Kvinderne, der ikke er flyttet over på den anden side. Endnu

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Kvinderne, der ikke er flyttet over på den anden side. Endnu

Vi tog til Ærø for at finde ud af, hvordan det er at være minoriteten det sted i Danmark, hvor der er færrest unge kvinder i forhold til mænd.

Denne artikel udgives af Broadly og bringes også i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Ærø mangler unge kvinder. De forlader øen, når de skal uddanne sig, og som regel vender de ikke tilbage. Historien om, at kvinderne forlader vandkanten, er ikke ny, den bliver ofte gentaget i medierne, og problemet er blevet større med årene. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at 65 procent af Ærøs 20-29-årige er mænd, og det er en danmarksrekord, som ingen ærøboere er glade for. Specielt ikke mændene – tidligere på året var et par lokale ungersvende i Go'Morgen Danmark for at efterlyse jævnaldrende kvindelige mager, og den ene af dem fik sagt, at der er "10 mænd for kvinde, når man går i byen på Ærø". Men nogle må der være tilbage, for vi har set en statistik, der viser, at der per 1. januar i år trods alt var 134 kvinder mellem 20 og 29 (og 252 mænd), som altså endnu ikke er flyttet over på den anden side, som man siger på de kanter.

Advertisement

Vi tog til Ærø, for vi ville gerne tale med de unge kvinder for at finde ud af, hvordan det er at være det sjældne køn på en ø, hvor der er alt for mange mænd og alt for få kvinder. Og mændene har vi hørt. Jagten på de unge kvinder betød, at vi måtte køre øen tynd, irritere tjenere og gå fra den ene butik til den anden i Marstal og Ærøskøbing, for der er sgu ikke særlig mange unge kvinder – eller unge mennesker generelt – på Ærø i juli, hvis man ikke tæller turisterne med. Til gengæld er der billedskønne maritime omgivelser, postkort-nuttede brostensbelagte gader og sommeridyl nok til alle os andre, der besøger øen i højsæsonen.

Det lykkedes os at finde nogle af de unge kvinder, som tæller med i den berømte statistik. Og vi talte med dem om at gå i byen, sexisme og feminisme, når man lever i et samfund, som er domineret af mænd.

Michelle Lundgren, 24, har boet på Ærø on and off siden 2009

Som 16-årig flyttede jeg fra Albertslund til Marstal for at gå på Søfartsskolen, og da jeg blev færdig i 2012, troede jeg, at jeg var færdig med øen. Men da jeg var tilbage i København, kunne jeg godt mærke, at jeg havde fået Ærø ind under huden. Stressen kom snigende, og efter et halvt år kunne jeg ikke længere holde storbylivet ud. Så stod jeg hernede igen, og nu bliver jeg boende.

Jeg tænker ikke særlig meget over, at jeg er en minoritet som yngre kvinde, men jeg har boet her længe nok til at vide, at det kan gå to veje: Enten bliver du en af drengene, ellers bliver du mor. Jeg har langt flere venner, end jeg har veninder, men det passer mig fint, og jeg har vænnet mig til jargonen for længst. Ja, jeg er sgu nok en af drengene.

Advertisement

Jeg ved bedre end de fleste, hvor skæv kønsbalancen er, for jeg er bartender. Når det en sjælden gang imellem sker, at vi kan tælle flere kvinder end mænd på baren, så udløser det et bifald.
Selvfølgelig er der en gang imellem en desperat fyr, hvor man tænker, gå nu hjem med dig, men jeg synes ikke, jeg er mere ombejlet her end andre steder. Det hænger måske sammen med, at jeg netop er venner med mange af de lokale gutter, og de går nok mere efter de nye ansigter.

