Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år

I landsbyen Longwa, der grænser op til verdens andenstørste opiumproducent, Burma, ryger mændene opium fra morgen til aften.
November 17, 2015, 10:00am

Tonyei Phawang, Longwa-høvding. Alle billeder af Raphael Korman.

Den australske fotograf Raphael Korman hørte første om Konyac-folket fra det nordøstlige Indien gennem et rygte om en farlig landsby beboet af tidligere menneskejægere. Den skulle angiveligt ligge tæt på grænsen mellem Indien og Burma i Nagaland-provinsen, der er præget af konstant uro og borgerkrig. Han besluttede sig for at opspore gruppen for forhåbentligt at kunne afkræfte de skræmmerhistorier, han havde hørt.

Læs også: Det du ikke lærte om stoffer i skolen

Virkeligheden viste sig dog langt mere sørgelig og kompleks, end han havde frygtet. Byen viste sig have været hærget af opiumafhængighed i tre fjerdedele af et århundrede. Opiumepidemien havde fuldstændigt ødelagt de fleste politiske og sociale institutioner. Korman tilbragte tre uger i lokalsamfundet, hvor han talte med beboerne, præsten og høvdingen om konsekvenserne af det omfattende stofmisbrug.

Landsbyen er stadig berygtet for sin fortid som hjem for menneskejægere.

VICE: Longwa har et ry for at være farlig - kan du fortælle mig om uroen i området?
Raphael Korman: Der udspiller sig kampe mellem den indiske regering og diverse guerillagrupper i regionen. Da jeg var der, havde vi udgangsforbud efter kl. 18, men det var ikke så farligt, som det lyder. Der var et par efterretningsfolk, der spurgte mig til, hvorfor jeg var der, og hvad jeg mente om den politiske situation. De ville sikre sig, at jeg ikke var en politisk aktivist for Naga-folket.

Der er ofte kampe i området omkring landsbyen mellem den indiske regering og diverse guerillagrupper.

Billedserien endte med at handle mere om lokalsamfundets forhold til opium end uroen i området. Hvordan er Nagaland nået så langt ud?
Der er omkring 12 forskellige stammer i Nagaland, men Konyac-stammen har været særligt aggressiv i årevis. De har været uafhængige siden 1947, men der har været britiske kolonister i regionen siden 1940'erne. Briterne følte sig truet af Konyac-stammen og introducerede dem derfor til opium i håb om at pacificere dem og etablere et forhold mellem dem.

Der er kun Konyac mændene, der ryger opium.

Hvordan har næsten et århundreds opiumafhængighed påvirket landsbyen?
Det har ødelagt familiestrukturene. Det er nok den mest udprægede konsekvens af stofafhængigheden. Før i tiden plejede mændene at lave meget af det hårde arbejde med at gå på jagt og fælde træer i skoven. I dag står kvinderne meget tidligt op, går i markerne,og kommer tilbage omkring kl. 18 for at passe børnene og lave aftensmad. Longwas præst fortalte mig, at en ud af tre mænd tager opium.

Kvinder og børn tager ikke stoffet og trækkes nu med det meste af arbejdet.

Så det er kun mænd, der ryger opium?
Sådan som jeg forstår det, har det altid været pålagt kvinden at holde familien sammen. Hvis det ikke var for dem, ville hele lokalsamfundet være faldet fra hinanden.

Apropos familie, så du mange børn i landsbyen? Hvordan oplever de det hele?
Mange små børn bor i byerne nu, så jeg så ikke så mange. Dem, der tager opium, er lidt ældre. De yngre hjælper bare deres mødre; de går ikke i skole. Indtil for et par år siden var der ikke engang en vej til landsbyen, så der er ikke den rette infrastruktur til at bedre situationen. Problemet fortsætter bare.

Opium blev oprindeligt introduceret til regionen af britiske kolonister i 40'erne.

Hvis landsbyen er så afsidesliggende, og folk ikke kan arbejde grundet misbrug, hvordan får folk så råd til deres opium?
De prøver at skaffe penge allevegne. De sælger små nipsgenstande til tourister. De penge, som burde gå til projekter i lokalsamfundet, går til opium.

Longwa er så isoleret, at vejen til landsbyen kun er et par år gammel.

Du brugte noget tid sammen med høvdingen. Hvad sagde han til det hele?
Han hedder Tonyei Phawang og er 38 år gammel, hvilket er ret ungt for en høvding. Ud fra hvad jeg kan se, handler det at være høvding bare om at ryge fra klokken 10 om morgenen til sent om aftenen med sine folk. Høvdingepositionens relevans er svundet bort.

Mænd begynder at ryge opium om morgenen og fortsætter hele dagen og natten.

Hvad tror du så landsbyens fremtid byder på?
I Longwa ligger høvdingens bolig på grænsen til Burma, og der går en sti over grænsen. Burmas opiumproduktion er ret stor, og så længe det hænger sådan sammen, vil stofferne blive ved med at vælte ind over grænsen. Da jeg interviewede præsten, sagde han at landsbyen selv var nødt til at tage initiativ til forandring.

Mange unge mennesker forlader landsbyen, før de bliver voksne.

Bliver der gjort noget for forbedre situationen gennem eksterne institutioner?
Regeringen prøver at udrydde stoffet, og den lokale kirke og andre organisationer opfordrer landmændene til at dyrke kardemomme, men det er naturligvis ikke så lukrativt som opium. Det rigtige problem er Burma, der er verdens anden største opiumproducent. For fem år siden besøgte jeg en opiummark i Burma, hvor bønderne dyrker planten for at kunne overleve. De sælger den så til de militante grupper, der styrer regionen. De fragter det til Thailand for at producere heroin. Det er en kompleks maskine, hvor alle får en lille bid af kagen.