Sådan fik jeg min panikangst under kontrol

Mange bliver urolige, når man begynder at tale om sine psykiske problemer. Netop derfor er det blevet et af mine yndlingsemner.

Jeg begyndte at få angstanfald efter terrorangrebet på Charlie Hebdo. Dengang sad jeg på en redaktion midt i København. Tragedien smittede af på de københavnske mediehuse, og folk på redaktionen begyndte at tale om, hvad der ville ske, hvis nogen sparkede døren ind hos os og pløkkede til højre og venstre. Der gik to dage, og så var jeg sygemeldt med symptomer på stress og angst - nærmere betegnet panikangst.

Panikangst kan ramme dig som et lyn fra en klar himmel. Lige pludselig bliver alle tanker overskygget af en vanvittig frygt - og ikke nødvendigvis for noget konkret. Frygten breder sig som et stygt, fysisk ubehag, der kan manifestere sig som blandt andet vejrtrækningsproblemer, hjertebanken, kvælningsfornemmelse og en trykken for brystet. Hjernen slår al rationel tænkning fra og reagerer enten ved at tro, at man er blevet uhelbredeligt sindssyg, eller at man skal dø.

Der findes ingen statistikker over, hvor mange mennesker, der bliver ramt af panikangst i Danmark (og det er jo sindssygt i sig selv). Men ifølge Psykiatrifonden rammes hver femte af os af en eller anden angstlidelse på et tidspunkt i livet. Panikangst adskiller sig dog fra andre former for angst ved at kunne opstå helt uden varsel. Ifølge tal fra USA, England og Australien bliver omkring to procent af deres befolkning slået i gulvet af panikangst på et tidspunkt i løbet af deres liv.

Selvom et angstanfald kan føles forskelligt fra person til person, er alle enige om, at det er et fucking mareridt. For mig begynder det altid som en ubehagelig knude i maven, som jeg forestiller mig er fyldt med dårlig energi. Pludselig eksploderer knuden ud i alle afkroge af min krop, som reagerer ved at gå i panik - enten ved at græde hysterisk eller bare ligge rystende i fosterstilling til jeg i øjeblikket er overbevist om, at jeg burde spærres inde i et af de der kliniske, hvide rum.

Da jeg blev sygemeldt, begyndte jeg for første gang i mit liv til psykolog. Psykologen hed Søren, og han var utrolig faderlig og frembragte en aura af tryghed. Derudover bekræftede han alle mine fordomme. På hans kontor var der en briks til patienten, en pakke kleenex og larmende tavst bortset fra mig, der fortalte om min episode. Efter at have plapret løs i en halv time, fortalte psykolog-Søren mig, at jeg havde oplevet et anfald af panikangst. Det chokerede mig ikke videre, for det var også det, Google havde påstået. Derefter fortalte psykolog-Søren mig det allermest latterlige, jeg til dato har lært om angstanfald: nemlig at et angstanfald ofte bliver udløst af frygten for at få det. Det kalder man 'angsten for angsten'.

Da konsultationen var overstået, var jeg faktisk lettet. Jeg havde nået at læse en hel del om angstanfald, og jeg vidste, at det ikke nødvendigvis ville blive min undergang. Jeg var faktisk helt lettet over, at jeg nu kunne kalde det noget og ikke bare sige, at 'jeg freakede helt ud,' når jeg skulle beskrive, hvad jeg havde oplevet. Min familie og mine venner var selvfølgeligt nervøse for mig, men alle bakke mig op – også selvom langt de fleste ikke rigtigt vidste, hvad angst og panikangst var.

Angstanfaldene blev hurtigt en del af min dagligdag og blev udløst af de mest almindelige ting. Rulletrapper, togkupeer, lugten af sved, grædende børn, højttalerstemmen i supermarkedet, en fyldt kalender, en tom kalender, mange mennesker, få mennesker - det var totalt uforudsigeligt. Heldigvis var anfaldene ikke alle lige slemme, og psykolog-Søren gav mig undervejs nogle redskaber, jeg kunne bruge til at bearbejde dem og holde dem nede. Jeg havde for eksempel altid en bog på mig, som jeg kunne begrave mig i, hvis jeg havde brug for at distrahere mig selv. Det hjalp meget.

Men alligevel medførte angsten, at jeg faldt totalt ud af mine rutiner og for eksempel glemte at spise. Lynhurtigt havde jeg tabt mig mindst 10 kg. Når man glemmer sine rutiner, bliver det hele endnu værre, og angsten bliver stærkere og sværere at kontrollere.

Det værste angstanfald, jeg nogensinde har haft, skete efter jeg havde glemt at spise en hel dag. Pludselig nærmede klokken sig midnat, og jeg kom i tanke om, at grunden til mit virkeligt dårlige humør nok skyldtes min sult. Mens knuden i maven voksede, scannede jeg køkkenet efter hvad som helst, der kunne få bugt med sulten, men der var ikke noget at komme efter. Jeg fik lidt tøj på kroppen og skyndte mig ud i nattekulden. Alting føltes helt forkert og skizofrent, og jeg var slet ikke mig selv. Pludselig eksploderede knuden og bredte sig i min krop. Jeg begyndte at løbe, som om jeg var på flugt, men uden at have nogen ide om, hvad jeg egentligt flygtede fra.

Jeg spænede ned ad Vermlandsgade, som er en af Amagers utallige, skumle industrigader, men jeg følte ikke, at jeg kom nogen steder. Panikken voksede i min krop, og jeg begyndte at snurre rundt om mig selv, mens tårerne strømmede af mig. Det føltes som en evighed.

Da jeg endelig nåede frem til DøgnNetto, hastede jeg ind i butikken og greb det første rugbrød, jeg så. Jeg betalte, spænede ud igen og lod mig dumpe ned på fortovet med ryggen mod muren. Jeg fyldte mig med tørt rugbrød, så hurtigt som fysisk muligt. Anfaldet gik på retræte, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville glemme at spise igen.

Efter den aften begyndte jeg at sætte alting i skemaer. Både mine aftaler, mine måltider og helt små ting. Jeg undgik offentlig transport og cyklede hellere en kæmpe omvej end at tage toget. Hvis knuden alligevel begyndte at forme sig i min mave, hev jeg min bog frem og glemte mit eget liv.

I dag er jeg raskmeldt og har det godt - også selvom jeg aldrig kom tilbage på min arbejdsplads igen. Lugten af det sted får min krop til at gå helt i baglås. Angsten er desværre et mareridt, jeg nok skal leve med mange år endnu, men heldigvis er anfaldene nu så sjældne, at jeg ikke længere føler mig som en freak.

Jeg har lært at lytte til min krop. Når knuden i maven presser sig på, gør jeg alt for at distrahere mig selv. Om det så betyder, at jeg skal smide alt, jeg har i hænderne, og løbe en lang tur eller danse grimt til Justin Timberlake er lige meget – det er simpelthen en nødvendighed. Jeg har fået kontrol, men det har krævet hårdt arbejde. Jeg gør også et stort nummer ud af at tale så meget om det som muligt både for at finde forståelse hos andre, og for at gør det mere virkeligt for mig selv.

Og så har jeg selvfølgeligt stadig psykolog-Sørens nummer, hvis det bliver aktuelt. Han er en guttermand.

Mere fra VICE:

Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20'erne

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag

Derfor er jeg glad for, at jeg blev mobbet sønder og sammen