Duller, popdrenge og ung kærlighed: Danskere fortæller om deres teenagetid på Arto

FYI.

This story is over 5 years old.

internettet

Duller, popdrenge og ung kærlighed: Danskere fortæller om deres teenagetid på Arto

"Dybest set var Arto jo et samlingssted for folk, der var hormonelt forstyrrede og fuldstændigt brændt sammen oven i hovedet. Alle var jo psykopater i en eller anden udstrækning."

Screenshot fra Artos forside, hvor der både bliver diskuteret legalisering af heroin, og hvor attråværdige unge mødre er.

Det er enden på en æra. Det er et farvel til at sætte sine spikes med Dax Wax, høre Kevin Little og prøve Von Dutch-kasketter i Quint. Et adieu til D&G-toppe, kliker, hvide Miss Sixty-jeans og den usikkerhed, som for de fleste var en naturlig del af at være teenager. Sidenhen er vi alle blevet voksne og har glemt alt om Arto, og nu er Arto også klar til at glemme alt om os. Sidens daglige besøgstal er skrumpet fra [400.000 i platformens storhedstid](http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/17132833 ) til kun 4.000 i dag, og som konsekvens af den dalende interesse takker vores generations intro til sociale medier af den 1. juni. For mange fungerede siden som en arena for de tidlige teenageårs udskejelser. Det var her, man udforskede sin seksualitet gennem pirrende brug af blinke-smileyer i hinandens gæstebøger, og her man blev konfronteret med sin identitet, når man skulle oprette en profil. Vi brugte platformen til at finde ud af, hvem vi var, og lærte, hvordan man opfører sig på internettet.

Advertisement

Læs også: Derfor droppede jeg min kæreste og to bedste venner ved at slette dem på Facebook

Selv fandt jeg min første kæreste på Arto. Hun var fra Jylland, jeg fra Sjælland, og vi mødtes aldrig i virkeligheden. Vi fandt hinanden over Arto og rykkede derefter over på MSN, hvor hun havde et frækt foto af et par glatte ben i modlys som profilbillede. Når jeg tænker tilbage, er der ingen chance i helvede for, at det billede rent faktisk var af hende. Mit første eventyr udi kærlighed og seksualitet endte dog brat, en aften mine forældre og jeg var til middag hos et andet forældrepar fra klassen. Vi børn legede gemmeleg, og det var i mit skjulested i et soveværelsesskab, at jeg mærkede min Nokia vibrere med beskeden om, at vores forhold var forbi. På det tidspunkt var det nok den største følelsesmæssige milepæl i min opvækst, og den havde jeg Arto at takke for.

I anledning af sidens lukning besluttede vi os for at spørge andre fra vores generation, hvilken rolle Arto spillede i deres formative år.

Mathias Obdrup

Jeg fik Arto i slutning af femte klasse. Der var en fyr fra årgangen over mig nede i SFO'en, der oprettede en profil til mig. Han foreslog mig at hedde SealDK efter ham sangeren med arret, men jeg endte med at vælge det noget sejere navn CoolMatthew.

For mig var det den tid, hvor jeg begyndte at kigge efter piger. I Faxe var der den her pige fra sjette klasse, Faxe-Mille-4ever, som alle drengene fra min klasse syntes var sindssygt flot. I dag poker man hinanden på Facebook, men dengang kunne man give kys, kram eller spark/slag, og jeg var inde og give hende en venskabelig krammer, som jeg selvfølgeligt håbede ville føre til noget mere. Hun sendte en pudekamp tilbage, og så skete der aldrig noget videre. Måske mine chancer havde været større, hvis jeg havde haft en federe profiltekst. Det var nemlig først senere, jeg lærte at bruge en slags forsimplede html-koder, hvor man for eksempel kunne kopiere koden til en hoppende Pikachu til sin profil. Jeg endte med at have syvende klasses længste profiltekst, hvor jeg skrev sjove ting som "Lidt Netto om mig. Nårh nej, lidt Aldi om mig, eller jeg mener, lidt Fakta om mig." Og så stod der ellers lidt om, at jeg elskede at gå til bageren i frikvarteret, "romkugler styrer" og sådan noget.

