Ecstasy, Yakuza og raves: Interview med en legendarisk narkosmugler

Howard Marks døde den 10. april i år.

Denne artikel er oprindelig udgivet af VICE UK og blev bragt første gang hos VICE Danmark i 2015.

Hvis man røg fed i Storbritannien i 1970'erne og 1980'erne, er der en god chance for, at man har Howard Marks at takke for det. Han er smugler, historiefortæller og succesfuld forfatter – for ikke at nævne hans utrættelige kamp for legalisering af cannabis – så på alle måder er Marks en institution indenfor modkultur. I sin kult-selvbiografi fra 1996 Mr Nice, fortæller han om fup og intriger, fjerne bazarer og beskidte havne, plader af det ypperste hash og vanvittige revolutionære, hårdkogte gangstere, korrupte betjente og lurvede advokater, der alt sammen var en del af hans verden. Han skriver krystalklart, hvilket er mirakuløst, når man tænker på hans eget forbrug af diverse substanser.

Marks blev født i Kenfig Hill i Wales i 1945 og gik på Balliol College i Oxford i 1960'erne, hvor han blev en entusiastisk potryger og deltids-pusher. I begyndelsen af 1970'erne var hans lille studenterforretning blevet et seriøst projekt, og han blev hurtigt involveret i omfattende svindelnumre, hvor hash blev gemt inde i kontormøbler i diplomatiske konvojer fra Pakistan til London.

Han fandt ud af, at han nød både adrenalinen og pengene, så andre jobs fulgte hurtigt efter. I løbet af det næste årti smuglede Marks hash ind i England, Irland og Wales med hjælp fra den notorisk excentriske, irske republikaner Jim McCann, og han opbyggede et forsyningsnetværk i USA med hjælp fra The Brotherhood of Eternal Love, også kendt som "hippy-mafiaen". Med dem blev forsendelserne gemt i fiktive bands udstyr, inden de tog på fiktive tours rundt i USA. Det vel nok mest vovede – og klart mest lukrative – var det projekt, han havde med at smugle enorme mængder gennem JFK lufthavn i New York. Det var en ufattelig kompleks operation, der involverede Yakuzaer, den amerikanske mafia, den thailandske hær, toldmyndighederne og endda nogle nepalesiske munke i større eller mindre grad.

Marks smuglerkarriere endte dog pludseligt i 1990, da han blev dømt til 25 år i Terre Haut-fængslet i Indiana, USA. Han blev løsladt for god opførsel i 1995 og Mr Nice blev udgivet det følgende år. Bogen blev så populær, at Marks fik en helt ny, lovlig karriere med at turnere rundt og holde foredrag, DJ'e, debattere og være gæst i diverse bands og film.

Marks lille rolle i 'Human Traffic'

Men det var ikke hele historien. Hans nye bog Mr Smiley fortæller hvad, der rent faktisk foregik bag scenen, da hans berømmelse var på sit højeste. Bogen fortæller, hvordan han blev en del af ecstasy-handlen på Ibiza, og tog rave-scenen, med sit medfølgende vanvid, til sig, fordi han var gået glip af det, mens han var i fængsel.

Bogen er en mere eksplosiv - og mørkere – historie end Mr Nice, og den tager os fra cokefyldte nætter på Groucho Club til fordrukkent, kemisk frådseri i de sene morgentimer på Manumissions dansegulv; fra de ildevarslende sletter i det østlige England til det forfaldne Red Light District i Marbella. Undertitlen på bogen er "Min sidste pille og testamente", fordi Marks i januar blev diagnosticeret med uhelbredelig tarmkræft.

Jeg interviewede Howard for nylig over mail for at tale om hans nye bog og hans ekstraordinære liv.

VICE: I starten af Mr. Smiley taler du om at savne suset ved at smugle. Er adrenalin det ultimative stof?
Howard Marks: Jeg ved ikke, om det er det ultimative stof, men det er blandt de bedste. Mine egne adrenalintrip bliver udløst af frygt – det minder nok om det atleter, bungyjumpere og gamblere oplever, når først de er bundet til en bestemt beslutning. Jeg kan stadig mærke suset, hver gang jeg optræder, selvom jeg ikke risikerer andet end at ligne en idiot foran et par hundrede mennesker. I smuglerdagene risikerede jeg livstid i fængsel og nogle gange døden.

Mr Smiley er på visse måder en mørkere bog end Mr Nice; noget af billedsproget henleder tankerne på scener i The Godfather. Jeg tænker på scenen, hvor du kommer hjem og finder en flået hund hængende fra et træ, sandsynligvis efterladt af en rival. Var dét det mest foruroligende øjeblik i din karriere?
Det var uden tvivl én af de mest foruroligende tidspunkter, men jeg har oplevet en del gennem årene.

