News

En kort gennemgang af Donald Trumps forhold til mafiaen

I 1980'erne havde den spirende entreprenør et blødt punkt for de tunge drenge.
May 2, 2016, 5:00am

Donald Trump sammen med bladredaktør Edward Kosner (i midten) og Roy Cohn, én af Trumps mentorer og advokat, hvis klienter omfattede overhoveder fra to af de største forbryderfamilier i New York. SONIA MOSKOWITZ/GETTY IMAGES

Denne artikel er udgivet af VICE USA i samarbejde med the Marshall Project.

Donald Trumps syn på kriminalitet og lovgivning er et af de mysterier, vi tilsyneladende først finder svar på, hvis han bliver valgt og kan tage plads i stolen i the Oval Office. Vi ved, at han er "kæmpe fan" af politiet, og at han gerne vil have, at de får mere magt. Men han har ikke sagt noget om hvilken slags magt, eller hvordan han vil give dem det. Flere jobs vil løse problemet med overfyldte fængsler, sagde han til Washington Post i sidste måned. Og han har været helt klar i mælet omkring dødsstraffen, som han vil gøre hårdere ved at afskaffe indsprøjtninger fordi de er "for behagelige."

En nyttig metode til at klarlægge, hvad Trumps syn på kriminalitet og håndhævelse af loven er, kan være at se på hans tidligere erfaringer med dem, som efter sigende lever på den forkerte side af loven. Det vil sige hans forhold til mafiaen. Til trods for hans hårde lov og orden-retorik viser det sig, at Republikanernes ledende kandidat har været bemærkelsesværdigt tolerant overfor lyssky typer. I løbet af sine 40 år som forretningsmand har Trump fået en lang række mafiarelaterede tilbud, han åbenbart ikke kunne sige nej til.

I løbet af valgkampen har Trump været fåmælt omkring sin fortid med disse ubehagelige typer, men han kunne alligevel ikke dy sig fra at komme med en omgang klassisk Trump-praleri: "Jeg har kendt nogle hårdkogte folk gennem årene," sagde han til Chris Matthews i februar. "Jeg har kendt folk, der får de politikere, du og jeg forholder os til hver dag, til at ligne små børn."

…Trump havde valgt et berygtet nedrivningsfirma, der ifølge FBI i hemmelighed var ejet af én af de ledende mafiosoer fra Philadelphia, der desuden var kendt som forbryderkonge i Atlantic City

Der er faktisk et gammelt notat fra FBI, som viser en anden side af Trumps forhold til mafiaen. Det er et klassisk eksempel på en ung, men allerede ret snu Trump, der får noget fra hånden. Det er skrevet i 1981 af en erfaren agent, som ser tilbage på de møder, han og en kollega havde med den 35-årige bygherre fra Queens, der dengang var en fremstormende stjerne på New Yorks forretningsscene. Emnet for mødet var Trumps hensigt om at kaste sig ud i at bygge et casino i Atlantic City. Selvom notatet er skrevet i FBIs opstyltede bureaukratisprog, var de ikke i stand til at nedfælde Trumps naive kommentarer uden at afsløre, at de synes, det var ret komisk. "Trump fortalte agenterne, at han havde læst i pressen, og hørt fra forskellige bekendtskaber, at personer involveret i organiseret kriminalitet efter sigende opererede i Atlantic City" lyder det.

Det svarer lidt til at sige, at han havde hørt, der engang var en mand ved navn Al Capone som vist nok kom til ikke at betale hele sin skat. Men Trump, der tilsyneladende var i gang med at udforme et argument, han skulle bruge senere, fortsatte: "Trump fortalte, han ville bygge et casino i Atlantic City, men han ville ikke uforvarende sværte sin families gode navn."

Der er et par grunde til, at FBI-agenterne nok havde svært ved at tage hans ytring seriøst.

For det første var Trumps mentor i forhold til politik og forretninger på det tidspunkt Roy Cohn, en advokat, hvis andre klienter omfattede en række mafiosoer, deriblandt overhovederne i Genovese- og Gambino-familierne. Cohn, der tidligere fungerede som Senator Joseph McCarthys ledende ansatte når det kom til at grave snavs op på politiske modstandere, havde sin virksomhed i et hus på East 68th Street hvor klienterne Anthony "Fat Tony" Salerno og Paul "Big Paul" Castellano kom på regelmæssigt visit. Udover at modtage juridisk rådgivning havde besøgene det formål at være et frit rum, hvor de store kanoner kunne snakke forretninger uden at bekymre sig om aflytning fra FBI, som en tidligere sekretær forklarede til Wayne Barrett i bogen Trump: The Deals and the Downfall. Ifølge Barretts bog fortalte Cohn journalister, at Trump ringede til ham "femten til tyve gange om dagen for at høre, hvad status var på dit og dat."

