FYI.

This story is over 5 years old.

Drugs

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende

20-årige Jannick har siden 1. g solgt op til 300 gram kokain og MDMA om måneden til gymnasieelever og turister i København.
September 29, 2015, 9:03am

Nogle svenske studenter, der formentligt ikke har købt stoffer af Jannick - formentligt fordi de er svenskere. Via Flickr-brugeren Kristianstads Kommun.

Mit første studiejob var i Super Bests grøntafdeling. Jeg fik stukket en grøn polotrøje og et forklæde i hånden, og knap nok havde jeg iført mig uniformen, før chefen fortalte mig, at mine korslagte arme sendte et uimødekommende signal til kunderne. Tricket var altid at optræde servil og smilende, hvilket jeg med min ugidelige teenagerudstråling havde mere end almindeligt svært ved at leve op til. Men jeg gjorde et ærligt forsøg, og selvom min karriere i detailhandlen blev klædeligt kort, var jeg tilfreds med de penge, der kom ud af det - en mindre formue i forhold til den evigt utilstrækkelige mængde lommepenge, der blev mig forundt.

Jannick, derimod, har ikke behøvet at smile falsk til kvalitetsbevidste østerbrofruer på udkig efter friske kantareller. Han tjener i stedet sine penge på at sælge narko til deres børn. Siden 2012 har han forsynet gymnasiekammerater, studerende og turister med coke og MDMA, og forretningen går strygende. Kundekredsen har han skabt i løbet af sine tre år som elev på et gymnasium i København, og nu læser han enkeltfag og bruger mindst tre nætter om ugen på at passe forretningen.

Advertisement

Jeg tog en snak med 20-årige Jannick for at få et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for en ganske almindelig gymnasieelev, der tilfældigvis sælger op til 300 gram kokain og emma om måneden.

Still fra 'Narcos' via Netflix.

VICE: Hej Jannick. Hvordan kom du i gang med at sælge stoffer?
Jannick: Jeg var lige startet i gymnasiet, og jeg havde en god ven, der spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at skyde fem gram emma af for ham på min skole. Dengang var alle helt vilde med MDMA, så jeg tog imod tilbuddet. Det var lidt sværere at skaffe kunder, end jeg havde regnet med, men det gik bedre, så snart rygtet havde spredt sig om, at jeg havde gode varer. Ved næste gymnasiefest var der et par stykker, der spurgte mig, om jeg kunne hjælpe, og ved den efterfølgende fest var der lige pludselig 10, der stod og manglede. I mellemtiden var jeg begyndt at sælge kokain, og det gik også som varmt brød.

Hvad kom det til at betyde for din hverdag på skolen?
Jeg var splittet. På den ene side havde jeg ikke lyst til at fremstå som ham den skumle type, der gik og solgte stoffer til de andre, men på den anden side var det helt ærligt fedt at opleve folk komme over og sige "jeg har hørt, du har god cola. Kan vi lave en handel?" Der ligger en anerkendelse i det, og jeg oplevede alligevel aldrig, at der var nogen, der sladrede. Man har ligesom noget på hinanden, ikke?

Hvad har det betydet for din forretning, at du har gået på gymnasium, da du startede ud?
Det har været helt fint i forhold til at få faste kunder, der så kan gå ud og anbefale mig til deres venner. I dag læser jeg tillægsfag på VUC, og der er allerede folk, der har henvendt sig. Folk jeg kender fra byen. Men jeg er lidt påpasselig lige nu med ikke at tiltrække mig for meget opmærksomhed. Jeg har alligevel ikke det store behov for nye kunder.

Advertisement

Hvor mange på dit gymnasium vidste, at du solgte?
Nok flere, end jeg regnede med. Der var en del, der kom til mig, som jeg ikke havde snakket med før.

Hvor bange er du for at blive taget?
Det er ikke noget, jeg ligger vågen over. Jeg har taget rigtig mange forholdsregler, som jeg ikke vil nærmere ind på. Selvfølgelig kan fælden klappe, men så bliver det for meget små mængder.

Hvor meget går det ud over dit skolearbejde, at du sælger stoffer?
Man kan godt sige, at jeg ikke var en mønsterelev i gymnasiet, men det gik. Især fordi det alligevel er i weekenderne, man arbejder mest som dealer. Det hele handler om planlægning.

Hvad vil de studerende have?
For to år siden var MDMA sygt populært, men i dag ligger MDMA lige under cola. Efterspørgslen på cola er altid stabil.

