Billeder fra den københavnske punkscene

Ole Dreyer Wogensen har arbejdet med musik hele sit liv. I 80'erne startede han sit eget pladeselskab, HUB Records, inden han blev tilbudt et job som A&R-mand for et stort selskab. I 90'erne grundlagde han natklubben Rust og var manager for bands som Dizzy Mizz Lizzy, før han blev senior creative director på EMI. Hele vejen igennem sin karriere har han været inspireret af en kærlighed til musikken, der først blev vakt, da punken brød igennem lydmuren i slutningen af 70'erne. Dengang havde Ole sit kamera med, hvor end han gik, og dokumenterede den københavnske punk og BZ-scene indgående. Han tog også billeder af de bands, han elskede: Danske musikere, mange af hvem var hans venner – men også store internationale navne, der senere skulle blive rocklegender. Vi drak en kop kaffe sammen med Ole og bad ham fortælle krigshistorier om bands og livet dengang.

"ADS var ikke bange for at lave et ordentligt show. Jeg tror, de fik ideen til frisurerne fra bandet GBH, og de gav den virkelig som rockstjerner. ADS udgav en enkelt single, men Stig Pedersen gik videre til at spille med DAD. Lars Top-Galia ville gerne spille med Sort Sol, men der gik et par år, før det skete. Billedet her er fra Nosferatu Festival, der var en af de store punkfestivaler i Danmark. Den første, Concert of the Moment, var mere eller mindre Woodstock for den danske punkscene. Den var virkelig godt sat op, og der var helt udsolgt i Saltlageret. Saltlageret lå, der hvor Planetariet ligger i dag. Planetariet var en gave fra en bager, hvis eneste krav var, at Saltlageret blev revet ned. Der var en masse ballade, da det skete."

"Before var Martin Halls band. Han var allerede et kendt navn på grund af Ballet Mecanique, og folk var rigtig spændte på at se hans nye band. Der er sikkert en helt masse, jeg har glemt, men Before åbnede for et andet band i Rockmaskinen på Christiania. Det hele virkede meget spontant. Så vidt jeg husker, var det deres anden koncert, og de åbnede for New Order i Saltlageret den efterfølgende uge. Before blev senere signet på Irmgardz, og de arrangerede koncerten. Det var ren magi, de 30 minutter bandet spillede."

"Fritz Fatal var forsanger i Before. Det var en meget progressiv scene. Rockmaskinen arrangerede punkkoncerter hver lørdag. To eller tre bands spillede af gangen. Den ene uge stod man og snakkede med en fyr, og den næste uge spillede man sammen med ham i et nyt band. Så vidt jeg ved, er det sådan, Before startede. Fritz var fra Jylland. Det var lidt af en sjældenhed – der var ikke særligt mange jyske punkere i København. Han havde langt hår, hvilket også stak ud. Jeg elskede at tage billeder af ham. Fritz chokerede folk. Han var lidt ligesom Iggy Pop og gnubbede sig i skridtet med mikrofonen og sådan noget. Before var et fedt band. Fritz var en unik forsanger og Martin, Tolle og Michael var dygtige musikere. Der var ikke mange bands, der spillede lige så godt som dem dengang."

"Nick Cave spillede i Saltlageret, efter han havde dannet The Bad Seeds. Han havde lige udgivet albummet Kicking Against the Pricks. Nick Cave var sin tids største digter og storyteller. Han var et kæmpe navn, og folk var vilde med hans udvikling. Han var en australsk punker, der havde spillet med The Birthday Party, men så flyttet til London for at stifte et nyt band."

"Han var helt knaldet ud på stoffer, men han var fed alligevel. Som jeg ser det, var han på sit højdepunkt. Jeg kan stadig godt lide ham, men det er gået ned af bakke siden da."

"På det tidspunkt var scenen gået væk fra punken. Det her var en rigtig koncert med sikkerhedsvagter og det hele. Da Nick Cave ankom, var han allerede en stor stjerne. Vi hang ikke ud med ham bagefter. Han var en stjerne i byen, og det var vi alle godt klar over."

"City-X var en blanding af to tidligere bands, City Roots og You-X. Jeg plejede at møde medlemmerne i S-toget. De boede alle sammen i Rødovre, og jeg er fra Glostrup. Det er Hans, man ser på billedet. Han kører en IT-virksomhed i dag. City-X spillede hård musik. De var en slags dansk Hüsker Dü. De var også et af de få bands, der sang på dansk. Det var vi alle imponerede over. Det er en skam, at de aldrig fik lavet det album, de skulle have lavet. De optog ét album, og singlerne er fede, men ikke albummet. De var et højt elsket band, og folk har mange minder om dem. De har spillet sammen igen et par gange siden da. For et par år siden spillede de til Roskilde Festival."

"Det her er mit gamle band Gate Crashers. Der kom altid mange folk til vores koncerter. Vi øvede på en landejendom uden for byen. Billedet er taget på Solrød Gymnasium, hvor vi havde solgt mere end 1.000 billetter til koncerten. De andre folk i bandet var fra Solrød, og de var ret populære dér. Kenan var forsanger, og han havde en halskæde med en edderkop på – ligesom John Entwistle fra The Who. Vi havde altid Dannebrog hængende i baggrunden. Så skrev vi 'sygt samfund' på flaget. Det var gode tider. En gymnasiefest, hvor højdepunktet var en punkkoncert."

