​Hvordan vil Jorden håndtere det første møde med rumvæsener?

Hvordan ville menneskeheden reagere, hvis de første rumvæsener landede i Kongens Have i morgen? Ville vi omringe dem med våben og tanks? Eller ville vi give dem en varmere velkomst? Hvilke spørgsmål ville vi stille disse fremmede væsener og hvad ville vi fortælle dem om os?

The Visit, en ny dokumentar af den danske instruktør Michael Madsen, tager udgangspunkt i et hypotetisk scenarie: Rumvæsener er netop landet på Jorden. Vi ved intet om deres intentioner, kun at de er landet her. Madsen får så eksperter fra FN's Office for Outer Space Affairs (en rigtigt afdeling under FN) og andre videnskabsmænd, etikere, regeringsansatte og PR folk til at forklare, hvordan de ville forholde sig i sådan en situation. Resultatet er en step-by-step guide til at håndtere menneskehedens første møde med liv fra rummet.

Jeg tog en snak med Madsen om hvad opdagelsen af fremmede livsformer ville betyde for menneskeheden.

VICE: Hvorfor ville du lave en film om menneskehedens reaktion på rumvæsener på Jorden?
Michael Madsen: Jeg tror, det største menneskeheden nogensinde kan opleve er udenjordisk liv - at møde liv fra et andet sted. Det ville tvinge os til at stille spørgsmål ved alle vores 'sandheder' om os selv og ved vores plads i universet. Det synes jeg udgør et unikt scenarie for udforskelsen af den menneskelige forståelse og selvforståelse ved, ideelt set, at skabe en form for spejl. Det er det jeg har prøvet at gøre med The Visit.

Så hvilken slags spørgsmål vil du have publikum til at stille dem selv, mens de ser den?
På en måde vil jeg gerne have publikum til at være filmens hovedkarakter. Med det mener jeg, at jeg er interesseret i at sætte publikum i rumvæsenets sted.

Jeg er interesseret i at bruge det her udefrakommende perspektiv fra et væsen, der kommer fra et sted uden for den menneskelige fattevene, uden for menneskets selvindlysende forståelse af den verden, vi bor i. Jeg forestiller mig, at man ville lave en slags indsatsgruppe, og hvad ville de så spørge om? Hvad ville de fortælle de fremmede om mennesket? Hvad er det vigtige at forstå om mennesket?

Det er de ting, jeg synes er spændende. Man kan sige, at jeg prøver at skabe et filosofisk afsæt for publikum i forhold til de ovenstående spørgsmål.

Lad os tale lidt om selve scenariet. FN har ikke en egentligt plan, men i filmen giver forskellige eksperter deres bud på, hvordan de ville reagere på en invasion fra rummet. Hvordan valgte du hvilke eksperter du skulle snakke med og hvilke trin, du skulle inkludere i scenariet?
Scenariet i The Visit kan kun forstås som et ideelt scenarie. Med det mener jeg, at tingene ikke ville forgå som i The Visit - selvom jeg tror at de militære aspekter er meget tæt på, hvad der højest sandsynligt ville ske. Filmen er naturligvis lavet uden script, fordi jeg ville have alle de individuelle eksperter til at reagere præcis, som de rent faktisk ville gøre i situationen. Og nogle af dem har også overvejet den her situation ret meget.

Men hvem ved, måske lander de på en mark for at snakke med nogle køer og ikke bondemanden. Eller måske sker den første kontakt med børn i stedet for voksne. Jeg ved ikke, om det ville være bedre, men det ville i hvert fald være et helt andet scenarie. Spørgsmålet om, hvad det betyder at være menneske, ville dog komme i spil ved et hvilket som helst møde, man kan forestille sig.

Se dokumentaren: Valley of the UFOs

Var det svært at få eksperter med i filmen?
Jeg tog først kontakt til FN's Office for Outer Space Affairs for at få dem med i filmen. Da de sagde ja, (det tog omkring et år med forskellige møder), så kunne jeg bruge det til at få andre eksperter i tale. Jeg fortalte dem, at jeg håbede de ville se min tidligere film Into Eternity, så de kunne se hvordan jeg arbejder. Jeg håbede det kunne lette deres bekymringer.

Det er ikke en UFO film, og det er ikke en sensationel film eller en konspirationsteori. Jeg er oprigtigt interesseret i de filosofiske og eksistentielle spørgsmål som et sådan møde ville bringe på banen. Som jeg sagde tidligere, så er det et spejl. Det er ikke en film om aliens. Det er i sidste ende en film om os selv. Og det forstod eksperterne godt. Nogen af dem sagde til mig "Det er det bedste interview, jeg nogensinde har givet," og jeg tror, at det er fordi de følte sig så frigjort af det konceptuelle greb, det at de snakkede til kameraet som om det var en besøgende fra et andet sted.

