Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma

Jeg havde forgæves prøvet at få en billet til shawarmamesterskabet sidste år, men der var det ikke nok at komme en time i forvejen. I år var jeg heldigvis blevet klogere, så vækkeuret var sat til early as fuck i lørdags på trods af en ond gang fernet-tømmermænd fra aftenen før. Da jeg ankom kunne jeg også stille mig foran de fleste andre af de 17.000 Facebooktilmeldte københavnere, der ikke havde nogen nedre grænse for, hvad man kan spise, så længe det er gratis. Shawarmamesterskabet er i det hele taget en kollektiv, kød-drevet psykose, ikke bare for folk med en forkærlighed for ting stegt på spyd, men for regulære kødtrævls-connaisseurs som jeg selv, der mener, at det er en demokratisk pligt at stemme på (og nedstemme) alle shawarmasteder i byen. På den måde valgte jeg at ofre mine egne smagsløg ved at spise på alle ti steder, så du ikke behøver gøre det. Det viste sig at være en, virkelig forfærdelig idé…

De i alt 10 deltagere var: Beyti, La Centrale, Ahaa, Five Star, Dürüm-Symfoni, Chili Kebab, Ashiq's, Kösem, Dürüm Bar og Konak. Hvor var Kebabistan kan man spørge sig selv, men de er formentligt godt tilfredse med, at Action Bronson og flere michelinkokke sværger ved dem.

Klokken 13.00 blev stemmesedlerne delt ud til horderne af sultne, selvudnævnte shawarma-kendere, der satte i spurt med det samme for at kunne aflevere stemmesedlen senest 14.45, mens jeg satte kurs mod en gang shawarma hos Dürüm-Symfoni. Eller det var jo egentlig kebab, for det var en tyrkisk restaurant. Her følger lidt hurtig grillbarstrivia: Shawarma er et arabisk ord, hvor kebab er tyrkisk. Den tyrkiske kebab er lidt bredere i sin definition og refererer til alt - ko, rotte, papegøje, menneske -, der er grillet på spyd. Derfor gør du kebabmanden ked af det, hver gang du bestiller en kebabpizza, fordi du i virkeligheden beder ham om en spydstegt pizza. Det laver man ikke, så stop med at gøre livet svært for ham.

Dürum-Symfoni serverede en halv durum med det hele sammen med tre tarteletter med tzatziki, humus og chili. At se en durumrulle med tre tarteletter til var en smuk forening af tyrkisk og dansk kultur – en slags integrationscombo -, og jeg vil til hver en tid vælge en tartelet med humus frem for en tartelet med hønsevælling. Der er dog ingen point at hente for tzatzikien - hvad fanden skal græsk agurkesalat i min mellemøstlige ret? Er det en fucking souvlaki? Til gengæld var min kebab virkelig god. Brødet var frisklavet, salaterne var gode, og kødet var velkrydret og saftigt. Alt i alt en god start på kebabeventyret.

Næste stop var Chili Kebab. Jeg havde aldrig hørt om stedet, men det lignede din standard shawarmabiks: spartansk indretning, low-res billeder af mad og tre store ruller af en tyk brun, uidentificerbar masse. De serverede maden på et trekantet stykke durum med lidt salat til - endnu engang inklusiv den misforståelse, der er tzatziki. Det hele var lidt malplaceret og det smagte mere som en akavet arabisk taco end noget andet. Heldigvis var jeg stadig lidt sulten, så det var rart at få smidt lidt mad i ansigtet.

Over for Chili Kebab lå Ashiq's, der var et godt eksempel på, hvordan man ikke skal gøre, hvis man deltager i en madkonkurrence. Man skal f.eks. ikke servere smagsprøver i form af et par skiver sløjt kød og ca. 14 gram salat i bittesmå foliebakker. Når der er så lidt, er der heller ikke noget, der kan skjule kødets smag. Jeg skyder på, at det har været lige dele kød og savsmuld. Det bliver et pænt nej tak til Ashiq's.

Jeg ramte dernæst Kösem ret misfornøjet, men de havde heldigvis styr på det. På store skærme viste de, hvordan kødet blev marineret i en stor bakke, og selvom det mest af alt lignede en slags kønsvæske-drevet bilvask for døde dyr, var det betryggende at se, at der blev brugt rigtige udskæringer af kød og ikke bare den fabriksproducerede rulle, man finder mange steder. Kødet var også i centrum i det pitabrød, jeg fik. Det smagte – modsat hvordan det forholder sig de fleste steder - rent faktisk også af kød. De havde ikke krydret det specielt meget, og projektet mindede derfor mere om en lækker steaksandwich end noget andet. Hvis man ser bort fra manglen på humus, så var det faktisk ret godt.