En anden grund til, at FBI nok ikke helt har troet på, at Trumps påståede ignorance var oprigtig, er, at Trump på det tidspunkt allerede havde været i berøring med en del mafiafolk i New Yorks hårde byggebranche, uden at det tilsyneladende havde rørt ham. Da han skulle vælge et firma til at assistere i opførslen af hans første store projekt på Manhattan, Grand Hyatt New York-hotellet på East 42nd Street, valgte Trump et berygtet nedrivningsfirma, der ifølge FBI i hemmelighed var ejet af én af de ledende mafiosoer fra Philadelphia, der desuden var kendt som forbryderkonge i Atlantic City. Til at levere cementen til det nye hotel valgte Trump et firma ejet af en mand ved navn Biff Halloran, som et par år senere blev dømt for sin rolle i det, som anklageren kaldte et mafialedet kartel, der skruede priserne på byggeri i vejret over hele byen. Tømrerkontrakten gik til et firma ejet af Genovese-familien, der - som en kulegravning af FBI efterfølgende viste - besad en central rolle i en anden af mafiaens svindelforetagender med aftalte priser.

Læs også: Hvad mener DFU egentligt om Donald Trump?

Så var der personen, som havde introduceret Trump til FBI-agenterne til at starte med. Det var en to meter høj bjørn af en mand ved navn Daniel Sullivan, en tidligere fagforeningsleder, der fungerede som det, Trump kaldte sin "arbejder-konsulent." Sullivan havde også andre hatte på: Han var partner med en anset Atlantic City-gangster ved navn Kenneth Shapiro, som styrede det lokale skrotmarked, og som var i færd med at sælge Trump en stor grund til hans casino til en meget høj pris.

Sullivan, som engang havde været gode venner med Jimmy Hoffa, var også i al hemmelighed meddeler for FBI og informerede dem om de forskellige mafiamedlemmer, han mødte på sin vej. Det ved jeg, fordi Sullivan, der døde af et hjerteslag i 1993, fortalte mig alt om det, og stolt fremviste kopier af FBI-notater som bevis. Og Sullivan pralede ikke bare. FBI-agenterne bekræftede overfor mig, at dokumenterne var autentiske, og at Sullivan ganske rigtig havde arrangeret mødet med den vordende casino-boss.

Til Trumps forsvar var det svært at undgå mafiaen dengang, hvis man var entreprenør på store byggeprojekter.

Jeg mødte den tidligere fagforeningsmand i slutningen af 80'erne da jeg arbejdede på en artikel for New York Daily News, der handlede om Trumps brug af endnu en tvivlsom entreprenør til at rive den gamle Bonwit Teller-bygning ned for at lave plads til det bygningsværk, der skulle komme til at blive symbolet på hans imperium. Det var Trump Tower, det pågående lejlighedsbyggeri, der tårner på Fifth Avenue, hvor han bor, og hvor han i lobbyen annoncerede sit kandidatur til præsidentposten tilbage i juni.

På papiret var nedrivningsfirmaet en del af en fagforening, ligesom alle Trumps samarbejdpartnere på det tidspunkt. Men firmaet var i bund og grund en underafdeling af Genovese-familien, og få fagforeningsregler blev overholdt. De fleste af arbejderne var illegale immigranter fra Polen, og de blev betalt så lidt og så sjældent, at mange var tvunget til at sove på byggepladsen. En menig kritiker fra fagforeningen sagsøgte senere Trump for ikke at betale pension og sygeforsikring, som kontrakten ellers krævede. Trump nægtede at have kendskab til forholdene på byggepladsen. Sullivan, der på det tidspunkt havde fået sine egne konflikter med Trump, sagde noget andet. Han vidnede i retssagen og forklarede, at han gentagne gange havde orienteret Trump om problemerne. Trump havde i sin hast ignoreret hans bekymring, sagde han.

Til trods for at Trump insisterer på, at han aldrig indgår forlig i retssager, endte han med at gøre det denne gang for et ukendt beløb. Hvad end beløbet var, virkede det til at stille kritikeren fra fagforeningen og hans advokat ganske godt tilfreds.

Læs også: Amerikanerne hader virkelig deres præsidentkandidater

Til Trumps forsvar var det svært at undgå mafiaen dengang, hvis man var entreprenør på store projekter i New York. Fra 70'erne og op gennem 90'erne havde de Fem Familier både de store entreprenørvirksomheder og de fleste af de fagforeninger, der repræsenterede bygningsarbejdere, i et jerngreb. Og der er ikke nogen, der direkte har påstået, at Trump har tilknytning til mafiaen.