Hvor stor en del af vores mentale forberedelser til sådan en hændelse tror du stammer fra popkulturen?
Jeg tror det er søbet ind i popkultur og populær fantasi. Og det tror jeg kan have potentiale til at blive katastrofalt. Det er min holdning. Der er en antropolog, der har foreslået, at fordi film og litteratur har beskæftiget sig med invasioner og fjendtlige invasioner [de sidste 100 år], det startede selvfølgeligt med War of the Worlds, så vil det uafværgeligt betyde, at vi vil reagere defensivt og derfor også fjendtligt. At vi højest sandsynligt ikke vil være i stand til at genkende en venlig gestus.

Og spørgsmålet er i hvilken udstrækning er vi i stand til at opfatte noget, der ikke er som os selv? Hvordan kan vi se noget, der er fundamentalt anderledes? Hvordan opfatter vi overhovedet liv, der ikke er som liv på Jorden? Men der er selvfølgeligt også noget uendeligt vidunderligt ved det. Hvad hvis nogen kommer hertil og har en helt anderledes opfattelse af virkeligheden, og at vi kunne lære noget af det og derved udvide vores egen verden?

Så snakker vi ikke om skræmme-scenarier og sådan længere. Men som vi kender det fra jorden, kan det være svært at imødekomme eller forstå folk, der tænker anderledes end en selv.

Filmen slår fast, at vi ikke har nogen anelse om, hvad vi står over for, hvis vi bliver invaderet af rumvæsener. Så hvorfor overhovedet lægge en plan?
Det er rigtigt, at militæret og pressen begynder at tolke det som en invasion, men det er aldrig noget, der er helt tydeligt i filmen, det er bare noget, der kommer i tale.

Vi har kun rejst korte afstande i rummet, men det der driver os derud, og det der drev os over verdenshavene, er nysgerrighed. Det vil måske også hjælpe os ved sådan et møde. Måske er rumvæsnerne også nysgerrige? De rejser måske også ud i rummet for at se, om der er liv. De bliver måske også pissebange, hvis de kommer hertil og møder os.

En ting, der virkeligt gjorde et indtryk på mig, var da en af eksperterne sagde at menneskeheden ville blive totalt fortvivlet, hvis der rent faktisk kom rumvæsener hertil og de så bare tog afsted igen.
Jeg tror det er forbundet med noget dybt menneskeligt. Der er en meget interessant længsel mod rummet. Ved at blive set opnår man rent faktisk en eksistens, fordi man bliver anerkendt som noget.

Jeg tror, at hvis nogen kom her og tog afsted igen uden at ord… Og vi ikke havde nogen [idé om] hvorfor de [kom] og så videre. Ja, så tror jeg vi ville blive kastet ud i en kollektiv depression, fordi vi ville opfatte det som om vi ingenting var. Vi var ikke værd at bruge tid på. Det ville give os en slags mindreværdskomplekser, som vi måske allerede har.

For nylig sagde en chefforsker ved NASA, at vi vil have stærke indikationer af, om der er liv i rummet inden for et årti, og at vi vil have definitive beviser inden for 20 eller 30 år. Men hun lagde vægt på, at de beviser ikke ville være "små grønne mænd", men mikrober. Det ville være et kæmpe skridt imod at finde liv, men jeg tror stadig det ville skuffe rigtigt mange, hvis vi ikke fandt mere end det.
I min optik er det et underligt statement, fordi hvorfor snakker vi om der ikke er "små grønne mænd?" Måske finder vi fossiler af bakterier eller lignende på Mars. Men jeg tror grunden til, at man kun snakker om bakterier er, at det er meget sværere at beslutte sig for, hvad man skulle gøre, hvis man mødte højere livsformer. For slet ikke at snakke om livsformer som os, fordi det medfører nogle helt andre etiske og moralske spørgsmål.

Kan vi lande på en planet med liv? Lad os sige, at vi kan. Kan vi risikere at forstyrre og potentielt set forurene den verden? Det er spørgsmål, der ikke kun har noget med videnskab at gøre, hvilket måske gør at NASA ikke alene kan beslutte, hvordan man skal gribe det an.

Tak, Michael.

Interviewet er blevet redigeret for længde og klarhed.