Er vi et samfund af forstyrrede foodies?

Denne artikel er oprindeligt bragt i VICE Magazine – The Munchies Issue

Vi er gået i Føtex, så jeg måske bedre kan forstå det. Emma tager en kurv og spørger, om hun bare skal gøre, som hun normalt ville. Det er snart påske, og det første, vi møder, er hylder fyldt med påskeslik; æg, påskeharer i chokolade og den slags. Emma tager fat i en påskehare i lys chokolade. Hun forklarer, at for et lille år siden havde hun kigget på den, rørt ved den og nydt at lægge den tilbage på hylden. Opnået en tilfredsstillelse ved at modstå fristelsen. For seks måneder siden havde hun kigget på kalorierne og sukkerindholdet og vurderet, om det var muligt indenfor hendes regler. I dag lader hun være med at kigge. Har jeg lyst?, spørger hun sig selv. Og har hun, så skal chokoladeharen ned i kurven. I dag opnår hun tilfredsstillelsen, når hun køber det, hun har lyst til. På de dårlige dage, som hun har en til to af om ugen, oplever hun nederlaget, når hun lægger varerne tilbage på hylden.

"Nu stræber jeg bare efter at gøre sådan her," siger hun og smider haren ned i kurven.

"Problemet er, at hvis du spørger mig, hvad der er i, så vil jeg nok sige, at der er cirka 580 kalorier og omkring 50-60 gram sukker."

Jeg tager haren op af kurven og kigger på etiketten. Der er 583 kalorier og 52 gram sukker.

"Så jeg ved det alligevel, selvom jeg ikke kigger. Og det er lidt en forbandelse, når jeg handler, for det er i mit hoved hele tiden, og det er svært at abstrahere fra."

Emma lægger haren tilbage på hylden, i dag har hun ærligt talt ikke lyst, og vi fortsætter længere ind i Føtex.

Det handler om vores forhold til mad. Som i dit og mit og vores samfunds forhold til mad. Jeg tror egentlig, at jeg selv har et forholdsvis almindeligt forhold til det, jeg putter i munden. Jeg elsker at gå ud at spise, jeg har en holdning til mad – den kan både handle om smagen, sundheden, økologien eller manglen på samme, til om det er et hipt eller mindre hipt sted, jeg går ud og spiser. Og jeg kan heller ikke se mig fri for at have delt et billede af mad på de sociale medier, selvom det vist ikke er sejt længere. Jeg har aldrig været helt tilfreds med min vægt, og jeg oplever ofte dårlig samvittighed, når jeg har spist noget usundt, men ambitionerne om et sundere liv topper søndag aften og falder fra hinanden igen mandag eftermiddag. Mad er en stor del af min dagligdag, mit liv, og nok også, og – i denne sammenhæng mest interessant – af min identitet. For mad er blevet kultur, mad er fancy sagt blevet en identitetsmarkør, og derfor er mad selvfølgelig også blevet farligt.

Jeg ringer til en mand, hvis navn jeg bliver ved med at støde ind i, når jeg læser om mad. Morten Elsøe hedder han, han er cand. scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi, og han udtaler sig ofte, når en eller anden madtrend pludselig fylder meget i medierne, eller når en kendis som Peter Falktoft melder ud, at han ikke drikker mælk, fordi det er usundt. Så er Morten Elsøe den, der vifter med armene og siger noget a la: 'Ro på folkens, lad nu være med at lytte for meget til alt det bullshit.' Det første, jeg spørger ham om, er, om det virkelig kan passe, at han har gjort karriere ud af at fortælle folk, at de skal lade være med at lytte så meget til alle de her informationer om mad og i det hele taget bare slappe af omkring, hvad de spiser? For så er det jo nærmest en pointe i sig selv, at der findes en mand, hvis job er at gå i medierne og sige, at vi skal lade være med at lytte til det, vi hører om mad i medierne.

At du eksisterer i dit job må betyde, at vi får ekstremt meget at vide om mad, som vi har brug for at få ryddet op i?

"Ja, det er jeg helt enig med dig i. Når jeg underviser i, hvordan man forholder sig kritisk til sundhedsinformationer, så fortæller jeg folk, at langt størstedelen – meget tæt på al den information om mad, som er i de fleste menneskers nyhedsstrømme – er forskellige grader af forkert. Enten er det direkte modsat af, hvad vi ved, eller også er det gradbøjninger af misinformation."