Men når man udtrykker så stor bekymring om mulige forbindelser til Cosa Nostra i forhold til hans casinoprojekt i Atlantic City, virker det besynderligt bevidst at slå sig sammen med en lang række personer med forbindelser til mafiaen, når de ikke har noget med byggebranchen at gøre.

Tag eksempelvis dengang, Trump besluttede sig for at låne sit navn ud til et projekt med luksuslimousiner. Entreprenøren, der fandt på så vidunderligt Trumpsk en idé, var en velhavende og succesfuld bilforhandler fra Long Island ved navn John Staluppi. Ifølge FBI og deres meddelere var Staluppi også medlem af den kriminelle Colombo-familie. Som William Bastone beskrev for nylig i The Smoking Gun, viste Trump stolt de luksuriøse biler frem på en handelsmesse i Atlantic City i 1988, komplette med italiensk læder, bar, fjernsyn og makulator. Staluppi, der tidligere var dømt for at stjæle reservedele, formåede klogeligt at blive udenfor kameraernes søgelys. Han var blevet efterforsket løbende i over et årti, og kriminalbetjente havde fulgt efter ham til møder med lederen af Colombo-familien, Carmine "Snake" Persico. Trump insisterede på, at han ikke anede noget som helst om de problemer, og bestilte 20 af limousinerne til hans casinoer.

Entreprenøren havde heller ikke de store problemer med at samarbejde med en anden påstået mafiarelateret forretningsmand med en problematisk baggrund, som kørte en helikopterservice, der fløj big spenders direkte til Trumps casinoer. Forretningsmanden, Joseph Weichselbaum, boede i en lejlighed i Trump Plaza - endnu en af finansfyrstens skyskrabere på East Side - da han erklærede sig skyldig i anklagen om kokainsmugling i 1986. De to mænd var tætte nok til, at Trump gik med til at godtage helikopterservicen som betaling for husleje. Weichselbaum stod også for Trumps egen private helikopter. Og da Weichselbaum stod til at komme i fængsel, sørgede Trump for at overbringe retten et brev, der støttede op om hans ven og kaldte ham "pligtopfyldende, oprigtig og arbejdsom." Weichselbaum fik en tre års dom og en endnu finere lejlighed i Trump Tower, da han kom ud, da det var lykkedes for hans kæreste at købe to kombinerede lejligheder. Da Trump i 1990 blev spurgt ind til brevet, han havde skrevet til dommeren på Weichselbaums vegne, kunne casinomatadoren ikke mindes at have skrevet det.

Tilsynsmyndighederne havde et andet problem med Trump og hans casinoer det år. De beskyldte hans casinoer for at give den velhavende hesteavler Robert LiButti frie tøjler ved bordene. Han havde insisteret på, at ingen sorte og ingen kvinder var dealere, når han spillede terninger. Ledelsen på Trumps casino indvilgede. De havde god grund til at snakke LiButti efter munden, for han mistede langt over 100 millioner kroner på casinoerne mellem 1984 og 1990. For at sørge for, at LiButti forblev en trofast kunde, havde casinoet forkælet gambleren med luksusbiler af mærkerne Rolls Royce og Ferrari samt ture til Europa og vip-billetter til Super Bowl.

Trumps casino fik bøder i millionstørrelsen for overtrædelserne. Men der var endnu et problem: I 1991 forbød tilsynsmyndighederne fuldstændig LiButti at gamble i Atlantic City, ikke på grund af dårlige manerer, men fordi de vurderede, at han var partner med overhovedet af Gambino-familien, John Gotti. En del af bevisbyrden mod LiButti bestod af aflyttede telefonsamtaler, hvor han talte om at flyve med Trump i hans helikopter og give ham råd om, hvordan man driver et casino. Men da en journalist spurgte Trump om hans største og mest profilerede kunde, svarede casinomogulen, "Selv hvis han stod lige foran mig, ville jeg ikke ane, hvem han var."

Tom Robbins var i finalen omkring Pulitzer-prisen i 2016 for hans artikler om brutaliteten i New Yorks fængsler, hvilket var et samarbejde mellem The Marshall Project og New York Times. Han har skrevet om politik, arbejdsmarkedet og organiseret kriminalitet for Daily News og Village Voice fra 1985 til 2011. Følg ham på Twitter.

Denne artikel blev oprindelig bragt af The Marshall Project, et nonprofit nyhedsmedie, der dækker det amerikanske retssystem. Meld dig til nyhedsbrevet eller følg the Marshall Project på Facebook eller Twitter.

Mere fra VICE:

Sådan overlever du, hvis Trump smider en atombombe over Danmark

Det virale portræt af Donald Trumps mikropenis bliver nu solgt på auktion

En forfatter har skrevet en erotisk novelle om et hatefuck mellem Donald Trump og Ted Cruz