Da min far blev erklæret terminalt syg, blev jeg usynlig

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg ved ikke, om der var et specifikt øjeblik, hvor jeg indså, at min far var døende. Jeg kan kun huske mit liv med ham i to korte dele: En, hvor han var rask, og en, hvor han var syg.

Første gang, han kollapsede, troede vi, det var af udmattelse. Han havde arbejdet i marken i 12 timer om dagen på at forberede jorden til det største parti afgrøder, vores familie nogensinde havde sået, og han var begejstret ved tanken om, hvad den ekstra indtægt ville kunne betyde for vores familie. Hvis alting gik som planlagt, kunne det blive det første år, hvor vi ikke behøvede madmærker for at overleve vinteren.

Da han kollapsede anden gang, vidste vi, at der måtte være noget mere i det. Der var måske tidligere symptomer, men min far hadede læger og hospitaler og undgik dem derfor fuldstændig. Da han kom i udredningsforløb, blev alting meget sløret for mig, og nu husker jeg det kun i fragmenter af billeder, følelser, ord og samtaler, som er tilovers i min hjerne: Stadie 4. Non-Hodgkin lymfom. Kemo. Stråling. Hvor lang tid har han tilbage? Er der andre muligheder?

Efter vi fik min fars diagnose, ændrede alting i vores liv sig lynhurtigt. Fodboldtræning blev aflyst på ubestemt tid. Familiens kæledyr blev givet væk. På det stadie af hans sygdom havde lymfomet spredt sig til hans knoglemarv, så alt, der blev vurderet til at være en belastning af vores tid eller ressourcer, blev øjeblikkeligt valgt fra.

Det, jeg tydeligst husker fra den tid, er den øredøvende stilhed. Jeg var alene hele tiden, enten på venteværelser på hospitalet eller i mine forældres gamle hus på landet, en halv time fra civilisationen. Ingen forklarede mig, hvad der skete med min far, så min fantasi løb fuldstændig af med mig. Men i stedet for at bekymre mig om ham, begyndte jeg at bekymre mig om mig selv.

Hver gang, jeg besøgte ham på kræftafdelingen, passerede jeg andre mennesker med lymfom – især andre børn. Børn på min egen alder, børn, som var yngre end mig, børn med skaldede hoveder og masker for munden i lokaler med glasvægge, som vinkede til mig, når jeg gik forbi. Jeg blev totalt fikseret på døden og plaget af tanken om, at jeg også var døende. Da den angst blev til tilbagevendende mareridt, hver eneste nat var jeg bange for at sige det til min mor. Hun havde ikke brug for endnu en bekymring, så jeg tænkte, at jeg måtte finde trøst på andre måder. Jeg var kun ti, men det føltes, som om barndommen var noget, der allerede var forbi.

Det var i den alder, jeg lærte at fylde mindre, blive mere stille end før, som om jeg slet ikke var der. Jeg kunne mærke, at min tilstedeværelse var en byrde for min mor. En forpligtelse. Nogle af de andre børn i skolen begyndte at kalde mig for "Ghost" – ikke kun på grund af min blege hud, men fordi jeg vitterlig var som et spøgelse i selskab med andre. Min roomie sagde til mig forleden dag: "Du bevæger dig så lydløst i huset, at jeg nogle gange glemmer, at du er her." Nogle ting sætter sig nok bare fast.

Sygdom og død er den slags ting, som ændrer mennesker og familier. De tvinger os til at vise, hvem vi er, og afsløre de sømme, der holder sammen på os, mens vi samtidig opdager, hvordan vi langsomt går til grunde nedenunder. Det var det, der skete over de næste par år: Min familie gik til grunde. Min mor mistede i en periode evnen til at tale og skrive. Mine ældre søskende sank dybere ned i deres afhængigheder. Min far røg ind og ud af hospitalet med forskellige typer behandling og kontrol. Og jeg stod fastlåst midt i det hele.

Mens mine venner var fokuserede på drenge og den nyeste sladder på skolen, forsøgte jeg bare at følge med dagligdagen som teenager. Men som tiden gik, og min far blev mere og mere syg, følte jeg mig bedre tilpas i selskab med voksne, som ignorerede mig, end jeg gjorde med mine jævnaldrende. Det var mindre udmattende på den måde.

Det var dog ikke alting, der var noget lort.

Jeg kunne godt lide medlidenhedsturene i storcentret og middagene på TGI Fridays, som min familie tog mig med på, da min far fik sin knoglemarvstransplantation. At bruge penge er altid en god distraktion – især når man venter på, at nogen skal dø. Da jeg var 14, begyndte min storesøster at tage mig med på sin yndlings biker-bar de aftenener, hvor hun ikke ville have, jeg skulle være alene. I mylderet af lokale, der drak whiskeyshots og bundede Bud Lights lærte jeg i det mindste lidt om livet uden for kræftafdelingen og high school – to steder, hvor jeg følte mig usynlig. I sammenblandingen af arbejdere, bikere, kriminelle og alkoholikere havde alle deres egen historie. I deres selskab var jeg ikke et barn, man skulle have ondt af. Jeg var en, der selv havde ar på sjælen, og som havde gjort sig fortjent til en plads ved bordet.

I dag er jeg 31 og har levet halvdelen af mit liv uden min far. Når mine venner taler varmt om deres barndom – familieferierne, de var på, fritidsinteresserne, de havde – har jeg svært ved at relatere til det. Jeg ved ikke, hvordan den typiske barndom føles. Jeg ved ikke, hvordan det er at have en almindelig far eller en almindelig familie, når man er barn. Og jeg aner ikke, hvordan det er at kunne ringe til sin far som voksen og få råd, ligesom så mange af mine venner kan. Alt det er virkelig nederen, ja, men jeg ser det mere som en 'sådan er livet, shit happens'-ting end en 'stakkels mig'-ting.

Det er svært at savne et liv, man aldrig har haft. Men jeg tror, det er endnu sværere at savne en familie, man aldrig rigtig havde til at begynde med.

Mere fra VICE:

Sådan er det at vokse op med en mor, der er sexekspert

Ting man kun ved, når begge ens forældre er døde

Min barske virkelighed som evigt på røven