"Nu er det kvinderne, der står bag dj-pulten og laver sovsen"

Housefrau er et festkollektiv, og bag det står Sus Wilkins (28), som til daglig arbejder som skuespiller og model, og Mai Schaarup (29), der arbejder som dj og er nattevagt på et krisecenter for voldsramte kvinder.

I aften holder de deres tredje fest som Housefrau, denne gang på Culture Box i det indre København, og de glæder sig til at rykke ind på en klub for en nat, der – ligesom dem selv – er optaget af at hylde den elektroniske musik. For udover at hylde de kvindelige dj's, så vil Housefrau gerne skabe en kultur, hvor vi altid hylder dj'ens rolle i festen – og hvor vi ikke glemmer at være tilstede på klubben, når vi nu er der.

Jeg tog en snak med Sus Wilkins og Mai Schaarup om, hvordan man så gør det.

Broadly: Kan I først, kort, beskrive, hvad Housefrau er?
Mai Schaarup: Housefrau er en klub, hvor vi har fokus på kvinder i den elektroniske musikbranche, kvindelige dj's. Når man hører navnet Housefrau, så får man nogle associationer til en kvinde, der står bag kødgryderne, og det her er også et feministisk statement og vores måde at sige på, at nu er det kvinderne, der står bag dj-pulten og laver sovsen.

Sus Wilkins: Housefrau har ikke noget hjem. Vi flytter location fra gang til gang. Og alle slags mennesker er velkommen. Vi er enormt inspirerede af klubberne i Berlin.

Mai: Det handler om power og om kvalitet. Det handler om at sætte fokus på, at kvinder også kan. Djuna Barnes har været en rollemodel for mig, for der var ikke særlig mange kvinder i dj-miljøet, da jeg startede – nu ser vi flere og flere kvinder komme til, flere kvinder begynder at producere, og vi vil gerne være med til at bakke op om det og føre det videre.

Så I vil gerne give plads til kvinderne bag pulten…
Mai: Ja, både de etablerede navne, men vi vil også gerne ud og finde talenterne, som kæmper for en plads, men som spiller røven ud af bukserne.

Sus: Der er en tendens til, at drengene er rigtig gode til at hive hinanden med, og alle de store, dyre dj's, der står øverst på flyeren, de er næsten altid mandenavne. De glemmer, at der er sindssygt mange dygtige kvinder.

I nævnte, at I er inspireret af Berlin, er det nogle bestemte klubber?
Sus: Jeg er meget inspireret af Kater Blau og Sisyphos.

Mai: Også festivaler som Sonar og Dekmantel, store elektroniske festivaler, som er meget inspirerende.

Sus: Det er både musikken, men også energien i festen. Jeg går virkelig meget op i det her med, at der skal være plads til alle. Jeg hader de her klubber, hvor der kun er én type menneske, når man kommer ind af døren. Og man kan mærke i Berlin og på de elektroniske festivaler, at det er en fest for alle, det handler ikke så meget om, om man har det rigtige tøj på.

Det lyder, som om I synes, at det her mangler i det københavnske natteliv?
Sus: Ja, det synes vi. Den mangfoldige fest mangler. Og så savner vi personligt nogle fester for lesbiske. I dag er der kun én klub for lesbiske i København.

Mai: Da jeg selv begyndte at spille, fik jeg først en del job på homoklubberne, men jeg begyndte hurtigt at søge væk derfra, fordi jeg ikke kunne identificere mig med musikken på de klubber. Og igen blev det et lidt lukket selskab. Så det var slet ikke min musik eller mine følelser for festen, der kom til udtryk.

Sus: Det er super vigtigt for os at skabe en divers fest, hvor alle mulige forskellige mennesker kan føle sig hjemme.

Hvad er det da, diversiteten gør ved festen?
Sus: Den åbner festen mere op, der kommer en federe energi. Folk koncentrerer sig mere om festen, om musikken og om dj'en, når der er flere forskellige typer mennesker – det gør, at man ikke koncentrerer sig om, hvad folk har på, og om man sidder ved det rigtige bord, eller hvad det kan være. De ting opløses. Jeg har lige været i Cape Town, hvor folk så helt forskellige ud til festerne; der var piger, der lignede, de var taget ud af en Nik & Jay-video, og der var hippier, og alle stod og hyggede sig sammen. Det ser man aldrig i København, her handler det alt for meget om, hvad det rigtige er i nogle meget ensformige grupper.

