Der er stadig latterligt mange lande, hvor det er ulovligt at være homoseksuel
Foto: Via Flickr-bruger mathiaswasik

FYI.

This story is over 5 years old.

Identity

Der er stadig latterligt mange lande, hvor det er ulovligt at være homoseksuel

Ny rapport giver et samlet overblik over verdens LGBTI-lovgivning.

I 72 lande er det ulovligt for to personer af samme køn at have sex med hinanden, og der er stadig 8 FN-lande, hvor homoseksualitet medfører dødsstraf. Dødsstraf. For seksuel aktivitet mellem to samtykkende mennesker af samme køn. I yderligere fem lande er dødsstraf for homoseksualitet teknisk set lovligt, men bliver ikke implementeret i praksis. I 14 andre lande varierer straffen for homoseksualitet fra 14 års fængsel til livstid.

Advertisement

Det er blot nogle af opsummeringerne i en ny rapport med titlen State Sponsored Homophobia 2017: A world survey of sexual orientation laws: criminalisation, protection and recognition, som er udarbejdet af den internationale sammenslutning for LGBTI-organisationer ILGA – International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association. Udgivelsen for få dage siden kom netop i tide til at markere International Day Against Homophobia, Transphobia and Biphobia, som er i dag.

Rapporten, som er udkommet årligt siden 2006, er en "omfattende indsamling af data om den lovgivning, der påvirker mennesker over hele verden på baggrund af deres seksuelle orientering", skriver ILGA i offentliggørelsen på organisationens hjemmeside:

"Selvom lovgivning, der kriminaliserer seksuel praksis mellem to personer af samme køn, langsomt er for nedadgående hvert år – med Belize og Seychellerne som de seneste, der har afskaffet sådanne love i 2016 – så forbliver forfølgelse og stigmatisering en realitet i mange lande," skriver en af rapportens to forfattere, Aengus Carroll, i et uddrag.

Grafik: International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association: Carroll, A. and Mendos, L.R., State Sponsored Homophobia 2017: A world survey of sexual orientation laws: criminalisation, protection and recognition (Geneva; ILGA, May 2017).

Martin Iversen Christensen er udenrigspolitisk talsperson for LGBT Danmark og medlem af bestyrelsen for ILGA World. Udover de 72 lande, der stadig kriminaliserer homoseksualitet og de 8 lande med dødsstraf, nævner han rapportens del vedrørende lovgivning om LGBT-organisationer som noget af det mest opsigtsvækkende:

25 lande har stadig aktive barrierer imod etableringen af NGO'er, der beskæftiger sig med seksuel orientering, og 22 lande har "promoverings-" eller "moralske" love, der forhindrer offentlige udtryk af homoseksualitet eller transkønnethed. Et fænomen Martin Iversen Christensen fortæller er i fremgang, og som i høj grad er inspireret af Rusland.

I den positive ende af udviklingen nævner Christensen afkriminaliseringen af homoseksualitet i Belize og Seychellerne samt fremgang på ægteskabsområdet: 23 lande har nu ægteskabsligestilling, mens 28 andre lande anerkender forskellige former for registrerede partnerskaber.

Den nye rapport kan desuden være medvirkende til at lægge et pres på de danske myndigheder om at rejse spørgsmål omkring LGBTI-rettigheder, når de er i kontakt med de pågældende lande, fortæller Martin Iversen Christensen. "Det er ikke et arbejde, som giver resultat fra den ene dag til den anden, men man skal fastholde det her pres," siger han.

Se et detaljeret verdenskort, der viser landenes respektive kriminalisering her.
Og et detaljeret verdenskort over landenes beskyttende lovgivning her.