Kvinder styrer Ruslands landsbyer

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly USA

Til trods for at de landlige områder udgør langt størstedelen af Ruslands geografiske areal, så får de små landsbysamfund ikke meget opmærksomhed. Det fleste flytter til de større byer i jagten på bedre muligheder, men det efterlader dog landsbyerne, der i forvejen mangler både statsstøtte og infrastruktur, i en hvis grad af forfald. Den russiske fotograf Olya Ivanova er en af de få, som dokumenterer livet i de afsidesliggende lokalsamfund.

Ivanova begyndte at besøge landsbyer over hele landet i 2009, mens hun arbejdede som fotograf for et russisk magasin: "Der er en helt særlig følelse af frihed, primært på grund af kommunikationen, som er totalt anderledes end i byen," forklarer hun. "Der er ikke nogen fremmede, og alle har et forhold til hinanden. Forholdene mellem folk kan være formelle, distancerede eller kølige, nogle gange er der store dramaer, men alle holder af hinanden. Jeg opdagede et lukket samfund fyldt med mennesker, som lever et liv, der er fuldstændig anderledes fra mit."

"I 2013 blev jeg inviteret med på en ekspedition til en lille landsby i Vologda-regionen," fortsætter hun. "Det er et virkelig smukt sted med tætte skove, vilde floder og stærke mennesker. Den lå cirka seks timers kørsel fra byen Vologda. Hvis man ikke kender stedet, er det ret usandsynligt, at man finder det. Jeg var så heldig, at jeg boede med de lokale og var med til at slå græs, lave pandekager og passe deres børn. Et år senere kom jeg tilbage for selv at tage billeder. Jeg behøvede ikke at lede efter et tema: Jeg var så heldig at være med til 'landsbydag' – en højtid, som bliver fejret i landsbyer over hele Rusland på forskellige sommerdage."

Landsbydagen viste sig at være en oplagt mulighed for skildre landsbysamfundet og observere de sociale arrangementer, der foregik. Alle landsbyens børn og børnebørn, som arbejder i byerne, kommer tilbage til landsbyen den dag. "Det er en helligdag for din fødeby; dine rødder, din familie og dine forfædres hjem. Folk er meget optagede af, hvad de skal have på, og hvad de skal spise, drikke og lave," fortæller Ivanova.

"Der bliver lavet et stort tag-selv-bord, og alle drikker og spiser, danser til live-musik og slås på det lokale diskotek. Centrum for festlighederne er 'Kulturhuset' – et lokalt sted, som minder om en blanding mellem en bar, en natklub og et teater. I Kulturhuset optræder folk med sketches, sange, digte og comedy. Man kan se alle mulige slags folk på scenen: Lokale politikere, digteren Katya, som arbejder i en butik i nabobyen, og tante Ira med harmonika og falsk overskæg…"

Mens hun observerede og fotograferede festen, blev Ivanova opmærksom på, at det meste af arbejdet blev udført af kvinderne. Mændene var næsten helt fraværende, og de få, hun mødte, brød sig ikke om at blive fotograferet. "Mændene nægter at optræde, danse, lave mad eller organisere noget til landsbydagen. Det bliver betragtet som en svaghed. Kvinderne ankommer til festen i kjoler med leopardprint og høje hæle, mens mændene dukker op i slidte træningsbukser med en flaskeøl i lommen. Men der er fem kvinder for hver mand, så de er stadig velkomne."

Til trods for at det russiske samfund stadig er meget patriarkalsk, så viste kvinderne sig at være de sande grundpiller i lokalsamfundet. De gjorde alt arbejdet – både derhjemme og i landsbyen – og havde en vigtig social magt. "En landsbykvinde er meget ofte familiens overhoved. Alt i familiens trivsel afhænger af hende – hun sørger for, at alle får mad og er sunde, og så passer hun huset. Mændene lader ofte, som om de har magten, men de er for det meste totalt afhængige af deres koner," fortæller Ivanova.

Der er delvist en demografisk årsag til, at kvinderne fylder mest i lokalsamfundet: Den forventede levealder for mænd er kun omkring 65 år, og mange af mændene forlader landsbyerne for at finde arbejde. De faktorer er med til at gøre matriarken til centrum i et samfund, som er totalt fikseret på maskulinitet. "Jeg kender ikke den præcise statistik, men det virker, som om der er flere kvinder i landsbyerne. Mændene er ofte væk hjemmefra – enten ude at rejse eller ude for at tjene penge på byggepladser eller som langdistancechauffører. Mange mænd dør af alkoholmisbrug, før de fylder 50," forklarer Ivanova.

"Der er også en teori om, at efter Anden Verdenskrig, hvor mange mænd døde i kamp, blev mange drengebørn opdraget for nænsomt af deres mødre, så de voksede op og blev svage. Billig alkohol, en korrupt og voldelig militærkarriere, aggressiv adfærd og at køre uden sele – alle de faktorer bidrager heller ikke ligefrem til mænds forventede levealder."

Ivanova har efterhånden fotograferet det landlige Rusland i flere år, og landsbykvinderne er stadig hendes yndlingsmotiv. Disse heltinder er i forskellige aldre og har forskellige jobs, men de legemliggør alle arketypen, som perfekt illustrerer kvindens rolle i det russiske samfund – eller i hvert fald, hvad der forventes af dem. "En landsbykvinde er stærk. Hun kan gøre næsten alting selv, og hun har ikke behov for en mands hjælp til at passe huset eller opfostre børnene," fortæller Ivanova. "Hun gør også alt det, som bliver betragtet som mandearbejde, som for eksempel at slå græs, bære tunge træstammer og hugge brænde."

"Hun arbejder hårdt, men hun brokker sig aldrig. Hun har et stort hjerte, elsker sine egne og andres børn og hjælper naboerne og familien. Men hun drømmer stadig om en stærk mand. På byens diskotek synger kvinderne i leopardkjoler og høje hæle med på deres yndlingshit: 'Åh sikke en mand, jeg vil bære dine børn, dine sønner og dine døtre.' Det lader til at være mandens eneste funktion."