Mai: Vi håber, at vi kan træde ind på nogle klubber i København og trække nogle mennesker med, som måske ikke ville komme der normalt, men som vil føle sig velkomne, fordi det er en Housefrau-fest. Og på den måde kan vi forhåbentlig skabe det her miks.

Sus: Hvis vi for eksempel holder en fest på Chateau Motel, så håber vi, at alle dem, der normalt ikke kommer der, fordi de måske er bange for at blive afvist i døren, at de kommer, fordi de ved, at vi er garant for en mangfoldig fest, hvor der også er plads til dem.

I har fortalt mig, at I savner, at der bliver sat pris på dj'en, og at det vil I gerne være med til at sikre, der bliver – hvorfor?
Sus: Dj'en er jo med til at sætte hele festen. Hvis dj'en ikke spiller fedt, så er festen der ikke. Og jeg synes ikke, vi ser dj'en nok, vi belønner ikke dj'en nok, herhjemme.

Mai: Det handler også om at forstå, hvor meget arbejde der rent faktisk lægges i det. Det er ens passion, ens liv. Det synes jeg, man skal have noget respekt for. Man kommer ikke bare lige bag en pult og spiller, man skal knokle for det, og man skal have noget fuckerfedt at byde på. Og så skal man også ses og høres, det er super vigtigt for mig.

Oplever I da, at vi behandler dj'en som baggrundsstøj eller en jukeboks?
Mai: Ja, som en spilleliste, i hvert fald nogle steder. Men på de elektroniske klubber er det anderledes. For eksempel på Culture Box, hvor der hersker stor respekt for dj'en.

Sus: Vi vil gerne skabe en bevidsthed blandt publikum om, at der ikke bare står en deroppe og skruer lidt op og ned. Men at man kan tage på klubben og høre en dj, ligesom man tager til Beyonce-koncert.

I vil opnå en mangfoldighed i festen, og I vil gerne have gæsterne til at sætte pris på dj'en, men hvordan vil I få det til at ske?
Mai: Helt konkret, så vil vi stoppe efter hvert dj-set for at lære folk, at man lige giver en klapsalve, når dj'en går af. Og når dj'en kan mærke den her anerkendelse, så tror jeg, hun spiller endnu bedre, og så bliver det også bare en endnu federe aften med en vildere energi.

Sus: Vi vil også gerne give gæsterne mulighed for at tippe dj'en. I stedet for at betale en masse penge i indgangen, så skal folk kunne belønne dj'en direkte. Det bliver måske ikke de store beløb, men det gør noget for festen.

Sus: Og for at skabe en fest, hvor folk virkelig er tilstede og tør overgive sig til festen, kan jeg forestille mig, at vi på sigt indfører det her koncept, mange kender fra Berlin, hvor man får sat små klistermærker på sine mobilkameraer. I dag er der ingen, der er rigtig tilstede, og vi skal tilbage til, at det handler om at være til festen og have det nice uden at behøve at vise det til hele verden imens.

Nu skal I holde en fest på Culture Box, hvad kommer der til at ske der?
Mai: Culture Box har booket en fantastisk kvindelig dj fra Ukraine, der hedder Nastia, og hun skal spille ovenpå. Hun mixer plader som en gudinde og spiller med de store og dyre navne i hele verden.

Sus: Nedenunder har vi booket Ida Daugaard, som er dansk, men har base i Berlin. Hun spiller blandt andet på Kater Blau, Golden Gate og Sisyphos, og hendes lyd er minimal, trippy og tidløs. Til at varme op har vi booket Esther Urioste, som er en københavnsk dj med en varm vibe. Og så skal Mai spille.

Mai: Og så vil vi gøre, hvad vi kan for at skabe en kæmpe energi. Vores gæster skal på ingen måde holde sig tilbage, men gøre, hvad der kommer til dem i musikkens rus. Vi får sat et videokamera op foran pulten, som optager det hele, og mon ikke vi har et konfettirør eller to i baghånden…

Sus: Jeg håber virkelig, at der på sigt kommer en helt speciel vibe omkring vores fester, at folk kan mærke, hvad det er, vi vil og derfor kommer til at sige, 'Det er en Housefrau fest, så den skal vi med til.'