En forsvarsadvokat for pædofile fortæller, hvor langt han vil gå i sit arbejde

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

På gulvet bag ved Benjamin C. Wenzels skrivebord ligger en stak meget almindeligt udseende mapper. Dem bruger forsvarsadvokaten til at dokumentere sine klienters forbrydelser – han specialiserer sig i at forsvare folk, der er i besiddelse af børneporno.

Ifølge en vurdering fra FN og FBI er der hvert sekund 750.000 mennesker, der ser på børneporno på internettet. Mange af dem bliver hverken opdaget eller straffet. Det så man med "Operation Daylight" – en samlet europæisk indsats mod forbrugere af børneporno, hvor 611 sager blev rejst på baggrund af mistanke om forbrydelser, 207 af dem blev efterforsket, men der blev kun foretaget 75 anholdelser.

Benjamin Wenzel er 39 år og bor i det sydlige Berlin, hvor han har forsvaret pædofile i retten i syv år.

VICE: Hvilken slags mennesker ser på børneporno?
Benjamin C. Wenzel: Du ville ikke kunne genkende dem, hvis du så dem på gaden. Man kan ikke tegne en bestemt profil af dem. Folk med pædofile tilbøjeligheder kommer fra vidt forskellige sociale og uddannelsesmæssige baggrunde og kan have en hvilken som helst alder eller job. Tilbøjeligheden er der, og den forsvinder ikke bare. De skal lære at leve med den.

Hvor ofte møder du den slags mennesker?
Jeg har som regel fire eller fem klienter om måneden. Jeg får henvendelser fra hele Tyskland.

Hvordan er du over for dem, når du møder dem?
Folk kommer til mig for at få hjælp, og jeg har et normalt klient-advokat-forhold med dem. De fleste er stadig i chok – politiet stormer som regel deres bolig klokken seks om morgenen uden advarsel og konfiskerer computere, harddiske og usb-stik. De bliver anholdt, og deres familier og naboer har formentlig overværet ransagningen.

Har du ondt af dem?
Det er tydeligt for mig, at mine klienter er under ekstremt pres. Den kriminelle efterforskning er stressende, deres ægteskab bliver testet til det ekstreme, de mister deres job. Livet, som de kender det, er slut, og de bliver brændemærket som pædofile for evigt. Jeg forsøger at støtte dem som klienter, men på et personligt plan holder jeg afstand – ligesom med alle mine andre klienter. Jeg holder det professionelt.

Hvordan gør du det? Hvordan holder du afstand?
Som advokat skal man værne om retssystemet. Det er ikke et job som alle andre. Alle sagsøgte har ret til en advokat, og for at systemet kan fungere, er jeg nødt til at blokere mine personlige holdninger og interesser. Hvis jeg ikke kunne det, ville det være en forkert karriere for mig.

Hvorfor forsvarer du de her pædofile?
Jeg repræsenterer ikke kun pædofile – de udgør måske fem til ti procent af mit arbejde som forsvarsadvokat. Men emnet børnepornografi er indrømmet anderledes end alle andre lovovertrædelser. Jeg mener, det er muligt for mig at have en positiv effekt på mine klienter. Jeg anbefaler stærkt alle de pædofile, jeg repræsenterer, at søge terapi, så de kan lære at håndtere deres drift. Det er et af de vigtigste skridt, og de følger som regel altid mit råd. Jeg anbefaler det ikke kun for at få nedsat deres straf – terapien har til hensigt at forebygge, at klienten begår anden kriminalitet eller skader andre mennesker eller børn. Så jeg ser mit arbejde som et værdifuldt bidrag til samfundet. Indtil videre har ingen af mine klienter fået tilbagefald.

Hvad gør du, hvis din klient nægter at gå i terapi?
Mindst 90 procent af mine klienter modtager terapi, men nogle af dem nægter – for eksempel fordi de ikke ser sig selv som pædofile. Jeg har klienter, der siger, at de er afhængige af at downloade ulovlige filer på internettet. Når det sker, forsøger jeg stadig at motivere dem til at gå i terapi. Men man kan ikke tvinge nogen til at gøre det.

