Jeg er træt af, at voldtægtsofre skal dele deres traume om og om igen
Photo by GIC via Stocksy
Broadly - Fra Hvor Jeg Står

Jeg er træt af, at voldtægtsofre skal dele deres traume om og om igen

I denne uge trådte hundredtusindvis af ofre for overgreb frem og delte deres historier under hashtagget #MeToo for at sætte fokus på seksuelt betonet vold i samfundet. Men hvor mange af de her kampagner skal der til, før tingene ændrer sig?

Denne artikel er oprindeligt udgivet BROADLY USA

FRA HVOR JEG STÅR – Hos Broadly kan man dele sin fortælling, sin oplevelse af være i verden, sin holdning til noget i vores samfund. Og det er, hvad det her er: Et udtryk for en persons syn på verden, på en sag – det er skribentens holdning.

I søndags blev mit feed på diverse sociale medier oversvømmet af folk, der postede under hashtagget #MeToo – deres opslag handlede om, hvordan de var blevet udsat for seksuelle overgreb og voldtægt. For nogle af dem var det første gang nogensinde, at de delte deres historier.

Advertisement

Den virale kampagne blev startet af skuespilleren Alyssa Milano, der tweetede, at hvis alle, der har oplevet sexchikane og seksuelle overgreb, "skrev 'Me Too', ville det måske give folk et billede af, hvor stort problemet er." Milanos budskab, som faktisk første gang blev fremført for ti år siden af aktivisten Tarana Burke, gav genklang over hele verden. Mandag eftermiddag var hashtagget allerede brugt over en halv million gange og havde ansporet mere 600.000 diskussioner på Facebook.

Som jeg sad og scrollede nedover den ene åbenhjertige historie efter den anden, slog det mig, hvor mange ofre, der havde valgt at tale ud. Som aktivist arbejder jeg for at bekæmpe kønsbetonet vold, så jeg hører den slags historier hver dag. Jeg ved godt, hvor udbredt seksuelle overgreb og voldtægt er. Men jeg blev alligevel dybt berørt over den overvældende følelse af solidaritet, og det enorme antal af kvinder, der tog bladet fra munden.

En ting slog mig dog: Hvem er de her "folk," der endnu ikke forstår problemets omfang, og hvad er det, de skal lære ved at se ofre blotlægge deres traumer? En del af mig er utroligt træt af, at ofre gang på gang skal rode op i deres traumer i offentligheden for at "bevise," at sexchikane og seksuelt betonet vold findes overalt.

Da jeg sad og læste opslagene i mit feed, oplevede jeg en udmattende fornemmelse af deja-vu. Gjorde vi ikke det her sidste år under det virale hashtag #WhenIWas, der bad folk dele deres oplevelser for "at vise, hvor tidligt i en kvindes liv hun konfronteres med chikane, seksuelt betonet vold og diskrimination"? Og året inden var det #YesAllWomen, der opstod i kølvandet på Elliot Rodgers kvindehadske massakre. Gjorde vi ikke det her efter Bill Cosby og efter Trumps famøse "grab them by the pussy"-bånd? Så vi ikke ved hver lejlighed mænd, der lovede støtte og forandring?

Advertisement

"Denne cyklus – den forfærdelige, men på ingen måde overraskende afsløring af overgreb, der følges af en kollektiv blotlæggelse af traumer og vrede – er begyndt at føles mere som et gruopvækkende ritual end politisk aktivisme."

Men selvom vi har talt om det så mange gange før, så bliver seksuelle overgreb og voldtægt ved med at være en slet skjult hemmelighed i samfundet. I USA har man indsat en præsident, der selv er mistænkt for at have begået seksuelle overgreb, og nu sidder ofre rundt omkring på kloden endnu engang og deler deres smertefulde historier for at bevise, at voldtægt er en virkelighed. Denne cyklus – den forfærdelige, men på ingen måde overraskende afsløring af overgreb, der følges af en kollektiv blotlæggelse af traumer og vrede – er begyndt at føles mere som et gruopvækkende ritual end politisk aktivisme.

