Det jeg lærte af at åbne 10 firmaer – og lukke dem igen

FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Det jeg lærte af at åbne 10 firmaer – og lukke dem igen

"Hverken Zuckerberg, Musk eller Friis ramte plet i første forsøg."
July 21, 2016, 5:28am

"Ambitionerne var tårnhøje, da jeg åbnede landets første fuldautomatiske døgnkiosk. Et år efter måtte jeg lukke med en kæmpe gæld, en knækket selvtillid og maven fuld af billige ni-pak romkugler." Foto: Bornholms Tidende

Du kan blive den næste store iværksættersucces. Den næste Mark Zuckerberg (Facebook), Elon Musk (PayPal, Tesla, SpaceX) eller Janus Friis (Skype). Det kan være dig, der starter et nyt firma i garagen, som en dag revolutionerer verden og samtidig gør dig hjernedødt rig, herre over en hær af ansatte og giver dig en stak flotte glossede visitkort – like a boss.

Gennem de seneste 17 år har jeg startet 10 forskellige firmaer plus det løse. Og det har aldrig skortet på ambitioner: Jeg vil drive en stor forretning. Måske endda et globalt foretagende. Gerne med en tocifret milliardomsætning. Vejen dertil er indtil videre gået gennem bolchefirmaer, fuldautomatiske døgnkiosker, pøller i kuverter, religiøse festivaler, kunstgallerier og reklamer på pizzaæsker. Blot for at nævne nogle få eksempler. Den ene idé var mere fejlinficeret end den anden, og jeg har derfor måtte lukke de fleste af forretningerne igen. Og som du vil lære i løbet af de næste minutters læsning, så findes der et minefelt af fuck-ups, du kan træde på. Jeg har detoneret dem alle, og jeg er blevet sprunget i stumper og stykker igen og igen. Men mine fejltagelser som iværksætter skal ikke gå til spilde. Så her kommer en gennemgang af nogle af de mest fatale fails, du bør undgå på din rejse mod succes:

Advertisement

1: Håndværk og arbejdsmoral

Da jeg åbnede kunstgalleriet Plök Galleriet, lærte jeg, at du ikke kan nøjes med en åbningstid, der er begrænset til mandage mellem 16 og 19. Selv ikke hvis det lykkes dig at narre formanden for den lokale kunstforening til at købe et "kunstværk", som i virkeligheden bare er en ødelagt spånplade, du har tørret en pensel af på.

"At mine kunstneriske evner var minimale, stod ikke i vejen for drømmen. Plök Galleriet blev desværre aldrig det store tilløbsstykke, jeg havde håbet på." Foto: Bornholms Tidende

2: Alkoholpolitik

Da jeg startede den årlige musik- og sportsfestival CRASH!, lærte jeg, at en festival ikke sælger mange billetter, hvis du af religiøse årsager nægter dine gæster alkohol. Selv ikke hvis det lykkes dig at få U2's manager Paul McGuiness i røret og seriøst få ham til at tro, at du kan mønstre pengene til at booke Bono med venner til at spille for 47 forkølede, radikale kristne teenagere.

3: Logistik

Jeg startede prank-websitet SendEnLort.dk. Her vakuumpakkede jeg hundelort, som jeg indsamlede fra en nærliggende park, så andre anonymt kunne sende afføring hjem til dumme chefer, tarvelige venner eller ekskærester. Det lærte mig, at du ikke skal ignorere Post Danmarks regler for forsendelse af potentielt giftigt biologisk indhold. Også selvom du har formået at overtale din kone til at installere et separat køleskab på terrassen, som skal fyldes med lort fra en lang række forskellige dyrearter og mennesker med diverse eksotiske sygdomme.

