FYI.

This story is over 5 years old.

internetshopping

Vi bliver nødt til at tale om, hvad der gemmer sig i James Francos 'Man Box'

Zalandos nye kampagne gør mig oprigtigt nysgerrig på, hvad James Franco og hans mandekasse mon kan lære mig om mit køn.
Billede med tilladelse fra Zalandos presseteam

Der findes de trivielle morgenstunder, der ligner hinanden med alt, hvad de indebærer af eksistentielle brusebadstanker, havregryn med rosiner og åndsfraværende cykelture på vej til dit kontorjob (som kun er en midlertidig løsning, indtil du forløser dit sande potentiale som smykkedesigner eller møbelsnedker). Og så er der morgener, hvor det mindste lille brud på rutinen (havregryn med mandler) åbner en lille sprække i dit sind. Du mærker. Du undres. Du udfordres.

Advertisement

Sådan en morgen blev jeg velsignet med, da jeg forleden cyklede forbi en reklamesøjle med et billede af skuespilleren James Franco i størrelsesforholdet 1:1 med en papkasse fra online-tøjbutikken Zalando under armen og den ledsagende tekst "It's a MAN BOX" i en jævn font.

"Wow," måtte jeg højlydt ytre. En Man Box? En mandekasse? En mandeæske? Jeg var oprigtigt forundret. Hvad er det dog, James Franco forsøger at sælge mig? En æske med mænd i? (Jamen, jo tak da – og gerne med ekspreslevering allerede i morgen.)

Okay, det her er formentlig et godt tidspunkt til at bekende, at jeg har en uforholdsmæssig stor interesse i, hvad der gemmer sig i James Francos mandeæske. Skuespilleren har i årevis haft en udtalt kunstnerisk interesse i homomiljøet, hvilket han har behandlet med filmprojekter som meta-dokumentaren Interior. Leather Barmed eksplicitte sexscener,som han instruerede i 2013, I Am Michael fra 2015, hvor han spiller eks-homoseksuel og sidste års King Cobra, hvor han spiller homoseksuel pornostjerne. Hvis du googler "is James Franco gay" får du (udover de foreslåede søgninger "dead" eller "vegan" i stedet for gay) over 10 millioner hits, der forsøger at afdække, hvilket køn James Franco egentlig foretrækker at pakke sin mandeboks ud til.

Fedt, tænker jeg. Zalando har da valgt den helt rigtige frontmand, der med sin bad boy/old school-Hollywood-fremtoning appellerer til både heteroseksuelle mænd og (med mandeboksens lumre undertoner) til – nå ja – mænd som mig. Næste fase i min research afslører til gengæld, at min homoerotiske fortolkning formentlig ikke har været Zalandos hensigt. På hjemmesiden møder jeg det her:

Advertisement

Screendump fra Zalando.dk

"Dude. My man. Fyld din MAN BOX." Det niveau af sproglig ekvilibrisme har jeg ikke set mage til, siden Britney Spears i 1999 udgav en sang med titlen "E-Mail My Heart."

Men helt seriøst, dude, my man – er det ikke lige stereotypisk nok? I mine øjne kunne ordene lige så vel have fået selskab af en kæmpestor fistbump-GIF og lyden af eksplosioner, fodboldsange og sydende bøffer på en gasgrill. Du ved – heteroseksuelle ting. Ting som mænd gør. Alle mænd. Rrrrrigtige mænd. (Min hjerne er desuden ved at implodere over mulighederne for seksuelt betonede jokes som svar til "fyld din MAN BOX", men jeg vil gå den sobre vej og beherske mig og i stedet lade dig udfylde hullerne. (Ok, nu er det ude af mit system, det lover jeg.)

Nå, men den resterende tekst afslører i det mindste, at boksen skal indeholde tøj. Som vi kan købe. På Zalando. Fint nok – men jeg forstår stadig ikke, hvordan MAN BOX'en (for jeg vælger at respektere Zalandos brug af versaler) adskiller sig fra en hvilken som helst anden papkasse fra den tyske onlineshopping-gigant. Har kvinderne indtil nu også, uden at være klar over det, fået leveret en LADY BOX (don't even get me started), når de har handlet på Zalando?

