Vi har læst en hel bog om kønskransen, kropsdelen formerly known as jomfruhinden
Illustration fra Mødommen.
Feminisme

Vi har læst en hel bog om kønskransen, kropsdelen formerly known as jomfruhinden

Jomfruhinden er en fantasi. Ikke en kønsdel. Desværre får den nye bog "Mødommen" aldrig rigtig forklaret, hvorfor det forholder sig sådan. Men projektet er sympatisk.

Det bliver mere og mere specifikt. Først kom Kvinde kend din krop. I sidste måned udkom Glæden med skeden, og nu zoomes der endnu længere ind i Mødommen. En hel bog dedikeret til kønskransen – kropsdelen formerly known as jomfruhinden.

Forfatterne bag bogen er retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen, som du måske kender fra Radio24syvs fantastiske julekalender 24 Mord. Det kan umiddelbart virke bizart, at en retsmediciner, der jo primært beskæftiger sig med lig, skriver en bog om mødommen. Men det viser sig nu at give meget god mening, for Jørgen Lange Thomsen har undersøgt voldtægtsofre siden 1975 og har ved selvsyn erfaret, at det er umuligt at vurdere, hvorvidt en kvinde er jomfru eller ej. Bogens anden forfatter er jordemoderen Gry Stevens Senderovitz, der er ophavskvinde til begrebet 'kønskrans', som hun håber vil erstatte det misvisende ord 'jomfruhinde'. For knap ti år siden opdagede Gry Stevens Senderovitz, at der blandt diverse kusserelaterede fagfolk såsom læger, gynækologer og jordemødre herskede en stor uvidenhed om netop "jomfruhinden" og endda uenighed om, hvorvidt den overhovedet eksisterede.

Advertisement

Og måske skal vi starte der. Bogen slår gang på gang fast (det bliver nærmest helt meditativt), at der ikke findes en medfødt hinde ved skedeindgangen, som skal sprænges første gang, man har sex. I stedet findes der en elastisk krans ved indgangen til skeden, som kan antage alverdens former, for eksempel en halvmåne, rosenblade og frynser. Og den har man hele livet. Eller vent, faktisk findes der en hinde til at starte med, men den sprænger allerede, mens man ligger inde i sin mors mave. Og hvis den ikke gør, opdager man det, når man får sin første menstruation, for så kan blodet ikke komme ud.

De her fem illustrationer er fra bogen og viser et lille udsnit af de mange måder, en kønskrans kan tage sig ud på. Vi må dog indrømme, at vi på Broadly-redaktionen ikke helt forstår, hvad det er, vi ser. Illustration fra Mødommen.

Spørgsmålene står i kø. For hvis ikke man har en jomfruhinde, hvorfor bløder det så, når man har sex første gang? I følge Mødommen er det under halvdelen af alle kvinder, der bløder første gang, de har sex. Og dem, der gør, gør det af forskellige årsager, men en del af forklaringen er ofte, at kvinden er bange for, at det skal gøre ondt, og derfor spænder hun op og bliver heller ikke tilstrækkeligt våd, hvilket medfører rifter i skedens slimhinde, som giver en blødning. Og på den måde bliver ideen om jomfruhinden til en selvopfyldende profeti. Man lærer i skolen, at der er en hinde, der skal sprænges. Pikken vil fysisk ødelægge din krop. Og netop den (ukorrekte) viden fører til, at man spænder op, og derfor gør det ondt og bløder.

Men det er trods alt i den mildere ende af skalaen, når det kommer til de negative konsekvenser af myten om jomfruhinden. Langt værre står det til i lande som for eksempel Iran og Pakistan, hvor det blodplettede lagen stolt vises frem efter bryllupsnatten. Mangler pletten risikerer kvinden social udstødelse, korporlig afstraffelse eller i værste fald døden.

Advertisement

En anden ubehagelig konsekvens af myten om jomfruhinden er de såkaldte "jomfrutests", som foretages i blandt andet Afghanistan, Indien, Indonesien og Egypten. Her føres to fingre op i kvinden for at tjekke, om hun er jomfru. Personen, der foretager testen, vurderer ud fra stramheden, om der er tale om en jomfru. Testen kan selvsagt være super smertefuld, ydmygende og traumatiserende, og så kan den i øvrigt ikke bruges til at sige noget som helst om kvindens seksuelle erfaring.

Endelig er der den forrykte praksis med at "genskabe jomfruhinder", som flere danske privatpraktiserende gynækologer tilbyder. Her syr man dele af kønskransen sammen, men hvorvidt det rent faktisk fører til det ønskede resultat, nemlig blod på bryllupsnatten, vides ikke, og hvad værre er, så bidrager praksissen til at opretholde illusionen om, at en jomfru bløder.

For jomfruhinden er ikke en kønsdel, men en fantasi, som Gry Stevens Senderovitz skriver. Og det er her, det brænder! For hvad er det egentlig, der er på spil med den skide jomfruhinde? Hvis under halvdelen af alle kvinder bløder første gang, de har sex (og det gør sig selvfølgelig ikke kun gældende for nutidens kvinder), hvorfor har myten om dette medfødte kyskhedsbælte så overlevet frem til i dag? Hvorfor hedder det at "deflorere" – altså at afblomstre(!) – en kvinde? At "miste" en mødom? For eksempel nævner Jørgen Lange Thomsen overfladisk, at det før i tiden ikke var ualmindeligt, at herremanden havde ret til at tage sine kvindelige undersåtters dyd. Det nævnes også, at det stadig i dag har "en særlig status at 'sprænge en jomfruhinde', og den status er der en del mænd, som er bange for at miste." Men HVORFOR?! Jeg forventer, at svaret handler om magt, kontrol og om et særligt syn på kvinden og hendes seksualitet (såvel som mandens). Men det er desværre ikke noget, som bogen går i dybden med. Og det er en skam.

Derudover fungerer det i mine øjne ikke specielt godt, at de to forfattere har valgt at skrive kapitlerne hver for sig, da det medfører utrolig mange gentagelser og giver et hakkende flow. Derudover har Jørgen Lange Thomsen en tendens til at tage nogle lidt underlige detours, hvor han for eksempel bruger energi på at beskrive de positive og negativ egenskaber ved folk, der er født i stjernetegnet Jomfruen, og vi får også en længere udredning af udvalgsarbejdet i forbindelse med oprettelsen af centre for voldtægtsofre. Også Langes og Senderovitz uenighed om, hvorvidt "kønskrans" er et grimt ord eller ej, får uforholdsmæssigt meget plads og bliver diskuteres af tre omgange.

Men jeg er villig til at se igennem fingre med mange ting, da bogens mål i mine øjne helliger midlet. Jørgen Lange Thomsen skriver, at han håber, deres bog vil blive læst intensivt og få karakter af folkeoplysning. Og der er behov for den oplysning, når både lærerbøgerne i biologilokalet, pjecer fra Sundhedsstyrelsen og og privatpraktiserende læger fortsat fylder folk med fejlagtig viden om den kvindelige anatomi. Og en lækker, lille, millennial-pink bog er en god start. Så hurra for det. At den så i mine øjne aldrig stikker spaden dybt nok ned i mulden og får fat om roden på problemet, det er, hvad det er. Der kommer sikkert snart en bog, der zoomer endnu længere ind og måske undersøger folderne i kønskransen, og som gør netop det.

Mødommen udkommer på forlaget Gyldendal den 25. oktober.