Popkultur

Mads Langer fucker med alt, der er helligt, men det må han (nok) også godt

Pegende, halvskaldede mænd, der danser dårligt, og en high-five, der failer, men som alligevel forsøges gentaget, var ikke det værste i en video, jeg så her den anden dag.
January 13, 2017, 10:42am
screenshot fra videoen 

Okay. Forleden aften afholdt Danmarks Radio med vanlig sans for storladne tv-events så 'Sport 2016' i Jyske Bank Boxen, og da man var færdige med at uddele priser til alle, der var mødt op, begyndte Mads Langer at rappe.

Det var vist nok til en art efterfest, at en af verdens højeste mænd (og i øvrigt vært for Hammerslag), Christian Degn, var dj og spillede 'Sorry' med Justin Bieber, og så greb Mads Langer en mikrofon og kastede sig ud i Rage Against the Machines 'Killing In The Name'. Henover 'Sorry'. Måske kan man forestille sig det, måske kan man ikke, men det er også lige meget, for det er heldigvis og selvfølgelig blevet optaget på video, og den kommer her:

Lad os indledningsvist bryde scenen ned. Høje Degn fra Hammerslag er dj, han læner sig ind over sin pult, som man som dj jo skal, og Mads Langer står med mikrofonen iblandt mange (halv)skaldede mænd, som danser omkring, mens de peger på hinanden uden nogen synlig grund. Pege, pege, det ser ud, som om det er sjovt at være en del af.

En af de pegende mænd bliver så pludseligt færdig med at pege, og i stedet lægger han en arm om skulderen på Langer, som i mikrofonen siger "It's too late now to say sorry, yo" (altså anerkender han her og for første gang, hvilken sang der rent faktisk spiller), og så, BRRANGGGG, så sætter Degn den vidunderligt distortede guitar fra 'Killing In The Name' på, og alt er i symbiose, alt er godt.

Advertisement

Tror man. For så bliver det for alvor vildt. "It's too late now to say sorry, BITCH!", råber Mads Langer så, og bag ham ser vi et fuldstændigt perfekt clusterfuck af alt, der er akavet, for mens Langer altså nu er begyndt at bande sådan lidt for aggressivt, situationen taget i betragtning, rapper manden i forgrunden så effektivt med, at han slet ikke ser, at en af de andre mænd prøver at give ham en high-five, og så har vi jo balladen. Manden bliver left hanging på skammeligste vis, men hvor mindre mænd ville anerkende deres nederlag og stille tage sin arm ned, insisterer denne uheldige high-fiver på at gennemføre sit foretagende, og selvfølgelig går det ikke, der er ingen hånd til at møde hans, da han med dødsforagt sender den nedad, men så sker der gudhjælpemig det, at han hæver den igen, øjensynligt klar på endnu et forsøg. Før pegede han, nu high-fiver han, og det bliver han ved med. Mads Langer har skjorte og blazer på, men ikke slips. Han ser vild ud og holder mikrofonen som en rapper.

Der peges og gøres forsøg på high-fives. Screenshot fra videoen.

Nå. Seancen er altså pinlig. Jeg har (i research-øjemed, det er klart) nu set videoen omkring tyve gange, og det bliver værre og værre. Jeg opdager flere og flere ting, og de ting skubber følelsen fra mine krummede tæer op mod skinnebenene, det er, som om vi har at gøre med den perfekte storm af noget, der i dets grundvold simpelthen bare er forkert. Den fuldendte pinagtighed.

Dette bunder ikke i den mislykkede high-five og heller ikke i de af uransagelige grunde pegende mænd. Det bunder ikke engang i manden i forgrundens indledende håndtegn, selvom det er ganske forfærdeligt at se på. Det bunder i Mads Langer.

