Tonyei Phawang, Longwa-høvding. Alle billeder af Raphael Korman.
Virkeligheden viste sig dog langt mere sørgelig og kompleks, end han havde frygtet. Byen viste sig have været hærget af opiumafhængighed i tre fjerdedele af et århundrede. Opiumepidemien havde fuldstændigt ødelagt de fleste politiske og sociale institutioner. Korman tilbragte tre uger i lokalsamfundet, hvor han talte med beboerne, præsten og høvdingen om konsekvenserne af det omfattende stofmisbrug.Læs også: Det du ikke lærte om stoffer i skolen
Landsbyen er stadig berygtet for sin fortid som hjem for menneskejægere.
Raphael Korman: Der udspiller sig kampe mellem den indiske regering og diverse guerillagrupper i regionen. Da jeg var der, havde vi udgangsforbud efter kl. 18, men det var ikke så farligt, som det lyder. Der var et par efterretningsfolk, der spurgte mig til, hvorfor jeg var der, og hvad jeg mente om den politiske situation. De ville sikre sig, at jeg ikke var en politisk aktivist for Naga-folket.
Der er ofte kampe i området omkring landsbyen mellem den indiske regering og diverse guerillagrupper.
Der er omkring 12 forskellige stammer i Nagaland, men Konyac-stammen har været særligt aggressiv i årevis. De har været uafhængige siden 1947, men der har været britiske kolonister i regionen siden 1940'erne. Briterne følte sig truet af Konyac-stammen og introducerede dem derfor til opium i håb om at pacificere dem og etablere et forhold mellem dem.
Der er kun Konyac mændene, der ryger opium.
Det har ødelagt familiestrukturene. Det er nok den mest udprægede konsekvens af stofafhængigheden. Før i tiden plejede mændene at lave meget af det hårde arbejde med at gå på jagt og fælde træer i skoven. I dag står kvinderne meget tidligt op, går i markerne,og kommer tilbage omkring kl. 18 for at passe børnene og lave aftensmad. Longwas præst fortalte mig, at en ud af tre mænd tager opium.
Kvinder og børn tager ikke stoffet og trækkes nu med det meste af arbejdet.
Sådan som jeg forstår det, har det altid været pålagt kvinden at holde familien sammen. Hvis det ikke var for dem, ville hele lokalsamfundet være faldet fra hinanden.Apropos familie, så du mange børn i landsbyen? Hvordan oplever de det hele?
Mange små børn bor i byerne nu, så jeg så ikke så mange. Dem, der tager opium, er lidt ældre. De yngre hjælper bare deres mødre; de går ikke i skole. Indtil for et par år siden var der ikke engang en vej til landsbyen, så der er ikke den rette infrastruktur til at bedre situationen. Problemet fortsætter bare.
Opium blev oprindeligt introduceret til regionen af britiske kolonister i 40'erne.
De prøver at skaffe penge allevegne. De sælger små nipsgenstande til tourister. De penge, som burde gå til projekter i lokalsamfundet, går til opium.
Longwa er så isoleret, at vejen til landsbyen kun er et par år gammel.
Han hedder Tonyei Phawang og er 38 år gammel, hvilket er ret ungt for en høvding. Ud fra hvad jeg kan se, handler det at være høvding bare om at ryge fra klokken 10 om morgenen til sent om aftenen med sine folk. Høvdingepositionens relevans er svundet bort.
Mænd begynder at ryge opium om morgenen og fortsætter hele dagen og natten.
I Longwa ligger høvdingens bolig på grænsen til Burma, og der går en sti over grænsen. Burmas opiumproduktion er ret stor, og så længe det hænger sådan sammen, vil stofferne blive ved med at vælte ind over grænsen. Da jeg interviewede præsten, sagde han at landsbyen selv var nødt til at tage initiativ til forandring.
Mange unge mennesker forlader landsbyen, før de bliver voksne.
Regeringen prøver at udrydde stoffet, og den lokale kirke og andre organisationer opfordrer landmændene til at dyrke kardemomme, men det er naturligvis ikke så lukrativt som opium. Det rigtige problem er Burma, der er verdens anden største opiumproducent. For fem år siden besøgte jeg en opiummark i Burma, hvor bønderne dyrker planten for at kunne overleve. De sælger den så til de militante grupper, der styrer regionen. De fragter det til Thailand for at producere heroin. Det er en kompleks maskine, hvor alle får en lille bid af kagen.