Ved hvilken temperatur brænder silikonebryster?
Illustration af forfatteren
bøger

Ved hvilken temperatur brænder silikonebryster?

Læs et dystert uddrag fra den nye danske bog Nyctophilia, som blandt andet handler om kunsten at brænde lig.
October 5, 2017, 11:13am

Du kender ikke Storm Frost, for det er et falsk navn. Bag pseudonymet er en ung, dansk forfatter, der tidligere har udgivet en roman og adskillige noveller. Hans nye værk Nyctophilia er en dyster samling historier, der blandt handler om ligbrænding – med tilhørende ambient lydspor.

I fortællingerne er enden altid nær, både i apokalyptisk og eksistentiel forstand, og gennem elementer af ekspressionisme og magisk realisme bliver du trukket gennem nogle rimelig dunkle scenarier. Bogen har krævet en del research i morbide miljøer, og det har blandt andet betydet, at Storm Frost i en periode har arbejdet som graver på en kirkegård og opholdt sig på Rigets kræftafdeling. Og nu vil sorgen ikke rigtig forlade forfatteren igen.

Advertisement

Jeg mødte Storm Frost på en røgfyldt Nørrebro-bodega, og over et par kolde øl tog vi en snak om forskellige typer af sorg og den simple kontakt med døden, som præger en gravers arbejde.

Hej Storm. Kan du ikke starte med at forklare, hvad Nyctophilia er?
Storm Frost: Nyctophilia betyder kærlighed til, eller sygelig afhængighed af, natten. Det skal forstås både bogstaveligt og i overført betydning. Jeg har skrevet en meget mørk bog, som består af fem noveller, fortalt fra fem forskellige udgangspunkter. Da jeg var færdig, havde jeg tabt mig selv undervejs. Jeg havde det rigtig dårligt bagefter, fordi jeg havde sat mig ind i alle de her menneskers frygtelige liv. Jeg gik rundt på kræftafdelingen på Rigshospitalet og prøvede at finde ud af, hvordan det var at miste sin datter. Jeg skal selv være far snart, og det gør stadig ondt. Når jeg ser månen, bliver jeg vemodig - der er en grundangst, der ikke vil slippe mig.

Jeg er plaget af et mørkt sind. Jeg arbejder tit med en følelse, jeg ikke kan håndtere. Den her gang var det frygten for et tab. Døden. Jeg havde en klump i halsen, som jeg var ved at kaste op over. Jeg er altid deprimeret, men det var tungere, end det plejer. Det har overhovedet ikke været terapeutisk at skrive bogen. I stedet åbnede det op for nogle dystre ting inde i mig, som jeg har svært ved at lukke dørene til igen. Det har sat sig i mig og vil ikke gå væk.

Der følger et soundtrack med til bogen, som er komponeret til lejligheden. Hvordan kan det være, at du har valgt at have et musikalsk bagtæppe?
Jeg arbejder meget med rum, og musikken er altid det første rum. Det skaber en sindsstemning, som jeg lukker mig inde i, når jeg skal skrive. Jeg kunne også bare bede folk om at høre Else Marie Pade eller Brian Eno eller noget andet ambient, men jeg tror, værker bliver større af samarbejde. Jeg vil have læseren med ind i det univers, som jeg selv blev suget ind i.

Størstedelen af forbrændingen er overstået ganske hurtigt, men brystkassen er altid en stridig fætter. Alt snasken bag ribbenene er knapt så brandbart, og når jeg er i tidspres og skal mindske kremationstiden, bruger jeg skovlen til at banke det fra hinanden – uddrag fra Nyctophilia

Hvad har du gjort for at sætte dig ind i bogens temaer?
Jeg har udgivet en roman tidligere, som var et biografisk afladsbrev, men den her gang handler det ikke om mig. Så jeg skulle prøve at sætte mig ind i typer af sorg, som jeg ikke har haft direkte erfaring med. At miste en datter til kræften, eller at miste sig selv. At miste håbet.
Jeg klippede mig helt korthåret for fysisk at kunne mærke, at jeg var en anden person og et andet sted.

Noget andet du gjorde i forbindelse med din research var at tage arbejde som graver. Hvordan kan det være?
Vi kommer aldrig rigtig tæt på døden, men som graver er der en daglig kontakt med den. Jeg kan godt lide den nihilistiske, simple kontakt med døden, som præger en gravers arbejde.

Advertisement

Graveren, jeg arbejdede sammen med, fortalte mig historier om sit arbejde, der har leveret inspiration til bogen. Blandt andet fortalte graveren mig om en midaldrende dame, som var opvokset på børnehjem og derfor ikke havde nogen familie. Hun havde anskaffet sig sin egen grav, som hun troligt gik og passede hver dag og havde gjort det i 10 år. Der stod hendes navn, fødselsdato og en lille plads, hvor dødsdatoen kunne blive mejslet ind i stenen, når tid var. Hun ville have et bevis på sin egen eksistens. Hun gjorde intet i livet for at blive husket og havde heller aldrig fået børn. I stedet valgte hun bare at passe graven og tænkte, det skulle være hendes eftermæle. Hun var allerede død på sin vis.

