​Mød manden, der lever af at blive slået hårdt i maven

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg har kun været i Xie Shuipings foruroligende pletfrie og næsten fuldstændigt umøblerede lejlighed i ti minutter, men han er allerede klar til at smide tøjet. Efter at have skænket mig noget grøn te rejser han sig pludselig op, løfter op i sin trøje, krummer ryggen og klasker sig højlydt på sin fremskudte mave med begge hænder. Det er en ret berømt vom. Den er kilden til Xies magt – og hans indkomst. Han kigger ned af sig selv og klapper den kærligt.

I Xies stue i byen Anlu i Kinas østlige Hubei-provins hænger der en t-shirt med et slogan på kinesisk: "Xie Shuiping: Kongen af at få tæsk." Det er en ret rammende beskrivelse af hans job. Gennem de sidste 16 år har 49-årige Xie tjent kassen på at rejse rundt i hele Kina og bede folk om at slå ham så hårdt, de overhovedet kan, i maven – mod betaling. Han påstår, at han ikke kan føle smerte der. "Nogle mennesker er bare nysgerrige og vil gerne blive venner med mig gennem knytnæveslag," siger han, mens han hiver sin trøje ned over vommen igen. "Andre vil gerne udfordre mig."

Gennem nyhedshistorier om hans unikke "evne" og en skov af virale videoer på sociale medier af diverse mennesker, der tæsker løs på hans torso, har Xies bizarre karrierevalg givet ham en beskeden kendisstatus i landet. Hans karriere som "menneskelig boksepude" tog sin begyndelse i år 2000 til et sang og dans-arrangement i et supermarked i Kinas sydlige Guangdong-provins, hvor han lod folk fra publikum smække ham en for småpenge. Han var flyttet til Guangdong for at lave byggearbejde, men fandt hurtigt ud af, at den her type "performances" var langt mere lukrative.

Årene gik, og rygterne om manden, der ikke kunne mærke smerte, spredte sig. Xie performede (blev lammetævet i maven på scenen) på barer for penge og blev rekrutteret af diverse firmaer til at promovere dem gennem udholdenhedsstunts. I et af de mere vovede stunts blev hans mave kørt over af en lastbil. "Det var for et flisefirma i det indre Mongoliet," husker han. "Det er det farligste, jeg nogensinde har gjort. Jeg lod også firmaets medarbejdere slå mig i maven."

Mens vi sidder i hans hjem i Anlu forklarer Xie, at hans robuste mave hjalp ham med at kæmpe sig ud af et hårdt arbejderliv i Guangdong, hvor han havde svært ved at tjene til huslejen og ofte blev truet med at blive smidt på gaden. Han fortæller, at han som regel tjener omkring 3000 dollar (20.000 kroner) om måneden på sine mavetricks, men bliver honoreret med op til 6000 dollar (40.000 kroner) for en større serie af optrædener.

Xie siger, at hans maves overmenneskelige udholdenhed skyldes en kombination af genetik og træning i kung fu og qigong, som er et sæt oldgamle kinesiske åndedræts-, kropsholdnings- og meditationsteknikker. Han forklarer, at hans bedstefars bror også dyrkede kung fu og tjente penge på at udfordre folk til at slå ham. Xie fandt ud af, at han også selv var speciel – eller rettere, at han var i besiddelse af en speciel kropsdel – da han var omkring 16. "Det gik op for mig, at jeg kunne vinde, hver gang jeg var oppe at slås med andre børn. Jeg følte aldrig smerte."

Han påstår, at han siden den livsændrende åbenbaring ikke har mærket smerte fra knytnæveslag. "Jeg er blevet udfordret af mange kampsportsmestre og boksere og har aldrig oplevet nogle skader. Jeg blev engang slået af en bokser på (det offentlige TV-netværk) CCTV – de kørte mig på hospitalet bagefter for at foretage nogle prøver, og resultaterne viste, at jeg ingenting fejlede. Selv da bokseren slog mig, følte jeg absolut ingen smerte, bare chokket fra trykket og en varm, behagelig følelse indeni."