Freja Ankerstjerne, 25, har boet på Ærø i tre år

Jeg kom hertil fra København, fordi jeg fik job som altmuligpige på en Bed and Breakfast, og så endte jeg med at tage en HF herovre. I starten skulle jeg vende mig til stilheden, og at alting ikke blev serveret på et sølvfad for mig. I København har jeg festet og været dj, men det lægger bylivet ligesom ikke op til her. Det har været noget med at få sig nogle hobbyer, som ikke lå lige for. Jeg har lært at strikke og har fået mig en hjerteveninde på 84, som hedder Birgit. Jeg er også begyndt at male igen og er startet til boksning. Og min skolegang har jeg gået rigtig meget op i, så jeg har fået en flot eksamen. Jeg har da helt sikkert også haft kedelige dage, men fordi jeg har boet i kollektiv, har vi været sammen om at kede os. Og jeg har jo en hund, for fanden – så går man bare en tur.

Jeg tror, det fylder mere for drengene, at vi er så få piger. Når vi tager på værtshus og sidder i bås sammen, så blærer de sig lidt med, at de er i byen med 'alle øens kvinder'. Eller i hvert fald dem, der er i byen den aften. Det er meget mandsdomineret herovre. Det er det. Du kan høre det på musikken, der spiller i nattelivet og til fester. Den her "jeg tager hovedspring i din fisse"-agtige voldtægtsmusik, som folk hører rigtig meget og nærmest på repeat. Hvis der var flere piger, var det måske ikke lige sådan noget, man hørte. Men fordi Ærø er en søfartsø, så er det også nogle piger med ben i næsen, der kommer hertil. Det er ikke lak og Gucci-tøser. Det er nogle lidt seje tøser, som gerne vil noget anderledes.

Advertisement

Mændene her er ikke særlig spændende, hvis man skal sige det lidt groft. Der er selvfølgelig også nogle super charmerende drenge, men… nej, jeg er ikke kommet her for at danse eller score. Jeg fik faktisk en kæreste herovre, og det var jo helt ulideligt, da vi slog op. Fra København er jeg vant til, at man kan "bare" kan glemme hinanden igen, men her bliver du konfronteret med bruddet på en helt anden måde. Du skal hele tiden forholde dig til det her menneske, som du har brug for en pause fra.

Der var en aften, hvor en veninde og jeg drak en masse vin, og der gik det op for mig, hvor meget jeg havde savnet at have en tøseaften, hvor man ikke bare var en af drengene.

Jeg er på vej herfra, fordi jeg har fået et sted at bo og et arbejde i København, hvor jeg skal sætte en båd i stand. Bagefter er min plan at søge ind på Den frie Lærerskole, som ligger uden for Svendborg, og hvis jeg kommer ind, så vender jeg "hjem" til Sydfyn igen. Det ville jeg have det fantastisk med.

Anne-Marie Folmer, 19, født på Ærø

Jeg har lige fået studenterhuen på, og nu bruger jeg sommeren på at stå i butik her i Marstal.

Det spøjse er, at jeg faktisk ikke synes, der er så mange drenge at komme efter her på Ærø. Eller jo – der er jo masser – men det er meget den samme type. Og det er nok bare ikke min type. Det er meget landmænd og fiskere, og fair nok – der er der jo intetsomhelst galt i – jeg vil bare hellere finde en fyr, der ikke er så landmandsagtig. Selvfølgelig producerer øen også mænd, der gerne vil noget helt andet, men ligesom os kvinder så har de det med at forlade øen, når de når dertil.

Advertisement

Jeg er født her på Ærø, så det er ikke længere noget, jeg lægger mærke til, det her med, at der er så mange mænd. Men når man går i byen, er det ret vildt. Det er nok også derfor, mange af os vælger at gå ud i Svendborg i stedet, hvor kønsbalancen er lidt bedre.

Efter sommeren flytter jeg til Geilo i Norge for at blive servitrice og tjene en masse penge, og så skal jeg ud og se verden. Når jeg er tilbage fra min dannelsesrejse, er planen at læse til tandlæge i Aarhus eller København, alt efter hvem der vil have mig. Så ja, jeg er nok en af de kvinder, der er godt på vej til at forlade Ærø. Men dermed ikke sagt, at jeg aldrig kommer til at bo her her igen – jeg elsker jo Ærø. Måske flytter jeg "hjem", når jeg er blevet så gammel, at jeg kan være fuldstændig ligeglad med, hvor mange unge der bor her. Og så kan jeg være gammel med alle mine gamle venner, der også er vendt hjem.