Jeg vil gerne spørge dig om din disciplin, når det kommer til at skrive. Du har en utrolig naturlig stil og formår at tage læseren direkte med ind i selve hjertet af det, du beskriver, om det så er din første karryret eller en uhyggelig, forladt bakketop i Andalusien. De fleste forfattere har en form for rutine eller ritual, de sværger til – hvad gør du?
Hvis jeg har sat en dag af til at skrive, så bliver jeg ved med at slå løs på keyboardet indtil jeg har skrevet minimum 1.000 ord, og håber jeg kommer ind i et flow, så jeg når 5.000 ord. Hvis jeg har svært ved at nå de 1.000 ord, og jeg synes, at det, jeg har skrevet, er lort, så gemmer jeg det alligevel et sted, i tilfælde af at det kan inkluderes i et senere projekt. Jeg har ikke behov for at have et værelse med en smuk udsigt eller en komfortabel stol. Jeg kan ikke skrive, når jeg er fuld, men jeg kan godt, når jeg har tømmermænd. Jeg skriver uvægerligt bedre, når jeg er skæv, og redigerer bedre, når jeg har taget coke eller drukket ekstremt stærk kaffe.

Var det svært at fremføre dit live-show og være totalt "på", som Mick Jagger kaldte det, når du samtidig var midt i en omfattende ecstasyhandel?
Jeg synes ikke, at det var svært. Faktisk synes jeg, det var en hjælp, fordi det fremskyndede det nødvendige adrenalinsus. Mine shows er bare mig, der snakker lort til en masse mennesker, der normalt er lige så langt væk som mig. Jeg er ikke engang tæt på at have det fokus eller det talent, Mick Jagger har. Han skal danse, synge og fortsat være den bedste forsanger, noget band nogensinde har haft. Jeg beundrer ham og de andre Rolling Stones enormt meget, og har altid gjort det.

Du taler om det spirituelle potentiale ved ecstasy. Trods nogle af de grimme sider, der hører til handlen, som du beskriver i Mr Smiley, har du så stadig den samme tiltro til selve det aktive stof MDMA?
Ja, det har jeg, så længe det er rent.

Havde du nogle moralske skrupler ved at blive en del af ecstasyhandlen? Var du opmærksom på det hysteri, sladderpressen havde skabt over ravescenen, og de omtalte dødsfald, da du var i fængsel?
Ja, det havde jeg, alene fordi det ikke var cannabis, som jeg ellers aldrig har haft nogle moralske skrupler over at sælge eller smugle. Jeg var overhovedet ikke klar over hysteriet over raves, da jeg var i fængsel.

Føler du, at du kan forlige dig med din sygdom efterhånden? Var den en terapeutisk oplevelse at skrive Mr Smiley?
Jeg føler, at jeg har vænnet mig til det, men det tog mange måneder. Nu ser jeg kræft som min måde at leve på, i stedet for min måde at dø på. For mig har der aldrig været noget rensende ved at skrive. Jeg skrev det meste af Mr Smiley for nogle år siden, men jeg tænkte, at det var for kontroversielt til at sende til en forlægger!

Jeg er interesseret i forskellen på at være berømt og være berygtet. Du har oplevet begge dele – påvirker det egoet på samme måde?
At være berygtet er en særlig form for berømmelse, og ikke en modsætning. At være berygtet er sådan set bare at være berømt for noget, som visse mennesker tager afstand fra. Det ville da være fantastisk at være berømt for noget, alle synes om, men det er en ekstremt sjælden ting.

Blev du overrasket over, hvor kæmpestor Mr Nice blev?
Jeg blev blæst bagover. Jeg tænkte, at nogle få gamle hippier ville læse den, for nostalgiens skyld, men jeg havde aldrig nogensinde troet, at den ville appellere til den næste generation. Jeg skrev Mr Nice meget kort tid efter, at jeg var kommet ud af fængslet, inden det var gået op for mig, hvor meget mere udbredt cannabisforbruget var blevet. Før jeg kom i spjældet var cannabisrygning hovedsageligt en fornøjelse forbeholdt middelklassen, mest studerende, og caribiske immigranter, som elskede musik. Det meste af arbejderklassen røg ikke cannabis. Da jeg kom ud af fængslet, opdagede jeg, at postbude, blikkenslagere, vagabonder, skræddere, soldater og butiksassistanter alle sammen tændte op.

Her til sidst, hvad er den vigtigste lektie, dine mange karrierer har lært dig?
Ikke at tage mig selv alt for seriøst.

Tak, Howard.

Læs mere på VICE:

Livet som MC og ecstasypusher på 90'ernes rave-scene

Billeder af kokainens rejse fra Columbia til din næse

Det du ikke lærte om stoffer i skolen