Læs også: Kokain, MDMA og ketamin: Sådan ser dine øjne ud på forskellige stoffer

Er der forskel på kunderne fra de forskellige uddannelsessteder?
Det ved jeg ikke, men jeg kan fortælle dig, at nogen af dem på gymnasiet, der arbejder hårdest, også er dem, der går hårdest til den i weekenden. De sløve typer vil hellere ryge en joint i sofaen, mens de ambitiøse typer stiller større krav til deres weekender.

Hvordan henvender folk sig til dig?
Formuleringerne svinger meget, men de fleste ved godt, at man ikke skal skrive eller snakke helt åbenlyst over telefonen. På gymnasiet var det nemmere, der kom folk bare over i frokostpausen eller efter skole. Jeg foretrækker beskeder, men jeg kan godt forstå dem, der ringer. Nogle gange skal det gå stærkt, når man står i byen, og lysten melder sig, haha.

Advertisement

Hvad er den dummeste måde, du er blevet spurgt om stoffer på?
Der er stive folk, der får øje på mig i køen til en fest og råber "Hey, så du ikke min besked, vi skal lige ha' et gram emma!', så vagterne hører det. Flot, din spade.

Hvad gør du så?
Ignorerer dem eller siger til dem, at jeg ikke aner, hvad de snakker om.

Hvor mange penge tjener du på det?
På en god måned kan jeg godt sælge 300 gram sammenlagt, men det svinger lidt alt efter sæsonen. December er en rigtig travl måned i min branche. Men altså, nu om dage arbejder jeg kun med stabile leverandører, og det betyder, at jeg som regel kan sælge med en profit på 150%. Så kan du selv regne ud, hvor mange penge jeg tjener på det. Jeg klager ikke.

Hvad bruger du pengene på?
De fleste er gemt godt af vejen, til når jeg engang skal ud og starte min egen virksomhed. Før det er der grænser for, hvor mange penge jeg kan bruge uden at tiltrække for meget opmærksomhed. Men når jeg går ud og spiser eller tager på ferie, så er mit budget nok større end de fleste på min alders.

Hvor godt kender du dine kunder?
Omkring 10% kender jeg rigtig godt - enten gode bekendte eller venner. Derudover er de fleste venners venner. Der er også nogle stykker, der køber lidt større ind, og som jeg efterhånden er blevet gode venner med, fordi vi går ud og spiser sammen, når vi mødes. Og turister.

Turister? Hvordan får de kontakt til dig?
Ved at jeg henvender mig til dem i nattelivet. Turister er interessante, fordi de ikke ved, hvad stofferne normalt koster. På Roskilde Festival kom jeg forbi en lejr med en masse stive nordmænd, der betalte 1000 kroner per gram for elendig kokain. Normalt er det en dårlig forretning at snyde sine kunder, men på Roskilde er det ligemeget. Jeg møder dem aldrig igen.

Læs også: Ting du bør vide, hvis du skal i fængsel i Danmark

Tror du, der er nogen, der kun hænger ud med dig, fordi du sælger narko?
Ja, 100%. Det er der altid. Det er sjovt, som man bare blive mere populær, når man er ham, der sidder på posen. Jeg er dog blevet bedre til at spotte nasserøvene.

Har du oplevet at få tilbudt sex for stoffer?
Det har jeg ikke, nej, men jeg kender andre, der har prøvet det. Det kunne 100% være sjovt nok, for et gram eller to betyder jo ikke noget for mig. Men nej, desværre.

Advertisement

Har du overvejet at stoppe?
Ja, og det er også min plan på et tidspunkt, når jeg er færdiguddannet. Jeg har altid sagt til mig selv, at før eller siden går det galt, og så bliver du knaldet. Men førstegangsforbrydere får ikke så hård en straf, og det kan aldrig blive for større mængder. Så hvorfor skulle jeg stoppe lige nu?

Har du haft moralske overvejelser omkring din forretning?
Det spørgsmål vidste jeg godt, at du ville stille, så jeg har tænkt over det. Helt ærligt: Nej. Så længe der er folk, der tager stoffer, vil der også folk, der sælger dem og er villige til at løbe risikoen. Det kan lige så godt være mig som en anden.

Navne er ændret.

Mere fra VICE:

Billeder af kokainens rejse fra Colombia til din næse

Hitler og de andre nazister var tossede med crystal meth og morfin

Ny 'fixefabrik' vil gøre Vesterbros stofscene endnu større