FYI.

This story is over 5 years old.

​Du har spist hummus forkert hele dit liv

Vi fik en hummus ekspert til at forklare, hvad god hummus-etikette er.
October 8, 2015, 9:40am
Photograph from Zahav: A World of Israeli Cooking by Michael Solomonov and Steven Cook. Photography copyright ©2015 by Michael Persico. Used by permission of Houghton Mifflin Harcourt. All rights reserved.

Læs mere om mad på Munchies.

Jeg er et sort hul, når jeg spiser hummus. Jeg spiser det ekstremt hurtigt og fuldstændigt lydløst. Jeg er simpelthen nødt til at holde vejret og æde så meget som overhovedet muligt. Og Jerusalem Hummus, hvor man serverer det med varmt oksekød eller lammekød ovenpå, er min absolut yndlingsafdeling af hummus-himmeriget. Jeg spiser mindst en liter om ugen, og jeg er nok oppe på omkring 2000 liter fordelt over hele mit liv.

Advertisement

I Israel siger man altid, "Lad os gå ud og tørre noget hummus." Det er derfor almindelig israelsk skik at opbygge så stort et hummus-lager som overhovedet muligt. Det er dog til gengæld faux pas at skovle noget direkte op på sin tallerken med en ske. Det er lidt underligt, jeg ved det godt, men man bør spise det direkte fra skålen. Bortset fra det er der ikke nogen rød tråd inden for hummus-etikette.

Læs også: Reddits dude-kokke laver verdens klammeste mad

Der findes ingen forkert måde at spise hummus på, men nogen gange har jeg set folk tage et pitabrød eller en laffa og dyppe det i skålen på samme måde, som man ville duppe en plet ud af et tæppe eller noget. De folk misforstår hele ideen med hummus. Man skal jo virkelig gå metodisk til værks, tørre den af og lave en lille kano ud af pitabrødet, så man kan få så meget hummus med op som muligt. Men okay, spis det som det passer dig.

Konsistens er en ekstremt svær ting at mestre, og man lægger mærke til det med det samme, når man fucker op.

Hummus kan også variere meget. Om sommeren kan det begynde at gære ved stuetemperatur, og om vinteren kan det størkne og klumpe sammen. Det bedste tidspunkt at spise det på er sent på efteråret, men nu er vi jo ikke i Israel. Der findes ingen særlige fif til at lave det, så du er bare nødt til at være virkelig god til at lave det. For eksempel skal tehinaen have en vis konsistens og krydres perfekt, og man skal passe på ikke at komme for meget citron og hvidløg i den. Konsistens er en ekstremt svær ting at mestre, og man lægger mærke til det med det samme, når man fucker op.

Vores restaurant sælger som regel fire liter hummus i timen og 20 liter om dagen.

Advertisement

Vi har et dagligt ritual, hvor vi opbløder, tilbereder og tørre flere kikærter, end du har set i hele dit liv. Det foregår i en kæmpe, kogende heksekedel af grøntsager. Det er et stort projekt, og det fylder vores køkken med en helt særlig aroma. Vi har en gigantisk Robot Coupe food processor, der bare står og blender hummus hele dagen med en motor på størrelse med en Corvettes – den er sindssygt tung, larmende og kunne rive et menneske fra hinanden på et splitsekund.

Vi har desværre ikke mulighed for at købe israelske ingredienser, og desuden er klimaet en del anderledes her, så det handler bare om at klare sig med lokale ingredienser så godt som muligt og ellers finde en måde at inkorporere dem i det mellemøstlige cuisine.

Da Israel blev etableret var der ikke penge til noget som helst. Mine forældre havde ikke råd til smør, så de købte margarine. Alle fik madrationer. Det var en helt anden situation end i dag. Det var mindre vestligt, og alt var statsstøttet. David Ben-Gurion, landets første premierminister, skulle find ud af, hvordan han kunne få en riserstatning, der var til at betale for, ind i Israel. Løsningen blev de små pastaperler, man kender som israelsk couscous.

Jeg føler, at maden repræsenterer Israel på en rigtig fin måde - og det gode ved at snakke om mad er, at man kan snakke med folk uden nødvendigvis at skulle diskutere politik. Og det er mit ansvar – at støtte et land, der ofte bliver misforstået. Og at indtage en masse hummus.

Advertisement

Som fortalt til Helen Hollyman.

Mere fra VICE:

Fra Noisey: På svampejagt med The Wands

René Dif har valgt musikken fra og chipotlen til

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma