Syre, lidenskab og størknet blod: Billeder fra drabssteder i 1880'ernes Paris

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Syre, lidenskab og størknet blod: Billeder fra drabssteder i 1880'ernes Paris

Et fotografisk tilbageblik på grusomme mordsager fra en svunden tid.
August 10, 2015, 2:32pm

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Frankrig

Scenen ovenfor er fotograferet af politiet og skildrer metoderne, der blev taget i brug ved fotograferingen af lig som led i den antropometriske identifikationsproces forinden obduktionen. Her er liget placeret delvist oprejst på en båre, mens hovedet holdes oppe af en træstøtte. Fotografen skal til at tage et billede af patientens højreprofil, mens en anden herre holder en målestok for at kunne måle den præcise distance mellem kameralinsen og liget. Den tredje person, "obduktionsassistenten", i formel uniform (sort hat og hvidt forklæde) står klar til at "mobilisere liget".

Kniven, der holdes af offeret, peger på selvmord, men efterforskningen og fingeraftryk har efterfølgende vist, at Mademoiselle Ferrari blev dræbt af sin elsker, Monsieur Garnier, der stak hende i hjertet.

På trods af, at et par enkelte kendte scener optræder i bogen – som angrebet på Louvre i 1905 og snigmordet på Jean Jaurés i 1914 – omhandler de fleste af sagerne i bogen anonyme personer, ofte myrdet på de værst tænkelige måder. Eksempelvis lærer vi om døden på en vis Julien Delahieff "…viklet ind i stof og låst inde i en kuffert" i 1896, om Madame Candal, "der elskede katte" og tilsyneladende blev tævet ihjel med knytnæveslag i 1914, og om Suzanna Lavollée, en prostitueret, der blev brutalt kvalt og lemlæstet i 1924.

Billedernes stærkt grafiske natur fik Philippe Charlier til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af sit arbejde. "Disse billeder er historiske, sagerne er fortrolige, og de er langt ældre end de 30 år, der skal til, før så følsomt materiale må offentliggøres," forklarer han. "Det er mere et etisk problem end et juridisk problem. Selvom det er lovligt at trykke billeder som disse, er det så acceptabelt at tilsidesætte respekten for andres privatliv?"

Advertisement

Som svar på disse spørgsmål fremsætter retsmedicineren "et 'science pudique'-koncept, der formår at udvise respekt for andre og sprede viden uden at forhindre fremskridt," – en endnu større grund til at søge dybere forståelse for parisiske kriminologiske metoder – metoder, der ifølge Charlier stort set ikke har udviklet sig siden det 19. århundrede.

Selvom fotografier af gerningssteder som oftest blev ledsaget af skitseringer og håndtegnede kort over omgivelserne, for at kunne gengive de præcise dimensioner, blev en anden metode taget i brug, når det kom til menneskekroppe: perspektometrisk tilretning. Kameraet, hvormed denne øvelse realiseres, skal placeres ovenfor og vinkelret i forhold til liget, så det trykte billedes midterlinje løber præcist mellem øjnene på liget og skærer næseroden. Dette billede blev taget af politiet for at demonstrere den ideele kameraposition.

Perspektometrisk tilretning af Monsieur Falla, der blev myrdet i søvne, i gangen i sin lejlighed på 160 Rue du Temple i Paris den 27. august, 1905. På grund af dødsstivhed er hans ben stadig hævede, og stoffet omkring hans hals indikerer umiddelbart død ved kvælning.

Madame Debeinche blev fundet død på gulvet i sin lejlighed på 9 Rue Chalgrin, den 8. maj, 1903. ”Hendes hænder og fødders brunlige farve indikerer en forrådnelse af kroppen…hvor længe er det, siden forbrydelsen blev begået?”, undrer Philippe Charlier sig. Efterfølgende vurderer han, at en sådan scene muligvis er udfaldet af tumult med udveksling af voldsomme slag.

Valentine Botelin efter sin obduktion den 14. september, 1904. Efter rensningen af hendes hoved og hår observerede politiet i alt spor efter tre projektiler fra et skydevåben på kvindens tinding og venstre kind.

Midt om natten den 31. maj 1905 blev kongen af Spanien Alfonso XIII og Frankrigs præsident Émile Loubet ofre for et bombeattentat ved Louvres søjlegang, mens de passerede i bil. ”Det royale optog kørte på L’avenue de l’Opéra, som var meget kraftigt belyst. I det øjeblik de drejede om hjørnet ved Rue de Rohan og Rue de Rivoli, skete der en eksplosion, der lød som skudet fra en kanon. En gul flamme skød frem til venstre for kongens bil. En hest blev løftet fra jorden og faldt tungt – død og med indvoldene hængende ud. En anden hest stak af og pløjede gennem masserne på Rue de Rivolis fortorve. Panikken bredte sig i menneskemængden, der flygtede i alle retninger. Smerteskrig gav genlyd i gaderne,” fortalte avisen Le Petit Journal den 11. juni, 1905. På trods af, at de to statsoverhoveder slap helskindet væk, kom tyve mennesker til skade og en hest måtte lade livet.

Denne forbrydelse, dateret den 5. september 1910, blev begået med vitriol i soveværelset på 23 Passage de Thionville. Sengen, lagenerne og gulvet er fyldt med blod, og stoffet er delvist fortæret af syre. ”Intet lig. Havde offeret tid til at flygte til et hospital? Medmindre liget allerede var blevet kørt på kapellet,” reflekterer Philippe Charlier.

Den 9. august 1913 blev en ældre dame fundet liggende på maven på 31 Rue des Rosiers i Saint-Ouen. Fuglene, der ses i baggrunden i deres bure, lader til at have været forbrydelsens eneste vidner.

Mordofferet Clémentine Pichon på obduktionsbordet.

Den 30. november 1897 dræbte Xavier-Ange Carrara, en 34-årig champignonsdyrker fra Kremlin-Bicêtre, inkassatoren Augustin Lamarre, og brændte hans lig. Efter at være blevet kendt skyldig blev han dømt til døden d. 18. juni 1898 på Place de la Roquette i Paris. Anatole Deibler, der ansås som den bedste bøddel i datidens Frankrig, ville tage imod opgaven og gøre lidt mere ud af det ved at beholde en knap ingraveret med et hestehoved fra den anklagede morders jakke.

6-årige Jules Jacques Schoenën boede med sine forældre på 7 Rue Caillé, indtil han blev myrdet af en 16-årig den 25. februar 1881. Han blev fundet med sammenbundne hænder, gennemhullet jakke og trøjen plettet med størknet blod. Denne sag var en af de første, der blev fotograferet.

En mand, hvis identitet det ikke lykkedes politiet at opklare. Han blev fundet bundet i Lac Daumesnil i Bois de Vincennes i november 1912. Billederne er stillet til rådighed af politiet i Paris.

En antropometrisk journal om Raoul Villain – Jean Jaurés’ attentatsmand. Manden blev frikendt i 1919. Hans journal er karakteristisk for det kriminologiske system, som Bertillon indførte. Hertil hører fingeraftryk, præcise målinger og personoplysninger.