I USA udsættes en ud af fem kvinder for voldtægt eller forsøg på voldtægt i løbet af deres liv. En ud af seks kvinder har haft en stalker. En ud af fire kvinder har oplevet vold i et parforhold. Kvinder, der ikke har oplevet de ekstreme varianter af overgreb, fortæller, at de har oplevet chikane på arbejdspladsen, at de er blevet befamlet i metroen eller blevet råbt af på gaden hver sommer.

Enhver kvinde og transperson på kloden (og også en del mænd) oplever både sexchikane og vold på egen krop. Hvis såkaldt "allierede" ikke er klar over det, så er det, fordi de går med skyklapper.

Advertisement

Enhver arbejdsplads, organisation eller uddannelsesinstitution har sine egne Harvey Weinstein-typer – og for hver Weinstein findes der talrige personer i kredsen omkring vedkommende, som ignorerer problemet og derfor sørger for, at det kan fortsætte med at udspille sig. Hvis #MeToo ansporer allierede til at få øjne op for den seksuelt motiverede vold, der udspiller sig i deres egne miljøer, så er det en god ting. Men ofre har talt ud om deres traumer i årevis, og jeg har set alt for mange folk, der pludselig mister mælet, når det bliver tid til at holde forbrydere i deres egne sociale kredse til ansvar for deres handlinger.

MeToo er let at støtte op om, fordi fokus ligger på ofrene. Der er ikke fokus på dem, der skal holdes til ansvar for deres gerninger. Alle er på ofrets side, i hvert fald i teorien, men ikke så meget i praksis. De fleste mennesker fordømmer voldtægt, når gerningsmanden ikke har noget ansigt eller navn – men i min erfaring, så har den fordømmelse det med at forsvinde som dug for solen, når der rent faktisk bliver sat ansigt og navn på gerningsmanden, når der bliver klaget til HR-afdelingen over, at chefen har befamlet en, eller hvis man bare beder vennerne om ikke at invitere ens voldtægtsmand til en fest.

Det, at skabe opmærksomhed, virker – indtil nogen skal stilles til ansvar. (En af Weinsteins medarbejdere, som har arbejdet med ham i årevis, skrev efter sigende til en kvinde, Weinstein havde chikaneret over LinkedIn: "Jeg har skændtes med ham over et problem med en kvinde tre uger før dig," skriver han. "Jeg skrev sågar en email, der fik ham til at kalde mig for sexpolitiet." Det var åbenbart så langt, han var villig til at gå.)

Der er alt for mange mænd, som siger, de støtter ofre for så at svigte dem, når det virkelig gælder. Det er derfor, det ikke kommer som en overraskelse, at den meste aktivisme mod kønsbetonet vold udføres af ofrene selv – og det er værd at bide mærke i, at det er en kamp, vi vinder. Der sker forandring. Ofre for overgreb og voldtægt på uddannelsesinstitutioner har tvunget skolernes ledelser til at tage problemet alvorligt. De magtfulde forbrydere, fra Weinstein til Roger Ailes til Bill Cosby, har lidt et nederlag. Jeg er sikker på, det her kun er begyndelsen.

Det er vigtigt at skabe opmærksomhed om problemet med kampagner som #MeToo, men ikke for at potentielle allierede pludselig får øjnene op for det og begynder at behandle kvinder som mennesker. Det betyder noget, fordi vi finder hinanden, vi bliver vrede, og vi organiserer os. Og måske er det noget, kvinder indser med #MeToo, lige meget hvor meget aviser som New York Times forsøger at lægge skylden over på ofrene. Vi er sårbare, når vi står alene. Men hvis vi alle har været udsat for overgreb, så er vi ikke alene. Så er vi en hær.

Så, ja, selvfølgelig #MeToo. Men hvad har vi tænkt os at gøre ved det?