"Jeg gav slip på alt. Hvor mit liv skulle gå hen, hvor jeg hørte til, hvem jeg skulle leve med"
Feminisme

"Jeg gav slip på alt. Hvor mit liv skulle gå hen, hvor jeg hørte til, hvem jeg skulle leve med"

Kunstner og skuespiller Iza Mortag Freund insisterer på den ultimative mærken efter. Kun sådan kan vi finde frem til, hvem vi er, og hvad der er vores.
September 5, 2017, 8:05am

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Når hun fortæller om sine følelser, kan man nærmest se på hendes krop, at hun kan mærke sin sorg i hænderne, sin frustration i skuldrene og sin glæde i brystet. Hun føler, sådan virkelig føler, overvejer følelserne; hvad betyder de, hvordan kan hun bruge dem.

Hun hedder Iza Mortag Freund, og jeg tror, vi kan lære noget af hende. Iza Mortag Freund insisterer på den ultimative mærken efter. Kun sådan kan vi finde frem til, hvem vi er, og hvad der er vores. Hun mener, at vi er for gode til at føle det, der forventes af os, i stedet for at lade vores følelser manifestere i os, i stedet for at lade os nedsænke i dem.

Advertisement

Iza Mortag Freund er kunstner, uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Hun laver alt muligt. Musik, performancekunst, skuespil på teater og film. Hun er lige fyldt 30. Hun er lige kommet hjem til Danmark efter en håndfuld år i Berlin. Og der er ikke tid nok i et liv til alt det, hun gerne vil. Lige nu arbejder hun blandt andet på sit soloprojekt Vagina Dentata, hvor hun både skriver musik og laver performance, og så rejser hun rundt med en virtual reality-performance-oplevelse, der hedder Doom Room, instrueret af Jesper Dalgaard med en performativ del skabt af hende. Den startede i København, har lige været i Rumænien og England, og snart rejser hun med den til Mexico.

"Jeg er nøgen og malet helt hvid," forklarer hun om Doom Room-performancen. "Og så er det et mystisk, mytisk ritual, hvor jeg bevæger mig helt langsomt og får folk til at gå igennem nogle døre med mig, både fysisk, men også billedlig talt. Jeg taler aldrig, jeg trækker vejret langsomt med dem. Jeg har sorte kontaktlinser i, og jeg kigger dem dybt i øjnene."

Bukser: Diane Von Furstenberg – DVF

Iza Mortag Freunds øjne er, også uden sorte kontaktlinser, vilde at kigge ind i. Når hun tænker, vifter de fra side til side. Igen den her fysiske manifestation af følelser. Som om hun tænker med øjnene. Og når svaret er fundet, ser hun op og lige ind i dine.

Hun er glad. Solen skinner, det er sommer, og vi drikker iskaffe på et hjørne i nærheden af hendes hjem på Amager. Livet er åbent, der er muligheder, hun opdager hele tiden nye sider af sig selv. Og hun har noget, der er hendes eget. Men det har taget tid at blive glad. Det har taget tid at åbne op igen.

Advertisement

I 2012 flyttede hun til Berlin med sin partner i musik og kærlighed. Sammen havde de bandet The Echo Vamper, og de fandt internationalt management og begyndte at bygge det store atalier, teaterscene og drømmestudie. De ville producere for andre, samtidig med at de ville lave deres eget, og armbevægelserne og følelserne var store. De fik en kontrakt med det anerkendte teater Schaubühne, hvor de skulle producere og opføre musikken til en opsætning af Romeo og Julie, og på baggrund af dette blev hun ansat og spillede på Schaubühne de følgende år.

Men forholdet gik i stykker. Både det, der var baseret på kærlighed, og det, der drejede sig om musik. Hun fortæller, at hendes partner ikke var den, hun troede, han var, og at han vendte sig imod hende.

"Jeg stod i en situation, hvor jeg troede, jeg havde alt, jeg ville have, men jeg var nødt til at frisætte mig fra det hele. Det var virkelig barsk at stå med alt det, som havde så stor betydning, og så med et menneske, jeg havde elsket, der forsøgte at tage det hele fra mig."

Hendes familie ville have, at hun kom hjem. De var bekymrede for hende. Men hun ville ikke opgive livet i Berlin. Hun havde fundet et kunstnerisk og åndeligt fællesskab i Berlin og mennesker, der følte lige så stærkt som hende, som var kompromisløse i deres kunst, og sammen med dem ville hun finde tilbage.

"Jeg havde følelsen af, at ved at give slip på hele den del, min partner og jeg havde sammen, den karriere, vi var ved at bygge op, så gik jeg tilbage til nul. Jeg gav slip på alt. Slip på det billede af, hvor mit liv skulle gå hen, hvor jeg hørte til, hvem jeg skulle leve med."

Advertisement

"Efter det blev jeg i tvivl om, hvem jeg var ude af den relation. Om jeg kunne det samme. Så det handlede om, at jeg skulle genopdage, hvad der var mit. Hvad der var mig. Jeg var længe bange for, at jeg havde mistet åbenheden, min nysgerrighed og min tillid til bare at kaste mig ud i ting."

"Og jeg blev ved med at stille spørgsmålstegn ved, hvor slemt det egentlig var, og måske handlede det bare om, at livet er barsk?"

Make-up af Ayoe Nissen, styling og art direction af Mia Holdgaard og styling-assistent Mevlüt Yilmaz.

Iza Mortag Freund er vokset op i den lille by Mårslet i udkanten af Aarhus. Da hun var otte, tog hendes far sit eget liv. "Jeg kan ikke huske, præcis hvornår han døde, men det er, som om jeg kan mærke det i vejret, og så ringer jeg til min mor og spørger, er det nu? Ja, det er nu."