Morten Elsøe mener, at det er problematisk, at medierne stort set kan skrive, hvad de vil om ernæring, især fordi de kommer med nye informationer hele tiden – som sjældent har et stærkt fagligt belæg – og derfor vil nogle mennesker bruge uforholdsmæssigt meget tid på at forsøge at forstå, hvad der er sundt og ikke sundt.

"Den ene dag får du at vide, at en fødevare er supersund, og dagen efter er det selv samme superusundt, og så opstår der forvirring; hvad fanden er det så? De fleste kan nikke genkendende til den her følelse af, at i går sagde de et, i dag siger de noget andet, og man ved ikke, hvad man kan stole på," siger han.

Morten Elsøes oplevelse – som han understreger, at han ikke har undersøgelser til at bakke op, da de ham bekendt ikke er foretaget – er, at et stigende antal danskere har et overdrevet fokus på det, de putter i munden. Et overdrevet fokus, som betyder, at en meget stor del af deres daglige tanker drejer sig om mad, at deres forhold til det, de spiser, bliver anstrengt, og i nogle tilfælde at det bliver svært at være social omkring mad. Adfærd, der definerer spiseforstyrrelser som anoreksi og ortoreksi, som er at lide under et overdrevet fokus på sundhed og at spise sundt. Fælles for spiseforstyrrelserne er, at besættelsen af mad forhindrer én i at føre en normal hverdag.

Emma Wolff har siden hun var 11 år haft et anstrengt forhold til mad, og da hun flyttede til Aarhus efter gymnasiet udviklede det sig til decideret anoreksi. Hun har det i dag bedre, men er stadig undervægtig, og hun bruger stadig meget energi på at tænke på mad. Emma mener desuden, at hendes usunde spisevaner hele tiden valideres af samfundets og mediernes tilgang til kost; hver dag bekræftes hun i, at hun ikke bør spise det ene, men skal spise det andet, og det er svært at lade være med at lytte.

"Vi lever i et anorektisk samfund," siger hun, "det er normen hele tiden at tænke på, hvad man putter i fjæset, og hvordan man kommer til at se ud af det. Et stort skridt for mig har været at erkende, at jeg ikke var underlig – ja, det bed sig fast i mig og var ved at slå mig ihjel – men det er helt normalt," siger hun.

Det er fordi, Emma skal hjælpe mig med at forstå, hvilke tanker og følelser der er forbundet med et overdrevet fokus på mad, at vi er taget i Føtex. Vi er nu nået hen til en hylde med nogle diætprodukter, for der er sådan en smoothiedrik, som hun synes smager rigtig godt. Men hun kan ikke drikke den.

"Det går ikke, for der er mælkeprotein og sødestoffer i, og jeg har en idé om, at sødestofferne fucker med tarmbakterier og sådan noget," siger hun.

Hvor ved du det fra?

"Det har jeg læst på hjemmesider som Sundforskning.dk og i nogle blade, man kan tage nede i helsekostbutikken," forklarer hun, og vi går videre. Der kommer ikke noget i kurven, for mælkeprodukter er stadig på Emmas forbudt-liste.

Vi nærmer os bunden af supermarkedet, kølediskene, og Emma stopper og hiver en pakke kålpølser ud af et køleskab. Hun forklarer, at det er dem, hun allerbedst kan lide, men at hun alligevel ofte vælger et andet mærke, fordi der er færre kalorier og mindre fedt i.

"Der kan jeg godt blive lidt ulykkelig, for når det nu er dem her, jeg har lyst til, hvorfor må jeg så ikke få dem? Jeg spiser jo ikke pølser hver dag."

Men når du nu rationelt kan tænke sådan, hvad er det så, der gør, at du ikke kan købe dem?

"Jeg føler, at det er nogle kræfter, jeg ikke kan styre. En tur herinde, hvis jeg har en dårlig dag, er udmattende for mig. Jeg kan sådan næsten skizofrent stå og argumentere med mig selv, og nogle gange sige højt; nu tager du den! For spiseforstyrrelsen råber også stadig højt nogle gange."

Hvordan får du det så?

