Se hvordan 12 parforhold forandrede sig på billeder taget over tre årtier

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alps.

I 1982 tog fotografen Barbara Davatz, der boede i Zürich på det tidspunkt billeder af 12 par. Seks år (1988), 15 år (1997) og 32 år senere (2014) gjorde hun det igen med de samme mennesker - nogle gange havde nogen af hendes subjekter dog indledt nye forhold. Resultatet blev billedserien As Time Goes By, en langvarig undersøgelse af interpersonelle forhold, alder og stil.

As Time Goes By bliver lige nu udstillet på Fotostiftung Winterthur i Zürich, så jeg tog kontakt til Davatz for at tage en snak med hende om hendes livs arbejde.

VICE: Hvordan kom du på idéen til det her projekt?
Barbara Davatz: Dengang var der sprudlende liv overalt i Zürich. Unge mennesker sloges om leverummet, og det resulterede i ungdomsoprøret i Zürich. Jeg sluttede mig ikke til som en aktiv del af bevægelsen, da jeg havde ret travlt med mit arbejde, men jeg sympatiserede meget med kampen og de mennesker, der kæmpede den. Jeg kunne også enormt godt lide deres kreativitet i form af spraymalede bygningsfacader, plakater, print, aviser og sloganer.

Det her projekt er ikke et direkte resultat af det, der skete i Schweiz på det tidspunkt, men der er en indirekte forbindelse mellem de to. I første omgang ville jeg fokusere på det, som folk udtrykte med deres udseende - man kunne bruge ordet "styling", selvom jeg ikke er så glad for det. Måden vi præsenterer os selv på, vores tøj, frisurer og accessories siger noget om os og om, hvordan vi ser verden. Når folk danner par, kan man se, hvordan det udtryk bliver dobbelt så stærkt. Det var det, der fascinerede mig.

Hvordan fandt du frem til de mennesker, du fotograferede?
Det hele startede med Kurt og Nicola. De er mine venner. Sammen, synes jeg, de så fascinerende ud. De havde begge to blonde militærfrisurer og gik næsten altid i sort fra top til tå. Deres tøj var hjemmelavet eller genbrug - så fedt. De inspirerede mig til at tage portrætter af folk, der kommunikerede et verdenssyn - en livsstil - gennem deres udseende som par. Så jeg begyndte at lede efter flere par, der gjorde det samme med deres udseende.

Hvordan udvalgte du dem?
Hovedkriteriet var, at de alle sammen skulle have et usædvanligt og interessant look - ikke så meget i forhold til kropsbygning og ansigtsform, men gennem deres tøj. De skulle ikke være mainstream, siden der skulle være et "budskab", der blev styrket gennem deres duplikering. Se for eksempel på Beni og Andi, to "Beweglere" [dem, der deltog i oprøret i Zürich]. Deres sønderrevede tøj var et bevidst statement mod "det etablerede samfund." Det var det budskab, de kommunikerede, når de gik ned af gaden.

Og hvordan endte du med at fotografere Beni og Andi?
Vi stod alle sammen i en lang kø foran en købmand i Seefeld. En af dem havde en stofjakke på og den anden en læderjakke, hvor foret hang ud, og en revet trøje. Jeg kan huske, at Benis grønne trøje var lappet med rød uld. Jeg havde lidt tid til at observere dem, og så tænkte jeg, de her to er perfekte. Så jeg samlede modet til at gå hen og sige: "Hey I to! Jeg er fotograf og arbejder på en portrætserie - kunne I have lyst til at blive fotograferet til den?"

Først var de ret skeptiske - jeg er trods alt tyve år ældre end dem. Men de inviterede mig hjem i deres lejlighed to dage efter, hvor vi havde en form for interview. Der var kaffe, og jeg viste dem mit portfolio. Der var den helt rette kemi, og kort efter tog vi det her fantastiske dobbeltportræt. Det er stadig et af mine yndlingsbilleder i dag.

Var det altid din plan at fotografere folk gennem så lang en periode?
Ikke nødvendigvis. Jeg var professionel fotograf og havde virkelig travlt - min kunst var mere af en hobby. En dag kom Nikolaus Wyss og Walter Keller forbi mit studie på jagt efter billeder, de kunne publicere i deres blad, Der Alltag.

Walter så på portrætterne og sagde; hvis du nogensinde har lyst til at udvide serien, ville jeg helt klart trykke den i bladet. Jeg havde tænkt på at fortsætte før, men havde meget lidt fritid på grund af mit arbejde. Interessen fra de to og idéen om, at billederne ikke bare ville ligge og samle støv i mit arkiv, var ekstremt motiverende. Jeg gik i gang med det samme, og pludselig var der femten nye billeder.

Blev projektet ikke mere voyeuristisk med tiden?
Jo, der er helt klart voyeuristiske elementer i projektet. Det er en konceptuel portrætserie; folk der bare er, dem de er, og ser på kameraet. Og selvfølgelig er aldringsprocessen så tydelig, at det er svært at undgå intimiteten i serien.

Hvordan har dit forhold til de mennesker, du tager billeder af, forandret sig med tiden?
Jeg har lært en hel del om deres liv gennem tiden. Hver gang vi aftaler at mødes en dag, har vi først lange telefonsamtaler, hvor vi indhenter de ting, der er sket i mellemtiden. Og hver gang tænker jeg; wow, hvor er livet egentlig spøjst, alle de her ting er sket, siden sidste gang jeg talte med de her mennesker.

De mennesker, som jeg har fotograferet, er blevet som en slags familie for mig, men de betyder nok mere for mig, end jeg gør for dem. Hver gang jeg hørte nyheder om nogle af dem gennem årene, hvis jeg nu så noget i avisen - måske havde en af dem lavet en film eller udstilling eller vundet en designpris - så samlede jeg artiklerne, invitationerne, billetterne eller anmeldelserne. Jeg har et arkiv af, hvad de her mennesker har lavet og oplevet som en stolt mor. På mange måder handler den her serie ikke om de gange, de her mennesker har stået foran mit kamera, men om den tid, der er passeret, siden de sidst stod der.

Barbara Davatz—As Time Goes By, 1972 to 2014 bliver udstillet på Fotostiftung Winterthur i Zurich fra 27. feb­ru­ar til 16. maj, 2016.

Se flere billeder herunder:

Nicola og Kurt 1982