Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE SerbienLige siden hun begyndte at tage billeder, har Ivana Tešić haft en drøm om at skildre Serbiens hospitaler indefra. I februar 2015 gik hendes drøm i opfyldelse – men kun fordi hun selv endte på hospitalet. Det her er hendes historie:I næsten et halvt år havde jeg konstant let forhøjet temperatur, men alle sagde til mig, at det nok ikke var noget. Jeg blev sendt fra læge til læge og endte hos en klinik for smitsomme tropesygdomme. De tjekkede mig for alt muligt, og da de så mine resultater, besluttede de at beholde mig.
Advertisement
Jeg lå på enestue, men der var en glasvæg ind til en stue, hvor der lå en ældre mand med lungekræft. Han var den eneste patient, jeg talte med i lang tid. I starten sagde de, at jeg skulle være der en måned, men de blev ved med at udskyde min udskrivelse.
Det var virkelig kedeligt, og jeg var egentlig mest bekymret for, om jeg ville dumpe mine eksamener. Men det endte faktisk med at være første gang, at jeg afleverede alle mine opgaver til tiden, fordi jeg ikke havde andet at lave. Jeg læste hele dagen, og så havde jeg mit kamera med mig, så jeg begyndte at tage billeder hele tiden.
Om aftenen kunne man høre patienterne kalde på sygeplejersken, men der var kun én til hele etagen, og hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Sygeplejerskerne var vildt søde og lavede sjov, men nogle af dem var også ret klodsede. Der var en, der altid tabte halvdelen af medicinen ud over mig, og senere klagede hun over, at hun lugtede af hospital.
Lægerne var også gode, men det var virkelig tydeligt, at de manglede udstyr, og at hospitalet var gammelt. Der var kun et toilet til hele etagen, fordi det andet var blevet lavet om til et rygerum for patienterne.
Jeg var på antibiotika, men de gav mig ikke noget til maven, og det var sådan mit smertehelvede begyndte. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke sidde, jeg kunne ikke trække vejret, og jeg kastede op hele tiden, imens sygeplejersken klappede mig på ryggen og sagde "bravo!"
Advertisement
En af patienterne købte et tv, mens han var indlagt og efterlod det, da han tog hjem. Men en uge senere var der en anden patient, der tog det med hjem.
Jeg var på hospitalet en måned, men det lykkedes dem aldrig at give mig en diagnose. De sagde, at det måske havde været en virus, men de var ikke sikre.I dag tænker jeg tilbage på den her oplevelse som tragikomisk. Hvis jeg ikke havde haft mit kamera med mig, var jeg blevet vanvittig.