Advertisement

Jeg kan godt lide Mads Langer. Jeg synes, han er noget af det mest sympatiske, vi har i dansk musik, jeg kan ofte også godt lide hans sange. 'Fact-Fiction', mand! Den er fremragende og får mig til at tro på, at kærligheden, uanset hvor håbløs den er, først og fremmest er smuk. Fingerspilsguitar og rumklang kan altså bare noget, og jeg tror på, at det, Mads Langer vil, er sundt og godt. Han er rockstjernen, der kun kan lave pop, men som er god til det og derfor virker til at have accepteret sin skæbne. Han har sejt hår, og han kan skrive sange, som sætter sig fast i hjernen på fuldstændigt ubønhørlig vis, selvom nogle måske ville indvende, at de nogle gange kan være lidt banale.

Ingen er endimensionelle, heller ikke Mads Langer. Men gid han var.

Men Mads Langer skal ikke rappe, og Mads Langer skal slet ikke råbe "bitch" meget højt i en mikrofon, i hvert fald ikke, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Mads Langer er for sød til at råbe bitch. For Mads Langer er netop den gode fyr, han er manden, som synger om (u)lykkelig kærlighed, og som, har jeg læst, kører i en stor, mørk BMW, fordi den som ham udstråler underspillet tyngde. Han har et sommerhus, men det er hemmeligt, hvor det ligger, for han er også et privat menneske, han er ikke den, der giver sig selv til verden i bytte for berømmelse og substansløst lort. Mads Langer har en rolle, og den skal han holde sig til. Han er defineret. Sådan hænger det sammen oppe i mit hoved. At han pludselig stod på en scene blandt ufatteligt kiksede mænd i jakkesæt fra Sand og råbte aggressivt virkede slet og ret forkert.

Men sagen er jo, at netop dét er forkert. Af mig. At tænke sådan. Det er så her, selvindsigten melder sig, og den er som bekendt pisse irriterende. Hvordan kan det være, at Mads Langer ikke må rappe? Hvorfor må han ikke råbe "bitch"? Den reaktion, som i første omgang virker så selvfølgelig, kan også bare være formynderisk, for hvorfor har jeg overhovedet en holdning til de ting, Mads Langer gør?

Advertisement

At vi har holdninger til kendte mennesker er ingen nyhed. Psykologer har for længst påvist koblingen mellem, at mennesket er et socialt væsen, og så det, at vi især ser op til dem, som på en eller anden måde befinder sig på samfundets top. Vi ser op til de kendte. Eller. Vi ser i hvert fald på dem. Med den moderne tids kommunikationssamfund er den kobling kun blevet tydeligere, og de bokse, vi putter vores holdninger til de kendte ned i, bliver hver dag dybere. Det er simpelt. Fordi vi så ofte hører og forstår, at den og den kendte er på den og den måde, bliver det oprørende, når de ikke længere er det. Det forvirrer os, forskruer vores verdensbillede. Rykker ved tingenes rette tilstande. Det er logisk. Lige så logisk, som at det ikke holder en skid. Ingen er endimensionelle, heller ikke Mads Langer. Men gid han var.

For det, Mads Langer gjorde ved efterfesten til 'Sport 2016', var vel egentlig vanvittigt menneskeligt. Jeg har eddermame troet, jeg kunne rappe i mange branderter, og selvom det oftest (altid) har været 'Lose Yourself' med Eminem, jeg har kastet mig over, så er der vel ikke den store forskel. Ud over de her halvbøvede gutter, der var omkring Mads Langer. Dem, der pegede, og på det skammeligste fejlede i udførelsen af noget så simpelt som en high-five.

Nå. Ja. Måske er det her så en opfordring til, at man lader Langer være Langer, måske er den opfordring endda til mig selv. Om ikke andet er det fandme interessant, at man helt fysisk kan reagere på, hvordan en mand pludselig bryder med sin karakter. Måske havde jeg bare brug for at komme af med mange ord om den video der. Hvem ved. Prøv lige at se den igen.

For helvede. Et absurdteater af pinagtighed.

Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen i en sidebemærkning, at Christian Degn angiveligt er en fremragende saxofonist. Det viser sig dog, at det muligvis er hans bror, der er saxofonist. Vi ved dog ikke med sikkerhed, om hverken Christian Degn eller denne bror er gode saxofonister, og derfor har vi slettet sidebemærkningen.