Advertisement

Jeg fik også min mor til at tage nogle billeder af mig, hvor jeg syntes, jeg så virkelig sej ud. Jeg havde en tynd sølvhalskæde på og selvfølgelig bar mave. Jeg havde dæmpet lyset på mit værelse og var bevidst om ikke at kigge i kameraet. Det var sejere at lade være.

På min 12-års fødselsdag inviterede jeg nogle drenge over. Vi sad oppe på mit værelse, og ham, der var den seje i klassen med Björn Borg-underbukser, klikkede rundt og fandt en pige fra København, og så var han sådan; "Prøv lige at tjekke de poser!" Efterfølgende fik jeg min første kæreste gennem Arto. Min far er skolelærer, og det var en af hans elever, der skrev og spurgte, om ikke jeg var Mikaels søn. Så endte vi med at skrive på Arto, før vi rykkede over på MSN, hvor vi blev kærester. Det holdt dog ikke længe, og kort tid efter blev jeg faktisk Arto-gift med en ny pige ved navn tha-smukke-anja.

Vi blev fra en tidlig alder vant til tankegangen, at når man er menneske, så har man også en social profil, og det betød, at man for første gang kunne skrive med folk, man ikke kendte. Der var ikke længere langt mellem mennesker, og det var let at finde frem til dem, man havde noget til fælles med. Vi lavede for eksempel en Arto-gruppe ved navn Brøndby Support Faxe Kommune, og der kan jeg huske, at jeg for første gang tænkte, at internettet kunne samle folk.

Det er også derfor, jeg oprettede mindehøjtideligheden. Jeg har altid lys i vinduerne 4. maj, og jeg forestillede mig lidt, at folk ville kunne samles med fakler 1. juni for at mindes Arto. Nostalgi vækker noget i folk, og det kunne være sjovt at mindes en tid, der var lidt kikset for os alle.

Advertisement

Sofie Emily Seemann

Jeg hørte om Arto gennem min bedste veninde fra børnehaven, da jeg var 10-11 år. Det er ret pudsigt, at det netop var hende, der foreslog det, for med Arto sagde jeg jo farvel til alt det, vores venskab havde stået for: uskyldighed og barndom. Man trådte over skillelinjen til teenageårene, da man kom ind i Arto-miljøet og begyndte at tænke på at drikke bajere, hænge ud på gaden og skeje ud. Det startede i det små med ens profil. Her handlede det om at få sin BFF til at lave den og skrive så mange flatterende adjektiver om sig som muligt: "Du er bare lækker og sød og sej." Bogstaverne skulle være forskellige størrelser, og det gik ud på være så kryptisk og grineren som muligt. Vi tog det meget alvorligt; det jo er det, der er så sjovt ved det.

Dernæst kom det med billederne, og man begyndte at tage webcam-selfies med veninderne. Det var på mode at lænke sig i lyserøde plyshåndjern til sin veninde som en avanceret form for venindehalskæde. Så holdt man dem op foran webcamet. Derudover gjaldt det selvfølgelig også om at have rigtigt mange sokker i bh'en og lave duckface – i en alder af 12 vel at mærke.

Mit store idol var Gisele Bündchen, fordi min Arto-kæreste havde fortalt mig, at jeg lidt lignede hende. Jeg ville sindssygt gerne være model, så jeg tog nogle billeder, hvor jeg prøvede at ligne hende. Jeg tror aldrig, jeg tænkte på det som selviscenesættende; det handlede bare om at imponere. Jeg følte ikke rigtigt, jeg slog til i virkeligheden, men det kunne jeg så på Arto.