Apropos humus. Hvad gik der galt, da man valgte creme fraiche frem for humus som standard? Tager man til Mellemøsten, er humus en naturlig del af shawarmaen, og creme fraiche er et land i Nordeuropa. I Danmark er humus noget ekstra, som man skal betale mere for. Det svarer til, at man skal betale ekstra for ketchup i sin burger, hvilket selvsagt er kriminelt.

Det var Konak enig i. Det var et af de eneste steder, hvor man kunne smage tahinen (sesampastaen) i humussen. Det var lækkert, men jeg var ikke videre imponeret over deres shawarma. Det havde måske også noget at gøre med, at jeg var nået til min femte shawarma. Jeg kastede lidt op i munden ved tanken om, at jeg kun var halvvejs.

Hos Dürüm Bar var alt hjemmelavet. Min durum var lækker, og jeg havde intet problem med at lægge en sjette rulle i maven. Mit gode humør blev dog taget fra mig, da jeg trådte ind på Five Star. Jeg bad om deres bedste ret, hvilket i deres øjne var et pitabrød med det hele inklusiv en slags spinatret. Den har muligvis også indeholdt gul danskerkarry, hvilket vi barer føjer til listen over kulinariske brølere. Stedet har fem stjerner for meget og tog prisen for den klammeste shawarma i saunaen.

Nu begyndte det for alvor at blive hårdt. Den indisk-arabiske helvedeshybrid havde ikke gjort noget godt for maven, og min ellers uudslukkelige tørst efter shawarma var sat på prøve. Et langt liv med skaminduceret binge-eating havde dog givet mig den fornødne styrke til at fortsætte mod Ahaa. Jeg havde egentligt gode minder om stedet, men oplevelsen mindede mere om dryfucking end vådt samleje – og det på trods af, at der var humus i min durum. Kødet smagte til gengæld virkelig godt og var krydret til punkt og prikke. Det forhindrede dog ikke min krop i nu for alvor at reagere på den overflod af kød og dressing, jeg havde tvunget indenbords. Jeg svedte og var efterhånden begyndt at blive ret svimmel. Jeg havde mest af alt lyst til at ligge ned og sove den af. Det viser sig, at man ikke får det ubetinget lækkert af at hamre otte kødfyldte ruller på tre timer.

Jeg var virkeligt mæt nu og havde som sådan mistet lysten til shawarma. Derfor var det måske ikke strategisk smart at gemme et af de mest frygtede steder til nummer ni på ruten. La Centrales smiley plejede at være rasende, og alle faresignaler var til stede. Shawarmaen var i sig selv ret sløj, selvom deres chili på det tidspunkt udgjorde et absolut lyspunkt. Den straffede mig dog hårdt senere på dagen, og jeg kan roligt sige, at den ikke får lov til det igen. Det er simpelthen ikke det værd.

Efter den niende shawarma var kødsveden på sit højeste, men jeg manglede kun Beyti. Jeg kunne endelig afslutte mit shawarmathon (pun intended) med et pitabrød med det hele: masser af sløj iceberg, men meget lækkert kød, som jeg druknede i chili. Hver bid var en kamp, men som en god foie gras-gås fortsatte jeg med at stoppe mad ned i halsen. Som en dårlig foie gras-gås måtte jeg dog levne det sidste. Menneskekroppen er simpelthen ikke lavet til at spise så meget på én dag, og Beyti var dødsstødet for mig. Tour-de-shawarma sluttede ikke overraskende for mit vedkommende med en kvalme af dimensioner akkompagneret af hvidløgssved og selvmordstanker.

Shawarmamesterskabet var alt i alt en bekræftende oplevelse. Jeg fik bekræftet, at det er en dårlig idé at spise ti steder på én dag, og jeg fandt ud af, at mine umiddelbare indtryk af de fleste af deltagerne stemte overens med virkeligheden. Hvis restauranten ligner et sted, hvor man tørrer røv med rullen, så skal man holde sig væk. Den officielle vinder blev Kösem, andenpladsen tog La Centrale, og tredjepladsen gik til Dürüm Bar. Jeg står ved, at Dürüm Bar og Dürüm-Symfoni var de bedste af deltagerne.

Shawarma vil fortsat være min favoritspise om natten, og selvom tanken om enhver form for kødrulle stadig giver mig kvalme, ser jeg alligevel frem til næste gang, jeg får en durum i hånden.

Mere fra VICE:

Videoen til 'Smack My Bitch Up' er inspireret af en stripklub i København

Billeder af folk, der ikke kom ind på Sunday

Fotoserie: Fredag nat i indre by