Det lyder tungt. Tak for snakken, Storm!

Nyctophilia udkommer på forlaget Baggaardsbaroner 7. oktober, og der er bogreception på Mesteren & Lærlingen i Kødbyen samme aften. Følgende er et uddrag af fortællingen "To Tilfældigheder ved Verdens Ende":

"Kom herind", råber graveren fra rummet ved siden af.

Vender modvilligt tilbage til virkeligheden og går ind i det tilstødende rum. Små kølebokse stablet vertikalt. Byen i miniatureformat. En enkelt køleskuffe er åben, og det hvide dække er hevet til side. Graveren står bøjet indover og spærrer udsynet til den døde.

"Prøv lige at se hende her. Jeg tror, at der er plastikmadder for en million".

Træder tilbage. Min arm leder efter dørkarmen bag mig. "Okay? Jeg tror lige, at jeg melder pas her". Graveren bryder ud i grin. "Hvad regner du mig for? Ligner jeg en, der skubber skind til døde ting?". Svarer ikke.

Advertisement

"Hun skal brændes. Og lad være med at se så forurettet ud. For det er et kunstnerisk håndværk, der indebærer respekt overfor den afdøde. Der er sgu visse regler, man må overholde ved incineration. Alt for mange lader sig skræmme af ildens barbariske natur og gør sig frygtelige forestillinger. Det her er ikke noget stort makabert fællesbål, hvor jeg blot fylder mere brænde på i form af lig. Det handler om at frembringe så fin og ensartet en aske som mulig. Jeg lukker jo ned mellem hver kremation, renser ovnene, så de dødes aske aldrig blandes. Størstedelen af forbrændingen er overstået ganske hurtigt, men brystkassen er altid en stridig fætter. Alt snasken bag ribbenene er knapt så brandbart, og når jeg er i tidspres og skal mindske kremationstiden, bruger jeg skovlen til at banke det fra hinanden. Jeg kalder det at røre rundt i suppen, men det er et tarveligt udtryk, der vel bare dækker over noget, jeg bestemt ikke bryder mig om. Jeg har brændt mennesker nok, til at jeg ikke længere har tal på det. Ovnen kommer op på 1100 grader under en kremation, men menneskets overkrop er som sagt en strid satan, så man skal sidde og holde øje i en halvanden time, indtil der kun er aske og udviskede minder tilbage. På et tidspunkt bliver varmen dog så stor, at selv fremmedlegemer som eksempelvis silikone springer. Før kirken fik nye ovne, var vi altid nødt til at skære dem ud, men de her kan godt tåle det ekstra tryk, plasticmadder udløser. Det tager cirka tredive minutter, før de eksploderer. Så skal vi vædde en fyraftensøl på, om de er falske eller ej?"

"Er du idiot? Hør nu her, vi er nødt til at have nogle regler, hvis vi overhovedet skal spille. Har du rørt dem eller kun kigget?".

Advertisement

"Se, ikke røre. Sådan er reglerne, når vi spiller. Det ved alle".

"Okay. Lad mig se dem".

Graveren fjerner lagnet og træder til side. Hun er ikke mere end 25 år og har kraftige sår omkring hele halsen.

"Hvad mon der fik hende til at tage livet af sig selv?", spørger jeg.

"En dag forsvinder livet bare. Der behøver ikke være en grund. Jeg forsøger ikke at tænke så meget over det, altså døden. Den er ikke til at forstå, og måske er det derfor, den gør så ondt. Alle de ansigter og alle de ord som måske er væsentlige, men aldrig bliver sagt. Man forestiller sig ting, gør sig så mange tanker, vi kender alle opskriften på andres lykke, men glemmer vor egen. Og en dag bliver det hele bare til en følelse af hændelsers genudsendelse. Der skrives sjældent nævneværdig nekrolog. Så hvad siger du?"

Kigger længe. Vurderer hele situationen, og føler mig som den værste person på jorden.

"Mit bud er, at de er ægte".

Graveren sætter låget på kisten og transporterer den på katafalken hen i ovnen. Han lukker låget og trykker på tændingsknappen. Vi sætter os på hug foran ligpejsen. Graveren finder endnu en cigaret frem. Nulrer halvdelen af tobakken ud og drysser sit mærkelige hjemmekrøl ned. Ovnen fyldes med gasblå flammer. I stilheden synker vi ind i flammernes hypnotiserende dans. Ildhavets bølger slår mod kisten, ælter den i sit gab til den får fat og langsomt æder sig ind mod de jordiske rester. Efter en halv time knitrer knoglerne i mødet med ilden. Tusindvis af gnister kæmper om plads i hjertets inderste kar.

Advertisement

"Føler du nogensinde, du står stille?", spørger jeg uden at fjerne blikket fra ilden.

