Sådan føles det næsten at blive henrettet

Denne artikel er oprindeligt udgivet som en del af serien 'Life Inside', et igangværende samarbejde mellem The Marshall Project og VICE US, der bringer førstehåndsberetninger fra dem, der lever og arbejder i fængselsvæsnet.

Det var meningen, at jeg skulle henrettes et minut efter midnat den 10. februar 2004.

Op til den dag blev jeg flyttet til en ny celle, hvor fængselsvagterne kunne checke op på mig hver time for at "være sikker på, at jeg var ok." Fængslet begyndte også at sende en psykiater ind til mig - det var tydeligt, at de ville sikre sig, at jeg ikke begik selvmord.

Det stod på et par dage, og så begyndte det at blive lidt mere intenst. Jeg blev vækket midt om natten, lagt i håndjern og hevet ud af min celle og presset op af en mur. En af vagterne begyndte at tage billeder af mig og sagde, at det var de sidste billeder, verden ville se af mig.

En dag blev jeg sendt ind på fængselsinspektørens kontor, hvor hun og en læge ventede. Inspektøren bad mig om at smøge ærmerne op, så de kunne se mine blodårer. Først nægtede jeg, så inspektøren gik og kom tilbage med en årepresse i hånden. Hun bandt den rundt om min arm, så alle mine årer blev synlige. Inspektøren og lægen undersøgte mig og dokumenterede, at jeg havde gode årer på min højre arm, og gentog så proceduren på min venstre.

Cirka en uge senere blev jeg sendt til en anden læge for at blive undersøgt. Han tog mit blodtryk.

Det var højt.

Igennem hele processen blev jeg spurgt igen og igen om, hvad jeg havde lyst til at få som mit sidste måltid. Der var nogen der spurgte, om ikke jeg ville have en pizza af mærket Tombstone.

Mine venner kom og besøgte mig og det samme gjorde mine advokater. De havde skiftet min advokat ud til min appelsag, og han fik mig næsten henrettet, fordi han ikke brugte den information, vi havde om, at der var blevet forfalsket bevismateriale. Mine advokater kom hele tiden og opdaterede mig om, hvad de ville gøre for at redde mit liv, men jeg troede helt ærligt ikke på, at de kunne forhindre staten i at få mig henrettet.

Jeg stoppede med at se tv og høre radio. I stedet læste jeg min yndlingsbog, måske for sidste gang. A People's History of the United States af Howard Zinn.

Fordi jeg havde afskåret mig fra omverdenen, vidste jeg ikke, at der var kommet nye vidner frem i min sag, som potentielt kunne bevise, at staten havde tilbageholdt vigtigt bevismateriale. Jeg hørte ikke om de mennesker, som havde set tre hvide mænd, hvoraf den ene havde blod på skjorten, på en bar tæt på gerningsstedet.

Så blev det den 9. februar 2004 - min sidste dag.

Jeg havde mange besøg, blandt andre af Jesse Jackson (amerikansk borgerrettighedsforkæmper red.), mine familie og venner.

Omkring klokken 11 kom Jeannie R. Sternberg, som dengang var advokat for Habeas Corpus Resource Center i San Francisco, ind i besøgsværelset med en retsanmodning om at udskyde henrettelsen i hånden. Hun forklarede grundigt hvorfor og hvordan, at staten kunne appellere beslutningen i Højesteretten.

Aktivister demonstrerer imod den kommende henrettelse af Kevin Cooper i San Quentin State Penitentiary i 2004. (AP Photo/Marcio Jose Sanchez)

Klokken 18 fik vi at vide, at besøgstiden var slut. Jeg blev ført ned bagerst i besøgsværelset, sat ind i et bur og blev beordret til at tage alt mit tøj af. Jeg blev kropsvisiteret, fik et nyt sæt tøj og sko og lagt i lænker. Vagterne dannede to rækker, og jeg gik i midten, mens vi marcherede ud af besøgværelset og hen til indgangen af henrettelseskammerets venteværelse.

Det var der, det slog mig, at jeg havde passeret den dør cirka to gange om dagen i en uge uden at vide, at det var indgangen til dødskammeret.

Døren gik op, vi gik allesammen ind, og jeg blev beordret til at stille mig med ryggen mod væggen. Vagterne gik ud i én lang række. Klokken var nu lidt over 18.30, og jeg så på det store ud på væggen og vidste, at jeg kom tættere på mit endeligt for hvert minut, der gik. Der kom et antal bødler ind i kammeret. En af dem gik hen til mig –han stod cirka 20 centimeter fra mit ansigt – og spurgte mig, om der ville være problemer med mig, når de tog håndjernene af mig. Jeg sagde stille nej - de ville ikke få problemer med mig.

Jeg blev bedt om langsomt at tage mit tøj af og stille mig i midten af rummet. Det var så koldt, at jeg rystede.

Så begyndte han at undersøge mig og lyse mig i munden med en lommelygte. Han undersøgte mit hår og bad mig om at løfte min penis og min pung, så han kunne undersøge dem. Jeg blev bedt om at løfte fødderne en af gangen og vrikke med tæerne - først den højre og så den venstre. Jeg blev bedt om at sprede min baller og bøje mig forover. Det gjorde jeg, og så lyste han med lygten op i mit rektum.

Efter hvad der føltes som en evighed, var undersøgelsen ovre. Jeg fik noget nyt tøj. Jeg så igen på uret, og den var et par minutter over 19.

Jeg blev sat ind i et bur for at vente på selve henrettelsen.

Min advokat Jeannie Sternberg ringede til mig over fængselstelefonen og fortalte mig, at staten rent faktisk havde appelleret anmodningen om udsættelse [af henrettelsen], og at hun ville ringe og fortælle mig om det, så snart hun hørte fra Højesteretten.

Mens jeg ventede, fik min pastor lov til at komme ind i buret ved siden af.

Omkring klokken 20.17 ringede telefonen pludselig. Den ansvarlige vagt rakte mig røret. Det var Jeannie, som fortalte mig, at Højesteretten enstemmigt havde vedtaget at afvise statens appel af udsættelsen.

Jeg rakte telefonen tilbage til vagten og fortalte bødlerne, at jeg ikke ville få brug for deres service den aften.

Kevin Cooper er 58 år og indsat i San Quentin State Prison i San Quentin i Californien. Han blev dømt for firdobbelt mord i Chino Hills, Californien i 1983. Han har fastholdt sin uskyld og anmodet om benådning lige siden. Ifølge sin advokat Norman Hile er alle Coopers appelsager blevet afvist, og hans eneste tilbageværende mulighed er at anmode om benådning af Guvernør Jerry Brown.

Mere fra VICE:

Billeder fra fængselsceller over hele verden

Ting du bør vide, hvis du skal i fængsel i Danmark

Mød manden der har brugt 8000 timer på en oversigt over danske mord