FYI.

This story is over 5 years old.

Det sker lige nu

Kendt dansk ungdomspolitiker anklaget for trusler om vold

Nu trækker den tidligere DFU-formand sig helt ud af politik.

Lucas Hultgren, der tidligere var formand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) er færdig med politik. Det skriver han selv på Facebook i dag, efter at Dagbladet BT har bragt en historie om, hvordan han igennem længere tid sendte truende sms'er til sine tidligere partifæller. Ifølge BT drejer det sig bl.a. om sms'er med følgende ordlyd:

"Det er sidste gang du beder mig om at tage det roligt, hvis du holder af dine tænder" og "Får DFU ikke en præsentationsvideo pga. dig, ville jeg nok søge politibeskyttelse de næste par uger."

Advertisement

Ja, jeg har som landsformand overfor enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer (IKKE menige medlemmer) været for grov i mit sprogbrug, når jeg har givet en skideballe. - Lucas Hultgren

Ifølge avisens kilder har Lucas Hultgren "truet folk på mange forskellige tidspunkter og svinet dem til igennem to år". Han er dog aldrig blevet politianmeldt for truslerne, fordi partiet valgte at håndtere episoden internt. I mellemtiden er Lucas Hultgren trådt ud af DFU og skiftet til Nye Borgerliges ungdomsafdeling. Nuværende landsformand for DFU, Chris Bjerknæs, bekræfter sagen over for BT:

"Det er fuldstændig rigtigt, at der har været nogle ubehagelige SMS'er fra Lucas Hultgren. Men sket er sket, og han er skiftet over til Nye Borgerlige, og vi har lagt det bag os," siger han.

Lucas Hultgren erkender at have afsendt beskeder, der var "grove" og upassende", men mener selv, at citaterne er taget ud af kontekst. I et langt forsvar for sig selv, som han har lagt på sin Facebook-profil, skriver han, at han er "nødt til at tage bladet fra munden":

"JA, jeg har som landsformand overfor enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer (IKKE menige medlemmer) været for grov i mit sprogbrug, når jeg har givet en skideballe, hvis de ikke afleverede deres ting til tiden, ikke overholdt deadlines eller havde en arbejdsdisciplin, der ikke matchede de fine poster, de gerne ville have. Og de skideballer har været mange, for der var ved gud en absurd ringe arbejdsmoral iblandt flere af mine tidligere hovedbestyrelsesmedlemmer, og deres eminente mangel på ambitioner for partiet ledte ud til gentagne velfortjente skideballer og opsange, og det er i den forbindelse, man skal se de to citater i artiklen (…)"

Advertisement

Hele opslaget kan du læse her:

Lucas Hultgren blev et kendt ansigt i politik, efter han medvirkede i DR3-programmet Generation DF som ungdomspartiets daværende leder. VICE bragte også et interview med manden tilbage i september 2015, mens han endnu var formand.

Men nu er det hele slut. Oven på afsløringerne skriver Lucas Hultgren, at han stopper i politik, og beslutningen er definitiv. Ifølge ham fordi han føler sig udsat for en personhetz, der i sidste ende har trukket for store veksler på hans privatliv, skriver han og slutter sit indlæg af med trusler om sagsanlæg:

"Kommer der yderligere angreb uden samklang med virkeligheden, vil jeg afsøge enhver tænkelig mulighed for at starte en injuriesag, ligeså vel som jeg ikke vil tage nogen som helst anklage om trusler alvorligt, såfremt man ikke har til hensigt at tage dem i retten, hvor de vil blive affejet."

Foto: Andreas Beck