Graveren finder sin nøgle til krematoriet frem fra nøglebundtet, river en løsthængende tråd af sin sorte frakke og binder den fast til nøglen. Han lader nøglen hænge et par centimeter over jorden i strakt arm og siger:

"Se på min hånd. Den er helt stille. Men stadig roterer nøglen rundt i små faste cirkler, tvunget af tomrummets åndedræt og planetens rotation. Vi sidder aldrig rigtig fast. Vi er på en planet, der kredser om solen med 30 kilometer i sekundet. Solen kredser om galaksens midtpunkt med 220 kilometer i sekundet. Galaksen svæver gennem universet med en hastighed på 300 kilometer i sekundet. Så imens du gør dig tanker om dit stillestående liv, har du allerede rejst 5500 kilometer".

"Og stadig står jeg på samme sted?".

"Det er ikke universets skyld. Kun din".

Mine bukser er blevet tørre og stive af varmen. Kigger på uret, der hænger for enden af rummet. Endnu ingen eksplosion. Graveren begynder at sidde uroligt på stolen. Noget fremmed trækker i hans lemmer. Som stod han på den smalleste klippespids, hvor kun et lille vindpust eller det mindst skub udefra ville være nok til at vælte ham i tomhed. Han flytter sine fødder rundt og kradser sig irriteret på håndleddet igen og igen. Han rejser sig og vakler lidt rundt, før han finder sit hjemmekrøl frem og ruller endnu en cigaret. Hans ord kommer snøvlet:

Advertisement

"Er det bare mig, eller er der ulideligt vildt varmt herinde?".

Hans pupiller er forsvundet ned i øjnenes rødsprængte masse. Virkeligheden glider langsomt væk under ham. Rejser mig, og griber ham inden han falder.

"Jeg tror, du trænger til lidt frisk luft. Skal vi gå ud?".

"Ud? Jeg er så langt ude som menneskeligt muligt. Bare se ind i mine øjne. Det er længe siden, jeg rejste væk. Min krop hænger bare stadig fast".

Hans lemmer smelter sammen i mine arme. Jeg slår ham en enkelt gang på kinden, så vågner han og griner sit lydløse grin og fremstammer:

"… braget … burde være kommet … hvad siger du? … Skal vi drikke den øl, jeg skylder … og se verden ende?".

"Det er sådan set det, jeg altid gør".

Vi forlader krematoriet og kirkegården. Låser ikke efter os. Graveren støtter sig op ad mig det meste af vejen, forsvinder ind i sig selv, for så at vågne sporadisk og smile med lukkede øjne. Vinden tager fat, spreder gadernes affald som tørre efterårsblade. Dynger af månesne klæber sig til byens facader. Over mig begynder himmelsolen at flakke. Små hidsige frekvenser, som en døende elpære. De sidste sporadiske gnister. Snart vil det blive mørkt. Byen rejser sig i sit kolde skær af jern og ståltårne, blander sin neonlys med efterårets regn. Dråber hænger på telefontråde. Der er noget over regnen for tiden. Planeten river den ned. I dens hastige fald forvandler den livet til en samling af stillestående statuer. Kloakker ånder tungt, folk står fanget under markisers sparsomme ly, spejdende efter den dag, hvor det hele gik galt, lænket til bænken og ventetidens drømme, stadig på jagt efter nogen, der skal komme langt borte fra. Sådan venter vi alle på noget, som senere vil vise sig også ventede på netop os. En verden af glasskårsøjne. Passerer en gammel mand foroverbøjet i sit eget skidt. Iført ble og hat. Tung slim hostes ud af et plastikrør i halsen. Lugten af pis og sommervarmt skrald. Han ligner en, der kunne dø, hvornår det skulle være. Jeg parkerer graveren på en bænk, ser hans arme glide leddeløst ned mellem rillerne i sædet. Sætter mig ved hans side og venter på, at han vågner. Han skylder en øl.

Advertisement

"Hvad er klokken?", spørger han stadig med lukkede øjne.

"Syv… tror jeg. Er undergangen for sent på den da?".

"Det passer vist meget godt. Vi er bare det forkerte sted … vi mangler scenen … Havet. Og vinden".

Graveren kigger op mod himlen og skærmer med hånden for regnen.

"Stopper regnen aldrig?".

"Om årtier vil folk tale om vejret og sige: Åh gud, hvor det regner, men heldigvis ikke lige så meget som dengang verden gik under".

Han griner igen sit lydløse grin, rejser sig, ryster kroppen på plads og går ind i kiosken overfor. Kort efter stavrer han ud med øl under armen, en pose Pulver Grøn i hånden og et smil på læben.

"Er du okay?«, spørger jeg og åbner en øl til os hver. Han bæller sin i et hug.

"Udover mundtørke, så ja".

"Hvad er det, du ryger?".

"En Bellman. Bare et enkelt cut. Smager og lugter som almindelig hjemmekrøl".

Jeg tager en tår af øllen, sender ham et af den slags smil, som læberne har glemt, inden det når op til øjnene, og lader som jeg ved, hvad han taler om. Han gennemskuer mig og siger:

"Lad være med at spekulere for meget over det. De tre mest vanedannende elementer er heroin, kulhydrater og månedsløn. Jeg har en krop som et fugleskræmsel, og penge har aldrig sagt mig noget. Så kan du selv regne min vane ud. Kom nu, vi begynder at have travlt."