FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Er Botox det nye penisforlængende superstof?

Så længe I altså er nede med at få stukket en nål i penis, drengene.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic 

De fleste tænker på Botox som et kosmetisk middel, der har et formål; at midlertidigt reducere linjer og rynker i ansigtet ved at paralysere de underliggende muskler. Men det viser sig, at Botox kan så meget mere. Gennem de seneste år har læger fundet ud af, at det kan bruges til at hjælpe patienter med mange forskellige lidelser, herunder migrænehovedpiner, overaktiv blære, overdrevne svedeture og endda også folk, der er skeløjede.

Advertisement

Men det er ikke alt. Det viser sig, at Botox potentielt også kan hjælpe mænd, der ikke er tilfredse med deres penis' udseende og funktionalitet. Her er tre overraskende ting, som Botox kan gøre dernede.

Det kan øge penissens størrelse i slap tilstand

En nylig undersøgelse af over 4000 amerikanske mænd afslørede, at mænds største klagepunkt omkring deres kønsdele var størrelsen på deres penis i slap tilstand. Over en fjerdedel af de adspurgte ville ønske, at deres var længere.

Hvis man som mand ikke kun vil nøjes med gørelsen, men også vil gøre noget ved størrelsen, er der ikke vildt mange muligheder på markedet udover dyre og risikable kirurgiske indgreb og strække-apparater, som man skal gå med i flere timer om dagen i månedsvis. Men alt det kunne ændre sig med Botox.

I en undersøgelse fra 2009 brugte forskere Botox til at hjælpe mænd, der havde en "hyperaktiv tilbagetrækningsrefleks". Dette var, med andre ord, mænd, der oplevede betydeligt mere "shrinkage" (for at bruge George Costanzas udtryk) end andre. Læger gav dem fire indsprøjtninger rundt om penisroden i et forsøg på at paralysere de muskler, der var ansvarlige for shrinkage-refleksen, kaldet tunica dartos. Og det virkede.

Den gennemsnitlige penislængde i slap tilstand var cirka halvanden centimeter længere efter indsprøjtningerne, og fyrene krympede ikke så meget, som de havde gjort før, da de blev udsat for kolde temperaturer. Størstedelen af deltagerne var tilfredse med slutresultatet. Men det er vigtigt at bemærke, at penisstørrelsen i erigeret tilstand ikke ændrede sig, og at effekterne var midlertidige – behandlingen virkede i op til seks måneder. Så det her er altså ikke en engangsbehandling – det er noget, du ville være nødt til at gøre i hvert fald et par gange om året, ligesom hvis du behandlede rynker i panden.

Advertisement

Det kan potentielt hjælpe fyre med at holde længere i sengen

Ifølge mænd er at komme for tidligt det mest udbredte seksuelle problem blandt deres køn. Der findes allerede tonsvis af behandlingsmetoder til det, som blandt andet "delay sprays," Kegel-øvelser og adfærdsmetoder, som stop-start-teknikken, men indenfor den nærmeste fremtid kunne Botox blive endnu en realistisk mulighed.

I en undersøgelse fra 2014 sprøjtede forskere Botox ind i bulbospongious-musklen hos han-rotter. Musklen er placeret ved roden af penis (se her) og spiller en rolle i udløsningen. At bruge Botox til at paralysere denne muskel, kan få sex til at vare længere: De rotter, der havde fået en placebo-indsprøjtning, holdte i gennemsnit seks og et halvt minut, sammenlignet med ti minutter for dem, der havde fået en fuld Botox-dosis.

Der er et klinisk forsøg i gang lige nu for at undersøge, om det fungerer lige så godt for mennesker. Resultaterne skulle gerne blive offentliggjort senere på året, og de vil også fortælle os, om det er nødvendigt med indsprøjtninger over flere omgange, eller om en enkelt behandling kunne være nok til at give mænd mere kontrol over deres udløsninger.

Det kan måske også bruges til at behandle rejsningsvanskeligheder

En ny rapport udgivet i The Journal of Sexual Medicine argumenterer for, at Botox kan blive en "game changer" i behandlingen af rejsningsvanskeligheder. Tanken er, at Botox kan bruges til at paralysere de bløde muskler indeni penissens erektionskamre. Ved at få de muskler til at slappe af, burde blodet lettere kunne flyde ind i kønsdelen.

En mindre undersøgelse foretaget i Egypten, der kom frem sidste år, satte foreløbigt sin lid til ideen: Hos de mænd med rejsningsvanskeligheder, der fik en Botox-indsprøjtning, blev der dokumenteret forbedret blodtilførsel til penis. Men der var en enkelt patient, der efterfølgende oplevede priapisme – en vedvarende erektion, der ikke ville gå væk af sig selv. Det fortæller os, at doseringen bliver ekstremt vigtig: For meget afslapning i musklerne er ikke en god ting.

Mere omfattende kliniske forsøg burde også snart blive sat i gang, men indtil da er det vigtigt at belyse, at enhver effekt er midlertidig, og at rejsningsvanskelighederne vil vænne tilbage, når Botoxens virkning har fortaget sig, fordi musklerne begynder at trække sig sammen igen og forhindrer blodtilførslen på ny. Selvom det ikke er et permanent løsning, kunne Botox af praktiske årsager være mere tiltalende end Viagra for nogle mænd: I stedet for at tage en pille, hver gang de gerne vil have sex, kunne de nøjes med et par indsprøjtninger om året.

Forskere uden tvivl vil fortsætte med at udforske disse og andre effekter af Botox på penis, men det betyder ikke nødvendigvis, at efterspørgslen fra patienter vil følge med. Vi ved ikke, hvor mange mænd der rent faktisk vil udnytte de her forskningsresultater i fremtiden. For hvis du har lyst til at opleve nogle af fordelene ved "bonetox," er du trods alt nødt til at affinde dig med, at der er nogen, der jager en nål ind i din pikkemand.

Skribenten Justin Lehmiller er ph.d. og leder af Social Psychology Program på Ball State University, Faculty Affiliate på The Kinsey Institute og forfatter af bloggen Sex and Psychology.