"Jeg bliver forvirret. Og så bliver jeg ked af det, når jeg kommer hjem. For et halvt års tid siden skete det nogle gange, at jeg ikke magtede det og bare gik hjem uden at købe noget og lod være med at spise," siger hun.

"Og nu hvor vi står ved de her pølser – jeg læste en artikel for et par uger siden om, hvorvidt mættet fedt i virkeligheden er usundt, eller om det gør godt, og om omega 3- og omega 6-ratioen, og hvor meget man skal have i kroppen, for at det er sundt. Og nu tænker jeg så på det, jeg læste i artiklen, når jeg står her. For hvilken slags fedt er der egentlig i pølser? Og det var jo ikke sket, hvis jeg ikke havde læst den artikel."

Men kan du ikke bare lade være med at læse den? Eller vil du i virkeligheden gerne vide det?

"Ja, det vil jeg gerne."

Vi når afdelingen med glutenfri varer. Emma spiser heller ikke gluten, fortæller hun, selv om hun ikke er allergisk, men hun synes, at "hun er pænere", når hun ikke spiser gluten. Hun fortæller, at der er en glutenfri frysepizza, hun rigtig godt kan lide.

"Det giver jo ikke særlig meget mening. Jeg ser jo masser af smukke mennesker, der spiser pizza fyldt med gluten, men jeg har det stramt med det," siger hun. Det værste, hun kan forestille sig, er at spise hvidt brød.

Morten Elsøe forklarer, at han oplever groft sagt to slags reaktioner på de mange informationer om mad. Den ene er apati, at folk bliver ligeglade og ikke lytter til noget som helst. Og så den omvendte; at folk suger det hele til sig, og der opstår en lang liste af forbud, som udbygges hver eneste dag.

"Det er især dem, jeg beskæftiger mig med – dem, der har sådan en lang forbudsliste baseret på en masse pseudovidenskab," siger han og forklarer, at det faktisk ikke er så unaturligt, at folk reagerer kraftigt på de her informationer;

"Vores kritiske filter, den rationelle del af hjernen slår rimelig let fra, når der er nogen, der fortæller os, at noget er farligt. Det har været en evolutionær fordel, for vi har jo lært ikke at spise de giftige bær og sådan, men det betyder også, at løgne om madens farlighed meget nemt sætter sig fast, og det tager tid at fjerne dem igen," siger Morten Elsøe.

For Thomas Hemming Larsen er det idag, endelig, lykkedes. Han gider faktisk slet ikke bruge tid på at tænke på mad længere. For fire år siden begyndte Thomas forhold til mad nemlig at ændre sig, og han udviklede anoreksi og ortoreksi.

"Til at starte med begyndte jeg at spise mindre, senere handlede det om, hvad jeg måtte spise, og jeg fik en masse skøre idéer fra ting, jeg læste på nettet. Jeg blev ekstremt fokuseret på det, og så begyndte jeg at tælle kalorier," fortæller han.

"Jeg tænkte hele tiden på mad, jeg fik dårlig samvittighed over det, jeg spiste, og det kunne virkelig påvirke mig i lang tid."

Inden Thomas fik spiseforstyrrelsen kunne han godt lide at bruge lang tid på at lave mad, at spise sammen med andre og at snakke om maden, men efter flere års kamp med kosten har han distanceret sig fra den.

I dag er han rask og normalvægtig. Men det overdrevne fokus på maden er skiftet ud med det modsatte: apati.

"Jeg har brugt så meget tid af mit liv på at bekymre mig om mad, og jeg gider ikke bekymre mig om det længere. Mad har fyldt så meget i mit liv, at jeg – pun intended – er blevet mæt."

Thomas og jeg sidder og snakker over en kop kaffe, og han siger, at det faktisk er sådan han foretrækker det – at hvis en af hans venner spørger, om de skal mødes efter arbejde og gå ud at spise, så prøver han at få det lavet om til at mødes til en kop kaffe. Mens hans spiseforstyrrelse var slem, brød han sig ikke om at spise sammen med andre. Sådan er det ikke længere – han spiser frokost sammen med sine kolleger hver dag – men han nyder ikke på samme måde at mødes om mad, som så mange andre. Det betyder også, at hvis han får gæster, så vil han hellere købe mad udefra, og han engang takket nej til en middag på Noma.

