​Billeder fra Golfkrigens brande, som forvandlede Kuwaits oliefelter til helvede på jord

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Følgende er et uddrag af Sebastião Salgados kommende bog 'Kuwait: A Desert on Fire' (der udkommer 23. november via Taschen), hvori den brasilianske fotograf forklarer, hvad der inspirerede ham til at fotografere de oliebrande, der blev stiftet af irakiske soldater i 1991, såvel som hvorfor han besluttede sig for at udgive de billeder et kvart århundrede senere. Alt fotomateriale © Sebastião Salgado/Amazonas images, stillet til rådighed af Taschen.

Jeg var tilfældigvis i Venezuela for at fotografere landets gigantiske olieindustri, da jeg hørte, at der var ild i Kuwaits oliefelter. Nyheden om katastrofen havde også rystet Venezuela, der af sikkerhedsmæssige årsager afspærrede sine egne oliefelter, og omgående bortviste mig fra den olieproducerende Maracaibo-region. På det tidspunkt var hele verden klar over, at en massiv, international, militær koalition med USA i spidsen gjorde sig klar til at drive det irakiske militær ud af Kuwait. Dens succes ville blive startskuddet til en ustabil æra i Mellemøsten, der er fortsat frem til i dag.

Så snart koalitionsstyrkerne var trængt ind i Kuwait midt i februar i 1991 og havde knust Saddam Husseins drømme om ekspansion på knapt to uger, gik det op for mig, at den "rigtige" historie nu ville bevæge sig ud på Kuwaits oliefelter, hvor over 600 oliekilder allerede stod i brand, og mange flere allerede var blevet saboteret. Jeg ringede til Kathy Ryan, der er fotoredaktør på The New York Times Magazine, og foreslog, at jeg kunne dække det. Hun var entusiastisk omkring ideen, så vi begyndte at planlægge det.

Olien var både starten og slutningen på historien om den irakiske invasion. Bagdad insisterede på, at Irak havde et historisk krav på territoriet Kuwait, men det, der gik Saddam Hussein mest på, var hans opfattelse af, at den kuwaitiske olieindustris overproduktion var med til at sænke den globale oliepris. Derudover mente han, at Kuwait brugte den såkaldte "slant-drilling"-metode på det store Rumalia-oliefelt, der strækker sig på tværs af begge lande, til at suge olie op, der i virkeligheden tilhørte Irak. Derfor kunne Irak ved at annektere Kuwait ikke bare øge sine egne oliereserver betydeligt, men også få mere indflydelse på oliemarkedet. I første omgang var Saddam Hussein tilfreds med det som straf for den afsatte kuwaitiske kongefamilie.

Men hans planer ændrede sig hurtigt, da det stod klart, at hans hær ikke havde en chance mod den langt stærkere internationale koalition og dens Operation Desert Storm. I januar '91 begyndte irakiske soldater at sætte ild i kuwaitiske oliekilder, hvilket opfyldte mindst en af Saddam Husseins målsætninger – oliepriserne steg på verdensplan. Den irakiske diktator så også en militær værdi i sabotagen af oliefelterne. Den mørke røg fra de brændende kilder begrænsede sigtbarheden for koalitionens militære luftstyrker, hvilket gav irakiske landtropper noget dækning. Derudover blev der givet ordre til at grave lange skyttegrave og fylde dem med brændende olie for at forhindre fremmarchen af koalitionens panserdivisioner og øvrige artilleri. Alligevel var Iraks besættelse af Kuwait forbi den 28 februar og havde efterladt brændende oliekilder bag sig som sit mest mindeværdige eftermæle.

Artiklen fortsætter herunder

Gense vores dokumentar om Islamisk Stat:

Inden længe begyndte olieingeniører og teknikere fra Nordamerika og Europa at sætte livet på spil for at få slukket rasende oliebrande og lukket for oliekilder, hvorfra olien strømmede ukontrolleret ud. Men før jeg tog til Kuwait, besluttede jeg mig for at vente et par uger på, at firmaerne, der havde fået til opgave at slukke brandene, havde fået samlet deres hold og påbegyndt arbejdet. Der var blevet hyret mindst 12 forskellige firmaer til at få dæmmet op for oliekilderne. Størstedelen af arbejdet blev udført af Canadas Safety Boss Team og Red Adair Company, Boots & Coots International Well Control og Wild Well Control, alle sammen amerikanske firmaer. De blev hjulpet af andre udlændinge, tapre chauffører og diverse hjælpere fra det østlige Afrika og det indiske subkontinent. Det arbejde, de udførte, var ekstremt vigtigt: 300 udlandseksperter forventedes at kunne forhindre yderligere forurening af luft og jord, muliggøre den tidligere fortsættelse af Kuwaits olieproduktion og redde landets haltende økonomi og stabilisere oliemarkedet på verdensplan.

Men som fantomer, der bevægede sig gennem mørket, smurt ind i olie i flere timer ad gangen, var de her mænd for tæt på faren til at kunne tænke på andet end den enorme opgave foran dem. Det krævede erfaring, improvisering, disciplin, solidaritet og ekstrem udholdenhed, både fysisk og psykisk. Uden dem ville de miljømæssige og menneskelige konsekvenser af den her katastrofe have været umådeligt mere alvorlige. Tidligt i april var det lykkedes mig at nå den saudiske grænse til Kuwait, og efter at have ventet utålmodigt på tilladelse til at passere lejede jeg en offroader, og så kørte jeg bare til Kuwait – i retning mod de tykkeste af de sorte røgskyer.

Jeg udgiver den her bog 25 år efter de dramatiske begivenheder, fordi det gik op for mig, at mange af billederne aldrig havde været udgivet, da jeg så tilbage på fotosamlingen. Udover det følte jeg, at billederne havde noget tidsløst over sig: De er taget i 1991, men kunne også være taget i dag eller i morgen, hvis der skete en lignende katastrofe. Men for mig, personligt, var det en tur tilbage i tiden. Jeg genlevede de øjeblikke, hvor jeg tog dem, og blev bevæget af det, jeg så, som jeg var blevet det for et kvart århundrede siden. Jeg har aldrig, hverken før eller siden, set så stor en menneskeskabt katastrofe.

'Kuwait: A Desert on Fire' af Sebastião Salgado udkommer d. 23. november via Taschen. Forudbestil bogen her, og se flere billeder fra den nedenfor: