I artikelserien "How Scared Should I Be?" forsøger VICEs angstlidende skribent Mike Pearl at finde ud af, hvor bange man egentlig bør være for forskellige ting. Vi håber, at det vil kunne hjælpe dig til at disponere den mest værdifulde af alle naturressourcer: din frygt.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Når jeg skriver noget, der pisser en masse mennesker af (som regel et eller andet om computerspil), er der altid en håndfuld mennesker, der påpeger, at jeg har et meget knytnæve-venligt ansigt. De har ret. På billeder, som det, der kan ses øverst i denne artikel, ser jeg selvglad, dømmende, professoral og svag ud, og har generelt bare det, tyskerne kalder "Backpfeifengeschicht" eller "Ted Cruz-syndrom."

Men til trods for min misdannelse har mit ekstremt øretæveindbydende ansigt undgået kontakt med knytnæver gennem alle de 31 år, jeg har været i live. Og som en ekstremt ængstelig person lader jeg ikke mig selv slappe af på trods af min imponerende, knytnævefrie rekord. I stedet giver jeg mig hurtigt, når jeg bliver konfronteret, og gør en ihærdig indsats for at undgå folk, der ser ud som om, at de godt kunne finde på at uddele vilkårlige bank til højre og venstre. Det er ikke nogen måde at leve sit liv på, det ved jeg godt, og jeg har vidst i flere år, at jeg nok bør se min frygt i øjnene.

Men i denne uge faldt jeg over en nyhedshistorie om en fyr, der engang havde dræbt en mand med et enkelt slag i ansigtet. Eftersom en enkelt knytter kan gøre det hele forbi, giver det så mening for mig bare at blive ved med at gøre alt, hvad jeg kan for fuldstændigt at undgå håndgemæng?

Måske burde jeg, ifølge Darragh O'Carroll, der er skadestuelæge i Los Angeles og deltidsansat som akutmediciner ved MMA-turneringer. Hvis jeg blev slået i ansigtet, siger han, " er der nok ikke er så store chancer for, at der sker noget alvorligt, selvom det stadig er muligt."

Sandsynligheden for faktisk at få en knytter i ansigtet er et lidt større mysterium. Jeg kunne ikke finde noget holdbar data omkring knytnæver i ansigtet, og de eneste kriminalstatistikker, jeg kunne finde, var over grov legemsbeskadigelse.

Slåskampe virker pludselig meget mere sandsynlige, når man skriver en artikel om dem. Det er, som om der ikke er nogen, der spørger voksne, men i 2013 spurgte Child Trends Data Bank gymnasieelever, om de havde været oppe at slås inden for det sidste år. Og det svarede 24,7 procent 'ja' til. Og i en meget uvidenskabelig meningsmåling spurgte jeg ti mennesker på VICE-kontoret, om de var blevet slået i ansigtet, og det indrømmede 100 procent af dem, at de var mindst en gang. Pointen er, ifølge O'Carroll, at jeg ikke kan undgå at få én på lampen før eller siden. "På et eller andet tidspunkt kan det ske," siger han, grinende.

Men hvad er de sundhedsmæssige risici ved at blive slået i ansigtet?

Kan du godt lide at se folk blive slået i ansigtet? Tjek det her ud:

Når det uundgåelige indtræffer, er en brækket næse den mest sandsynlige skadevirkning, mener O'Carroll. En brækket næse kan være en simpel fraktur eller et mere komplekst brud. Men de fleste "heler uden problemer," fortæller O'Carrol. Men han advarede mig om en potentielt farlig bivirkning ved en brækket næse kaldet septum-hæmatom. "Hvis du stikker en finger ind i et af næseborene, kan du mærke - hvad jeg vil beskrive som - en stor vindrue," fortæller han, og den ville have brug for øjeblikkelig lægehjælp, ellers kan skillevæggen i min næse blive ødelagt på grund af manglende blodtilførsel.

En stor bekymring er selvfølgelig mine tænder, som Carrol sagde sandsynligvis ville blive slået helt ud i højere grad end slået i stykker. Men når det gælder tænder, skal den, der slår, være mere bange end den, der bliver slået, ifølge O'Carrol. "Der er flere bakterier i et menneskes mund end i en hunds, så hvis tænderne bliver slået ind i knoen på dig, ville du være nødt til at få den skyllet på en operationsstue, fordi bakterierne kan formere sig og ødelægge leddet," siger han.

Jeg bør være mere bekymret for at få en knytnæve på kæben. "Underkæben er en halvcirkel, og ringe har tendens til at gå i stykker to steder," forklarer O'Carrol. Hvis min kæbe kun brækkes et sted, og den ikke går af led, kan jeg slippe med, at min kæbe bliver syet sammen og at skulle drikke gennem et sugerør i fire-seks uger, fortæller han. Det er rent faktisk det positive udfald, når det gælder kæbefraktur. O'Carrol fortæller, at et åbent kæbebrud ville være meget værre. "Det er, når jeg ser ind i munden, og bruddet er fortsat til der, hvor gummerne og tænderne er gået fra hinanden." Udover det omstændige reparationsarbejde, det kræver, og den åbenlyse risiko for et vansiret udseende (prøv at google "åbent kæbebrud," jeg skal nok vente), så er der også risiko for en alvorlig infektion.

