Atlantium er verdens eneste mikronation på AirBnB

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ.

Hvis du kører ud af Sydney på M5-motorvejen under vindmøllerne, der ligner roterende Mercedes-logoer på tykke stammer, og gennem den slags byer, der noterer befolkningstallet på rustne, grønne skilte, kommer du til en bungalow, hvor der er hejst et tre-farvet flag.

Velkommen til Atlantium, det mindste land i Australien. Den eneste mikro-nation på AirBnB.

"Atlantium er ikke en mikro-nation," siger nationens kejser, Georgivs II, rettende til mig lige efter vi er ankommet.

"Det er en ikke-territorial, selvstændig, global entitet," fortsætter han og tilbyder at lave noget te til min kæreste og derefter mig at bruge landets gaskomfur.

Overalt på væggene hænger der art deco-værker. Reolerne er stoppet med en blanding af rejse-, sci-fi- og lokale seværdighedsbøger. Imperiets ene bygning for gæster (kejseren bor ved siden af i et skur, der er belagt med blikplader), minder egentlig ret meget om enhver anden AirBnB-oplevelse.

Der er enkelte særpræg. Varmen er utålelig her i Atlantium. At besøge nationen er som at gå ind i en ovn. Huden skriger af smerte. Der er stille, men på den der måde, hvor stilheden faktisk er ekstremt overdøvende. Det eneste man kan høre er cikaderne, der larmer, og kvidren fra Atlantiums diverse fuglearter; blåkindede rosellaer, kakaduer og ugler.

Fra bungalowen er der udsigt over dalen Lachlan River Valley ved Reid's Flat i New South Wales. Toilettet ligger ved siden af kejserens kontor. Det er et kompost-agtigt system, hvor man smider sagsmuld ned i hullet i stedet for at skylle ud.

Der er en flok får, der græsser i skyggen i noget krat ikke så langt derfra. Lidt længere væk er nogle kænguruer stimlet sammen ved en flod. Her lyder hvepsene som helikoptere, så man bliver i det mindste advaret når de er tæt på.

Yderligere seværdigheder er udgjort af de forskellige attraktioner og kulturelt relevante skulpturer, der står rundt omkring. Der er for eksempel den enorme træpyramide, der er den eneste af slagsen i Australien, og den store søjle, der har en statue af en ørn, der sidder på en gylden kugle.

Efter der er blevet lavet te, tager Kejser Georgivs II – eller George Francis Cruickshank, som han bliver kaldt uden for nationens grænser – os alle sammen med tilbage til sin mors baghave i Sydney, hvor ham og hans fætter og kusine, Geoff og Claire, startede Atlantium i 1981.

"Vi levede i slutningen af koldkrigstiden. Det var en meget konfrontatorisk verden, og vi havde en idé om, at vi måske skulle starte vores eget land. Jeg skrev forfatningen, og så lavede vi frimærker og flag og alt sådan noget. Det var mest bare en øvelse for intellektet; en sort og hvid stiplet linje i hjørnet af min mors baghave i Sydneys forstæder. Jeg tror stadig den sorte og hvide linje er der."

Dengang afspejlede Atlantium den unge kejsers idealer. Landet havde ingen territorier, kun værdier og det rette tilbehør. Faktisk var det tilbehøret, der spillede en stor rolle i at etablere nationen som den ser ud i dag. George og hans fætter og kusine lavede og udstedte frimærker, hvilket tiltrak frimærkeentusiaster, hvilket tiltrak andre mikronationer. Anerkendelsen af noget, der egentlig bare var et produkt af en flok teenageres kollektive fantasi, voksede og spredte sig.

Tiden gik, og da George tog på universitetet i Wagga Wagga mistede hans fætter og kusine interessen for projektet. Men ideen om Atlantium levede videre i hans tanker. Han kalder det en besættelse; en rød tråd, der går gennem hele hans liv. Atlantium modnede naturligvis i takt med at George blev voksen – eller som han selv beskriver det: "Det udviklede sig i takt med, at jeg udviklede mig. Atlantium var en måde, hvorpå jeg kunne udtrykke mine progressive politiske holdninger i en tid, hvor progressivitet blev angrebet fra alle sider."

Der var bare det problem, at han havde svært ved at få folk til at tage hans progressive ideer seriøst, i og med at halvdelen af hans land bestod af et soveværelse. Så da en ven tilfældigvis købte en lille grund tæt ved Reid's Flat i 1999, begyndte den unge kejser at gøre sig seriøse overvejelser om at udvide nationens areal. I 2008 blev han medejer, og nu kunne drømmen om Atlantium, som vi kender det i dag, endelig blive realiseret.

