Rasmus fra Holbæk er så besat af træning, at han ikke aner, hvordan normale mennesker lever

Rasmus Miller Nielsen får spraytannet hele sin glatbarberede krop i den mørkeste tone. Hans hvide tænder lyser op, og hans muskler virker næsten kunstige, oppustede. Han minder om en levende udgave af Barbies kæreste Ken.

"Jeg skal passe på ikke at svede, for så ryger farven af," siger han, da han træder ind i fitnesscentret for at lave et sidste kort træningssæt, inden han en halv time senere sætter sig i bilen på vej til Herning, hvor han skal til danmarksmesterskaberne i Mens physique.

Hovedet er tungt, og kroppen uden energi, da han løfter vægtene, mens han koncentreret holder en intens øjenkontakt med sig selv i spejlet. Energimanglen skyldes, at Rasmus er stoppet med at drikke væske, så musklerne bliver dehydrerede og fremstår så markerede som muligt. Tænderne smører han med vaseline, så han ikke får vabler, fordi han er så tør i munden. Afholdenhed og disciplin har bragt Rasmus i sit livs form.

"Fuck, jeg ser sick ud. Det er helt hjernedødt. Prøv lige at se triceps," siger han til sig selv i spejlet.

Han lægger vægten fra sig, smiler og retter på sit hår. Der er 24 timer til, at han skal på scenen i Herning og posere det bedste, han har øvet. Man kan ikke se det, men det eneste, han tænker på, er mad. Han fortæller, hvor meget han glæder sig til chili cheese tops, chickens salsa, nuggets og milkshake.

"Du skal passe på, at du ikke bliver tyk," siger hans træner.

27 dage efter Rasmus vandt sølv i Herning, møder jeg ham på Cafe Vivaldi i hans hjemby Holbæk. Det var hans tredje konkurrence, den første deltog han i tilbage i april. Men det her er første gang, han ikke har en anden konkurrence lige efter. Det er første gang, at han har holdt en pause med træningen. Også selvom pausen endte med kun at vare seks dage.

Egentlig skulle vi have mødtes for et par uger siden. Vi skulle have taget nye billeder af Rasmus, så man kunne se, hvordan hans krop så ud efter konkurrencen. Men Rasmus vil ikke have taget billeder. Han har det simpelthen ikke godt med sin krop. Så vi må nøjes med de billeder, vi tog dagen inden konkurrencen.

Men hvordan er det som 24-årig at leve et så kontrolleret liv bare for at kunne stå skarpt på en scene – og hvad der sker, når medaljerne er overrakt, spraytannen er falmet, og appetitten bliver glubsk?

VICE: Prøv lige at fortæl om konkurrencen, var det fedt?
Rasmus Miller Nielsen: Det var meget stille og roligt. Jeg stod og snakkede med de andre om vores cravings, hvad vi skulle spise, og så lå jeg bare og holdt ud, sippede lidt væske, så jeg ikke gik kold og dejsede helt om. Det er faktisk rigtig kedeligt bare at ligge på en madras bag scenen og vente. Det ville være dejligt at komme op, få det overstået og så ud og spise og slappe af.

Hvordan var det på scenen?
Jeg synes, det varede meget kort. Man var oppe og dreje fire gange og så ned igen. Det tog ikke mere end fem minutter, og det er lidt ærgerligt, når man træner op i så lang tid. Men for mig er det processen, jeg er vild med - konkurrencen er bare en bonus.

Hvordan havde du det, da du vågnede dagen efter?
Jeg var lidt ked af det over, at jeg ikke vandt guld, men jeg tænkte faktisk næsten kun på mad. Jeg var næsten besat.

Du talte en del om McDonalds, sidst vi mødtes. Hvad spiste du efter konkurrencen?
Det første, jeg gjorde, var at køre ned på McDonalds og købe otte chicken salsas, tre poser chili cheese tops og 25 nuggets. Efter tre burgere måtte jeg lægge mig ned med ondt i maven. Jeg åd igennem en hel uge. Jeg havde lyst til de mest mærkelige ting. Donuts med oreo-creme – ad, det er ulækkert. Jeg har haft cravings siden min første konkurrence i april, så jeg spiste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. På en uge tog jeg 12 kilo på.

Jeg sagde også til mig selv, at jeg ville tage en uge uden træning. Jeg havde jo trænet flere timer om dagen i et halvt år, og derudover havde jeg taget gåture af to-tre timers varighed dagligt i ugerne op til. Men efter den uge kunne jeg godt se, at nu stikker det af – jeg gik fra 90 til 102 kilo fra lørdag til fredag. Min træner havde sagt, at jeg skulle passe på, for kroppen suger det til sig, når den har været så presset så længe. Det lægger sig bare som fedt.

12 kilo på en uge lyder vildt. Hvordan så din krop ud?
Det føltes som om, jeg havde spist virkelig meget i en buffet. Det lignede, at nogen havde pumpet luft ind i mig. Det er jo ikke 12 kilo ren fedt, meget af det var væske. Mine ankler var tykke, det var sådan helt, 'hvad fanden sker der?!' Det var også derfor, jeg ikke ville have taget billeder. Da vi skulle tage billederne før, var det fedt at stå uden trøje på, det er det ikke nu. Det kom bag på mig, for det er første gang, at jeg kom ud på den anden side af en konkurrence, hvor jeg ikke havde en ny lige efter.

