Abrikos-dumplings og strukturel racisme: To afghanske teenagere diskuterer det europæiske samfund
Foto via ISAF Headquaters Public Affairs Office | Wikimedia Commons | CC BY 2.0
Nye naboer

Abrikos-dumplings og strukturel racisme: To afghanske teenagere diskuterer det europæiske samfund

"Jeg har oplevet krig, og nu har jeg brug for et stille liv. Lad være med at bebrejde mig det."
May 29, 2017, 7:00am

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Den østrigske organisation Vita Nova har i over et år passet på 16 flygtninge i alderen 14-18 år, der selvstændigt kom til landet efter at være flygtet fra Afghanistan. De uledsagede flygtningebørn bor sammen i en bygning i Wiens 8. distrikt på 340 kvadratmeter, opdelt i to-sengs- og tre-sengs-værelser. Der er voksne, der fører tilsyn med dem døgnet rundt.

Advertisement

Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvilket indtryk de teenagere, der har været igennem så meget, har fået af Østrig. Derfor tog jeg kontakt til Vita Nova for at spørge, om der var nogen chance for, at jeg kunne komme til at tale med et par af dem om det. Inden længe blev jeg inviteret hjem til dem.

"Alle de unge, der bor her, har fået alvorlige traumer af de oplevelser, de har haft i deres hjemland, og i deres tid som flygtninge. De har alle sammen behov for individuelle terapiforløb," siger Ruth-Maria Schwind, der er leder af Vita Nova.

Efter vi har talt sammen, præsenterer hun mig for Walid på 16 og Jamal – der allerede er 18, men har fået særlig tilladelse til at blive boende på Vita Nova. De kom begge til Østrig fra Afghanistan for omkring et år siden, alene, uden venner eller familiemedlemmer. Ingen af dem havde specifikke planer om at komme til Østrig. "Jeg sigtede ikke efter Østrig," fortæller Walid mig. "Jeg ville have et trygt og sikkert land til mig selv. Jeg ledte efter sikkerhed. Et sted, jeg kunne bo. Men ikke lige præcis Østrig."

Walid og Jamal går i samme skole, Youth College of Vienna, sammen med størstedelen af drengene fra hjemmet. Skolen er grundlagt særligt til flygtninge, der har brug for en uddannelse. "Der er virkelig fedt. Vi har næsten gået der i et halvt år nu og har lært matematik, tysk og engelsk," siger Jamal. Drengene tilbringer fire timer om dagen der, fem dage om ugen. "Der er så meget at lære," siger de.

Collagen er lavet af de unge flygtninge. Foto via Vita Nova

Først gik Walid på et normalt gymnasium. "Der lå fokus på en struktureret hverdag og sociale kontakter," forklarer Ruth-Maria Schwind. Men på det tidspunkt kunne han stadig ikke tale tysk. "Alt det, jeg kan sige på tysk nu, har jeg lært i løbet af det sidste år," fortæller Walid. Rundt om bordet sammen med mig, Jamal og Walid sidder også Ramazan. Han flygtede til Østrig fra Afghanistan for syv år siden og arbejder nu for Vita Nova som tolk. Men hans oversætterevner er næsten ikke nødvendige i løbet af interviewet.

Jamal og Walid fortæller mig historier om deres første år i Østrig. De er interesserede i nogle af mine spørgsmål, men knapt så interesserede i andre. Nogle af deres svar er ekstremt kortfattede, mens de tager sig god tid til andre. Jamal kan godt lide at spille fodbold, og i weekenderne besøger han ofte en ven i byen Melk, der ligger vest for Wien. "Melk er en pæn by," siger han og er ret overrasket over, at jeg aldrig selv har været der. En anden ting, det allerede er lykkedes ham at få krydset af listen, som jeg heller aldrig har prøvet, er at deltage i julemessen i Wiens Stephansdom-kirke. "Vi var der indtil klokken var tre om morgenen. Det var smukt," husker han.

Advertisement

Fire gange om ugen er Walid til volleyballtræning. "Jeg vil gerne være geolog en dag og studere planeten. Jeg vil gerne lære, hvad den er lavet af, og hvad man kan bygge på," fortæller han mig. "Og hvis det ikke går i opfyldelse, så vil jeg gerne være professionel volleyballspiller."

Jamals fremtidsplaner er lidt mere uklare. "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gerne vil leve af. Måske skal jeg være bilmekaniker eller mobiltelefontekniker. Jeg vil bare gerne have et fredeligt og behageligt liv. Et liv med tryghed, et sted, hvor der ikke er krig."