"Jeg gik i skole med Ib. Han hed ikke Ib i virkeligheden, men det kaldte folk ham, og han endte også med at tage navneforandring til Ib. Hans band hed Kalashnikov. Jeg var med til at producere og udgive begge deres singler og albummet. Deres oprindelige navn var Diaré, men de ændrede det, fordi det var forfærdeligt, især efter sangeren Charlotte Bagge kom med. De blev et stort navn i Ungdomshuset. I dag er Ib direktør for Muskelsvindsfonden. Han er sikkert helt vild med det her billede."

"Kliché var kæmpestore. Deres plade udkom i 1980, og jeg købte den 1. maj på udgivelsesdagen og gik rundt med den hele dagen. Alle var vilde med Supertanker. Vi ventede i månedsvis på den plade. De havde et helt særegent udtryk – de var meget firkantede, men på samme tid var deres musik ladet med aggression. De havde et image med deres blå bukser og skjorter, og de havde viklet scenen ind i neontape og brugte også lysstofrør. Supertanker er efter min mening den bedste danske plade nogensinde."

"Lost Kids lavede den første danske punkplade, men man kan godt argumentere for, at de ikke var rigtige punkere fra starten af. De fik altid en masse lort, hver gang de spillede i København. Folk kunne ikke lide dem der. Deres sange var danske versioner af britiske punknumre. Punkerne i København sang med på engelsk, hver gang de spillede sangene på dansk. Billedet er taget ved en koncert den 1. maj. Som man kan se, var der ikke mange mennesker. Det var i forbindelse med deres andet album, hvor de for længst var glemt. Der var ingen, der tog dem seriøst."

"New Order spillede en koncert i forbindelse med et-års-dagen for Ian Curtis' selvmord, så vidt jeg husker. De havde kun en single ude, "Ceremony", der oprindeligt var en Joy Division-sang. Folk vidste ikke, hvad de kunne forvente. Vi vidste ikke rigtigt, hvordan et band så ud dengang (de var aldrig på TV, og vi havde ikke internettet endnu.)"

"De stod bare oppe på scenen uden at røre sig. Folk kunne lide musikken, også selv om de stod helt stille. Eller, Peter Hook bevægede sig lidt, men jeg har altid spillet bas selv, så jeg har det med at være mere positivt stemt overfor bassister generelt. De spillede i 45 minutter. Det var det, de skulle ifølge deres kontrakt."

"The Ramones spillede i Odd Fellow Palæet i København K. Det var i 1980, så jeg havde allerede lyttet til dem i fire år, men det var fedt at se dem live. De solgte 3.000 billetter. Det er Johnny Ramone på billedet. Det var en stor fest. The Ramones var ikke mainstream kendt dengang. De spillede alle de gamle sager fra Sire-årene, alt det fede fra de første tre plader. Det er underligt at se Ramones t-shirts i H&M nu. Dengang kunne man slet ikke få band-t-shirts."

"Siouxsie and The Banshees var et af de få succesfulde bands med en kvindelig forsanger. De havde nogle rigtig gode numre og en anderledes lyd sammenlignet med de andre bands. På den her turné spillede Robert Smith fra The Cure guitar. The Cure havde lige udgivet 'Three Imaginary Boys' og aflyst en koncert en måned tidligere."

"Siouxsie var et modeikon. Efter hun dukkede op på scenen, begyndte alle pigerne at gå klædt som hende: Nylonstrømper i stedet for t-shirts og sort makeup. Vi var alle sammen vilde med hende."

"Sort Sol havde lige ændret navn fra Sods til Sort Sol. Sods' andet album hed Under en Sort Sol, og kort tid efter udgivelsen skulle de spille i Berlin. Så de følte de skulle have et dansk navn. De var ikke store uden for punkkredse dengang. De blev ikke spillet i radioen eller noget."

"Stiff Little Fingers var et meget politisk band. De havde sange som 'Alternative Ulster' om konflikten i Nordirland. Dengang var der borgerkrig i Nordirland, og jeg kan huske, da jeg var i London, at IRA bombede byen, og at der var optøjer i Brixton. Jeg så dem igen for et halvt års tid siden. De spiller stadig godt."

"The Jam var større end The Beatles i Storbritannien, men de slog aldrig rigtig igennem i Danmark. De har ellers slået mange af The Beatles' salgsrekorder. På et tidspunkt havde de syv singler i top-10 på histlisten i Storbritannien. De havde ikke nogen fanbase i Danmark, så der gik lang tid, før de kom og spillede. Billedet er fra deres første koncert i Danmark efter udgivelsen af deres fjerde album. The Jam var et punkband, der blev mere mellow med årene. Paul Weller, som man ser på billedet, var meget inspireret af The Who og gik amok på scenen, men de andre medlemmer lignede taxachauffører."

"Hans var forsanger i War of Destruction. De kom fra Aarhus, men de var ret populære i København. Det var et rendyrket punkband, der var kraftigt inspirerede af The Sex Pistols. Men deres musik var tungere."

"Jeg går ikke til punkkoncerter længere. Scenen har ikke rigtigt udviklet sig – den lader til at sidde fast i fortiden. Jeg kan ikke genopleve, de koncerter jeg har overværet. Jeg kan godt lide, at der findes ungdomskultur, men jeg er blevet for gammel til det. Hvis jeg dukkede op på Mayhem, ville de sikkert tro, jeg var strisser."