Det er hårdt at være et af de mest priviligerede mennesker i verden

Jeg går ofte og tænker på, at jeg burde have udrettet noget mere. At jeg burde have skrevet en bog, at jeg burde have stiftet et magasin, at jeg burde være vildt meget klogere, og at jeg burde have været med i et band, som skulle spille på Roskilde, hvis ikke i år, så i hvert fald næste år. Det var jo det, der var drømmene og ambitionerne.

Jeg burde have udnyttet tilværelsen noget bedre, fordi jeg er det heldigste menneske, der findes. Jeg er hvid, jeg er mand, jeg er ung, jeg er hetero, jeg er født i et velfærdsland, hvori mulighederne for det gode liv nok er nogle af de bedste i verden. Jeg er ikke arbejdsløs, jeg er ikke tyk, jeg lugter kun sjældent, og jeg er vokset op i så solidt et middelklassehjem, at det faktisk keder mig at tænke på. Det er snart sagt umuligt at diskriminere mod mig, jeg er den heldigste kartoffel på den smukkeste plads i solen, og ser man på livet ud fra et strengt strukturelt synspunkt, er jeg det menneske, der har haft det lettest. Nogensinde. Det gør stoltheden over det trods alt opnåede mindre, det indrømmer jeg gerne.

I slutningen af 1800-tallet, dengang det var helt okay og meget udbredt at være et racistisk røvhul, talte man om 'den hvide mands byrde'. Det var den imperialistisk orienterede digter Rudyard Kipling (det var i øvrigt også ham, der skrev Junglebogen), der havde fundet på begrebet, og det blev i korte træk forstået sådan, at den hvide mand havde pligt til at kolonisere verden for på den måde at redde de andre racer. Fra dem selv. Det var byrden, den hvide mand var underlagt, og det var ikke for børn, for de racer, der gennem tilfangetagelse og slaveri skulle hjælpes, var uciviliserede halvdjævle, som der står i Kiplings digt.

I dag er den hvide mands byrde en anden. Den er stadig lige så misforstået, bevares, men den er altså en anden, for i dag skal den hvide mands byrde findes i, at alting er vores skyld. Der ligger en dobbelthed i vores privilegier, netop fordi vi har dem – gennem kolonialisering, kapitalisme og sociologen Max Webers tanker om protestantismens overlegne etik har vi erobret verden og i processen skabt problemer for alle andre. Sagen er så den, at selvom det egentlig var fortidens hvide mænd, der rent faktisk gjorde de her ting, så hæfter nutidens hvide mænd stadig for det.

Og hvem skal vi så hade? For det er vildt menneskeligt, at vi har brug for nogen at hade, nogen vi kan pege på og klandre for verdens ulyksaligheder, men det kan vi ikke, vi hvide mænd, så vi tvinges til at vende aggressionerne indad. Der er ingen strukturer, ingen barrierer, der sætter begrænsende rammer for vores muligheder, så vi tvinges til at snylte på andres elendighed og hade os selv, ligesom alle de minoriteter og køn, vores forfædre har undertrykt, gør det.

På den måde er det her jo et kæmpe paradoks. Og også skide synd.

Så kommer jeg lige i tanke om noget:

For et par år siden læste jeg et semester på et universitet i Sydney, og selvom det mest handlede om at drikke øl på skiftevis stranden, pub'en og min bygnings tag, så havde jeg også et fag, som efterlod sig et blivende aftryk i mig. Det hed Sex, Gender and Politics, og det handlede om især kvinders roller og muligheder i forskellige kulturer og tider. Jeg læste sammen med en engelsk fyr (som jeg måske på grund af nævnte øl simpelthen ikke kan huske navnet på lige nu), og efter hver undervisningstime havde han og jeg en tradition, som bestod af, at vi sammen gik ned ad universitetets gange og fællesimploderede over, hvor forfærdelige mennesker vi var. Lige meget hvad den givne undervisningstime havde handlet om (indiske kvinder, østafrikanske kvinder, sydamerikanske kvinder, inuitkvinder, you name it), snakkede vi egentlig altid om det samme – verden er helt ude at skide, og det er den hvide mands (vores) skyld.

Hvis man kan tale om, at man definerer sig selv ud fra sin kamp, så er problemet for den hvide mand jo det, at han ikke har nogen, og kan man så betænke ham i at ende i identitetskrise og det, der er værre? Alle andre end den hvide mand har en kamp. Kvinderne har misogyni, de homoseksuelle har homofobi, de sorte har racisme, og muslimer har islamofobi, men den hvide mand har ikke en skid, så i stedet bliver han vred, og, hvis han er amerikaner, så stemmer han på Donald Trump.

For sagen er jo den, at mennesket altid vil søge kvaler, det er ren Maslow og hans behovspyramide, det her. Når det hele kører på ét plan, finder man blot sine problemer nede på det næste, sådan er vi bare, og bliver man ikke diskrimineret, kan det være, man så får eksistentielle kriser eller religiøse kriser eller seksuelle kriser, eller hvad ved jeg.

"Lidelsens sum er konstant", som en dejligt melankolsk og tænksom musiker, jeg interviewede for et par uger siden, sagde.

Det er skide svært at være priviligeret.

Mere fra om diskrimination om VICE:

Sådan er det at vokse op som hvid 'kartoffeldansker' i ghettoen

De brune, de handicappede og de grimme - status på diskrimination i Danmark

"Folk ser ikke et menneske - der ser en thailuder"