'SKAM' får mig til at tænke på den ungdom, jeg aldrig fik

Hvis jeg var lige så besat af virkelighedens 17-årige piger, som jeg er af Eva, Noora, Sana, Vilde og Chris – hvis det var fem piger fra 1.b på Gammel Hellerup gymnasium i Nordsjælland, hvis sms'er jeg læste, hvis sexliv, jeg diskuterede med alle mine venner, og hvis hverdag jeg tilbragte mine aftener på at følge med i hver eneste detalje af – så tror jeg, det omgivne samfund ville stå klar med både dom og diagnose. Jeg er en 27-årig mand. Men der er ingen, der dømmer mig. Når jeg, ligesom alle andre for tiden, indleder samtaler med "har du set SKAM?", bliver jeg mødt med begejstrede smil og opfølgende spørgsmål om, hvem af karaktererne, jeg blev i testen på nettet, som er så godt som obligatorisk, hvis du er rigtig fan. (Jeg blev naturligvis Noora og benytter enhver lejlighed til fortælle det.) For serien har, foruden at være en kæmpesucces i sit hjemland Norge, været ekstremt hypet herhjemme – og jeg har allerede mere end en veninde, der har refereret til sin nyklippede page som 'Noora-hår'.

Jeg genkender forfesterne på IKEA-møblerede værelser, hvor vi drak lunkne dåseøl fra medbragte Netto-poser, mens Britney Spears' autotunede robotvokal stønnede "Gimme More" fra konfirmationsanlægget. Jeg kan tydeligt huske det, og jeg har fantastiske minder fra min gymnasietid – men jeg savner det jo ikke, så hvad er det, jeg kan mærke?

Måske er det en følelse af, at der – på trods af alt det genkendelige – er en del af teenageoplevelsen, som den skildres i SKAM, som jeg aldrig selv fik. Jeg havde ingen kæreste i gymnasiet. Det tætteste jeg kom på det, var da jeg til en temafest på skolen, iført fuldt Mr. Incredible-kostume (speedos og alting), fik knust mit hjerte ude på parkeringspladsen af den fyr, jeg var forelsket i. Udover det stolte øjeblik oplevede jeg altid, at det var nogle andres drama – kæresterelateret eller ej – der stod i centrum. Jeg så de andres flirt, forelskelser og dertilhørende jalousi som et stort fællesskab, jeg ikke passede ind i. Der var altid en veninde, som havde beef med en anden veninde. (Hvorfor var det altid, når man havde det sjovest, at der lige skulle snakkes ud?) Eller også var det min bedste ven, som blev sendt på en energidrænende, eksistentiel deroute hver eneste gang, der var en pige, der ikke gad at kysse med ham. Jeg udfyldte med glæde og stolthed min rolle som den støttende ven, mens jeg på masochistisk vis ønskede, at dramaet bare én gang kunne handle om mig.

Flashforward til mig i underbukser og sokker på sofaen med et intenst blik på min 13 tommers Macbook: Der er ti minutter tilbage af første sæsons sidste afsnit. Eva åbner døren for Jonas. Hun skal først kontakte ham igen, når hun har fundet ud af, hvem hun er, har han sagt. Burn. Nu har hun ringet og inviteret ham på te, så noget må der jo være sket. Nu finder de sammen igen, eller også slår de op. Først får jeg en håndfuld stærke bud på ungdomsgenrens fornemmeste disciplin – det længselsfulde blik, mens den anden kigger væk – inden Eva begynder:

"Kan du huske første gang, vi kyssede?"

Det er helt efter bogen det her. Det elskende par genantænder gnisten med fortællingen om, hvordan de mødtes. Det har jeg set utallige gange før. Men ikke sådan her. Eva fortsætter nemlig med at forklare, hvordan hun blev "usikker og desperat", fordi Jonas' meninger kom til at betyde mere end hendes egne, og hvordan hun nu – på egen hånd – må finde sine egne meninger. Finde sig selv, forstår vi. Det er overraskende nok ikke corny. Det her er ikke Brenda Walsh med resting bitch face på gangen af West Beverly Hills High iført stone washed denim til op over begge ører. Jeg tror på det. Jeg kan mærke det, fordi jeg er helt oppe i smasken på tårerne, den urene hud og den udtværede eyeliner. Det er mig, som står der og kysser med Eva. Og Jonas. Og dem begge to på samme tid. Og det er derfor, jeg får tårer i øjnene, da Evas monolog afslører, at hun er ved at slå op med Jonas, og flash-forward-indklippene viser sig at være optakten til breakup-sex i stedet for makeup-sex. Jeg har jo selv gennemlevet de følelser – også selvom jeg bildte mig ind, at det altid var nogle andre, der havde patent på dem.

SKAM løfter sig fra at være en banal skildring af teenageforelskelse, da Eva ærligt fortæller, hvordan hun måtte ofre sin venindegruppe – teenagetidens sociale pulsåre – for at være sammen med Jonas. Det er ikke for sjov. Det er teenageårenes kompleksitet, der tages seriøst og fortælles med den samme følelsesmæssige slagkraft, som alting har i de år. Det er 17-årig kærlighed, integritet, selvforståelse og begær skildret i øjenhøjde – uden fordømmelse, moraliseren eller bedrevidenhed.

Efter hvert eneste afsnit af SKAM sidder jeg tilbage med en følelsesmæssig blanding af nostalgi og lettelse over, at jeg er blevet ældre. Det er både "tag-mig-tilbage!" (alting var så let) og "godt-jeg-er-færdig-med-det!". Jeg har nået en alder, hvor jeg bruger udtryk som "jeg har nået en alder, hvor…". Jeg er hverken 17, 21 eller 25 længere, og det kan jeg mærke på både godt og ondt. Jeg er blevet klogere og stærkere, og jeg har fundet ud af, hvilken frisure der klæder mig, men nogle gange savner jeg magien ved teenageårenes førstegangsoplevelser.

Jeg ville ikke gøre det hele igen, men jeg har indimellem følt, at jeg kunne have gjort det bedre. På den 'rigtige' måde. SKAM minder mig om, at jeg gjorde det på min måde.

Læs mere fra VICE:

**_[Derfor kan jeg ikke længere hade 'Game of Thrones' ](http://www.vice.com/endk/read/derfor-kan-jeg-ikke-blive-ved-med-at-hade-game-of-thrones)****_[Folk viser os deres gamle kærestebreve - og fortæller historierne bag ](http://www.vice.com/endk/read/folk-viser-deres-gamle-kaerestebreve-frem)**Duller, popdrenge og ung kærlighed: Danskere fortæller om deres teenagetid på Arto