Jeg begynde at putte blod i min mad, og det fik mig til at droppe vegetarlivet

Jeg begynde at putte blod i min mad, og det fik mig til at droppe vegetarlivet

Lidt blod i min mave betyder en smule mindre blod på mine hænder.
December 5, 2016, 8:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alperne

En aften, da jeg var ni, besluttede jeg mig for ikke at røre det stykke kylling, der lå på min tallerken. Det gik op for mig lige der, at jeg var nødt til at stoppe med at spise dyr, hvis jeg virkelig elskede dem, og mente, at de var mine venner. Så efter den dag boycottede jeg alt, mine forældre prøvede at få mig til at spise, der bestod af kød eller fisk. Med årene fandt jeg nogle mere nuancerede grunde til at undgå kød, så jeg har været vegetar – og til dels veganer – gennem de sidste 15 år.

Det ændrede sig, da jeg mødte Laura Schälchli. Laura er en 34-årig madekspert, der har viet halvdelen af sit liv til de politiske og moralske aspekter af den måde, vi spiser. Hun studerede Design Management i New York og arbejdede som tjener på deltid, da hun begyndte at interesse sig for madkultur. Hendes nyfundne interesse bragte hende videre til University of Gastronomic Sciences (UNISG) i den italienske Piemonte-region. Skolen fokuserer på forholdet mellem mad og kultur, og den er grundlagt af Carlo Petrini – som også grundlagde Slow Food-bevægelsen.

Siden blev hun præsident for Slow Food Youth Switzerland og har startet flere pop-up restauranter. Hun holder også regelmæssigt forelæsninger og workshops om, hvordan vi kan udvide vores spisevaner – og det var derigennem, jeg fik forbindelse til hende. Få minutter inde i vores første telefonsamtale, rev Laura mine værdier i stumper og stykker:

"Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan kalde sig veganere, eller anden form for ansvarsbevidst fødevareforbruger, hvis de stadig køber chokolade og bananer," siger hun. "Alle ved, at arbejderne på banan- og kakaoplantager arbejder under de mest umenneskelige vilkår."

Den er god nok – jeg ved godt, at det næsten er umuligt at finde så meget som en plade chokolade, der ikke er fremstillet ved hjælp af børnearbejde og slaveri, og jeg ved, at arbejdere i bananindustrien har det nogenlunde ligeså elendigt. Som madskribenten Joanna Blythman skriver i The Guardian: "[De] bor enten i faldefærdige blikskure på plantagerne, eller også bliver de transporteret mange kilometer via bus til en lang og udmattende dag. De arbejder for ussel provisionsløn og er derfor nødt til at knokle umenneskeligt hårdt for at forsørge sig selv." Alligevel er prisen, man betaler for lokale pærer eller æbler i europæiske supermarkeder – som for eksempel i Storbritannien – ofte det dobbelte af, hvad man betaler for en banan, der er importeret fra den anden side af verdenen.

Med det i tankerne, ville det have været langt mere ansvarligt og bæredygtigt, hvis jeg havde spist et stykke økologisk kød fra en lokal ko indimellem, i stedet for alle de bananer og chokoladestænger, jeg har grovædt i løbet af de sidste 15 år.

Laura mener, at alle, der spiser kød, bør forpligte sig til at spise hele dyret – også dets blod. Vi europæere har brugt blod i vores mad i årevis, men selvom man en gang i mellem stadig støder på enkelte blodpølser, for eksempel herhjemme i Danmark, er det blevet betydeligt mindre populært gennem de sidste par år. Laura holder forelæsninger to gange om ugen i Zürich, hvor hun blandt andet taler om vinsmagninger eller misosuppe, men hun har også workshops, hvor hun lærer folk at lave mad med blod i. I telefonen fortæller hun mig, at hun synes, det er på tide, at en stædig vegetar som mig genovervejer, hvorfor jeg spiser, det jeg spiser. Og siden jeg missede hendes sidste workshop, inviterer hun mig hjem til sig selv i Zürich for at lave en af hendes blodige retter sammen.

Det blod, som Laura og jeg laver mad med, er lokalt – Laura køber sit blod fra sit yndlingslandbrug lige uden for Zürich. Den er ejet af Claudia og Nils Müller, der bedøver og slagter alle deres dyr ude midt på græsningsarealet. Så i stedet for at skulle transporteres til et slagteri flere timer væk og stresses af turen, slagtes kvæget i vante omgivelser. Den form for slagtning blev Nils og Claudia i maj 2016 de første landmænd i Schweiz, der fik en bevilling til at udføre.

