tager del i en historie – hvad der fungerer godt, hvad vi leder efter, og hvad vi bliver fodret med, fordi det er genkendeligt.

Det er meget passende, at kulissen for alt det her er Det Vilde Vesten – en notorisk arketype. I Westworld er Dolores vestens hjerte: Serien dvæler ved hendes endags-cyklus under den endeløse himmel, der alligevel formår at føles som om, den burer hende inde. Vi ser Dolores' tragedie udspille sig igen og igen, velvidende at det ikke engang er en optræden for publikum – det er bare Det Vilde Vesten, der æder sine helte råt. Det minder os om den historie, vi bliver fortalt, og de valg nogen har truffet, der har ført Dolores til det øjeblik. Det minder os om den omhu, det har krævet at konstruere robotternes traumer, fordi det betyder mere at slå dem ihjel, når de tror, de har noget at miste. Vi hepper på robotterne når revolutionen kommer, fordi det er den eneste historie, de selv kan være med til at skabe.

Mere fra VICE:

Hvad skal 'Game of Thrones' gøre for at overraske os igen?

'SKAM' får mig til at tænke på den ungdom, jeg aldrig fik

Fuck Barb: Derfor er din yndlingskarakter fra 'Stranger Things' faktisk lort