Advertisement

Det er meget sigende, at dem, der gik mest op i at fremstå på en bestemt måde, også havde det værst med dem selv. Dem, der ikke var på Arto, virkede, som om de havde det meget bedre end os. Vi var sygeligt selvbevidste og lavede lister med, hvad vi ville lave om på os selv.

Jeg havde min første seksuelle omgang med nogen som 12-årig. Jeg havde skrevet med en fyr over Arto, som jeg mødtes med på vej til halbal. Han havde for vane at hænge ud foran McDonald's og var en del af det der ret "pimp"-agtige slæng med diamantøreringe og Von Dutch-kasketter. Vi var allerede fulde, da jeg mødte ham, og det var i øvrigt den aften, min 11-årige BFF kom til udpumpning efter at have drukket for meget vodka. Vi gik ind på et solarie og lagde os til at kysse på en briks. Vi prøvede nærmest at have sex, men kunne ikke finde ud af det. Vi vidste jo ikke rigtigt, hvad det var.

Det var som sådan ikke noget pres mellem veninder, men man gerne ville fremstå sej over for de piger, man ikke kendte. Man var presset af hele diskursen om, hvordan man skulle opføre sig til halbal: man skulle helst snave med nogen, og vi dansede som strippere til Christina Aguileras "Dirrty", selvom vi ikke var teenagere endnu. Det var alt sammen iscenesat gennem Arto, der var indbegrebet af hele den kultur for mit vedkommende.

For mig har det betydet, at jeg igennem mine teenageår har sammenlignet mig med andre på en sygelig måde. Man har været meget mere bevidst om, hvordan man fremstod. Jeg tror, det har fremprovokeret, at jeg er blevet voksen hurtigere, fordi man var så selvbevidst. Jeg tror også, at den kultur bærer en del af skylden for, at jeg er blevet bipolar. Det forstærkede i hvert fald tendensen.

Advertisement

Julie Schackt

Jeg var omkring 12 år, da jeg kom på Arto. Jeg valgte et billede af Tyra Banks i rød bikini som mit profilbillede, fordi jeg ikke rigtigt havde forstået det der med internettet. Men så begyndte folk at brokke sig over, at det ikke var mig, og så måtte jeg jo tage et billede af mig selv. Jeg havde heldigvis lige fået et nyt webcam, så jeg gik på jagt i hele huset efter det sted, hvor lyset var bedst. Jeg tog min Louis Vuitton keychain på, der jo var meget in på det tidspunkt, og skyndte mig at lægge make-up. Jeg var i det hele taget en rigtig poptøs dengang. Jeg havde klippet alle mine jeans om til superkorte nederdele og gik med gennemsigtige Dolce & Gabbana toppe og masser af eyeliner, når vi tog på Club Tropic inde ved Palads sammen med alle de andre Arto-mennesker.

Det handlede meget om at få opmærksomhed. På skolen sloges vi om computerne i frikvarteret, så vi kunne tjekke vores Arto-profiler – og når man savnede opmærksomhed, fik man bare nogle af veninderne til at skrive i sin gæstebog. Gerne noget kvalmende med hjerter; desto sødere, desto bedre.

På den måde betød Arto alt for mig og min omgangskreds. Hver gang man havde fem minutter, skulle man ind og tjekke sin profil, og derhjemme kunne jeg godt sidde til klokken to om natten på Arto og MSN på min mors computer. Så satte jeg en lampe bag webkameraet, så lyset var perfekt. Man brugte det til at søge efter fyre i området og blive Arto-kærester eller Arto-gift. Jeg havde nok to-tre stykker i min tid på siden, heriblandt en fyr, der hed Niklas, som kom fra Mørkhøj. Han var en rigtig Gladsaxe-type, der gik i kasket med sit postnummer på og det hele.

Advertisement

Jeg mødte også min første rigtige kæreste gennem Arto. Det er lidt pinligt, men jeg var 16, da jeg gik ind og fandt en af mine nabos venner på siden. Vi aftalte, at han skulle hente mig fra arbejde en dag, og så begyndte vi bare at ses. Vi var kærester i to år. Det var også der, jeg besluttede mig for at slette min profil – efter jeg fik en kæreste, havde jeg bare ikke rigtigt brug for det længere. Jeg tror, mange bruger Facebook på samme måde i dag. Det er bare en ny udgave af samme koncept.

