Vi talte med manden, der arbejder for oprettelsen af et selvstændigt land for homoseksuelle

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

LGBT-rettighedskampen er kommet langt de seneste år, men det ville være forkert at sige, at kampen er vundet. Den 3. september blev en mand og hans partner angiveligt smidt aggressivt af en bus i London, fordi de var steget på gennem den forkerte indgang, sidste weekend blev medlemmerne af Pride-komitéen i Nordirland ofre for homofobiske angreb, og i sidste uge måtte en fodboldspiller fra Burnley forklare sine tweets fra 2012, hvor han siger, at homoseksuelle mennesker skal "brænde", efter FA anklagede ham for ureglementeret adfærd.

Med andre ord: Livet som LGBT-person kan være svært. Nogle mener, at løsningen er en ustandselig kamp for ligestilling, mens seperatist-organisationen Gay Homeland Foundation foreslår en anden strategi. Dens medlemmer mener, at marginaliseringen af LGBT-kulturen er en uundgåelig konsekvens i samfund, hvor størstedelen af befolkningen er heteroseksuelle. De arbejder for oprettelsen af en selvstændig LGBT-stat. Det lyder måske radikalt, men i deres øjne er det den eneste holdbare løsning. Jeg tog kontakt til en af gruppens ledere, Viktor Zimmerman, for at finde ud af, hvorfor han mener, det er nødvendigt med så drastisk en handling.

VICE: Hej Viktor, hvorfor har homoseksuelle brug for deres eget land?
Viktor Zimmerman: Vi har brug for et kulturelt og politisk centrum, hvor vi kan udvikle nye og bedre måder at leve et homoseksuelt liv, som passer bedre til vores natur. At samle homoseksuelle mennesker i et kreativt og opbakkende miljø vil frigøre en stor mængde energi. Tusindvis af homoseksuelle kunstnere, forfattere, billedkunstnere, filmfolk og sangskrivere ville blive samlet på ét sted. Der ville ikke længere være nogen kulturel undertrykkelse fra heteroerne, og alle offentlige steder ville være udsmykket med en homoseksuel æstetik.

En homoseksuel bystat ville også blive et fristed for millioner af LGBT-personer. Mange LGBT'ere i verden lever under livsfarlige forhold, hvor deres fysiske sikkerhed er truet på daglig basis, deres arbejdsforhold er usikre, og deres familier truer dem eller tvangsgifter dem væk. Grundet strikse immigrationsregler kan de mennesker ikke bare flytte til et andet land, og en LGBT-stat ville derfor være et godt alternativ.

Så formålet med organisationen er at skabe et sikkert rum til LGBT-personer, hvor der gælder homoseksuelle kulturelle normer?
Ja, vores mål er oprettelsen af en fri, uafhængig og demokratisk LGBT-stat. Vi stræber efter at få etableret en eller flere selvstyrende bosættelser for LGBT-ere og fremme deres økonomiske, kulturelle og politiske udvikling.

Hvorfor fokusere på en homostat i stedet for at forbedre LGBT-rettighederne i de lande, der allerede findes?
Der er intet modsætningsforhold imellem en LGBT-stat og forbedringen af LGBT-rettigheder i eksisterende lande – vi kan gøre begge dele. LGBT'ere har brug for at samles, socialisere og udveksle idéer. Hvis der skal være en homoseksuel kultur, så har vi brug for mere end lokale homobarer, to-tre homoboghandlere og en Pride én gang om året. Det handler ikke om menneskerettigheder, det handler om en minoritet på seks procent af befolkningen, som bliver splittet ad i et uimødekommende kulturelt landskab.

Vi skal også huske på, at menneskerettigheder kan blive taget fra os lige så let, som de blev givet. Alle de fremskridt, der er sket i rettighedskampen, er kun sket i en kontekst af liberale demokratier, og det har været en kompliceret proces, som stadig ikke er færdiggjort. Vi har brug for et sted, hvor folk kan flytte hen fra fjendtlige lande. De få flygtninge, der lukkes ind i USA, Canada og EU, er kun nogle få heldige, langt størstedelen bliver ikke lukket ind overhovedet.

Hvor har I tænkt, at landet skal ligge?
Ideelt set et sted, hvor der er billig, beboelig jord i et varmt klima tæt på vandet. Der er masser af passende landområder i Sydamerika, og de politiske omstændigheder virker fordelagtige der. Et venligstsindet, buddhistisk land i Sydøstasien kunne måske også være et godt, strategisk valg.

Realistisk set vil vi tage imod, hvad end der kommer, og forsøge at gøre det bedst muligt.

Hvad er din langsigtede handlingsplan for at oprette staten?
Det første skridt er oprettelsen af en ikke-territoriel selvstændig sammenslutning – en stat uden territorium. Staten ville tage imod LGBT-flygtninge og hjælpe dem med bolig og job. Økonomiske aktiviteter er essentielle for at kunne give folk understøttelse og skabe indtægter til de sikkerhedsmæssige udgifter. En LGBT-investeringsbank ville kunne hjælpe med at etablere små og mellemstore virksomheder til at selvstændiggøre befolkningen økonomisk.

Derefter vil vi forsøge at opnå politisk anerkendelse fra så mange øvrige stater som muligt. Den anerkendelse ville hjælpe i en lang række aktiviteter: Gennemrejse for flygtninge, internationale økonomiske transaktioner, indkøb af sikkerhedsudstyr. For at muliggøre international anerkendelse vil vi bruge det juridiske foregangseksempel fra Malteserordenen.

Er det ikke en stat, der fortsatte med at eksistere, efter den mistede sit territorium?
Jo, deres selvstændighed anerkendes stadig af over 100 udenlandske regeringer. Næste skridt ville være at indgå en længerevarende lejeaftale af et mellemstort territorium i et eksisterende land. Territoriet ville blive brugt til at etablere en bosættelse ud fra de vilkår, som gælder for ekstraterritorialitet. Juridisk set ville det forblive værtslandets territorium, men vi ville administrere det efter vores egen lovgivning.

Ville heteroseksuelle mennesker kunne bo der?
Der vil være heteroseksuelle mennesker i LGBT-staten, men antallet vil være begrænset, og de vil ikke få politisk indflydelse. De, der er afhængige af vores indbyggere – umyndige børn eller plejekrævende forældre – vil selvfølgelig få opholdstilladelse.

Hvordan ville du sikre, at befolkningen ikke svinder ind?
Immigration. Vi ved allesammen, hvordan homoseksuelle børn bliver født – der fødes millioner af dem over hele verden år efter år, uden en indsats fra vores side. Det eneste, vi behøver, er, at en brøkdel af dem pakker deres ting og flytter til LGBT-staten.

Og til sidst: Hvor realistisk tror du, det er, at I opnår jeres mål?
Juridisk set er oprettelsen af en LGBT-stat realistisk. Der findes eksempler på tidligere oprettelser af nye stater via traktater, for eksempel Vatikanstaten, og der har været flere juridiske fortilfælde af international anerkendelse af ikke-territorielle selvstændige sammenslutninger såsom Malteserordenen. Vi holder fast i troen om, at LGBT-personer en dag vil have territoriel kontrol over et selvstændigt land.

Tak Viktor.

Mere fra VICE:

Atlantium er verdens eneste mikronation på AirBnB

Det Tyske Kongerige

De små menneskers kongerige