Ruth-Maria Schwind kan ikke forstå, hvordan nogle politikere i Østrig stadig kan mene, at Afghanistan er et trygt land at bo i. "Vi har en dreng boende i øjeblikket, der bare gik langs vejen med sin fem-årige lillebror i Afghanistan, da en mand pludselig kom hen til dem og skød hans lillebror i hovedet. Uden grund." Manden blev ikke arresteret eller dømt, fortæller hun. Det eneste, der var tilbage, var en traumatiseret teenager.

Efter at have snakket med Jamal og Walid er det tydeligt, at de har set nogle forfærdelige ting i deres liv. Alligevel hidser de sig helt op over ting, som europæiske unge på samme alder er ret ligeglade med. "Da det var påske, var vi ude og lede efter æg – jeg fandt mine æg! Og Ruth gav os en gave. Det er en rigtig god tradition," siger Walid. Han har også lært at lave schnitzel, der sammen med Marillenknödel (søde abrikos-dumplings) er blevet hans livret.

Den anden del af collagen, via Vita Nova

Jamal fortæller mig, at det første tyske udtryk, han lærte, var "Scheiße" – "Wie gehts?" var nummer to. Jeg svarer, at det da er heldigt, at det ikke var omvendt. Pludselig bliver stemningen i lokalet meget mere alvorlig. Walid spørger, om jeg har flere spørgsmål til ham – hvis ikke, vil han gerne spørge mig om noget.

"Havde du nogensinde noget med 'fremmede' at gøre, da du gik i skole?" spørger han. Jeg overvejer det kort. Tæller kolleger eller klassekammerater, hvis forældre eller bedsteforældre ikke er fra Østrig med? Nej, det er noget andet, Walid mener. Gik jeg nogensinde i klasse med nogen, der havde gået i skole udenfor Østrig eller Tyskland? Det tror jeg ikke. "Jeg har mange venner i Wien, der flygtede til Østrig," fortæller jeg ham. "Og sidste år tilbragte jeg julen sammen med min familie og en ung, syrisk flygtning, der er ven af familien."

Advertisement

"Og hvad er din holdning til de her mennesker fra udlandet, som du har mødt? Er de gode eller dårlige mennesker?" Jeg svarer ved at sige, at det er lige meget, hvor en person kommer fra, at der findes gode og dårlige mennesker overalt.

"Det er selvfølgelig rigtigt nok," siger Walid. "Det er derfor, der er en ting, jeg ikke forstår, som jeg har tænkt over længe – hvordan kan det være, at hvis der er nogen, fra udlandet, der gør noget dumt her i Østrig, så får alle fremmede skylden for det? Hvordan kan det være?" Jeg bliver overrumplet af den pludselige kursændring i samtalen. Hvordan forklarer jeg strukturel racisme i Østrig til en 16-årig flygtning, der har været gennem så meget mere end mig?

Walid fortæller mig om noget, der for nyligt skete i parken. Han ville spille volleyball sammen med nogle venner, så de ventede, indtil banen blev ledig. "Da vi skulle til at spille, kom der nogle andre mennesker hen og begyndte at svine os til. De råbte 'fucking udlændinge' og 'skrid'. Vi ville bare gerne spille lidt volley," forklarer Walid – han taler ikke længere tysk, så det eneste, jeg forstår, inden Ramazan oversætter, er "fucking udlændinge".

Efter interviewet fortæller jeg Ruth-Maria Schwind om det. Det overrasker hende ikke, at Walid har bragt racisme på banen. "Mange af drengene tilbringer størstedelen af deres fritid her i huset. De siger tit, at livet derude er noget helt andet end livet herinde."

Men før interviewet er forbi, spørger Walid og Jamal mig om en ting til. Walid tager en dyb indånding og siger: "Jeg vil gerne bede folk om at skelne mellem gode mennesker, dårlige mennesker, i stedet for mellem udlændinge og østrigere. Og til dem, der ikke forstår mig, eller ikke har lyst til at forstå mig, vil jeg bare gerne sige, at jeg lever et fredeligt liv ligesom I gør – et liv uden krig. Jeg vil bare gerne nyde mit liv, ligesom dig. Jeg er ikke kommet hertil for at tage dine penge. Vi er alle sammen forskellige og har forskellige liv, og vi går alle sammen rundt med vores helt eget sæt problemer. Jeg forlod ikke mit gamle liv, mine venner, min familie og alting bare for at få lidt penge. Jeg har oplevet krig, og nu har jeg brug for et stille liv. Lad være med at bebrejde mig det."

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Vil du støtte lokalt, kan du donere til den østrigske organisation NOVA VITA via dens hjemmeside.