​Du skal tage på Roskilde for at se de små navne i år
Foto: Fryd Frydendahl

FYI.

This story is over 5 years old.

The Up Close and Personal Issue

​Du skal tage på Roskilde for at se de små navne i år

Når du har brug for en pause fra telt-sodomi og lunken øl i den gigantiske petriskål, der er Roskilde Festival, så gå ikke glip af de sultne, nyankomne, nordiske artister, der gemmer sig nederst på årets plakat.

Denne artikel er også udgivet i juni-udgaven af VICE Magazine

Ja, New Order kommer på Roskilde i år, og ja, det er muligvis det bedste, der nogensinde er sket i verden. Men glem de store navne. Tag Neil Young, LCD, Impalaen, Chilipebrene og alle de andre, lås dem væk i et lille, mentalt smykkeskrin, og smid nøglen væk. Bare lige i et øjeblik. Nu kunne jeg fylde dig med belastende first-mover banaliteter om, at en rigtig festivaloplevelse handler om at blive overrasket af de bands, der gemmer sig bag den mindst tænkelige punktstørrelse nederst på festivalplakaten, mens de giver alt, hvad de har, og krænger deres små hjerter ud på scenen. Men det behøver jeg ikke – for i år byder Roskilde-programmet på en seriøs røvfuld sultne, mindre, nordiske navne.

Advertisement

Konditionstræningen for din lever – bedre kendt som "warm up-dagene" – sparkes i gang af ambassadørerne for den herlige synthpop-epidemi, der lige nu raser i København; de minimalistiske rullekrave-entusiaster GENTS og de lige-på-og-hårde, energiske First Hate-drenge. Hvor begge duoer fusionerer et lo-fi lydbillede med en slut-80er, Depeche Mode-agtig vokal, leverer GENTS en mere croonet, elektronisk champagnebrunch-stemning, der er retro nok til ikke at være alt for eksistentialistisk og stilfuld nok til ikke at være utålelig, mens First Hate tøjler en kompromisløs intensitet, der vil få dig til at miste dig selv i en malstrøm af blævrende kropsdele og hedonistisk spræl. Men i begge tilfælde er der lagt op til mesterlig synth-fest, som du bestemt ikke vil mangle i din warm-up.

Det samme gælder danske Virgin Suicides ringlende indiepop, hvis evne til at sive direkte ind i din hjernes belønningssystem gennem din øregang, som var den smurt med dopamin, udgør den ideelle baggrundslyd for det henkastede fingerknepperi og den lunkne Tuborg-druk, der uden tvivl vil kendetegne dine dage i festivalsfuroren.

Norske Kakkmaddafakka kan man teknisk set ikke kalde et småt navn, da de lige har udgivet deres fjerde plade – men hvis du ikke allerede kender dem, er det på tide, maddafakka. De er kendt for at gå betingelsesløst amok til deres liveoptrædener, og deres særlige form for halsløse indie-rytmer og overstadig diskostemning er næsten lige så sjovt at smide hæmningerne til, som deres navn er at sige.

Advertisement

Hvis du bor i København, har du og din Spotify-playliste sandsynligvis allerede stiftet bekendtskab med den eksplosive debutsingle "Try" fra danske, åndssvagt-gode-for-deres-alder LISS – så hvorfor ikke skyde gang i din fredag på festivalen i gang med den ægte vare? De serverer tidsløst funky vibrationer, der egner sig perfekt til din bagte festivalhjerne, når du har ølbowlet dig for stiv til at spille kort og synge med på Johnny Deluxe-numre med resten af lejren, men samtidig stadig er lidt for klar i hovedet til at gå i tramper-trance foran Apollo.

Blandt de øvrige formidable grunde til give festivalens Goliat'er langefingeren i år, kan vi varmt anbefale dansk-australske Palace Winters dekandente og sofistikerede synth-univers, de mystiske rapper-troldmænd Khalazer – lige noget for dig, der får dine kicks fra Malk de Koijn, Bikstok, og alt det der jazz – samt den yderst tilfredsstillende romantiske støj fra tilbagevendende, københavnske The Entrepreneurs.

Men bare rolig – det hele skal nok blive fedt, og du vil vende tilbage til din triste hverdag med en masse nye "kan I huske den der episke aften på Roskilde…"-historier, som du langt ud i fremtiden vil gøre alle omkring dig pissetræt af. Så længe det lykkes dig at vakle gennem den post-apokalyptiske koncertplads til Avalon-scenen klokken 2 søndag morgen, efter LCD Soundsytem har splittet Orange ad, for at runde festivalen af med de folkekære og unægteligt badass briter, Sleaford Mods. Sleaford hvem? Forestil dig de to fuldeste og mest højrøstede blokes på en vilkårlig pub i England, der spyr ild og vrede henover beats med en intensitet på niveau med Prodigy på crystal meth. Ja tak.

Advertisement

Derfor skal du ikke gå glip af de små, sultne, tørstige navne i år, når du driver rundt i den gigantiske petriskål, der er Roskilde Festival, og har brug for en pause fra telt-sodomi, over-etableret musik og at lade dig smitte med ABCerne i hepatitis. Luk af for dine venners uendelige ævl om, at "musikprogrammet sutter" og "ikke er relevant", og nyd at være den eneste i din lejr, der ikke behandler festivalen som en ugelang Macklemore-koncert.

Skal du på Roskilde i år? VICE anbefaler:

GENTS
Hvor: Countdown-scenen
Hvornår: Søndag, d. 26/6, kl. 15.00

PALACE WINTER
Hvor: Rising-scenen
Hvornår: Søndag, d. 26/6, kl. 20.00

VIRGIN SUICIDE
Hvor: Rising-scenen
Hvornår: Mandag, d. 27/6, kl. 17.00

FIRST HATE
Hvor: Countdown-scenen
Hvornår: Mandag, d. 27/6, kl. 22.30

KHALAZER
Hvor: Street-scenen
Hvornår: Tirsdag, d. 28/6, kl. 20.00

KAKKMADDAFAKKA
Hvor: Pavilion
Hvornår: Torsdag, d. 30/6, kl. 14.15

LISS
Hvor: Avalon
Hvornår: Fredag, d. 1/7, kl. 13.00

THE ENTREPRENEURS
Hvor: Pavilion
Hvornår: Lørdag, d. 2/7, kl. 12.15

SLEAFORD MODS
Hvor: Avalon
Hvornår: Lørdag (søndag), d. 2/7, kl. 02.00

Læs mere fra VICE om Roskilde Festival:

12 ting alle Roskilde-jomfruer bør vide

I BILLEDER: Roskilde er verdens kærligste sted

PÅ NOISEY: Vi fik en spåkone til at forudse, hvad der kommer til at ske på Roskilde Festival 2016