Louise Kirk, 29, flyttede til Ærø for tre år siden

Navigationsskolen er der, hvor man bliver uddannet til styrmand. Vi startede 30 på min årgang, og da vi sluttede, var vi 20 tilbage. På første semester var vi tre piger, men de to andre tog en kortere uddannelse, så de seneste to år har jeg været den eneste pige i klassen.

Der er mange rødder herovre, der gør ting, man ikke må. Når man er fulde sammen, kommer der af og til en kommentar, som man ikke havde fundet sig i, hvis det var et andet sted. Drengene glemmer, at jeg er der, og pludselig går snakken om damer, de har været sammen med eller gerne vil være sammen med, og den og den er en rundetrunde og en luder og så videre. Jeg savner flere veninder, men jeg er ikke blevet træt af drenge.

Advertisement

Kønsskævheden fylder noget på den måde, at der er mange desperate mænd. Det kan man ikke komme udenom. Selvom jeg giver udtryk for, at jeg ikke er interesseret, så er der nogen, der bare bliver ved. Fordi der ikke er andre at prøve på. Man lærer at undgå det ved at gøre mindre ud af sig selv og klæde sig lidt mere som en mand. Både i udseende og attitude er jeg blevet mere dude-agtig af at bo på Ærø. Mine gamle veninder har også lagt mærke til en forandring ved mig, men de har også sagt, at jeg har fået mere selvtillid af at bo her.

Det første halve år, jeg boede her, var der Sankt Patricks-dag, og det blev markeret på den lokale irske pub i Marstal. Jeg havde taget en tætsiddende grøn nederdel på til lejligheden, og den aften var der to drenge fra min skole, der ikke bare klappede mig i røven – det var sådan en ulækker hånd, der greb fat og følte. Siden da har jeg ikke haft stramt tøj på. Jeg sagde fra og valgte at silent treate de to fyre. Sidenhen var der en af dem, der kom hen og sagde undskyld for det. Han kunne godt se, det ikke var så fedt. Den slags har jeg ikke oplevet andre steder i landet, jeg har boet.

Nu skal jeg ud og sejle, og det bliver lige om lidt, for Mærsk er ved at finde et skib til mig. Jeg bliver styrmand på et serviceskib, som betjener olie- og gasfelter i Nordsøen, eller i Vestafrika, Fjernøsten, you name it. Under alle omstændigheder kommer jeg langt væk fra Ærø, og det kan godt gøre mig trist. At bo her har – all in all – været nogle af de bedste år i mit liv.

Advertisement

Tanja Hansen, 28, alenemor til to, har boet på Ærø hele sit liv

Så langt tilbage jeg kan huske, har vi manglet unge kvinder på Ærø. Det er historien, der ikke vil dø, alle er klar over det, og sådan er det bare.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at bo andre steder end her, og man siger jo, at unge kvinder har to muligheder her, hvis de vælger at blive boende: Få dig nogle unger, eller bliv en af drengene. Jeg valgte dobbeltløsningen.

Jo, gu' pokker er der mandehørm, men hvis det kammer over, så skal man bare sætte dem på plads. Jeg kender alle, og alle kender mig, og det lægger en dæmper på den opmærksomhed, man får fra mændene. Men der er da konkurrence om os. Da jeg var helt ung, kan jeg huske, hvordan det altid endte i slåskamp til byfesterne, når drengene fra de andre byer lagde an på os piger. Man skulle ikke tage hinandens piger.

Jeg synes, det er hyggeligt at gå i byen et sted, hvor der er så mange mænd. Som regel tre for hver pige. Jeg kan egentlig også godt lide, at jeg kan gå i byen, som jeg er. Man behøver ikke at være dullet op fra top til tå, når mændene alligevel tropper op i træsko og kansas-bukser. Vi har det sjovt alligevel, og score kan man altid. Men nu kender jeg jo dem allesammen, og så er det sgu begrænset, hvad man gør. Dagen efter er man en god historie, hvis man har lavet et eller andet. Hvis man endelig skal slippe tøjlerne, så er det om at komme af øen.