Hvordan træner og spiser du så nu?
Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville vente, hvis jeg skulle stille op igen, men efter en uge savnede jeg det. Man bliver totalt afhængig af den her verden, så nu stiller jeg op til en ny konkurrence i april. Men jeg har fået en ny kostplan, hvor jeg har ét måltid om ugen, hvor jeg kan jeg spise, til jeg bliver mæt, glad og tilfreds. Det handler jo rigtig meget om mad, du skal udelukke mange ting, det er et liv uden søde sager. Og det er det hårdeste for mig, især når man kommer ud for sociale arrangementer, hvor der indgår mad. Man er en freak, for man har sin egen mad med, når andre spiser flødekartofler og slik.

Men det er vel ikke det ene stykke lagkage til en fødselsdag, der gør dig tyk?
Nej ikke i princippet, men det er svært. Der følger noget psykisk med, hvis jeg spiser et stykke lagkage med 300 kalorier. Så kigger jeg mig i spejlet og tænker 'nu er jeg blevet tyk'.
Jeg stiller mig også op på vægten. Det er rent psykisk, det driller i hovedet. Jeg skal blive bedre til ikke at køre mig selv så hårdt, ellers bliver det for meget. I de sidste uger op til konkurrencen tænkte jeg 'det her gør jeg aldrig igen'.

Det, du siger med at, du føler dig tyk efter ét stykke lagkage, lyder lidt som en spiseforstyrrelse?
Ja, på et tidspunkt tænkte jeg det også selv, for det er tæt på. Men det er klart, for jeg kan godt lide søde sager, samtidig med at jeg så gerne vil det her. På et tidspunkt panikkede jeg, fordi jeg spiste nogle proteinbarer. Jeg havde det faktisk dårligt i flere dage efter. Men altså, alle kan lave fejl, og så kører man bare på dagen efter med træning. Så længe det kun er engang imellem.

Hvordan så du ud, inden du startede med at træne?
Som 15-årig var jeg meget undervægtig. Jeg vejede lige over 50 kilo, andre drenge i den alder vejede i hvert fald 10-15 kilo mere. Det var lige før, at hvis det blæste, så ville jeg flyve. Jeg havde det rigtig dårligt med min krop, og det var egentlig nok det, der kickstartede det hele. Min farmor sagde altid, at jeg var så tynd. Det var ikke fedt. Da jeg skulle i badeland, ville jeg ønske, at jeg kunne få badedragt på, fordi man kunne se mine ribben. Folk måtte jo tro, at jeg havde anoreksi.

Men så begyndte jeg at træne og spise anderledes, og så kunne jeg se, hvordan min krop ændrede sig. Det gik stærkt, fordi jeg var sådan en spinkel dreng. Pigerne begyndte også lige pludselig at lægge mærke til mig. Jeg fik et kæmpe selvtillidsboost, jeg begyndte at føle, at jeg så godt ud. Gennem hele gymnasiet var jeg kedelig. Til festerne havde jeg tun med i stedet for at spise det, de andre spiste. Alkohol har heller aldrig sagt mig særlig meget.

Rasmus har koncentreret øjenkontakt med sig selv i spejlet.

Hvad er det mest nederen ved at leve, som du gør?
Jeg lever jo kedeligt, men det er okay med mig. Det største afsavn er nok maden. Det er da lidt øv at spise kylling og grøntsager hele tiden. Nogle gange skærer jeg kyllingen i så små stykker, at jeg bare kan skylle det ned med vand. Men hvordan skulle jeg ellers leve? Jeg ved ikke, hvordan normale mennesker lever. Nogle mennesker ved ikke, hvad de skal have til aftensmad, så tager de ned og handler og skal beslutte sig i supermarkedet, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Jeg ved jo altid, hvad jeg skal have at spise. Det er jo også bare sygt et eller andet sted, men nu har jeg i det mindste den der ene dag om ugen, hvor jeg må spise lige det måltid, jeg vil. Det er jo perfekt, at jeg kan tage ned på Flammen og spise buffet.

Men nu hvor du savner mad, er det så ikke ærgerligt at skulle sige nej til alt det gode mad, fordi du skal have den her krop?
Meget af mit liv går faktisk ud på at snakke om mad, kigge på mad, se på andre spise og så nyde det gennem dem. Jeg sidder nærmere og nyder maden igennem folk, når de spiser. Jeg holder øje med, hvordan de tygger og smager på maden. Min mor har bedt mig om at styre mig, fordi jeg sidder og stirrer på hende, når hun spiser kage og beder hende om at fortælle mig, hvordan kagen smager.

Kan du godt have en kæreste, når du lever sådan?
Det hele går jo op i træning, så det er svært, hvis ens kæreste ikke støtter én, eller hvis hun ikke går op i træning og kost. Det hele skal ikke komme an på det, men hun skal have en forståelse for, at jeg lever mere specielt end andre. Det er et must, for det fylder så meget i mit liv. Bodybuilding er 24 timer i døgnet, jeg bliver nødt til at sove otte timer hver nat, og jeg skal hele tiden være opmærksom på, hvad jeg propper i munden.

Det lyder ærligt talt lidt kedeligt.
Som sagt er jeg meget kontrolleret og kedelig, så det passer mig godt. Jeg vil hellere have hyggesokker på og ligge og se en god film frem for at gå i byen – når jeg er ude, tænker jeg meget på, hvordan får jeg nu mit næste måltid. Jeg er bare en kontrolfreak, jeg skal loosen lidt op, det ved jeg godt.

Hvor længe skal du fortsætte med det her?
Jeg har ikke turde tænke så langt, men som jeg har det lige nu, så er jeg rigtig motiveret. Det er jo en del af min identitet på godt og ondt. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være ham træningsfyren.