Andreas Kousholt

Det var det første sociale medie, som alle kom på, og det var primært et sted, man skrev med piger. Man gik ind på en fælleschat og skrev sådan nogle lidt børneromantiske ting til hinanden. Jeg skrev engang med to piger, og i løbet af den samtale spurgte de så ind til, hvad jeg hed i virkeligheden, og uerfaren som jeg var, gav jeg dem selvfølgelig mit rigtige navn. De svarede tilbage, at de nu kendte mit navn og ville finde ud af, hvor jeg boede. Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg gik og kiggede mig over skulderen i to uger efter de to psychos, som havde lokket min identitet ud af mig. Jeg troede bare, jeg flirtede med to unge piger, og så var det måske en eller anden fucking pædofil eller noget. Dybest set var Arto jo et samlingssted for folk, der var hormonelt forstyrrede og fuldstændigt brændt sammen oven i hovedet. Alle var jo psykopater i en eller anden udstrækning. Selv var jeg nok en ret underlig Arto-bruger, der prøvede at være voksen. Mit brugernavn var Sigur Ròs, og jeg forestiller mig, det er ret usædvanligt for en 12-årig at opkalde sig efter islandske støjrock-kunstnere. I min profiltekst skrev jeg ting, som at vi burde nedlægge militæret, fordi det var en dårlig investering for regeringen. Så var der selvfølgeligt nogle truckertyper, der skrev; "hvad fuck snakker du om, du kan sgu da ikke nedlægge militæret, din fede idiot. Hold nu kæft!" Miljøet var en tikkende bombe af pubertær usikkerhed, og nogle gange gik den bare af. Tonen er måske ikke så pæn på sociale medier i dag, men det var den bestemt heller ikke dengang.

I korte træk opfører en 50-årig på Facebook sig, som jeg gjorde som 13-årig på Arto.

Advertisement

For mig var Arto en digital forlængelse af en præpubertær drengs interesse i kvinder. Det er måske også derfor, at jeg stadig husker det store øjeblik, da jeg engang blev nævnt i en piges profiltekst. Hun og en af mine veninder havde hørt mig spille Coldplays "The Scientist" på flygelet derhjemme, og det fik hende så til at skrive følgende: "Jeg elsker The Scientist, især når ak spiller den." Det var stort.

Jeg skammer mig ikke over mine glade Arto-dage, for alle var lige kiksede, men jeg bliver lidt pinligt berørt, når jeg tænker på mine lange, patosfyldte dagbogsindlæg. Når jeg ser folk skrive enormt følelsesmættede statusopdateringer på Facebook i dag, kan jeg godt tænke, at de sidder fast i sådan en Arto-mentalitet. Jeg fatter ikke, hvorfor de ikke er vokset fra det. Arto var første gang, vi blev præsenteret for mange-til-mange kommunikation, og det lærte vi så at håndtere i en ret ung alder. Det er vores forældres generation først lige ved at lære, og derfor begår de også rigtig mange fejl, når de kommer på Facebook i dag. De er fuldstændigt befriet for pli og situationsfornemmelse. I korte træk opfører en 50-årig på Facebook sig, som jeg gjorde som 13-årig på Arto.

Arto var med til at gøre os til en hel generation af digitale indfødte, og det har gjort det lettere for os at få job i dag. Det skal vi så nyde de næste seks år, indtil den næste generation, der blev født med iPads i hånden, kommer på arbejdsmarkedet og gør os alle komplet ubrugelige.

Mere fra VICE: Ting Danmarks klammeste madgruppe kan lære os om livet

Vi fik nogle unge danskere til at vise os deres køleskabe

Vi faktatjekkede jydernes mest almindelige fordomme om københavnere