Efter tabet lod hun ofte, som om hun sov, hvis det hele blev for meget. Hun lukkede øjnene, lukkede ned, og så sad hun bare og lyttede og forsøgte at forholde sig til, hvad de voksne sagde, og tage det ind på sin måde.

"Man er jo hele tiden i konfrontation med folks forventninger eller ønsker om at passe på én, eller at de synes, de forstår én på en bestemt måde, men der er måske noget, de ikke forstår."

"Min far valgte selv at gå ud af den her verden, og jeg havde altid fået fortalt, at jeg gerne måtte være vred, men jeg var ikke vred, jeg havde en accept af, at han gjorde alt, hvad han kunne, og sådan måtte det være. Så kunne al tristheden og smerten og sorgen være der, men aldrig vreden, nej. Men så blev jeg vred."

Advertisement

I begyndelsen af hendes tyvere ændrede farens selvmord betydning for Iza Mortag Freund. Det, som hun før ikke havde bebrejdet ham, bebrejdede hun ham nu.

"Jeg kom i en alder, hvor jeg kunne forstå – og ikke forstå – den handling. Det handler jo egentlig om ens tillid til, at mennesker gør det så godt, de kan, og så må man rumme og tilgive, men jeg nåede til et sted, hvor jeg ikke ville rumme mere, hvor jeg var ligeglad med, om de gjorde det så godt, de kunne – hvis det ikke var godt nok, så var det ikke okay."

Hun forklarer, at hun føler, at hendes empati bliver udfordret. Dengang og i Berlin og nu. Den er en af hendes fineste egenskaber, men det virker også, som om hun har det ambivalent med den. Som hun siger, så ville det være fantastisk, hvis "åbenhed, nysgerrighed og forståelse prægede vores samfund", men hvad gør man, når man erkender, at de mennesker tættest på én, udfordrer de karaktertræk i én – hvad hvis de ligefrem udnytter dem? Kan man – vil man – ændre på grundlæggende træk i sig selv for at beskytte sig?

"Man kan godt være så empatisk, at man skal øve sig i at lukke ned for empatien. Jeg har villet forstå så meget, at jeg har forstået ting, jeg ikke skulle forstå."

"Jeg ville ønske, at jeg ikke lærte ting på så hård en måde. Men jeg tror ikke, det kan være anderledes," siger hun. "Min mor sagde til mig, da jeg var barn, at det ville blive et hårdt liv, at jeg ville komme til at løbe ind i så mange mure med åbne arme. Hun sagde det ikke som en dom, men hun så mig. Allerede der."

Advertisement

"Jeg bliver bedre og bedre til at forstå, hvordan jeg kan være i verden på den måde, jeg er – med al den åbenhed – uden at skulle lære på den alt for hårde måde. Den hårdeste lektie har været, at der findes mennesker, der måske ikke fortjener ens forståelse."

Kjole: Diane Von Furstenberg – DVF. Halskæde: Ninna York

Iza Mortag Freund søger svarene hos sig selv. Selvom det er nemmere at søge dem hos andre, at se, hvordan verden reagerer på noget, og følge med. At enten gøre "som man bør" eller gå komplet modsat og tilslutte sig et oprør mod det etablerede. Et oprør, som så også har sine normer.

"I Berlin er der mange mennesker, der vælger det "normale" liv fra og lever "frit". Men det, de i virkeligheden opnår, er at blive fanget i en anden kontekst af, at de skal være dem, der altid er spontane, altid "frie", altid et sted uden begrænsninger. Det kan også blive et fængsel," siger Iza Mortag Freund.

For hende handler det om hele tiden at stille spørgsmålstegn ved det, lade det være foranderligt, passe på med at tro, at hun ved, hvordan livet er, "for så kommer livet og siger; whoar!, fordi du i virkeligheden aldrig kan regne det ud." Man må træffe valg ud fra de forudsætninger, man har, med udgangspunkt i, hvordan man ser verden lige nu, og så må man være forberedt på, at verden ikke ser ligesådan ud i morgen.

"Men var det hele så forkert? Skal det så udraderes? Skal jeg tænke helt anderledes? Nej. Men man bliver nødt til at lytte med en anden ærlighed."

Advertisement

Ærligheden, åbenheden, at løbe direkte ind i murene med panden først. Det lyder måske naivt, men når Iza Mortag Freund fortæller om, hvordan hun hamrer ud i verden, så virker det også tiltrængt. At være i sine følelsers vold i vores hyperkontrollerede samfund kan ikke være let. Jeg tror, at Iza Mortag Freund kan lære os noget om at give slip og være stærk samtidig.

For fem år siden var Iza Mortag Freund nødt til at blive i Berlin, selvom det naturlige efter bruddet med hendes partner måske havde været at tage hjem. Hun følte en ånd i det tyske, som hun også forbinder med, at hendes far var tysk, og hun følte en alvorlig vigtighed i ikke at lade sig jage ud.

Nu er hun kommet hjem.

"Efter nogle år er det så det derhjemme, der er uopdaget land," siger hun, "og at komme hjem til Danmark er også at slutte fred for mig."

"Jeg føler, jeg er tilbage i verden som mig. Jeg har en energi og en kraft til at komme ud. Jeg føler, jeg står ved en milepæl, et sted, hvor jeg mærke, at der sker noget. Noget, som er mit."

Pels: Pernille Birk. Choker: Ninna York.

LÆS MERE FRA BROADLY