4: Kundekontakt (og sprogfærdigheder)

Da jeg startede et reklamebureau, hvor jeg trykte annoncer på låget af pizzaæsker, lærte jeg, at kommunikation med dine kunder er altafgørende. Ellers kan du ende med at føre en ti minutter lang salgssamtale i telefonen med, hvem du tror er restaurantchefen, men som du først til sidst opdager, er en tilfældig kunde i et pizzaria i Hobro. Samt at dårlig kommunikation – i dette tilfælde fordi du ikke kan tyrkisk – kan føre til at du, uden at vide det, ikke sælger 5.000 pizzaæsker for kroner og ører, men i stedet bliver betalt med et års forbrug af Hawaii-pizzaer.

Advertisement

5: Markedsvurdering (og work-life balance)

Nej, jeg er ikke altid den skarpeste kniv i skuffen. Det hjælper nogle gange at komme til den erkendelse, inden andre mennesker begynder at pointere det. Det blev særlig tydeligt, da jeg i en alder af 23 år åbnede landets første fuldautomatiske døgnkiosk på Bornholm.

Jeg indtog flere kalorier, end jeg forbrændte, og jeg brugte langt flere penge, end jeg tjente. Det endte med, at jeg vejede over 100 kilo.

Konceptet var grundlæggende genialt: en butik der passede sig selv, og hvor jeg om morgenen blot behøvede at tømme automaterne for penge og fylde nye varer i. En uge efter idéen var opstået hjemme hos min mor, gav banken grønt lys til et lån, og jeg stod med nogle hundrede tusinde kroner i hånden. Jeg var klar til at skabe noget af historiske dimensioner. Jeg leasede en røvfuld automater – en til slik, kager og chips, to til sodavand og øl, en til smøger, en til is og frostvarer, en til bagels, en vekselautomat etc. Dernæst installerede jeg dem i et 60 kvadratmeters butikslokale ved Rønne Torv og tænkte, at min lykke var gjort. Dette skulle være et franchise-imperium, hvor jeg begyndte i Rønne og dernæst ville åbne filialer i Nexø, Allinge, Svaneke og Aakirkeby. Senere ville turen komme til resten af Danmark, Europa og verden.

Til gallaåbningen klippede jeg en rød snor over, og svigerfar spillede nyfortolkninger af Roxette på guitar. Alt tegnede lyst. Men efter blot seks måneder måtte jeg erkende, at idéen ikke var så god, som jeg troede. Mit lille fuldautomatiske lokale i hjertet af Rønne var blevet et fast partyvenue for øens unge. Tit fandt jeg grupper af stive teenagere med boomboxtechno og LSD-dans i butikken. Ved flere lejligheder skulle jeg vaske bræk og pis op fra gulvet og jage folk ud med mit baseballbat og høje kampråb. Og nedturen fortsatte. De mere kreative af kunderne lærte efterhånden, hvordan de kunne ryste varerne ud af maskinerne uden at betale. Og den betalende del af kundestrømmen var nærmest usynlig. Typisk lå en dagsomsætning på 100 til 250 kr. Inklusiv moms. Før skat.

Advertisement

Maskinerne blev til sidst pakket ned og sendt retur, og i stedet indrettede jeg butikken til en almindelig kiosk, hvor min kæreste og jeg stod bag disken og personligt betjente de få natteravne til klokken fire om morgenen. Jeg tjente ingen penge til sidst havde jeg hverken råd til den private husleje eller mad. Løsningen blev, at jeg og min stakkels kæreste flyttede ind i kioskens lager i baglokalet og måtte spise de varer, der var på butikkens hylder. Det betød en lang periode med en aftensmadsmenu bestående af frosne thai-bokse, nipak-romkugler, mazarintærter og chips. Ofte når kunderne trådte ind i kiosken – som nu også fungerede som entré til vores dagligstue inde bag varekasserne – hang lugten af ris i karrysovs i luften og gav de handlende en sødlig kvalme. Jeg indtog flere kalorier, end jeg forbrændte, og jeg brugte langt flere penge, end jeg tjente. Det endte med, at jeg vejede over 100 kilo (jeg blev ved to lejligheder forvekslet med Søren Huss) og måtte lukke biksen slukøret, udbrændt og forgældet.