"Der kommer meget fokus på mad, når man går ud og spiser, og jeg prøver at lade være med at tænke for meget på den. Jeg kan jo godt forstå, at hvis man har betalt flere tusind kroner for en middag, så vil man også gerne snakke om den, men jeg har slet ikke det behov," siger han.
"Det er bare nemmere for mig, for så skal jeg ikke bruge energi på det," siger han.

Når jeg tænker over det, så tror jeg aldrig, at jeg mødes med min familie, uden at der er mad involveret. Og gennem hele min barndom spurgte min farmor mindst fire gange, om jeg ikke skulle have et stykke kage mere, når jeg allerede var propmæt. Sociale sammenhænge er generelt, i hvert fald i min verden, centreret om mad. Jeg forestiller mig, at det må være svært at gøre som Thomas; at spise for at overleve og ikke for fornøjelsen i vores foodie-samfund.

Jeg kan også godt lide at se de der Tasty-videoer på Facebook. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil lave maden, jeg kan bare godt lide at kigge på den. At se grøntsagerne blive hakket effektivt i tern, kød, der syder på en pande, brød, der fast-forward-hæver i en ovn, og glasur, der sprøjtes ud med kyndig hånd på en kage. Og selvfølgelig de der tråde af smeltet ost, der kommer, når endnu en greasy ret skæres over – "Oh yeah!", siger en stemme i videoen, når det sker. Oh yeah.

Og Facebook har godt lagt mærke til, at jeg gerne vil se videoerne og reagerer ved at sende endnu flere min retning. På min Instagram følger jeg også bloggere, der deler de mest snaskede burgere og friturestegt diverse – eller avocadomadder og grøntsagsjuice – men måske ikke så meget af det midt i mellem. Det er supersundt eller supersyndigt.

Ifølge cand. scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi Morten Elsøe kan den her massive eksponering af mad have stor indflydelse på vores forhold til, hvad vi putter i munden. Både fordi vi hele tiden bliver påvirket til at tænke på mad, men også fordi det bekræfter tendensen til, at vi anerkender hinanden på baggrund af, hvilken mad vi spiser – og dermed at vi definerer og identificerer os ud fra vores mad.

Og har man et problematisk forhold til mad, kan den evindelige eksponering gøre det endnu sværere:

"Det er jo ligesom, hvis en alkoholiker åbnede sin Facebook eller Instagram, og der hele tiden var billeder af drinks og øl. Det er klart, at det kan holde gang i den sygelige besættelse," siger Morten Elsøe.

Han fortæller også, at informationer om fødevarer ofte bliver præsenteret meget sort/hvidt, at der eksempelvis enten er tale om helse- eller nydelsesprodukter. Lige nu ser han en tendens til, at folk holder virkelig meget igen med nydelsen i hverdagene, lever meget asketisk gennem ugen, men så til gengæld giver los i weekenden, og at der er faktisk blevet udviklet i produkter og koncepter til netop det – en såkaldt "Munchbox" og "cheat meals".

"Den form for diæt er præget af tvang. Man går og knuger hænderne hele ugen for at spise sundt og enormt restriktivt, og så giver man slip i weekenden – og det taler ind i spiseforstyrrelserne."

Er det farligt, at mad har udviklet sig til så meget mere end et spørgsmål om næring?

"Det er lidt ironisk, for vi får rigtig meget nydelse og livskvalitet ud af mad, men det har vi kun gjort i de sidste få promiller af menneskehedens historie. Langt størstedelen af den tid, mennesket har eksisteret, har man spist, til trangen til at spise var væk. I dag, når trangen til at spise er væk, så står der en ny ret."

I Føtex er Emma og jeg nået forbi mælkeprodukterne, et sted, hun sjældent gør ophold. Hun har læst om studier, der viser, at mælkeproteiner kan gå ind og rykke ved hormonbalancen og give uren hud. Derfor drikker hun ikke mælk eller spiser mælkeprodukter. Det irriterer hende, at der er ting som gluten og mælkeprodukter, hun stadig ikke kan få sig selv til at spise, at spiseforstyrrelsen på den måde stadig hænger fast i hende, men hun vil hellere være glad for de ting, hun har opnået.

"Jeg har lært at rose mig selv og acceptere det der ubehag og sige; det er okay, at du bliver i tvivl. Tag det roligt og prøv igen."