Den mest sandsynlige form for hjerneskade er selvfølgelig den mindre slags: hjernerystelse. Intrakraniel blodstyrtning - en hjerneblødning - er derimod mindre sandsynlig og meget mere skræmmende. Hvis jeg får en epiduralblødning, virker det måske som en hjernerystelse. "Du bliver slået ud. Du vågner. Du er lidt forvirret, men du har det bedre. Men efter 20-30 minutter bliver du gradvist mere og mere sløv," fortæller O'Carrol. Det ville være en epiduralblødning, og jeg skal på hospitalet - ellers kan der opstå brokdannelse i hjernen, hvilket kan være livsfarligt. O'Carrol fortalte mig, at et hårdt slag i tindingen kan forårsage den slags hjerneblødning, men at "hvis en intrakraniel blodstyrtning skulle opstå, vil det almindeligvis være som følge af faldet."

Jeg opstillede en hypotese for O'Carrol: Hvis en knytnæve var på vej mod hans ansigt, hvad ville han så bekymre sig mest om? "Der er ikke nogen, der skal fucke med mine øjne," svarede han.

Selve øjenæblet og øjenhulen er komplicerede størrelser og kan blive udsat for utallige slags skader. "Nethinden kan blive slået løs," sagde han, men han tilføjede, "jeg ser det ikke lige så ofte som brud."

Fascinerende nok sker brud på øjenhulen ikke på den måde, jeg troede, de gjorde - ved at knytnæven knuser øjenhulen ind. I stedet bliver øjet og det øvrige væv, nerver, blodkar og muskler presset sammen af knytnæven og eksploderer uforudsigeligt udad. "Presset skal bevæge sig et sted hen," forklarede O'Carrol, og resultatet er ofte en brækket knogle et eller andet sted inde i hulen. Disse interne brud er alvorlige, fordi musklerne, der kontrollerer dit øje, ikke kan lide at blande sig med knoglesplinter fra kraniet. "Hvis en knoglesplint sidder fast i en muskel, og du ikke kan dreje øjet hele vejen indad eller hele vejen udad, så er det en indikation på, at du har brug for en operation," fortalte O'Carrol mig.

Vurderet ud fra de mange forskellige skader virker det som om, at faren ved at blive slået i ansigtet er lidt et wild card. Du kan dø af det, men ingen jeg kender er døde af en knytnæve i ansigtet eller har haft brug for en operation - faktisk griner de allesammen lidt af det.

Men nogle former for frygt er nemme at konfrontere, så jeg fik arrangeret et slag i mit ansigt - Tyler Durden style.

Jeg sidder kun et par skriveborde væk fra Mike Hresko, chefredaktør for Fightland - vores søsterside om kampsport og MMA. Mike kan Jiu Jitsu og Muay Thai og ved, hvordan de professionelle slår. Det er lidt intimiderende, men det betød også, at han ikke ville ramme ved siden af og slå mig på øret eller halsen eller noget. Jeg bad Mike om at slå mig, som han ville slå en fyr på en bar, som var for meget og trængte til at blive sat på plads. Men jeg sagde også, at jeg skulle skrive den her artikel færdig - så ingen hjernerystelse tak.

Det var nederen.

Det var ikke decideret smertefuldt til at begynde med, mere bare et overordnet chok for systemet, lidt ligesom et mindre biluheld eller et kanonslag, der går af tæt på dit hoved. Det summede i mine ører, og jeg fik hovedpine med det samme. Jeg kunne mærke, at jeg instinktivt lænede mig væk fra slaget. De næste par sekunder begyndte min hjerne langsomt at danne sig et billede af den specifikke skadevirkning. Men jeg var i live og havde det egentlig fint nok. Jeg var endda i stand til at gå tilbage til mit skrivebord og skrive om det, så min hjerne lader til at virke fint.

Det er ingen dans på roser at blive slået i hovedet, selv når overfaldsmanden er din kollega, som gør dig en tjeneste. Visheden om, hvordan et relativt blødt slag føles, gør tanken om nogen, der forsøger at skade mig alvorligt mere skræmmende, end den var, før jeg undersøgte det her. Og for det meste er alvorlig skade det, folk har i sinde, når de slår, i hvert fald ifølge O'Carrol. "Hvis folk er virkelig vrede på nogen, så går de efter knockout," fortæller han.

Så jeg fortsætter bare med at være forsigtig.

Mere fra VICE:

En historisk gennemgang af boksning mod bjørne

Sådan fik jeg min panikangst under kontrol

Mit liv som menneskelig forsøgskanin på fuldtid