"Min ubemandede døgnkiosk i Rønne blev hurtigt et partyvenue for øens restløse unge. Ved flere lejligheder måtte jeg løfte battet og jage folk ud, som dansede, pissede og brækkede sig i kiosken." Privatfoto

Den vigtigste lektie jeg lærte af døgnkiosken, var, at du skal undersøge dit marked. Tag et seriøst kig på, om der er kundegrundlag nok til at drive en forretning. I dette tilfælde var der ikke et marked på Bornholm for køb af Matador Mix og træstammer klokken tre om natten.

6: Udgiftsstyring

Størstedelen af mine firmaer udspringer fra egne idéer eller et personligt ønske om at realisere en drøm. Men én gang skete der noget ganske andet: Et firma faldt ned i skødet på mig ud af det blå:

Advertisement

En dag da jeg stod og passede min håbløse døgnkiosk, trådte en 80-årig mand ind i butikken. Under armen havde han seks store bøtter fyldt med bolcher. "Er det dig, der er indehaveren af denne nydelige lille butik?" spurgte han. "Desværre ja," svarede jeg. Han spurgte lidt til kiosken og til mig og afsluttede med en overraskende gestus: "Jeg driver et bolchefirma, der hedder Bolchemanden, og jeg vil gerne have dig med ombord. Og når jeg en dag ikke længere har kræfterne til at køre det videre, ønsker jeg, at du skal overtage foretagendet." Jeg takkede ja på stedet og blev med ét Bolchemandens lærling og arving. Det var virkelighedens svar på Charlie og Chokoladefabrikken, hvor jeg blev fundet værdig af den pensionerede, bornholmske Willy Wonka og modtog hele stifterens slikimperium. Men i denne version var chokoladen erstattet med lavkvalitets engros-bolcher, og den magiske oompa loompa-dans skiftet ud med tåkrummende kundebesøg og uendelige bilture i industriforstæder på Sjælland. Den 80-årige satte mig grundigt ind i sit komplicerede kunderegister, vi læssede en helvedes masse bolchekasser ind i hans Ford Fiesta og satte kursen over Østersøen.

Da regningen blev gjort op efter mine mange firma-fails, stod jeg tilbage med en kæmpe gæld, et gevaldigt hak i selvtilliden og et jævnt flow af RKI-opringninger og folk fra fogedretten, der bankede på døren for at finde ting af værdi i min lejlighed, som de kunne tage pant i.

Bolchemandens forretningsidé var simpel. Køb et par paller bolcher engros til billige penge, hæld dem over i dine egne bøtter, mærk dem med dine egne etiketter og sælg bøtterne stykvis til diverse receptioner. Vi var forretningsverdenens Thelma & Louise. Et rebelsk makkerpar på kamikaze-road trip. Bortset fra at hastigheden på motorvejen aldrig oversteg 70 km/t, og der måtte ikke høres musik i radioen. Vi slog vejen forbi revisionskontorer, finanskontorer, vognmandskontorer, bygherrekontorer og alt andet, du kan sætte ordet "kontor" efter. Jeg kiggede på, mens senior viste, hvordan arbejdet skulle gøres: "Davs unge dame. Så er det bolchetid!" Bolchefar storsmilede og smækkede et par bøtter på disken. Fra tid til anden gik et salg faktisk igennem. KATJING! Typisk en eller to bøtter. Det hændte også, at vi fik afsat seks bøtter på én gang. KÆMPEKATJING! Hver gang, der blev lukket et salg greb den 80-årige en håndfuld bolcher fra bøtten og sagde: "Se, de spreder allerede glæde hos jeres gæster."

Men de cirka 15 kroner vi tjente per bolchebøtte stod ikke mål med transportudgifterne for at køre dem personligt ud én bøtte ad gangen. Tilmed til kunder der ofte lå 50 kilometer fra hinanden. Og de få kunder, der handlede bolcher af os, gjorde det oftest af sympati for den ihærdige pensionerede og hyggelige mand, der kom med bolchebøtter under armen. Da jeg lavede en opgørelse over indtjening og tidsforbrug, opdagede jeg, at jeg arbejdede for en timeløn på 94 øre. Efter et lille års tid kom jeg til den konklusion, at min kone og jeg burde æde det resterende varelager og anse dét for den egentlige gevinst. Vi spiste bolcher hver dag i flere måneder.