James ser lige så forvirret ud, som jeg er. Men vent. Hvad er nu det? Det er som om, Zalando har forudset min forvirring. Jeg føler mig i hvert fald taget i hånden som forbruger, da jeg ser, at de under billedet skriver: "MAN BOX? Her forklarer James Franco…." og har indlejret denne kampagnevideo:

Advertisement

Mind. Blown. Vi mænd kan ikke lide at shoppe. Nej, vi vil meget hellere spille tennis, lave mad og gribe kæmpestore fisk, der dumper sidelæns ned i vores arme ud af ingenting (læs: tage på fisketur). "Vi shopper ikke… vi tager beslutninger." Beslutninger? Om hvad, James? Om hvilke dyr vi skal nedlægge og flå levende – selvfølgelig iført en beskidt wifebeater og med en cigar i kæften – mens vi banker os på brystet og råber "IIIIILD" ind i hovedet på hinanden? Dét er nemlig mandigt.

Jeg har om muligt endnu flere spørgsmål efter at have set videoen. Hvorfor begynder den tiltet på siden, så James skal bukke sig ned? Hvad er det, James har kokkereret i sin baglomme, som smager så godt? Og mest skræmmende – findes der virkelig fisk, der er så store, som den James griber? (The horror).

Under videoen kan jeg vælge mellem fem "anledninger" til at fylde min MAN BOX med forskelligt tøj. Jeg ved ikke med jer, men jeg har aldrig haft en tøjkrise, inden jeg skulle møde mit 'gallery crowd' – som i øvrigt har medfølgende forklaring: "Vis dig frem blandt modefolket iført nordisk minimalisme og lækkert design, du oplyste mand." Eller hvad med tøj til 'lost weekends'? Det virker umiddelbart upraktisk at købe tøj til weekender, der er 'lost' – hvornår skal man så have tøjet på?

Jeg er skuffet på vegne af mit køn, hvis ego tilsyneladende forventes at være så skrøbeligt, at vi skal have smækket "MAN" foran noget, før vi tør købe det.

Advertisement

Inde på siden til hver enkelt anledning vises et udvalg af produkter i én samlet oversigt – jakker, sko, jeans, tilbehør osv. Skulle det gøre det nemmere for de meget heteroseksuelle og meget oplyste mænd at shoppe på nettet? De skal vel stadig "tage beslutninger" – som de angiveligt er så gode til – om hvilket tøj de vil fylde mandeboksen med? (Når der er pause i *indsæt vigtig grand slam-finale*, det er klart.)

Jeg leder febrilsk efter mere info om MAN BOX'en. Jeg klikker endda på indkøbskurv-ikonet, hvorefter jeg bliver mødt af en sætning, der perfekt indrammer baggrunden for enhver seksuel frustration, jeg nogensinde har følt: "Din kurv venter på at blive fyldt." Ingen MAN BOX. Jeg er skuffet og uforløst og beslutter at trække den store kanon frem til den sidste fase af min research: Jeg kontakter Zalandos presseafdeling for at stille det store spørgsmål:

"Hvad er en Man Box?"

Jeg får svar på e-mail fra den nordiske chef for Zalando, Kenneth Melchior, der forklarer: "'It's a man box' er claimet for vores kampagne henvendt til mænd. Vi har taget vores Zalando-boks, som er et velkendt symbol for online shopping, og viser via kampagnen, at den bringer mode til enhver mands stil. Det er derfor ikke en speciel boks – det er Zalando-boksen – som indeholder produkter til mænd." Han oplyser desuden, at cirka 25 procent af Zalandos kunder er mænd, og at den nye kampagne især er henvendt til nye mandlige forbrugere, "men også kvinder der kan lide at shoppe til deres mænd."

Ok, så. Jeg forstår stadig ikke MAN BOX'en. Eller James Franco. Eller fisken. Jeg indstiller jagten og giver fortabt. Jeg er skuffet på vegne af mit køn, hvis ego tilsyneladende forventes at være så skrøbeligt, at vi skal have smækket "MAN" foran noget, før vi tør købe det. Jeg er skuffet over James Franco, som jeg føler svigter sin kritik af den normative idé om, hvad det vil sige at være en mand. Men jeg er allermest skuffet over, at MAN BOX'en bare er en boks. Uden mænd i. Men i det mindste har jeg lært, at rigtige mænd spiller tennis.