Hvordan foregår det, når du får en ny klient?
Den tiltalte kontakter mig, efter politiet har ransaget deres hus. Jeg tager kontakt til politiet og anklagerne og beder om adgang til filerne. Når jeg har vurderet, hvor meget belastende bevismateriale der er, har jeg en idé om, hvad dommen vil blive. Så har jeg min første samtale med min klient, hvor jeg anbefaler terapi.

Når du siger, at du kigger på det belastende bevismateriale, betyder det så, at du selv skal se på børneporno?
Jeg er nødt til at se det, selvom det som regel er nok for mig bare at få et overblik over mængden og typen af data, klienten har. Her i Berlin får jeg ikke materialet tilsendt – jeg får adgang til det på den offentlige anklagers kontor. Der er altid andre mennesker til stede.

Hvordan påvirker det dig at se materialet?
Børnepornografi er altid forfærdeligt – bag hvert billede er der et barn, der bliver tortureret. Det skal enhver gerningsmand forstå. Men jeg er nødt til at håndtere det professionelt. Desværre er jeg konstant vidne til forfærdelige ting.

Får du nogensinde dårlig samvittighed af at forsvare pædofile?
Nej, det er mit job som deres forsvarsadvokat. Hvis en kirurg ikke kunne håndtere at se blod, ville han eller hun have valgt den forkerte karriere. Jeg har altid en afstand til klienten, og vi møder ikke hinanden på et privat niveau.

At være pædofil anses for at være en af de værste ting i vores samfund…
Men loven anser ikke det at eje eller distribuere børnepornografi som den groveste lovovertrædelse. Mord, manddrab, bevæbnet røveri – straffen for de forbrydelser er langt højere. Den første gang, en gerningsmand tages i at eje børneporno, får de som regel en betinget dom, afhængigt af mængden af billeder. Men det er kun besiddelse af billeder – selve misbruget straffes anderledes.

Har du nogensinde forsvaret nogen, der har produceret børneporno?
Ja, og i de tilfælde er det også børnemishandling eller mishandling af mindreårige, man tager i betragtning i dommen.

Hvad skete der?
En af mine klienter havde produceret billeder og videoer af sin egen datter. Til den her sag var strategien at få ham til at tilstå, så hans datter ikke behøvede at deltage i en retslig afhøring og give en udtalelse. Det var for alles bedste. Min klient fortryder, hvad han gjorde.

Så han vidste godt, at det han gjorde, var forkert?
Jeg tror godt, han vidste, at det han gjorde var forkert, ja. Men mishandlingen fandt sted henover mange år, så han må have undertrykt det.

Hvilken slags person var han?
Ikke særlig iøjnefaldende. Familiefar.

Anbefalede du ham at gå i terapi?
Det foregik ikke sådan i denne sag. Min klient blev varetægtsfængslet og blev idømt en syv-årig fængselsdom. Han sidder stadig i fængsel i dag. Jeg må ikke fortælle, om han modtager terapeutisk behandling derinde nu – i det øjeblik dommen afsiges, slutter vores bemyndigelse.

Og du tager slet ikke den her slags sager med hjem?
Altså, man husker dem selvfølgelig, det er klart.

Vil du gerne selv være far?
Ja.

Bekymrer det dig ikke, hvad der kunne ske med dine børn?
Alle mennesker har bekymringer og frygt. Måske er jeg lidt mindre naiv i mit liv end andre mennesker. Jeg tror, at jeg gennem mit arbejde måske har udviklet nogle bestemte sanser, der udløser nogle alarmklokker i mit hoved. Jeg ville ikke lade mine børn tage offentlig transport om aftenen alene – jeg ville i stedet komme og hente dem i bil.

Er der en forbrydelse, du ikke ville kunne forsvare?
Det er et svært spørgsmål, og det ville i sidste ende afhænge af sagen. Indtil videre har jeg ikke mødt en sag, jeg ikke har kunnet tage. Jeg ville ikke have lyst til at håndtere en sag med nogen, der havde myrdet et barn.

Hvis du på et eller andet tidspunkt fik nok af af være forsvarsadvokat, hvad ville du så lave?
Helt ærligt, så tror jeg, jeg ville blive ejendomsmægler. Det er noget helt andet, men det er en af mine passioner.