Advertisement

Eventyret om "Bolchemanden" var officielt slut. Årsagen var, at jeg aldrig fik undersøgt de reelle udgifter på forhånd.

Hvordan gør man så?

Da regningen blev gjort op efter mine mange firma-fails, stod jeg tilbage med en kæmpe gæld, et gevaldigt hak i selvtilliden og et jævnt flow af RKI-opringninger og folk fra fogedretten, der bankede på døren for at finde ting af værdi i min lejlighed, som de kunne tage pant i. Min kone er utvivlsomt det mest tålmodige og overbærende menneske i verden. Hun har bakket mig op gennem alle mine dødsdømte projekter til trods for, at mine firmaer har trukket og overtrukket på parforholdskontoen i længere perioder ad gangen. Vi har haft intense kampe, skænderier og verbale wrestlinger om, hvordan tilværelsen skal prioriteres og sikres. Iværksætterlivet har været en af de mest nedslidende udfordringer, jeg sammen med min kone har måtte tackle – udover at avle afkom. Derfor måtte jeg ændre taktik.

Mine virksomheder begyndte først at gå godt, da jeg ændrede mit succeskriterium. Hvis drømmen udelukkende er slutningen – dér hvor pengene ruller, og succesen materialiserer sig – skal du forberede dig på en ørkenvandring. At være selvstændig og iværksætter er hårdt arbejde og slider på tegnebogen, humøret, parforholdet, kropsvægten og alt andet i dit liv. Derfor skal det være prisen værd undervejs. Ikke kun ved mållinjen ude i fremtiden, for du når måske aldrig derhen. Jeg gad jo i bund og grund ikke at være bolchemand, kioskbestyrer eller lorteafsender med mindre, det blev et kæmpe hit. Find et projekt, som du nyder – også FØR det bliver en succes. Så hvis lortet aldrig ender med at spille, har du i det mindste lavet noget, du elsker, mens du forsøgte.

"Livet som selvstændig er hårdt. Når tingene går ad helvede til, har du lyst til at dø. Men når brikkerne indimellem falder på plads og shittet lykkes, lever du for alvor." Foto: Nadia Vestergaard

Hver eneste gang jeg fuckede op i et af mine nystartede firmaer, tog jeg ved lære og blev en lille smule bedre til næste gang. Men lyset gik for alvor op for mig, da jeg indså, at fejl er nødvendige for succes. De er uundgåelige. Hverken Zuckerberg, Musk eller Friis ramte plet i første forsøg. Det værste der kan ske for dig som i iværksætter er, at du begynder at frygte nederlag. Forvent i stedet at vælte rundt i en bunke landminer, inden du kommer i mål.

I dag driver jeg tre succesfulde firmaer. Jeg har et tv-produktionsselskab ( Tellymo), fordi jeg elsker at lave tv og fortælle gode historier. Jeg producerer plakater ( Benjamin Noir), fordi jeg elsker at tegne og fordybe mig i kreative detaljer. Og jeg ejer et bogforlag ( Bazooka), fordi jeg både elsker at skrive og læse andres skriverier. Uanset hvordan disse tre iværksættervirksomheder udmønter sig – selv hvis jeg må dreje nøglen om – har det aldrig været spild af tid. For omsider nyder jeg nu hver eneste dag på min spinkle selvbyggede pind.

Advertisement

Roald Bergmann udgiver i efteråret sammen med en række andre iværksættere bogen "Firma Fails", hvor de guider iværksættere udenom de værste opstartsfejl.

Læs mere fra VICE:

Jeg tog til Thailand og kom hjem til et bordel i min lejlighed

Jeg prøvede at finde en kæreste med Pokémon GO

Jeg pissede hele min ungdom væk på dødsdruk