Sådan ender vi hjemme hos Laura med en flaske varmt blod, der bare få timer forinden pulserede gennem årerne på en glad og intetanende to-årig kastreret tyrekalv. Laura åbner en flaske og smager på den røde væske, der minder meget om rødbedesaft. Et øjeblik efter putter jeg en teskefuld blod i munden og overvældes med det samme af væmmelse. Det her er ikke rødbedesaft, det er blod. Jeg ved godt, hvordan mit eget blod smager, (jeg er ikke så hardcore vegetar, at jeg nægter at slikke mit eget blod fra mine længe-forpinte neglebånd) men det her smager på ingen måde som mit eget blod. Det kommer fra et dyr. Det smager ikke af noget.

Laura forklarer, at det giver 2,5 liter blod, når man slagter en enkelt gris, og at en ung tyr, som den her kalv, mister omkring 4,5 liter blod. Det ender som regel i dyrefoder og medicinalvarer, men man kunne også lave ravioli med det, som Laura og jeg bliver enige om at gøre.

Vi laver det med Vin Cuit – en schweizisk form for gløgg. Opskriften er Lauras egen fortolkning af den traditionelle ret Vin Cuit med løg. Det første Laura beder mig om at gøre, er at ælte dejen, en opgave jeg takker lettet 'ja' til. Jeg ælter mel, æggeblommer og olie sammen til en dej. Jeg tilføjer noget blod, og dejen får en lilla farve. Jeg glemmer næsten, at jeg arbejder med en kropsvæske, der tidligere på dagen holdt et dyr i live.

En af Lauras workshops er for børn. "Jeg ser ofte børn, der er bange for at røre ved mad, og det chokerer mig," siger hun. "Når de skal flytte et par stykker frugt fra skærebrættet til en skål, er der mange børn i min workshop, der bruger redskaber i stedet for hænderne." Ifølge Laura beviser det, at vi bliver opdraget til at holde afstand til vores mad – især når man tænker over, at børn generelt er ret glade for at røre ved alt, de kan komme i nærheden af.

Kogepunktet for blod er ret lavt, så man skal opvarme det forsigtigt ved lav temperatur. Blodet bliver langsomt tykkere, mens man koger det, og mens jeg rører rundt, kan jeg ikke lade være med at tænke på det dyr, der måtte lade livet for min ravioli.

Laura har imidlertid sendt dejen gennem pastamaskinen og er klar til at fylde pastaen. Hun tilbereder også en omgang ricotta blandet op med blod og siger, at det er med til at "mildne blodsmagen". Hvilket helt klart vil hjælpe mig med at spise raviolien uden at tænke alt for meget på død og rædsel. Til sidst dypper hun raviolien i salt og bager den med salviesmør.

Jeg er ret sulten, da Laura, fotografen og jeg endelig sætter os ned for at spise aftensmad. Laura observerer mig nysgerrigt, mens jeg tager min første bid af den blodige ravioli. Jeg kan ikke smage noget mærkeligt – det smager ikke metallisk, som Laura havde advaret mig om, at det ville. Jeg kæmper en smule med det mentale billede af en intetanende kalv med de sødeste øjne i verden, men det generer mig ikke så meget. Fotografen Raphael har det tydeligvis sværere med idéen om at spise blod, end jeg har.

Men det smager faktisk fantastisk. Jeg bemærker, at jeg bliver ved med at slikke mine tænder for at tjekke, om der er blod på dem – indtil jeg husker, at jeg bare spiser lidt pasta, og at jeg ikke er Eric Northman. Jeg tager en portion til og må indrømme, at jeg bedre kan lide ricotta-raviolien end den med Vin Cuit og løg. Kalven i mit hoved sukker skuffet.

Det kan godt være, at jeg svigtede kalven, men jeg har umiddelbart ikke svigtet mit fordøjelsessystem – jeg overlever den næste dag uden noget fysisk ubehag. Og jeg kan nu sige, at jeg efter religiøst at have undgået kød i 15 år, ikke længere strengt taget spiser vegetarisk. Hvis jeg ved, hvor blodet, kødet eller indmaden kommer fra, og hvordan dyret døde, spiser jeg det. På samme måde spiser jeg ikke længere bananer, med mindre de er fairtrade, og jeg har skruet drastisk ned for mit indtag af chokolade, avocadoer, quinoa og andre lækre sager, der måske ikke efterlader mig med blod i maven, men med en smule mere blod på hænderne.

Læs mere om blod og mad på VICE og Munchies:

Her er årsagen til at vi veganere har fået et dårligt ry

Billeder fra Muharrem, hvor unge afghanere pisker sig selv til blods med knive

PÅ MUNCHIES DANMARK: Til arktisk middag og slagtning med de samiske rensdyrhyrder