Pyramiden blev bygger og søjlen blev rejst. George afliver hurtigt alle eventuelle forestillinger om, at nationens storslåede monumenter og hans egen titel giver Atlantium et pompøs islæt. Monarkiet, han har skabt til sig selv, handler mere om et budskab end egoisme.

"Det er australsk humor," siger han. "Andre opfatter dig ikke som en trussel, hvis du formidler et seriøst budskab med et smil."

Det er tydeligvis en metode der virker og har ført til Georges stolteste øjeblik: da han som kejser blev bedt om at gæste et landsdækkende morgen tv-program i Sydney og udnyttede chancen for at tale om abort og aktiv dødshjælp.

Når man spejder rundt i imperiet kan man tydeligt se den underliggende ironi i det hele: om det er postkortene, pyramiden med sin sfinks-vogter eller frimærkerne, der er udsmykket med et sovjet-agtigt portræt af kejseren, der ikke ville virke malplaceret, hvis man faldt over det i Gosha Rubchinskiys SS16-katalog.

Det var også frimærkerne, der førte til Atlantiums første og eneste konflikt.

På baggrund af den opmærksomhed, han høstede fra de originale Atlantium frimærker, udvidede George og begyndte at dække andre mikronationer. Da Australiens ældste mikronation, Hutt River Province, havde sit 15-års jubilæum, lavede han særlige frimærker til minde om højtideligheden. Han havde ingen idé om, at det ville blive opfattet som en krigshandling.

Den britisk-fødte Alex Brackstone kom til Australien i 1950'erne. Han levede af at træne cirkusaber og var uranminearbejder i en kort periode, hvorefter han købte en grund i det sydlige Australien og løsrev sig for at sikre, at en del af kontinentet altid ville forblive britisk. Han var så dedikeret til sit hjemland og sin mikronation, Bumbunga-provinsen, at han plantede jordbærplanter i et mønster, der lignede de britiske øer. Senere blev Brackstone en af de mange, der fulgte med i sagen om Georges højtidelige Hutt River-frimærker.

"[Brackstone] skrev til os og sagde i bund og grund, 'hvis du gør det samme med min mikronation, så ses vi i retten.' Så jeg svarede, 'Skrid, fjols,'" siger George. "Der var en række brevvekslinger, og tonen eskalerede dertil, hvor vi faktisk erklærede krig mod Bumbunga-provinsen. Som resultat har vi fuldstændig givet afkald på brugen af statsmagt. Vi har ingen hær. Vi har ingen militær betydning. Vi har et ikke-konfrontatorisk forhold til vores nabo, Australien."

Senere trækker kejseren i et fikst jakkesæt og et skærf, der er udsmykket med kejserrigets flag. Hele akten virker en smule anstrengt, som om kostumet bare udgør et ritual. han er nødt til at udføre. Hvordan stopper man en intern joke, der er 34 år gammel?

Om morgenen deler vi endnu en kop te, og det lykkedes mig at sende et postkort til kontoret fra nationens officielle postkasse.

Før vi tager afsted, spørger jeg George til det landskab Atlantium, er blevet en del af, og om det afspejler hans vision for verden. Hans svar spiller meget godt sammen med den opfattelse, vi fik af Atlantium gennem vores ophold:

"Jeg ved ikke, om Atlantium på en måde har noget at gøre med mit ønske om at sætte mit eget personlige præg på verden, men det tror jeg det har, fordi det var i virkeligheden det, jeg gjorde, da jeg var 15," siger han. "Jeg opfandt ting, der på en eller anden måde ville sætte et præg på verden, men ærligt talt, når jeg tænker over det, så er det bare det, jeg har prøvet på at gøre hele livet, med alt hvad jeg laver. Måske er det bare min måde at gøre oprør mod det uendelige, fordi jeg ved min tid her ikke er uendelig. Når man er borte, er man borte."

Før jeg besøgte Atlantium havde jeg nogle personlige betænkeligheder ved at drage ud i det australske vildnis for at mødes med en mand, der bevidst havde fravalgt resten af verden. Men det er slet ikke det, Atlantium handler om. Det er én mands vision. En teenagers ambition – den slags de fleste af os genopdager mange år senere, når vi vender tilbage til vores barndomsværelser og læser kruseduller i vores gamle dagbøger – realiseret i form af en gul bungalow, en pyramide og en håndfuld frimærker.

Mere fra VICE her:

Mød manden, der lavede verdens eneste menstruations-museum i sin kælder

Kong Bansah er mekaniker på fuldtid og monark på deltid

Sådan tjener du penge på dit hvide ansigt i Kina