Udfordringerne er kun ubehagelige for Xie, når der er nogle skrupelløse narrøve, der sigter efter at slå ham i krydderen i stedet for i maven. "Der har været flere udfordrere, der har forsøgt at slå mig i ansigtet for at prøve at ydmyge mig. Derfor besluttede jeg mig for at begynde at skærme for min krop med armene for at forsvare mig selv," siger han. Han tilføjer, at han ikke slog igen, selvom det var ekstremt fristende. "Normalt håndterer jeg de her typer ved bare at give dem et kram."

Selvom Xie påstår, at 16 år med lede mavetæsk ikke har efterladt ham med nogle fysiske men, lader det til, at hans livsstil har sat sine spor på hans privatliv. Hans kone og to voksne døtre har forsøgt at få ham til at finde sig et mere normalt job – men uden held. Hans kone og en af hans døtre bor nu i Guangdong, og det er uklart, om hun og Xie stadig har et ægteskabeligt forhold udover papirarbejdet.

Jeg spørger, om han føler, han giver afkald på sin værdighed ved at udstille sig, som han gør. Han reagerer med venlig nonchalance. "Nej. Jeg bliver mere og mere ophidset, jo flere slag jeg får. Før mente min familie, at der ikke var nogen værdighed i mit arbejde, men deres attitude har ændret sig. Nu er de hverken for eller imod det."

Det kan godt være, at han ikke har nogen at dele det med i Anlu lige nu, men det var Xies job, der gav ham muligheden for at købe den funklende, nye lejlighed, som vi befinder os i. Men eftersom han bliver betalt et job ad gangen (og ofte et knytnæveslag ad gangen), har han ikke ligefrem en holdbar pensionsordning. Eftersom Xie snart runder de 50, spørger jeg ham, om han har overvejet, hvor længe han kan blive ved med at være en menneskelig boksepude.

Det viser sig, at han først lige for alvor er gået i gang. "Firs år ville ikke være en begrænsning for mig," siger han med et grin. "Jeg bliver faktisk kun bedre med alderen. Hvis markedet er godt, så bliver jeg ved."

Jeg tænker, at der om 30 års tid nok ikke er specielt mange mennesker i Kina, der vil have lyst til at tæve løs på en 80-årig mand, selvom jeg værdsætter Xies optimisme omkring hans krops modstandsdygtighed på længere sigt. Men glem hans relativt stabile, nuværende økonomi: Gør alt det her ham glad og tilfreds?

Hvis det passer, at han ikke kan føle smerte, så er det helt klart sjovere at rejse rundt i hele landet og performe end at arbejde dagen lang på en byggeplads til en ussel løn, som han gjorde før i tiden. Xies egne sociale medier flyder over med billeder af ham på scenen med maven stolt skudt frem.

Er han så glad for sin livsstil, som hans billeder indikerer? "Ikke rigtigt," siger han. "Jeg siger bare, at mit liv er okay. Der er ikke nogle bedrifter at skrive hjem om. Sangere bliver bedre betalt, end jeg gør, får mere respekt, og så er deres arbejde risikofrit." Det viser sig, at billedgallerier på sociale medier ikke altid giver udtryk for folks reelle glædesniveau. Overraskende.

Inden jeg smutter, overvejer jeg at spørge Xie, om han ville have noget imod, at jeg gav hans mave et lille slag, bare for at se, hvad alle er så oppe at køre over. Men den her dag har, for at være helt ærlig, været mærkelig nok i forvejen, så jeg beslutter mig for at droppe det.

Læs flere VICE-historier om livsnødvendige evner og mærkelige jobs her:

Sådan føles det at ramme jorden efter et fald på 4,5 kilometer

Sådan sutter du din egen pik

Sådan er livet som professionel lortedykke