Mit liv som kleptoman
Alle illustrationer af Michael Dockery

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Mit liv som kleptoman

Det chokerer mig stadig, når folk reagerer negativt på mit stjæleri, men en del af rædslen/skønheden ved psykisk sygdom er det fuldstændigt forblændede forhold, man får til risikofyldte ting. Jeg overvejer ikke engang muligheden for at blive taget.
May 9, 2016, 5:00am

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Australien

Jeg står i Vatikanmuseets souvenirbutik og kigger op på endnu et maleri af en korsfæstelse, imens jeg stikker en guldbeklædt kuglepæn til cirka 225 kroner ind af ærmet og lader den dumpe ud under min jakke og ned i en af mine overfyldte lommer, hvilket bringer min høst af katolske nipsgenstande op på cirka 940 kroner. Det er alt sammen turistagtigt ragelse til Pave-elskende pseudononner og angrende onanister. Alt sammen små symboler, der siger, "Hey, se! Jeg har været i Peterskirken" eller "Jeg pisker mig selv, når jeg tænker på Elizabeth Warren i en erotisk kontekst."

Advertisement

For mig har de her genstande ingen værdi. Det er bare en håndfuld stjålne genstande, som jeg kan tilføje til min samling fra lufthavne, stormagasiner, biblioteker og souvenirbutikker fra hele verden: ubrugelige ting i lommestørrelse, som jeg bare ikke kan holde fingrene fra.

Jeg nikker venligt til nonnen bag ved disken, da jeg går.

Jeg blev diagnosticeret som kleptoman kort tid efter de mange andre diagnoser, der skulle blive min identitet: kronisk depression, angst, bipolar lidelse, borderline personlighedsforstyrrelse, kronisk smertesyndrom, osv. Af alle de konsekvenser, det har haft, har jeg altid syntes, at min ustyrlige trang til at stjæle ting var den mindst bekymrende. Jeg har gjort det, siden jeg var helt ung. Der plejede at følge en masse dårlig samvittighed med, men det holdt på en eller anden måde op, da jeg var teenager.

"Jeg stjal en gang et helt vognlæs puder fra et casino. Min mor elsker de puder. Jeg hader casinoer. Alle vinder."

Mange kleptomaner taler om at blive afhængige af det "rush", de føler, når de stjæler. Det er meget almindeligt, at lidelsen hænger sammen med depression. Det er simpelthen en metode til at bryde ud af følelsesløsheden. Det er helt klart en del af forklaringen, men som med enhver psykisk sygdom, så er der mange grunde bag og forskellige oplevelser af det. For mig er det også en del af min maniske side. Det føles som en obskur ting at mestre, noget som får mig til at føle mig levende.

Oliver Twist efterlod et varigt indtryk på mig som otte-årig. (BØGER ØDELÆGGER LIV!!!) Jeg gik altid og efterlignede Artful Dodger og den listige Fagan. Robert Bressons mesterlige Pickpocket starter med en grundig beskrivelse af den dygtighed, der skal til for at udøve småtyveri. Det illusoriske element i det og den underlige tilfredsstillelse, der følger med, når man får noget til at forsvinde lige foran et godtroende fjols.

Advertisement

Du tænker sikkert, at jeg bare leder efter metoder til at intellektualisere småkriminalitet, men fuck det. Der er noget sindssygt tilfredsstillende ved følelsen af, at man overtræder en grænse. Det kilder hele vejen ned af mine kringlede nervebaner, som er helt flossede af depression og angst. Nydelsen er ikke en selvtilfreds egoting, men et virkeligt fysisk gys – en dyb, kildende fornemmelse, som det er svært at forklare eller stimulere.

Det chokerer mig stadig, når folk reagerer negativt på mit stjæleri. Det mest almindelige svar er noget i stil med, "Du ødelægger dit liv, hvad nu hvis du bliver taget?" Men jeg er aldrig blevet taget, og en del af rædslen/skønheden ved psykisk sygdom er det fuldstændigt forblændede forhold, man får til risikofyldte ting. Jeg overvejer ikke engang muligheden for at blive taget.

Og så vælger jeg mine mål med omhu. Selv før min medicin hjalp mig til at genvinde lidt kontrol, havde jeg nogle regler. Stjæl aldrig fra små butikker, venner eller almindelige civile; tag aldrig noget med nostalgisk værdi eller noget, der ikke kan erstattes. Dump mig til gengæld ned i en lufthavn, institution eller et hovedkvarter, og så går jeg helt amok.

Jeg stjal en gang et helt vognlæs puder fra et casino af lige dele trodsighed og kedsomhed. Jeg kastede dem hen over hegnet ved poolen og ind i min afdankede Mitsubishi. Min mor elsker de puder. Jeg hader casinoer. Alle vinder.

I en periode stjal jeg også potteplanter fra barer og restauranter. Jeg har en sød lille samling krydderurter, som er indsamlet fra nogle af de fineste restauranter i Perth.

Advertisement

Takket være alle mine andre psykiske lidelser, så mærker jeg ikke rigtig noget til skyldfølelse. Når man lever i en konstant tilstand af lammende angst, så er det svært at stoppe op og sige, "Hov – måske jeg skulle have ladet være med at stjæle alle de telefoncovers i Tiger… Jeg håber saftsuseme ikke, at de er nødt til at lukke på grund af mig!"

Ens hjerne har ikke den slags klarhed. Jeg er stadig lammet af skyldfølelse over dengang, jeg kom til at sprænge min bedstemors "Tillykke med de 80 år"-ballon. Det er 20 år siden og er (ifølge andre i min familie) ikke engang et rigtig minde. Det er den slags, jeg kæmper med.

I de sidste fire år er jeg næsten stoppet helt med at stjæle, fordi jeg er kommet på stærkere medicin. Tilbage i september trådte jeg ned med giftpille A og opjusterede min dosis af giftpille B. Resultatet var, udover voldsomt vægttab og ukontrollerbar liderlighed, at jeg begyndte at stjæle igen.

Siden september har jeg stjålet for 2600 kroner kontorartikler (mest Moleskin - 250 kroner for en kalender? Som om!). Jeg har en note i min telefon, hvor jeg noterer, hvad jeg stjæler, hvor det er fra og hvad det er værd. På seks ugers rejse rundt i Europa for nylig stjal jeg for 616 kroner vand og sandwiches fra forskellige lufthavne, for 1669 kroner i museumsbutikker, for 233 kroner mineralvand og for 940 kroner nipsting fra Det Nye Testamente fra Vatikanmuseets souvenirbutik.

Advertisement

Jeg stjal fra den katolske kirke. Som jeg ser på det, så fik jeg bare mine skattepenge igen for alle de undersøgelser af de sexforbrydelser, de har skjult for offentligheden så længe. Hellere fylde mine lommer end lommerne på kardinal Pells advokater.

Desuden – handler hele deres ting ikke om tilgivelse?

Mere fra VICE:

Far og søn stjal chicken wings for 280.000 kroner

Skal man være bekymret for at tage fortrydelsespiller for ofte?

Hvorfor er vores generation så træt af livet?